Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1308Visninger
AA

8. Kapitel 8

”Fortæl nu lidt om dig selv,” bad Amelia og hvilede hagen i hænderne.

 ”Hvorfor surmuler du sådan? Du ser ud som om hele verden går dig imod. Hvad skal den gnavne mine gøre godt for?”

Hun skar en latterligt dyster grimasse mod James, der fik ham til ufrivilligt at smile. Hvordan gjorde hun det dog?


”Ja, det er bedre,” nikkede hun anerkendende. ”Du må huske at smile en gang i mellem. Ellers ender dit ansigt med at sidde fast i de der depressive folder.”

De lo begge.

De befandt sig siddende overfor hinanden ved et rundt bord på SteamNoir, den kaffebar, der lå tættest på skolen.

James havde brugt hele dagen på at liste gode grunde til at holde sig langt væk fra Amelia op inden i sit hoved, og da klokken omsider blev fire, var han fuldstændig afklaret med, hvad han burde gøre. Han ville møde op på det aftalte sted, sige at han beklagede meget, men at han alligevel ikke var interesseret i hverken hende eller kaffe. Hun ville måske blive skuffet, men det var at foretrække, frem for at hun kunne risikere at være død om en måned, hvis han fortsatte på denne måde. Så ville han gå uden at se sig tilbage, sørge for at hun fandt en anden at sidde ved siden af i fransk og aldrig tale til hende igen. Han kunne forestille sig selv gøre det.

 

Men i samme sekund han fik øje på hende, da hun stod og ventede på ham med jakken over armen og det viltre hår flagrende i den lette vind, smuldrede hans ellers så faste beslutning væk med imponerende hast, og han glemte alt om at afvise hende. I stedet smilede han og foreslog at de tog hen på den nærmeste kaffebar i området.


Nu sad de her, han med sin Cappuccino og hun med sin Chai Latte i det hyggelige lille lokale holdt i støvede, varmt brune farver. Selv tjeneren havde virket venlig og imødekommende, da hun tog imod deres bestillinger, og James indså, at han for første gang i meget lang tid følte sig både glad og veltilpas.


Amelia tog en slurk af sin drik og fjernede det skum, der var blevet siddende på overlæben, med tungen.


”Nej, helt ærligt,” sagde hun og sank igen. ”Hvem er du?”


”Hvem jeg er?” spurgte James vantro og tørrede en smule lysebrunt skum, hun havde overset, af hendes kind. Hun fnisede.

”Jeg synes, at det er mig der har krav på at vide, hvem du er – du er den nyankomne. Jeg ved, du har flyttet meget rundt, men ellers aner jeg intet om dig. Hvor boede du før? Hvad kan du lide og ikke lide? Er du til hunde eller katte?”


”Åh, helt klart hunde!” svarede hun, og de lo begge igen.


Halvanden time senere vidste James, at Amelia havde boet i Reading inden hun flyttede til London. Inden da havde hun boet i Cambridge, inden da i Finchley, i Brighton, i Liverpool, i Edinburgh – ja hun havde sågar boet i Stockholm i nogle år. Hendes far var selvstændig forretningsmand, hvilket tvang ham til at flytte meget rundt. Der var lange perioder hvert år hvor hun slet ikke så ham fordi han var på forretningsrejser til forskellige destinationer rundt om på hele Jorden.

 

Det var også derfor hendes mor til sidst fik nok. Da Amelia var tretten, havde hun forladt familien og nu, fire år efter, så hun kun sin datter, når hun en sjælden gang kunne finde tid for sit stewardessejob og sin nye mand.

 

”Hun har altid været så flyvsk,” sukkede Amelia. ”Nå, men det er vel bedre for hende at få friheden til at være sig selv. Jeg ville alligevel ikke ønske at hun skulle blive gående derhjemme for min skyld. Det ville være tortur – for os begge to!”

Derfor havde Amelia hurtigt lært at klare sig selv, og efterhånden havde hun også vænnet sig til at tilbringe det meste af sin tid alene. Den tid brugte hun så til gengæld på at læse.

Hun havde læst alle de store klassikere: Griberen i Rugen – ”Ganske udmærket, selvom jeg aldrig helt forstod hvorfor” – Den Store Gatsby – ”Fantastisk, især romanens allersidste side” – og Stolthed og Fordom – ”Stærkt opreklameret!”.

Men allermest holdt hun af Shakespeare. Da James først begyndte at spørge ind til den del af hendes litterære repertoire havde han nær aldrig fået hende stoppet igen. Hun havde læst de fleste af hans stykker og kunne citere lange passager fra sine yndlinge, Othello, Lige for Lige og Stormen udenad.

Derudover fandt James ud af, at Amelia hadede opera og popmusik, men elskede ballet og rap. Hun brød sig hverken om Titanic eller Avatar, men var fuldstændig tosset med Troldmanden fra Oz. Hun kunne ikke lide ordet ’salve’, og hun bandt altid sine snørebånd ved først at forme to løkker for derpå at binde en knude.

I tilgift opdagede han, at han blev mere og mere betaget af hende for hvert ord hun sagde, hver facet hun afslørede af sig selv. Det var farligt, men han kunne intet gøre; han var fuldstændig tryllebundet.


Flere gange forsøgte Amelia at dreje samtalen væk fra sig selv og over mod ham, men han svarede altid svævende og undvigende, og hun gav hurtigt op. Det var nok heller ikke hverdagskost for hende at blive behandlet med en så entusiastisk interesse og når alt kommer til alt, hvem kan så modstå at tale om sig selv? Til sidst fik hun dog nok.

”Nej, hør nu,” protesterede hun, da han interesseret spurgte, hvorfor hendes mors kat hed Nemo.

”Jeg er helt tør i munden af at have talt så meget. Vi har siddet her næsten to timer, og jeg ved stadig ingenting om dig!”

”Åh, jeg er nu ikke så interessant,” sagde James ubestemt og rejste sig. ”Det kan du altid høre senere.”

”Betyder det, at du inviterer mig ud på endnu en date?” spurgte Amelia snedigt og rejste sig også.

”Okay.” Det kom bag på James, men han kunne ikke sige, at han havde noget imod det. Faktisk var han ovenud begejstret for hendes forslag.

”Lad os bare sige det. Nu skal jeg følge dig hjem.”

Det var en mild aften for årstiden, men man kunne alligevel se deres ånde som små hvide skyer, da de trådte ud fra cafeen. James puttede hænderne i lommen, og Amelia stak sin arm under hans, som om det var den naturligste ting i verden. Det føltes også sådan.


De tilbagelagde det kvarters gang, der var hen til Amelias hus i venskabelig tavshed kun en gang i mellem brudt af et par få intetsigende bemærkninger. Der var blevet talt så meget på de to sidste timer, at stilheden mellem dem føltes velkommen og afslappet.


Da de stod foran det mondæne hvide hus med smedejernsgitrene foran trak Amelia blidt sin arm fri og vendte sig mod James.


”Jeg ville invitere dig med ind, men min far er hjemme, og han vil nok ikke synes om, at jeg dukker op med en fyr efter min allerførste skoledag – på en hverdagsaften!”

Hun smilede lidt.


”Det er i orden,” sagde James. ”Jeg har alligevel også nogle ting, jeg skal have ordnet derhjemme.”

Han tænkte på sin mors bekymring, sin fars vrede, Lisas skuffelse og på hvordan han skyldte dem alle en masse undskyldninger.


”Nå,” sagde Amelia og så ud til at lede efter ordene. ”Men… det var i hvert fald… rart.”


”Ja,” svarede James. ”Det syntes jeg også.”


Amelia greb hans ene hånd og holdt den i begge sine et kort øjeblik. Så slap hun ham og gik ind ad den store låge.


”Glem nu ikke at vi skal ud sammen igen!” råbte James efter hende, da det gik op for ham, at han ikke brød sig om at se hende gå.


”Nej, selvfølgelig ikke,” svarede hun og vendte sig om og vinkede.


”Hvad med på fredag kl. 8?” råbte James, højere nu, fordi hun blev ved med at gå baglæns og fjernede sig mere og mere fra ham.

Hun sagde ikke noget, men han kunne se, at hun nikkede.


”Jeg henter dig her!” råbte han så højt, at de måtte kunne høre ham på den anden side af gaden. Amelia havde vendt sig om nu, og han kunne ikke længere se hendes ansigt.

”Lige her,” tilføjede han, men så stille at ingen andre end ham selv kunne have hørt det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...