Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1297Visninger
AA

23. Kapitel 23

Han vågnede op til et hvidt rum. Loftet var hvidt, lyset var hvidt, sengetøjet, han lå i, var hvidt og duftede svagt af vaskepulver og eddike. James selv var hvid. 

Det var hans første tanke, at noget i ham var anderledes og hvidt, hvor det før havde været sort. Så glemte han alt om den slags banaliteter, for han huskede, hvad der var sket. Amy var død, og det var varulven, der havde slået hende ihjel. Han lukkede øjnene og mærkede tårerne presse sig på. Hvorfor skulle folk dø? En overvældende ulykkelighed krøb ind over ham, og fik ham til at udstøde en dæmpet hulken. Han elskede hende så højt, og nu var hun død, og han ville aldrig mere høre hendes stemme eller mærke varmen fra hendes hud, og ærlig talt vidste han ikke, om han nogensinde ville kunne holde op med at græde igen.

 

James løftede hånden for at gnide sig over øjnene og opdagede, at der sad en nål fast i hans arm. Det gik op for ham, at han befandt sig på et hospital, og at han var tilsluttet forskellige apparater, som havde han været en karakterer i en af de dårlige tv-serier, Lisa altid gjorde grin med. Der var endda en svag bip-lyd i baggrunden for at gøre det hele endnu mere hospitalsagtigt. Før han nåede at gøre sig yderligere overvejelser om, hvordan det kunne gå til, at han pludselig befandt sig på et hospital, gik døren i det fjerneste hjørne op, og hans familie hastede ind.


”James!” udbrød Elisabeth og kastede sig i favnen på ham, så han gav sig af smerte; hele hans krop føltes stadig, som om han var blevet gennembanket.


”Åh, undskyld!” lød det fra Lisa, og hun ville rette sig op, men James holdt hende fast.
 

”Det er en god smerte,” smilede han og knugede hende forsigtigt ind til sig. Bag hende stod hans forældre. Hans mor smilede bredt og lænede sig ind over ham for at omfavne begge sine børn.


”James…” begyndte hun; det virkede som om hun kæmpede med at få omsat sine overvældende følelser til ord. ”Du aner ikke, hvor lykkelige vi er… du har sovet så længe, og nu er du endelig rask – helt rask… jeg ved slet ikke…” Hun strøg ham forsigtigt over den ene arm, og James omfavnede også hende.


Da Lisa og Helen endelig gav slip på James igen, satte Richard sig forsigtigt på sengekanten. James betragtede opmærksomt, hvordan hans far først så alle andre steder hen end på sin søn; så mødte han endelig hans blik, og det gik op for James, at hans far græd. Hans gråblå øjne, som James altid havde syntes var så skarpe og gennemtrængende, var nu slørede af tårer. Han sagde kun ét enkelt ord:


”Jim-Jam,” hvorpå han rakte ud og trak James ind i et stort bjørneknus. James besvarede hans omfavnelse og mærkede tårerne stige op i sine egne øjne.


Hans far havde ikke kaldt ham ’Jim-Jam’ siden James var en forvirret tolvårig, der vredt bad ham forsvinde, fordi han ikke kunne bære at blive kaldt baby-navne, når han vidste at han var et uhyre. 

Nu huskede James klart den smerte, der var i faderens øjne over ikke at kunne stille noget op for at hjælpe sin søn, der skulle igennem forfærdelige lidelser hver eneste måned. Sammen med denne klarhed, fulgte visheden om, at det altid var sådan, hans far havde set ham; at det, James i sin forbitrede tilstand havde taget for foragt og bebrejdelse, i virkeligheden bare var sorg og skyld over ikke at kunne hjælpe sit barn.

Den vrede, han i så lang tid havde båret rundt på mod sin far, forsvandt, ligesom irritationen over hans mors evige ængstelse forduftede. De havde ikke gjort noget forkert. Alt, de havde gjort, var at elske ham og forsøge at beskytte ham – ligesom Lisa havde opstøvet al varulvelitteratur for at forsøge at hjælpe ham. Det stod med ét klart for James, hvor heldig han var at have en familie som dem, og at han elskede dem. Han sagde det til dem.

 

”Vi elsker også dig, James,” mumlede hans far ned i hans skulder.
 

Da lettelsen og glæden over at se sin familie igen var klinget en smule af, spurgte James til sin nuværende situation. Hvor var han? Hvor længe havde han været bevidstløs? Hvad var der blevet af Nakamura? Ingen berørte Amy-situationen, og James kunne mærke det usagte i luften mellem dem, men han var fast besluttet på, ikke at lade sit nye, langt mere positive syn på livet ødelægge så hurtigt. James’ far, der stadig sad på hans sengekant, forklarede hvad der var sket i de tre måneder, James havde opholdt sig på forskningsanlægget.


Det var hurtigt blevet klart for Richard at Nakamura ikke havde nogen intentioner om en almindelig rettergang, fordi dette ville resultere i en fængselsstraf. Hvis James’ tilfangetagelse blev kendt i bredere kredse, ville han pludselig have rettigheder, og hun kunne ikke længere foretage alle de eksperimenter, hun ville. Derfor havde hun løsladt James’ familie allerede et par dage efter tilfangetagelsen – på hvilket grundlag skulle hun kunne holde på dem, når forbryderen, de havde hjulpet, teoretisk set ikke eksisterede? – med truslen om, at hvis de fortalte nogen om, hvad der foregik, ville James blive spærret inde resten af sit liv, hvilket hverken hun eller de kunne have nogen interesse i, som hun så pænt formulerede det.

Derfor havde Richard lige siden kunnet arbejde i døgndrift på at få løsladt James, men hans ideer strandede altid, når det kom til det faktum, at James var en varulv. Den bedste mulighed var nemlig at informere myndigheder og medier om de uretmæssige ting, der foregik på Nakamuras vagter, men når det blev kendt, at James var et mytisk væsen med morderiske tendenser, var det ikke til at sige, hvad der ville ske, og de risikerede at gå fra asken i ilden.

Da James så pludselig ikke længere var varulv, havde den venlige Dr. Pilakovic tilkaldt en ambulance for derpå at informere James’ familie om udviklingen – det var også ham, der havde stået for at slette alle data og optagelser om James’ ophold på forskningsanlægget. Da ambulancefolkene så James’ og Amys tilstand, var de straks blevet kørt på intensiv og politiet var blevet tilkaldt. Nu havde Nakamura fået en fængselsstraf samt mistet sin bevilling for stedse. 

Samtidig var Scotland Yard, som organisationen var tilknyttet, blevet underkastet en politiundersøgelse, og terrorlovgivningen var atter blevet et debatemne blandt politikerne, efter at medierne havde fået nys om historien om den uskyldige teenagedreng, der i tre måneder var blevet holdt som fange og underkastet tortur. Af hensyn til James’ og hans families privatliv, var deres navne dog forblevet en hemmelighed.

 

Pilakovic havde også forklaret, hvad der havde ledt til James’ tilfangetagelse. Det blodspor, de havde læst om i avisen for nogle måneder siden, der havde ført til, at man havde undersøgt de gamle optagelser igen, var i virkeligheden opdaget et halvt år, inden medierne fik kendskab til det.

Efter at retsmedicinerne havde koblet det til Wales-massakren, havde Scotland Yard fået adgang til optagelsesarkiverne. Mens størstedelen af bureauet opfattede det som et dødt spor, fordi kvaliteten på optagelserne var for dårlig til at kunne bruges i opklaringsarbejdet, var en lille specialenhed af kriminologer vedblevet at undersøge båndet – Dr. Pilakovic var en af dem – og gennem diverse remastering-teknikker var det til sidst blevet muligt at skelne logoet på den rengøringsuniform, Helen havde lånt fra skolen. Derpå undersøgte man, hvorvidt der havde været en udskiftning i denne skoles ansatte i tiden omkring forbrydelsen, og fandt naturligvis frem til Helens navn.

Da man så erfarede, at hendes søn ifølge optegnelserne var død ved massakren, besluttede man, at det var værd at underkaste hende et grundigere eftersyn. Hendes nye adresse i London blev fundet, og fremskridtene blev meddelt ledelsen. Men ledelsen hævdede at grundlaget var for spinkelt til at sætte en efterforskning i gang, og af frygt for at blive sagsøgt for unødigt at forstyrre en familie, der stadig var i sorg, forlangte toppen, at specialenheden droppede sagen.


Imidlertid var én af Pilakovics gode venner blevet dræbt i massakren, og han havde ikke tænkt sig at lade sådan en chance for at opklare sagen gå fra sig, så han gjorde anstalter til at sende en af kriminologerne undercover. Mens de diskuterede, hvordan de bedst fik adgang til Helen, var mødet blevet afbrudt af en grædende teenagepige, der gik forkert, da hun skulle tømme sin afdøde fars kontor for personlige ejendele efter den lange, nu skrinlagte efterforskning af hans død. 

Amy nåede at høre nok til at melde sig frivilligt til at gå undercover i den samme skole som Helens datter og grandfætter gik i. Her ville hun forsøge at komme tæt på drengen og på den måde få adgang til Helen og derfra se, hvad hun kunne finde ud af. Hun var så fast besluttet på at medvirke til at opklare mordet på faderen, at alverdens formaninger og trusler prellede af på hende og til sidst gik forskerne med til det.

Planen blev ført ud i livet, men da James opførte sig mærkeligt, blev de snart mistænksomme. Kunne han have forbindelse til massakren? Man sammenlignede hans kropsbygning, højde og hårfarve med billederne og fandt, at de stemte overens, hvilket førte til en vis eufori i afdelingen, fordi man nu for første gang i efterforskningen havde en mordmistænkt. Man blev dog enige om, at man måtte have flere beviser før man atter gik til ledelsen, for at være helt sikre på, at sagen ikke blev afvist igen, så Amy blev sat til at komme så tæt på James som muligt for på den måde at skaffe nok indicier til at få ham arresteret.

 

Da Amy så endelig blev klar over, at James var en varulv – og at han var skyldig – var der naturligvis ingen, der troede hende. Hun havde dog filmet det hele med det kamera, der var installeret i hendes jakke, og beviset var klart nok. Dette lammede specialenheden et kort øjeblik; for hvad stillede man op med et monster? Men én af kriminologerne kendte til en yderst hemmelig forskningsorganisation, der gav sig af med forskning i varulve og vampyrer under dække af neurologi, og hun kontaktede så Nakamura og forskerslænget. Planen om at overmande James og føre ham til forskningsanlægget blev udtænkt og iværksat.

Men efterhånden som Nakamuras tests tog overhånd, fik både Amy og Pilakovic moralske skrupler, hvilket fik Amy til at risikere alt for at få James ud af hans fængsel – med livet som indsats.

 

Den lange forklaring var naturligvis vældig interessant, og James ville sikkert have lyttet opmærksomt, hvis ikke Amy hele tiden havde hjemsøgt hans tanker. Da det til sidst gik op for ham, at hun villigt havde givet sit eget liv for at redde hans – indtil da havde det, at hun havde befundet sig i lokalet sammen med ham skyldtes et uheld i hans hoved – lukkede han øjnene, men mærkede alligevel tårerne pible frem under øjenlågene.


”Måske skal du have lidt fred og ro,” lød det fra Ricard; hans stemme var så varm og omsorgsfuld, at det næsten gjorde ondt i James’ hjerte.

”Det er også lidt af en omgang at skulle forholde sig til.”


James nikkede, og han hørte, hvordan de stille gik ud af rummet. Han nåede ikke at forhindre spørgsmålet før det slap ud af munden på ham.


”Er hun blevet begravet?”


Først var der stille, og han troede, at de var gået, inden han havde stillet spørgsmålet. Så lød Helens stemme:


”Luk øjnene op, James.”


Modstræbende gjorde han, som hun sagde, og blinkede øjnene fri for tårer. Så opdagede han, at hun smilede.


”Lille skat.” Hun strøg ham over panden. ”Hun skal ikke begraves. Hun er i live.”
 

Siden James havde fundet ud af, hvor Amy lå, havde han knap nok forladt hendes side. Han var sprunget ud af sengen trods sin families protester, havde revet nålen ud af armen og var tumlet ud på gangen. De vagthavende sygeplejersker fik ham først til at falde til ro, da de viste ham ind på Amys stue.

Hun var netop blevet flyttet fra intensiv og så stadig meget skrøbelig og lille ud i de store, hvide lagener. Flængerne i hendes ansigt var blevet syet, men så stadig ulækre og blålige ud, og han vidste, at under dynen var hendes mave omsluttet af en stram, hvid forbinding. Hendes skulder var dog blevet sat på plads, og den lå nu i en slynge mod hendes bryst.


Længe havde hun svævet mellem liv og død på grund af det enorme blodtab. Hver gang hendes tilstand stabiliseredes, var det kun kortvarigt, og der skulle flere blodtransfusioner til, for at holde hende i live. Det var først nu, fire døgn efter fuldmånen, hun blev betragtet som værende uden for livsfare.


James satte sig ved hendes side og betragtede ømt hendes ansigt. Hun ville aldrig slippe af med de ar, vidste han, og hun ville sandsynligvis hade ham for det, han havde gjort hende, men han ville være taknemmelig over, at hun var i live og slet ikke føle bitterhed. Det var slut med det. Den forbitrelse, der havde plaget ham ligeså længe, han kunne huske, var væk, og James følte sig renset, som var han ved at komme sig over en alvorlig sygdom – hvad han på sin vis også var.


I et frygteligt øjeblik havde han troet, at fordi Amy var blevet bidt af ham, var hun nu blevet en varulv, og han havde næsten ikke vidst, hvad han skulle gøre af sig selv. Den forbandelse ville han ikke ønske for sin værste fjende, og han nåede så langt som at tænke, at det havde været bedre for hende, om hun havde været død.

Men Pilakovic, der var dukket op, da problemerne begyndte, havde til sidst talt ham til fornuft. De havde foretaget så mange scanninger af Amys hjerne og hormonbalance, at der ikke var tvivl i hans sind; Amy var ikke blevet varulv. Resultaterne var blevet sammenholdt med James’ og de andre vaulves fra forskningsanlægget, og der var ingen lighed i de områder, der havde med lidelsen at gøre. Doktorens forklaring var simpel:


”Vi er enige om, at menneskeligheden fortrænger dyret, ikke sandt, James?” spurgte han retorisk og fortsatte uden at vente på forklaring.

”Det beviste Amy ved at ofre sig for dig. Samtidig er denne offerhandling måske det mest menneskelige, man kan forestille sig. Tænk sig, hun gik i døden, fordi hun ville redde dig, det er, hvad jeg kalder et stort menneske! Min teori er, at hun ved dit bid fik en del af virussen i sig, men at hendes krop med det samme dræbte den, fordi hun var opfyldt af medmenneskelighed. Den havde ikke en chance for at overleve i nærheden af sådan en godhed og kærlighed.” 

Han smilede forsigtigt til James og plirrede venligt med øjnene.

 

Først da holdt James op med sine selvbebrejdelser og frygten for at have ødelagt Amys liv igen, forsvandt.

Han sukkede tilfreds og hvilede hagen i hænderne. Amy så allerede ud til at være i bedring; flængerne var ved at hele og så ikke længere blålige ud, og hun var ikke længere bleg som lagnerne hun lå i. En lok af hendes viltre hår lå henover hendes ene gennemsigtige øjenlåg, og James rakte forsigtigt ud og strøg den væk.

I det samme glippede hun med øjnene, og James trak sig forskrækket bort. Hvordan ville hun reagere, når hun så hans ansigt igen?


Amy åbnede langsomt øjnene og så forvirret rundt et par sekunder, mens hun tilsyneladende forsøgte at stille skarpt. Så fokuserede hun på hans ansigt og smilede groggy.


”Ça va, Jamie?” spurgte hun så sløret. James kunne ikke lade være med at smile tilbage og svare:

”Ça va, Amy.”


Han rejste sig vaklende og ville gå, så hun kunne slippe for ham, nu da hun var vågen, men hun rakte en svag hånd ud og holdt ham tilbage.


”Hvorfor går du?” spurgte hun trist.


”Fordi jeg godt forstår, at du væmmes ved mig,” svarede han venligt og forsøgte ikke at lade sørgmodigheden over at måtte tage afsked med hende skinne igennem.

”Jeg har trods alt skadet dig på flere måder, end jeg har lyst til at tænke på.”


”Jamen, Jamie, jeg vil ikke have, du går,” sagde hun så og lød fuldstændig som et stædigt barn.

”Du har lidt nok, og jeg har lidt nok. Jeg er ikke længere vred.”

”Du er ikke længere vred?” spurgte James vantro. ”Og du kan godt huske alt det, som jeg har været skyld i? Du har ikke mistet hukommelsen eller sådan noget?”


”Ja… ja, jeg kan godt huske det hele,” sagde hun og lød et øjeblik trist. ”Men jeg kan også huske, hvad der skete med dig, og det var heller ikke retfærdigt. Og det var mig, der var skyld i det!”


”Men jeg fortjente det,” sagde James venligt og forsøgte at fjerne hendes fingre fra sin arm, men det var sværere end man skulle tro.


”Nej, James, den slags er der ingen, der fortjener,” sagde Amy og trak i hans arm.

”Kom herned,” bad hun, da hun ikke var stærk nok.

 

”Nej, lad nu være, Amy."


”Kom nu, jeg skal fortælle dig en hemmelighed,” insisterede hun, og han lod sig overtale og lagde øret mod hendes mund.


”Hvad er der så?”


”Kan du huske, at jeg advarede dig dengang på værelset, inden du blev angrebet?” hviskede hun så, og James nikkede. ”Det var fordi, jeg forelskede mig i dig.”


James rettede sig op med et ryk, så han kunne se hende i øjnene.


”Mener du det?” spurgte han, da han ikke kunne se noget spor af spøg i hendes øjne. Hun nikkede og smilede til ham.


”Så du forelskede dig i en massemorder, som du var på mission for at afsløre?” spurgte han vantro og kunne ikke lade være med at le af det absurde.

Amy lo også og rystede på hovedet.

 

”Nej, jeg forelskede mig i dig,” lo hun. ”Jeg så dig bag alt det andet.”


”Du er tosset!” udbrød James og tog hendes hånd. Hans hjerte føltes pludselig så let.


”Jeg skal fortælle dig en hemmelighed mere,” sagde hun så og trak ham ned mod sig igen.

Denne gang fulgte han villigt med og forventede, at hun ville hviske noget mere til ham, men i stedet kyssede hun ham. James’ første indskydelse var at gøre modstand, men så kom han i tanke om, at der ikke længere var nogen grund til det, og kyssede hende med ligeså stor lidenskab. De kyssede hinanden som to elskende, der har været adskilt i flere år. Amy holdt kun inde et kort øjeblik for at hviske én eneste sætning mod hans hals:

”Jeg tilgiver dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...