Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1313Visninger
AA

6. Kapitel 6

” Elles allaient tous les jours au bal, à la comédie, à la promenade, et se moquaient de leur cadette, qui employait la plus grande partie de son temps à lire de bons livres,” læste Rory. Eller han forsøgte, men det lød så hakkende og stammende, at det var ligeså langt fra fransk, som Shepherd’s Pie var fra Foie Gras. James lænede sig tilbage i den umagelige stol og sukkede træt.


”Prøv at lade være med at udtale endelserne. Og husk at r’et skal ligge længst tilbage i halsen,” forsøgte Mrs. Darcy at assistere, men da Rory fortsatte lød filles stadig som filets.


James lukkede ørerne for Jeanne-Marie Leprince de Beaumonts Skønheden og Udyret, udsat for mere eller mindre håbløse franskstuderende, og vendte sit trætte blik mod vinduet. I sneen uden for klasselokalet pirkede en gråspurv vedholdende i et stykke gammelt brød, og James betragtede den fraværende og ignorerede at hans mave knurrede.


Lisa havde haft ret; han burde være kommet tidligere hjem. I samme øjeblik han var kommet ud af døren besluttede han sig faktisk også for, at han bare lige skulle have en øl eller to på the Z. Derefter ville han tage hjem igen og få sovet.

Men da han først var kommet ind på baren og faldt i snak med bartenderen og en masse andre mennesker, der gudskelov heller ikke kendte ham overhovedet, blev den ene time til mange, og han nåede først hjem langt efter midnat.


Nu betalte han prisen. Det værkede i hovedet og over hele kroppen, og han var så træt, at han havde fornemmelsen af at skele. Men han havde været nødt til at stå op og gå i skole – han havde nemlig tilpas dårlig samvittighed over at have ignoreret sin lillesøsters bøn til at han ikke ville lade hende se sig udmattet og plaget af tømmermænd. Så han gjorde sit yderste for at skjule det. Det var bare svært at holde sig vågen og opmærksom, når Rory kværnede løs i det samme uentusiastiske tonefald i en skruen uden ende…


James faldt hen et kort øjeblik og vågnede straks da hans albue gled ned fra bordet. Han skottede hastigt til Mrs. Darcy for at se, om hun skulle have opdaget det. Til alt held så hun, og alle andre for den sags skyld, i dette øjeblik hen mod døren, som en ukendt pige netop havde åbnet.


Sikke lille hun så ud i den store døråbning, var den første tanke, der for igennem James’ hoved, da han fik øje på hende. Hendes sorte krøllede hår stod ud fra hendes hoved som en blød sky, og da hun hektisk lod en hånd glide igennem det, fik det det bare til at stritte endnu mere. Under skoleuniformens uklædelige nederdel stødte et par knoklede knæ sammen og fik hende til at ligne et fortabt føl, og den stak af bøger, som tårnede sig op i hendes favn, fik hende til at se endnu mindre ud.


Mens James og resten af klassen kiggede, gled en af bøgerne ud af hendes favn og havnede på gulvet. Pigen bed sig i læben og så ud, som om hun bitterligt fortrød, at hun overhovedet havde åbnet døren.

James huskede pludselig, at en ny elev skulle begynde i dag. Han havde bare glemt det fuldstændig; han havde ligesom haft nok andet at se til.


”Kom ind,” lød det så fra Mrs. Darcy; James syntes han kunne høre den slet skjulte bebrejdelse i denne uskyldige forespørgsel og ganske rigtigt: Inden den fremmede pige kunne nå at sige eller gøre noget, tilføjede læreren: ”Men husk, at her på skolen banker vi på, ikke?”


Så rankede pigen sig og gik hen til Mrs. Darcy for at lægge bogstabelen fra sig på katederet. Den fortabte følagtige udstråling forsvandt med det samme, nu virkede hun i stedet stærk og beslutsom, næsten som en autoritet.


”Naturligvis,” sagde hun og smilede indtagende til den midaldrende kvinde bag katederet. ”Det skal jeg nok skrive mig bag øret.”

Derpå vendte hun sig bort for at samle den tabte bog op, og smilet forsvandt som dug for solen. Pigen himlede med øjnene, og nu var det pludselig klassen, der smilede til hende. Både lærer og klasse var nu på den ukendte piges side, tænkte James og mærkede et stik af beundring. Slet ikke dårligt klaret.


”Du må være Amelia Jones, ikke?” spurgte Mrs. Darcy meget venligt.
 

Pigen nikkede og sendte hende endnu et strålende smil. Måske var det derfor, Darcy ikke engang lød bebrejdende, da hun sagde:
”Burde du ikke være kommet, da timen startede ligesom alle de andre elever?”


”Jo, det var også min hensigt, tro mig,” begyndte Amelia i et oprigtigt tonefald. ”Men jeg tog fejl af lokalerne. I ved, D106 lyder temmelig meget som E106? Jeg hørte forkert, da jeg talte med rektor i telefonen. Pludselig havnede jeg i et kemilokale og det tog noget tid at finde tilbage til det rette fakultet.”


Hun lød intelligent, tænkte James og betragtede gamle Darcys velvillige ansigtsudtryk. Fornuftigt, når man skulle charmere lærere.


Det havde han selv masser af erfaring med; eftersom han i reglen var fraværende et par dage om måneden og også let kom bagud med hensyn til lektier og stile, var han sommetider nødt til at snakke lidt med sine lærere og overbevise dem om, at han snart ville forbedre sig. Mon ikke alle efterhånden vidste, at det var en løgn?
 

”Nå, ja, det er jo hvad der kan ske,” mumlede læreren formildet. ”Sæt du dig hen ved siden af James og slå op på side 349.”


Det gav et sæt i James. Selvfølgelig skulle hun sidde ved siden af ham, det var den eneste ledige plads. Han havde med fuldt overlæg skræmt enhver væk, der kunne finde på at sætte sig der; det var sikrere for alle hvis han ikke fik nogen venner.


Der var imidlertid ikke rigtig noget at gøre ved det på nuværende tidspunkt, og den lille Amelia spankulerede rank ned til James og satte sig ved siden af ham. Det sorte hår hoppede i takt med hendes skridt.


Idet Lara genoptog højtlæsningen af Skønheden og Udyret, åbnede Amelia bogen og kom derved til at skubbe ganske lidt til James. Han kiggede på hende og bemærkede at hun havde usædvanligt smukke, grønne øjne. Hun mødte hans blik med hævede øjenbryn.


”Je m’appele Amélie,” sagde hun lavmælt og gav ham hånden. ”Ça va, Jamie?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...