Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1299Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

”Vær nu sød at vågne, James,” lød en bekymret stemme i hans ører, og James rev sig med en kraftanstrengelse løs fra mareridtet.

Hele hans krop dirrede som i krampe, og da han slog øjnene op, måtte han blinke kraftigt for at kunne se for den kolde sved, der løb ned over hans pande. Han nåede lige at opfange et kort glimt af sin mors bekymrede ansigt inden kvalmen steg op i hans hals og fik ham til at kaste op med en vild lyd.

Selvom hans mave stort set var tom, blev krampetrækningerne ved i lang tid, og James ønskede egentlig heller ikke at holde op med at brække sig. Uanset hvor meget han kastede op, ville det aldrig være nok.

”Åh, James,” lød det fra hans mor. Hun lod til at være på grådens rand – forståeligt nok, tænkte han bittert, da han hårdt tørrede sig om munden med håndryggen. Han gad nok se den kvinde, der ikke ville være ked af og rædselsslagen over at huse en morder.

”Undskyld,” mumlede han og undgik hendes blik. Han ville ikke se hadet og håbløsheden i hendes øjne. Det smertede i hans muskler, da han kæmpede sig på benene så hurtigt han kunne, og han var lige ved at glide i sit eget opkast på gulvet.
”Kan du ikke hente noget at tørre op med?” spurgte han så i et hårdt tonefald, da hun bare blev stående og stirrede ulykkeligt på ham.

”Nej, søde, det skal du ikke tænke på,” svarede hun nervøst. ”Far skal nok tage sig af det rod, du skal bare hvile dig, så du kan blive helt frisk igen.”

”Jeg har det fint, mor,” vrissede han ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Faktisk sved alle led og muskler smertefuldt, de mange skrammer han havde pådraget sig selv i nattens løb var ømme og den sædvanlige næsten dødelige udmattelse havde indfundet sig.

Han havde det som om han netop var kommet igennem en frygtelig sygdom og overhovedet ikke burde være på benene, men ærlig talt gad han ikke snakke med hende om det. At han var massemorder var slemt nok – hun behøvede ikke også stå model til hans ulidelige tøsede klager over den voldsomme smerte som han i høj grad havde fortjent. Uanset hvor ondt det gjorde, ville det aldrig være straf nok.

Hans deprimerende tankerække fik ham til at huske at det var hans mor, der havde vækket ham. Denne tanke fik hans irrationelle vrede mod hende til at stige.

”Og hvad tænkte du egentlig på, sådan at komme ind før jeg var vågnet?” Hans stemme smældede mod hende og det gav et sæt i den spinkle kvinde. ”Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har fortalt dig at du ikke kan være sikker på, jeg er mig selv, før du har set mine øjne! Hvor svært kan det være at huske?”

Det var et faktum, James var nødt til at minde sin mor om fortvivlende ofte. Selvom hans familie kunne se ham sove i sin menneskeskikkelse igennem det skudsikre glas, der var monteret øverst i ståldøren, der førte ind til kælderen, kunne de ikke vide om hans sind også var blevet menneskeligt igen, før han havde rejst sig op og set dem i øjnene. Først når pupillerne var skrumpet ind til menneskestørrelse, vidste de med sikkerhed at han var kommet til sig selv.

Han begreb ikke at Helen kunne se stort på den risiko, der var forbundet med bare at vade direkte ind til en sovende varulv – efter dengang han nær havde flået sin lillesøster til blods med neglene, ville han ikke have regnet det for et problem at huske. Heldigvis havde James været på nippet til at genvinde sit menneske-jeg fuldkommen på det tidspunkt, og han havde straks sluppet Lisa, men faren havde været så overhængende at han stadig havde mareridt om, hvad der kunne være sket.

”Fald nu lidt til ro, James,” sagde hans mor i et tonefald, der nok skulle være forsonende men snarere virkede bedende. ”Jeg kunne se, du havde mareridt, og så vidt jeg er orienteret drømmer du kun som et menneske. Der var ingen fare på færde.”

Hendes øjne tiggede om forståelse og tilgivelse, og James sukkede. Lidt af vreden forsvandt og efterlod en hul, trist fornemmelse. En fornemmelse, han kun kendte alt for godt.

”Jeg bryder mig bare ikke om, at I tager chancer,” svarede han lavmælt. ”Vi har ikke råd til at nogen tager chancer – det burde ingen af os gøre.”
Han drog et endnu dybere suk og tænkte med gru på hvor letsindigt han selv havde opført sig aftenen inden. Han burde ikke have hængt så længe på baren. Ligesom han ikke burde have siddet så længe på cafeen i sidste måned. Ligesom han ikke burde have talt så længe med hende blondinen måneden før den. Ligesom han ikke burde være taget med Fiona til den fest…
James sank en klump. Han kunne ikke forklare det – det var ligesom om en fremmed kraft greb ham i dagene, der ledte op til den næste fuldmåne, en kraft der satte et fandenivoldsk vovemod i ham og fik ham til at opføre sig tåbeligt og fuldkommen uansvarligt. Han fik kvalme over sig selv.

Helen så bare på ham med et uudholdeligt forstående og medlidende udtryk i de blå øjne, der var så lig hans, og sagde ingenting. Hun rakte varsomt en hånd ud og klappede ham på skulderen, og James fandt sig i det. Hun prøvede trods alt på at hjælpe ham, selvom han havde givet hende alle grunde til at lade være.
”Gå nu ovenpå og hvil dig lidt,” gentog hun stille, og denne gang adlød han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...