Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1316Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Ça va,” svarede James forbeholdent og kunne ikke finde på noget bedre at sige.
 

Han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om den selvsikre attitude, de smukke øjne og den noget misvisende sårbare udstråling, denne Amelia lagde for dagen.
 

Hans sidemakker hævede atter øjenbrynene og sagde ikke mere. Hun vendte i stedet blikket mod den tæt beskrevne side foran hende.


Hun var ikke en klassisk skønhed, tænkte James. Dertil var næsen lidt for opstopperagtig og ansigtet lidt for rundt, for slet ikke at tale om hendes vilde hårpragt, der ville klæde en trold.

Alligevel var der noget ved den måde, hun bar sig selv på, der gjorde, at han havde svært ved at løsrive sig fra synet af hende. Faktisk klædte det hende at ligne en lille trold. Så var der naturligvis de fantastiske øjne; store og mandelformede var de og indrammet af mørke øjenvipper, der ikke var særligt lange men usædvanligt tætte. Hendes hænder, der hvilede på side 350, var ikke elegante, nærmere nuttede, fordi de var så små.
 

Alt i alt var det svært at vurdere hvorfor, men synet af hende var ikke desto mindre tryllebindende, og da James modvilligt løftede blikket, så han, at han ikke var den eneste, der sendte hende blikke.


Med stigende rædsel lagde han mærke til, at han ikke brød sig om, at de andre fyre i klassen kiggede på Amelia.
 

Åh, nej, det gør du ikke igen, tænkte han ved sig selv. Han havde lovet sig selv, at han aldrig mere ville falde for en pige; ingen skulle lide den samme skæbne som Fiona.
 

Alligevel var det præcis det, der var ved at ske for ham, det kunne han ikke benægte. Derfor nærmest sled han blikket fra pigen ved hans side og vendte opmærksomheden mod Jeanne-Marie Leprince de Beaumont.
 

Det var om muligt endnu sværere for ham at koncentrere sig nu, men i modsætning til inden Amelia var trådt ind i klasselokalet, var han lysvågen. Måske var det derfor, han spjættede voldsomt, da klokken pludselig ringede.
 

James virrede med hovedet; var der allerede gået en hel lektion?


”Hør, du Jamie?” lød det pludselig fra Amelia. James vendte hovedet mod et ryk.
 

”Har du tid til at hjælpe mig? Jeg skal have engelsk i næste time, og jeg ved ikke hvordan jeg skal finde lokalet. Det er i en anden bygning, ikke?” Igen det bedårende smil.
 

Af ren refleks besvarede James det og skulle til galant at tilbyde hende sin hjælp, da han kom i tanke om sit løfte til sig selv. Fandens også, bandede han indvendigt og vendte atter ryggen til hende.


”Jeg er bange for, du må spørge en anden,” mumlede han irriteret – det lød næsten vredt.
 

Amelia trak vejret ind som om hun ville sige noget mere, da en afbrydelse indtraf.


”Har du brug for hjælp?” lød nu en ny stemme.
 

James drejede atter hovedet; det knækkede i hans nakke. Amelia smilede stille hen for sig, som om hun havde hørt lyden.


Jethro Darvill, en høj, blond fyr stod foran Amelias bord og så håbefuldt på hende.


”Jeg kunne vise dig lidt rundt,” foreslog han og smilede ivrigt.


”Mange tak for tilbuddet,” svarede Amelia i et blødt tonefald. Hendes smil blev bredere og om muligt endnu mere indtagende. ”Men James har allerede lovet at vise mig vej. Måske en anden gang, ikke?”


”Jo, selvfølgelig,” svarede Jethro og så slukøret ud. Han sjoskede bort. James var imidlertid langt mere optaget af det, Amelia netop havde sagt, end Jethros knuste drømme.


”Nu håber jeg ikke, han blev alt for skuffet,” bemærkede Amelia og så pludselig eftertænksom ud, da hun kiggede efter det blonde hoved, der var på vej væk.


”Der var ingen grund til at skuffe ham,” sagde James i et hårdt tonefald. ”Jeg sagde jo, at jeg ikke ville vise dig vejen.”


”Ja, men det mente du vel ikke?” Hun rynkede brynene mod ham. ”Nu er det under alle omstændigheder for sent for dig at bakke ud. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal finde engelsklokalet.”


Hendes store øjne stirrede bedende op på James, og han mærkede sin stålfaste beslutning vakle. Nå, hvad pokker, der kunne vel ikke ske noget ved at vise hende vejen til et enkelt lokale. Det var jo ikke sådan, at de var forlovede, bare fordi han hjalp hende. Han behøvede faktisk ikke engang at snakke med hende igen – selvom han gerne ville. Pas på med den logik, James, formanede han sig selv. Det ender bare galt.


”James, så kom da,” sagde han så, og det kom til at lyde mere surt end tiltænkt. ”Næste time starter snart.”


”Tusind tak,” sagde Amelia og lød, som om hun mente det. ”Jeg skylder dig en tjeneste, Jamie.”


”Du skylder mig ikke noget,” mumlede James gnavent. ”Og hold op med at kalde mig det.”


”Hvad? Åh, undskyld, det er bare – James lyder så formelt, ikke? Men du ser egentlig ret alvorlig ud, nu du siger det.” Hun sendte ham et drillende smil, da han holdt døren for hende.
”Er der noget galt, Jamie?”


”Må jeg så kalde dig Amy?” spurgte James i et irritabelt tonefald uden at svare på spørgsmålet.


”Nej, selvfølgelig ikke, det er jo ikke det, jeg hedder,” svarede hun, som om tanken var fuldkommen latterlig, og gik ud af døren. James fulgte efter og måtte bekæmpe en flygtig trang til at smile.


”Nå, men hvor kommer du så fra, Amelia?” spurgte han, da de gik ved siden af hinanden på gangen, og sørgede for at lægge ekstra tryk på ’Amelia’. Der kunne vel ikke ske noget ved at snakke lidt med hende, og de måtte jo tale om noget på vej hen til engelsklokalet. Det ville virke mærkeligt bare at gå ved siden af hinanden i tavshed.


”Åh, fra sådan lidt rundt omkring,” svarede hun svævende og virkede pludselig lettere fraværende.
 

Hun så sig ivrigt omkring. ”Jeg har boet mange forskellige steder de sidste ti år. Det er på grund af min fars arbejde,” betroede hun ham. ”Det tvinger os til ofte at flytte.”


”Ja, det kender jeg,” mumlede James tankeløst. Amelia hørte det og lyste straks op i endnu et tiltalende smil.


”Har du også flyttet meget rundt? Sig mig, synes du ikke, at det er svært at få venner? Jeg mener, hvem gider være venner med en, der måske er væk om et halvt år? Grundskolen var et mareridt!”
 

Hun lo en melodisk latter og puffede fortroligt til hans arm. James kunne ikke gøre for det; han smilede til hende.


”Virkelig? Du virker ellers som om du har let ved at få venner,” bemærkede han. Amelia holdt op med at grine.


”Synes du virkelig?” spurgte hun oprigtigt og så granskende op på ham. ”Og du laver ikke sjov?”


”Nej da!” udbrød James. ”Se bare på dig selv; jeg mener, du vandt hele franskklassen da du vendte øjne af Darcy, Jethro har allerede gjort forsøg på at kapre dig, og du går her ved siden af mig – selvom jeg faktisk aldrig har indvilliget i at følge dig til time. Du har da overhovedet ingen problemer med at få venner!”


De var nået frem til engelsklokalet. Folk strømmede allerede ind og flere kastede interesserede blikke efter den nye elev. Amelia standsede og vendte sig mod James. Atter slog det ham, hvor lille hun var; hun nåede ham kun til hagen.


”Så siger du, at vi er venner nu?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.


Det gav et sug i James’ mave. Hvordan var det kommet så vidt?


”Det er vi vel,” svarede han forbeholdent; han havde ikke lyst til at gøre hende ked af det, men han var på den anden side nødt til at holde en vis afstand til hende.


Amelia tog en dyb indånding.


”Må jeg så ikke invitere dig på kaffe efter skoletid? I venskabets navn?” spurgte hun så.


Beklager meget, men jeg er ikke interesseret, svarede James. Eller det burde han have svaret, men de rigtige ord kom ikke ud af munden på ham.
 

Måske skyldtes det de grønne øjne, det dejlige smil eller det blik Mark Tyler, der netop var på vej til engelsktime, sendte Amelia. I hvert fald hørte James sin egen stemme sige:


”Selvfølgelig. Mødes vi ved indgangen til skolen klokken 4?”


”Det er en aftale, Jamie,” sagde Amelia og sendte ham et sidste smil, inden hun gik ind ad døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...