Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1366Visninger
AA

4. Kapitel 4

Da James vågnede senere på dagen, havde han det lidt bedre. Smerten og ømheden var lettet lidt, og på stive ben vaklede han ud for at tage sig et brusebad. Et hurtigt blik på hans eget spejlbillede overbeviste ham om at han trængte til det: De brune krøller var et fedtet rod på toppen af hans hoved, hans kløer havde trukket fire brede spor ned gennem det ene øjenbryn og den ene kind, de blå øjne var blodsprængte og en stribe af mørkt indtørret blod hang fra den ene mundvig. Den eneste opløftende tanke, han kunne komme på, var at blodet i det mindste var hans eget. Han trak langsomt t-shirten af, men vendte ryggen til spejlbilledet af sin magre krop. Han kunne nemt tælle ribbenene.


Det var ikke nemt at holde sig i form, når han næsten ikke var i stand til at holde noget mad i sig. Hver gang tanken om Fiona meldte sig, steg kvalmen op i hans hals og fik ham til at brække sig i væmmelse over sig selv – selv nu hvor han intet havde spist i et helt døgn, måtte han bekæmpe en flygtig brækrefleks, da han mindedes hende. Derfor havde James en underernæret, næsten sulten udstråling, der kun blev forstærket af randene under øjnene; et resultat af de mange søvnløse nætter, skyldfølelsen forårsagede ham.


Hah! tænkte han hånligt for sig selv, da han åbnede for vandet og lod det plaske ned ad ryggen. Den hårde stråle trommede mod hans fremtrædende rygsøjle og gjorde faktisk lidt ondt. Andre fyre nøjedes med at slå op. Måske skændtes de med deres kærester. Der var også nogle, der slog eller voldtog. Men der var nok ingen andre, der havde dræbt og spist den pige, de elskede! Vreden og selvleden fik James til at slå en knyttet hånd imod brusevæggen, men det fik han selvfølgelig intet andet ud af end ømme knoer. Intet af det, han gjorde, ville nogensinde bringe hende tilbage.


”Wales-massakren,” havde aviserne kaldt det. Natklubben var blevet smadret til ukendelighed, og alle, der havde befundet sig i den eller på gaden udenfor var blevet brutalt myrdet. Der lå lig overalt, hvoraf nogle manglede lemmer eller hoved, og nogle personer fandt man slet ikke. Til sidst blev det fastslået, at de bestialske mordere simpelthen havde spist de savnede på baggrund af de få beviser, det lykkedes retsmedicinerne at få fat på.


Mordene virkede næsten overnaturlige, fortalte de. Der var ingen fingeraftryk at finde, ej heller kunne man fastslå mordvåbenet. Ofrene var blevet flænset op af et sæt meget stærke tænder. Der var masser af DNA at finde, for ligene var smurt ind i gerningsmandens spyt, men der var intet match i registeret – faktisk var der slet intet match i nogen registre. DNA’et var fuldkomment ukendt og matchede ingen kendte arter på jorden. Dette fik tabloidaviserne til at oversvømmes med gisninger om vampyrer og varulve, mens politiet og eksperterne mente, at der måtte være tale om et ukendt euforiserende stof. Dette rusmiddel måtte have usædvanlige egenskaber, der ikke alene kunne ændre sammensætningen af en persons DNA, men også forsynede brugeren med nærmest overnaturlige kræfter.


For det mest mystiske ved Wales-massakren var, at den havde fundet sted på så kort tid. Ifølge naboerne var skrigene begyndt lidt efter tolv og da de blev ved, og man stod op for at undersøge sagen, holdt de brat inde. Mr. Harper mente bestemt at have set en sort skygge forsvinde fra gerningsstedet i hastigt tempo, men andre spor havde gerningsmanden ikke efterladt sig. Og på det tidspunkt var natklubben allerede jævnet med jorden og de mange mennesker, der havde befundet sig i dens nærhed var døde.


James’ forældre havde kørt rundt og ledt efter ham hele natten, da han ikke var kommet hjem aftenen inden. De fandt ham tidligt om morgenen i en grøftekant, bleg og forslået og dækket af blod. 
Efter den hændelse var familien flyttet fra den lille walisiske landsby, hvor de havde boet i halvandet år og til London. Her mente Richard og Helen at det var lettere for deres monster af en søn at skjule sig.


James sukkede og steg ud af brusekabinen. Inden den forfærdelige hændelse havde han heddet James Farrow. Ifølge rapporterne var James Farrow omkommet, og James Sanders var en fjern slægtning af Helen og Richard Farrow. Det havde krævet noget papirarbejde, men det var ikke første gang Richard Farrow stod overfor den slags falsknerier i kraft af sit arbejde som statsadvokat – den eneste forskel var bare, at det var ham selv, der stod for falsknerierne denne gang.


Men et nyt navn kunne ikke ændre på de forbrydelser han havde begået, tænkte James og trak en ren, hvid t-shirt over hovedet. Han kastede fraværende et kritisk blik i spejlet. Hans skader synede mindre alvorlige, nu hvor blodet var vasket af. Øjenbrynet kunne godt rettes til, skrammerne kunne godt stamme fra en stor hund. Hans øjne var stadig trætte, men nu hvor krøllerne var på plads igen, lagde man ikke så meget mærke til det. Og blodet var heldigvis væk.

Gid det var ligeså let at reparere på hans indre, tænkte James bittert og forlod badeværelset for at gå ned og få noget at spise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...