Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1360Visninger
AA

5. Kapitel 5

Det var ved at være aften, og Richard var i gang med at forberede middagen. James snusede ligegyldigt ind; det lod til, de skulle have oksebøf. Han vidste, han burde spise, men sulten ville ikke rigtig melde sig. Uentusiastisk fyldte han en dyb skål med mælk og frastødende chokolademorgenmad.

”James, ikke lige før maden,” sagde hans far opgivende og så irriteret op fra de løg, han var ved at brune.

”Jeg springer aftensmaden over,” mumlede James som svar uden at møde sin fars blik.


Han vidste, at de andre alligevel hellere var fri for ham. Det var altid akavet at skulle opholde sig i samme rum som sin familie, når de for mindre end et døgn siden havde oplevet ham gå amok i kælderen, og James havde svært ved at forholde sig til sin fars tavse bebrejdelser. For han kunne se det i hans blik; hver gang Richard talte til ham eller så meget som så på ham, lyste bebrejdelsen, afskyen og skuffelsen ud af ham, og fik James til at føle sig lille og ussel.


Han forventede, at hans far ville modsætte sig, men han gad ikke engang lade, som om han var interesseret i at spise aftensmad med sin søn.


”Ja ja, det må du vel selv om,” sukkede han og vendte atter opmærksomheden mod maden.

James mærkede et hedt sug af vrede i maven over faderens afvisende attitude, men sagde intet og vendte blot ryggen til ham for at begynde på sit tarvelige måltid.


Egentlig kunne man vel ikke bebrejde Richard, at han var skuffet, tænkte James og forsøgte at sluge bitterheden. I stedet for et sundt og velfungerende pragteksemplar af en søn hang han på en skødehund med hang til blod og vold. Så meget for den familiedrøm!


Måske var det værste af det hele, tænkte James, at det var så uretfærdigt. Han havde aldrig bedt om at hænge på denne… sygdom var vel den mest dækkende betegnelse. Det kunne være sket for hvem som helst, men det var hændt for 17-årige James Sanders.


Eller rettere, det var sket for 7-årige James Farrow. En tidlig morgen var han intetanende gået gennem sin daværende skoles skolegård på vej til dagens første lektion. Der var børn overalt omkring ham, men alligevel var det James, der var blevet bidt i skulderen af den undslupne fange. James gik ud fra, at han havde været bange, men han kunne ikke huske det. Han kunne bare huske synet af den udmagrede mand i det slidte tøj, der var kommet stormende hen imod ham efterfulgt af en ubehagelig skarp smerte i den højre skulder. 

 

Selvfølgelig var fangen blevet overmandet kort tid efter og døde i ambulancen af det skudsår, han pådrog sig, da han forsøgte at angribe endnu et barn. Det havde faktisk været lidt af en skandale: Den undslupne seriemorder, dømt til livstid kort tid forinden den uheldige hændelse og undsluppet, da han skulle overføres til et sikrere fængsel. Man sagde, han havde mistet forstanden.

 

Men på den positive side fik alle børnene fri fra skole resten af ugen, og James blev tilbudt fire samtaler med skolens psykolog. Det var dog kun den første samtale, der rent faktisk fandt sted – så tog psykologen på barsel, og overfaldet var glemt.
 

Men James og hans familie glemte ikke så let. Især ikke da James en uges tid senere vågnede på grund af stærke smerter, hvorpå han for øjnene af sine vantro forældre forvandlede sig til et hvalpelignende væsen.


Naturligvis havde det været lidt af et chok for Helen og Richard. James havde hørt dem diskutere hvad de skulle stille op med hans ”tilstand” – som var det ord, de så taktfuldt brugte om hans sygdom – flere gange end han kunne tælle, og et par gange havde de også været på vej til diverse hospitaler, psykiatere og forskere. 

 

Men det endte altid på samme måde: De fik kolde fødder. Officielt hed det sig at de frygtede hvilke tests James ville blive udsat for, men han vidste godt, at det bare var en bekvem undskyldning. I virkeligheden skammede de sig alt for meget. Desuden var det helt udelukket at kontakte nogen form for myndigheder nu hvor James var mangedobbelt morder.


Pludselig føltes det som om chokoladeklumperne i hans mund voksede og James sprang op fra stolen med sådan en hast, at den væltede. Han nåede kun lige over til køkkenvasken før hans mave gik amok i brækreflekser for at skille sig af med den smule, han havde indtaget.

”Jamen James!” udbrød hans far vredt. James havde placeret hænderne på hver sin side af vasken og pustede tungt.

 

”Det er også det sukkerstads,” mumlede hans far arrigt og vendte atter ryggen til ham, men denne gang lykkedes det ikke James at bide raseriet i sig.

”Du ved udmærket godt, det ikke har noget med morgenmadsprodukter at gøre!” sagde han højt og tørrede sveden af panden. Richard svarede ikke.

”Hvad?” råbte James og slog provokerende ud med armene. ”Har du mistet modet? Hvis du da nogensinde har haft det!”


Hans far svarede stadig ikke, men James kunne se på hans skuldre at han tog en dyb indånding.

”Så vend dig da i det mindste om og se på mig! Jeg er da for fanden din søn! Jeg står lige her, se på mig!”

”James,” begyndte Richard uden at vende sig om; hans stemme rystede en lille smule.

”Ved du hvad?” afbrød James hårdt. ”Så bare glem det! Og glem mig!”


Og med de ord skred han ud af køkkenet. Han ville være stormet ud af hoveddøren, hvis ikke hans lillesøster havde blokeret den for ham. Hun stod med hans læderjakke i hånden og et strengt udtryk i ansigtet.


”Skal du ud igen?” spurgte hun og lød trist. James var i humør til at råbe af nogle flere, men hans trettenårige søster Elisabeth var den eneste han bare nogenlunde kunne holde ud.

”Ja,” svarede han derfor bare og tog imod jakken, som hun rakte frem mod ham.

”Er du sikker på du ikke har lyst til at blive hjemme?” spurgte hun og lød så oprigtig at han næsten overvejede tanken. Lyden af noget der blev sat hårdt ned på køkkenbordet bag ved ham, overbeviste ham om at det var en latterlig tanke.

”Helt sikker.”

”Skal du ned på The Z igen?” spurgte Lisa resigneret.

”Måske. Sandsynligvis,” svarede James og undgik hendes blik.

”Måske skulle du komme lidt tidligere hjem i dag. Vi skal trods alt i skole i morgen.” Hun lød håbefuld.

”Vi får se,” svarede James og skyndte sig forbi hende og ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...