Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1320Visninger
AA

9. Kapitel 9

Da James trådte ind ad sin egen hoveddør, kunne han med det samme mærke, at stemningen var anspændt. Han forbandede sig selv og sin egen egoisme langt væk. Ingen fra hans familie havde set ham siden i går og i stærkt ophidset tilstand, og han havde ikke engang gidet gøre sig den ulejlighed at ringe eller bare skrive en sms om hvor han blev af.


”Kommer jeg for sent til teen?” spurgte han forsigtigt ud i entreen og kiggede på sit ur. Det var gået i stå klokken et minut over tolv. Det måtte være sket, da han forvandlede sig for snart to døgn siden.


Først var der ingen, der svarede. Så lød Helens stemme inde fra dagligstuen:


”Vi er herinde, min skat. Kom bare, der er stadig nogle småkager tilbage.”


Hun lød på en eller anden måde forkert, og James mave snørede sig sammen. Nu havde han ellers lige haft sådan en dejlig dag.


De sad alle tre rundt om sofabordet, Helen og Richard i sofaen, Elisabeth på det bløde gulvtæppe. Hun så op på ham med bange øjne, da han trådte ind.


”Hør her, alle sammen, jeg ved godt, at jeg virkelig har opført mig dårligt – ikke bare i går men i det hele taget her på det sidste,” begyndte James. ”Jeg skal nok prøve at forbedre mig, det lover jeg. Det er bare – ”


”James, har du set avisen i dag?” afbrød hans far. Richard så ikke på ham, da han lavmælt afbrød ham. ”Der står, at de har nye, afgørende spor i forhold til Wales-massakren.”


”Hvad?” James faldt på knæ ved siden af Elisabeth og trak avisen hen til sig.


Der stod det. Med store, sorte typer henover et sløret billede fra et overvågningskamera i en metro. Det viste en løbende skikkelse, der havde efterladt noget der lignede et vådt spor på gulvet bag sig.

 

Det kunne være hvem som helst. Men det var det ikke, vidste James; han kunne nemlig huske i forvirrede, kaotiske billeder, der stammede fra minutterne hvor hans sind var i overgangsfasen mellem varulv og menneske, hvordan han forsøgte at finde ud af byen.

 

Han måtte væk fra de uskyldige mennesker, men der kørte ingen tog. Der var bare de endeløse gange og perroner under jorden, og han blev ved med at glide og falde fordi blodet, det blod, der var overalt, på hans tøj, under hans negle, i hans hår, mellem hans tænder, det røde, varme blod, gjorde hans krop glat og smattet.

 

Til sidst fandt han op og ud i byens industrikvarter, hvor han kollapsede i en grøftekant. Richard fandt ham, men det var Helen, der måtte svabre så meget blod, hun kunne nå, op, inden metroen åbnede igen nogle få timer senere.


”Men det betyder jo, at du også er på overvågningsbåndene,” udbrød James forfærdet mens katastrofens fulde omfang gik op for ham.


”Ja, men det skal du ikke tænke på, skat,” sagde hans mor med tårer i øjnene.

 

”Jeg ligner bare almindeligt rengøringspersonale. De vil aldrig mistænke mig. Desuden gjorde tørklædet mig ukendelig.”


Til alt held havde Helen, som var skolelærer, heldigvis været snarrådig nok til at køre et smut forbi den skole, som hun arbejdede på og låne uniform og rengøringsudstyr fra depotet. James fik et forbigående syn af det tørklæde, hun havde haft bundet om håret, hvidstribet med røde plamager fra blodet.


”Jeg troede ikke, at kameraerne var tændt så sent,” hviskede James og mærkede sit indre krølle sig sammen.


”De er bevægelsesaktiverede,” forklarede Richard med en stemme, der lød grå og livløs. ”De tænder, når de opfanger bevægelse. I tilfælde af overfald og hærværk og den slags.”


”Hvordan kan det være, at de ikke har bemærket det før?” spurgte James, stadig hviskende. Han stolede ikke på, at hans stemme ikke ville knække over.


”Der står, at de tog blodet for alkohol og regnede med, at du var en af de sædvanlige fyldebøtter. I sidste uge fandt en elektriker åbenbart et blodspor, som var blevet overset indtil nu – det må have været på en lukket perron eller sådan noget – og da man testede blodet matchede det et af ofrenes. Så så de nærmere på billederne fra den nat og lagde to og to sammen.”

 

Richard sukkede og tog brillerne af for at gnide næseryggen med to fingre.


”Men hvad gør vi så nu?” spurgte James og mærkede verden slå revner omkring ham. Hans glæde fra før var som blæst bort. ”Rejser vi?”


”Nej, vi foretager os absolut ingenting,” sagde hans far hurtigt. ”En hovedkulds flugt vil kun tiltrække os opmærksomhed og netop få os til at virke skyldige. Det bedste vi kan gøre er at holde lav profil og blande os med mængden. Jo mindre vi gør os bemærkede, jo bedre. I skal opføre jer så naturligt og ubekymret som muligt.”

 

Hans skarpe blå blik hvilede på James og Lisa et kort øjeblik.


”Desuden er der ikke umiddelbart noget, der kan forbinde os med mordene,” sagde deres mor forsigtigt. ”Ifølge papirerne døde du den nat, James, og vi måtte flytte på grund af minderne. Det var der så mange, der gjorde.”

 

Hun fik atter tårer i øjnene.

 

”Bare opfør dig ligesom de fleste andre på din alder, James,” sagde hans far og lød lidt venligere. ”Så skal det nok gå.”


”Så hvis jeg går ud med en pige, vil det være et klogt træk?” spurgte James og kunne hverken finde hoved eller hale i sine følelser.

 

For lidt siden havde han troet, at Amelia var tabt for altid, og at han skulle tilbringe resten af livet bag tremmer. På sin vis ville det være en lettelse, fordi resten af verden så ville være i sikkerhed fra ham. Samtidig gjorde tanken om at miste hende næsten fysisk ondt, selvom han kun havde kendt hende i én dag og nu, hvor der måske alligevel var håb for hende og ham, var han på samme tid lettet og bekymret for hendes liv.

 

Og oven i det hele var der selvfølgelig skylden, den allestedsnærværende skyld, den ædende skyld, han aldrig ville kunne slippe væk fra, uanset hvad han så gjorde, samt sorgen over de mennesker, der var døde på grund af ham.


Hans familie derimod lod ikke til at være i tvivl om, at en pige var lige netop hvad James trængte til. Da de var færdige med at udtrykke deres glade overraskelse, var den sidste rest af varme forsvundet fra teen, og det var næsten mørkt udenfor.


”Som jeg sagde, jo mere du ligner dine klassekammerater, jo bedre, James,” sagde Richard, og James kunne have svoret på, at han smilede til ham for første gang, i hvad der føles som meget lang tid.

 

”Så længe du er forsigtig,” tilføjede han alvorligt og mindede derved James om, hvor de stod.

 

Men på trods af den bemærkning og på trods af den sindsoprivende aften, lykkedes det James at spise to portioner spaghetti og holde det i maven. Derefter faldt han i en dyb, drømmeløs søvn, og han havde på fornemmelsen, at han nok kunne takke Amelia for den ro, der pludseligt og ganske uvant strømmede igennem hans krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...