Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1357Visninger
AA

22. Kapitel 22

Amys hånd rystede, da hun lagde den på det runde dørhåndtag. Den tomme følelse i hendes mave, der havde plaget hende i flere måneder, lod til allerede nu at fortage sig lidt, fordi beslutningen var truffet. Skønt hele hendes krop rystede af skræk, smilede hun ganske lidt. Det ville blive rart få fred.


”Amy, er du nu sikker på dette her?” lød Dr. Pilakovics stemme i hendes ører. Han havde været tavs længe, nok mest fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. Amy sukkede og flyttede telefonen over i den anden hånd.


”Jeg er fuldstændig sikker.” Hun undrede sig over at hendes stemme overhovedet ikke skælvede. Hun lød langt mere rolig end hun var.


”Det er bare… synes du ikke, jeg skulle gøre det? Der er jo en vis… risiko for at det går galt.” Han lød hektisk og tvivlrådig, og Amy forestillede sig hvordan han nervøst strøg det grå hår tilbage. 

Tanken om at fortælle ham, hvad hun i virkeligheden havde tænkt sig at gøre, strejfede hende; ikke fordi hun havde fortrudt, men fordi hun havde dårlig samvittighed over at lyve for ham.

 

Dr. Pilakovic var den eneste, hun havde turdet stole på. Han var den eneste, der ligesom hun havde lyst til at lukke øjnene, når Nakamura kørte en ny test på James, eller når hun undersøgte, hvordan hans hjernebølger reagerede på forskellige former for smerte.


Skønt doktoren ikke ville indrømme det, havde hun været bange for James siden det næsten var lykkedes ham at bryde ud af buret for to måneder siden, og den smerte, hun påførte ham, som hun påstod, var nødvendig af videnskabelige årsager, havde i virkeligheden til formål at svække ham og sørge for, at han var ude af stand til at forsøge at flygte.

Hun måtte være virkelig skræmt, for denne fuldmåne turde hun ikke lade nogen opholde sig i nærheden af ”individet”, hvilket hun omtalte James som. Alle døre, der førte ind til rummet med buret var blevet låst af, og forskerne var flyttet hen i den fjerneste ende af bygningen, hvor de ville overvåge forvandlingen via en computer – og det var endda på trods af det nye, forstærkede bur den bedøvede James var blevet flyttet over i.


Amy havde set alt, hvad de havde gjort ved ham. Alene tanken om det gjorde ondt. I starten havde hun forsøgt at lukke af for alt andet end tanken om hævn; hun havde kæmpet imod medlidenheden, skyldfølelsen, ulykkeligheden og andre besværligheder, der blev ved med at melde sig og forstyrre hende i den svælgen i hævn, hun sådan havde set frem til.

Men hun kunne ikke. Hun kunne ikke fryde sig over hans brøl af smerte eller hans ulykkelige hyl. For på mere end én måde, var det jo hendes skyld, at han var endt sådan, som han var.


Én ting var, at de sandsynligvis aldrig ville have fanget ham, hvis ikke hun havde hjulpet til, noget andet var, at han ikke ville befinde sig i den dyriske tilstand, han nu permanent var havnet i, hvis det ikke havde været for hende. Hvis ikke James havde forelsket sig så håbløst i hende, ville han ikke være gået fra forstanden, og han havde kunnet beherske sig – måske var Nakamura så ikke gået sådan til yderligheder.


Men uanset hvordan man så på det, kunne man ikke komme uden om, at Amy havde svigtet James’ tillid og var den direkte årsag til, at han nu befandt sig i et glasbur, konstant under overvågning, hver dag udsat for smerte. Han havde fortjent det, forsøgte hun at sige til sig selv, men havde han nu også det?

Varulven havde dræbt så ufattelig mange mennesker, men hvad var James’ rolle i dette? Fortjente han at lide, fordi en parasit, som havde bidt sig fast i ham og kontrollerede ham, havde begået en forbrydelse?

Han burde have meldt sig, søgt om hjælp, foretaget sig noget, da det gik op for ham, hvad han havde gjort, det fortalte hendes moral og sunde fornuft hende. Men kunne hun leve resten af sit liv med visheden om, at hendes forræderi havde fået ham spærret inde og udsat for pinefulde forsøg? Og hvorfor, hvorfor havde hun forsøgt at advare ham, lige inden styrkerne var trængt gennem døren?

Amy vidste, at hun i det øjeblik havde ønsket, at han skulle slippe væk, og skønt James vel var overbevist om det modsatte efter deres samtale, ønskede hun det stadig. Denne særhed havde hun spekuleret længe over, når som helst hun fik et roligt øjeblik, og modstræbende var hun kommet frem til, at skønt hun hadede varulven inderligt for det, den havde gjort mod hendes far, elskede hun samtidig James. Det var fuldstændig ulogisk og temmelig sygt, men det var desværre et faktum.


Da hun først havde erkendt sine egne følelser – og sukket over, at hun ikke bare kunne gøre det hele nemmere for sig selv og lade være med at føle andet end hævnlyst – var det blevet klart for hende, at hun måtte gøre noget for at hjælpe James. Han skulle ikke tilbringe resten af sit liv som laboratorierotte; hun var nemlig slet ikke i tvivl om, at det ikke ville lykkes Nakamura at helbrede James.

Fordi Amy nød særstatus som tak for sin overvældende indsats – og måske også fordi hendes afdøde far havde været betjent ved Scotland Yard, som forskningsinstituttet var tilknyttet – havde hun fået adgang til forskningsarkiverne, der lå gemt på organisationens interne net. Hun havde ikke været sen til at undersøge, hvordan det var gået de andre varulve, der havde været i doktorens varetægt. Det var nu hurtigt overstået; der havde kun været to, og den ene var død af en overdosis bedøvende stof, den anden blev udsat for så højt et tryk, at han omkom. Derfor var det en lodret løgn, når Nakamura fortalte James, at der var gode chancer for at helbrede ham.


Samtidig var der dog et problem forbundet med at befri James. Fordi han var blevet permanent varulv i sindet nu, turde Amy ikke slippe ham fri; hun stolede ikke på at han ikke ville styrte direkte ud og slagte en landsby. Samtidig var hun nødt til at gøre noget. Hun havde tænkt længe over denne problemstilling, og det var blevet mere og mere klart for hende, at der kun var én ting hun kunne gøre, og det var at ofre sig selv.

Forskningsarkiverne havde også været behjælpelige på det punkt: Det var lykkedes hende at opstøve tre uafhængige tekster, der alle påstod det samme; at hvis varulven dræbte sit livs kærlighed, ville menneskeligheden overtage og fordrive varulven. James ville ikke være noget værd for dem som menneske – det håbede hun i hvert fald ikke – og han ville kunne leve resten af sit liv normalt. Selv hvis Nakamura ikke slap ham fri med det samme, ville det blive meget nemmere for Richard, som jo var advokat at få ham løsladt, hvis han ikke var et savlende rovdyr, for hvem ville lige tro på, at den syttenårige James Sanders var et mytologisk væsen? Amy stolede på, at Richard ville være smart nok til at få de optagelser, der fandtes af James som varulv, erklæret falske. Selv hvis dette fejlede, og James blev anholdt, ville et fængselsophold være at foretrække frem for at være i Dr. Frankensteins varetægt.


Der var kun ét problem; Amy ville ikke overleve til at tage del i alt dette. James ville dræbe hende, og smerten var hun rædselsslagen for. Selve døden tog hun med noget større ro. Amy frygtede ikke døden i sig selv, for hun var overbevist om, at den var noget midlertidigt, eftersom hun var inkarneret buddhist. Hun så døden som noget uafvendeligt, der ramte alle før eller senere, og den ville så blot ramme hende lidt før, end hun havde forventet. I det mindste ville hun forhåbentlig bidrage en god del til den universelle karma med denne sidste fuldkommen uselviske handling, tænkte hun tørt. Hun havde naturligvis ikke lyst til at dø, og hun ville ønske, at det ikke havde været nødvendigt – især tanken om James’ kløer mod hendes hud, skræmte hende – men når nu det var den eneste udvej, kunne hun godt leve med den, om det så end kun var for en kort stund.


Hun var dog godt klar over, at der kun var meget få mennesker, der delte dette syn på sagen, så derfor havde hun selvfølgelig ikke indviet Dr. Pilakovic i sine planer. Han troede blot, at hun ville forsøge at snakke fornuft til James, når han var i sin transformationsfase, fordi hans hjernebølger på netop det tidspunkt afveg særligt fra normen. Det var derfor doktoren var gået med at til at hacke det elektroniske låsesystem, så hun fik adgang til rummet med buret. Alene dette gjorde ham nervøs, så Amy droppede tanken om at afsløre det virkelige formål med sit besøg hos James, ligeså snart den havde meldt sig.


”James kender mig; jeg tror, jeg er den eneste, der har en chance for at nå ind til ham. Det hele skal nok ordne sig,” sagde hun fortrøstningsfuldt ned i telefonen. ”Vi tales ved senere. Tak, for hjælpen.” Uden at give ham tid til at komme med yderligere indvendinger, lagde hun på.


Nu var Amy for alvor alene. Hun tænkte kort på det almindelige ordsprog om, at vi fødes og dør alene, men fnøs så. Hun var ikke alene, da hun blev født, og hun ville ikke være alene, nu da hun skulle dø. James, den hun elskede, ville være hos hende, og nu da hun tænkte over det, kunne hun egentlig ikke komme i tanke om nogen bedre grund til at dø end for at redde ham. 

Hun rystede stadig af frygt, men det svære var næsten overstået, og hun ville snart være drevet videre. Amy rystede svagt på hovedet af sig selv; hun var glad for, at der ikke var nogen, der kunne høre disse sidste tanker, for så ville de være blevet overbeviste om, at hun ikke var rigtig klog. Det var hun måske heller ikke og havde nok i virkeligheden aldrig været det. Hun trak på skuldrene og åbnede døren.

 

Varulven hylede i glasburet, mere frygtelig og skrækindjagende end nogensinde. Øjnene lyste vanvittigt, pelsen strittede arrigt og tænderne dryppede allerede af blod; han måtte have gjort skade på sig selv. Det var nok meget heldigt for Nakamura, at hun ikke befandt sig i rummet, for glasset var allerede skrammet og knasede ildevarslende, da en af kløerne ramte det.


Ved synet af hende, stillede ulven sig på to ben op ad glasset og trykkede snuden op mod det. Den logrede ganske svagt med halen, men så alt andet end venlig ud. Så satte den i en voldsom glammen, der kun forstærkedes, da hun nærmede sig glasset. 

Skønt Amy ikke frygtede døden, var hun nu så bange for monsteret foran hende, at hun havde det som om hun skulle tisse i bukserne. Hun gik i stå, overbevist om, at hun ikke kunne klare det, at hun ville stikke af og efterlade James. Men så pressede mindet om ham gispende efter vejret, stønnende af smerte, dækket af sit eget blod, sig på, og hun tog det sidste skridt hen til kontrolpanelet, der åbnede buret. Stadig med synet af James for sit indre blik, trykkede hun på den lille blanke kontakt, der låste hans fængsel op.

 

Ulven stivnede. Den vejrede og trådte forsigtigt et skridt frem, ikke helt sikker på, hvorvidt den stadig var spærret inde. Så satte den i et vældigt hyl og sprang hen mod hende. Amy forberedte sig på smerten og skreg, da tænderne flængede hendes hud op.
 

Elisabeth havde engang sagt, at når ulve-delen fór ud af en varulv, var det ligesom at få amputeret et ben eller en arm. Dette var en underdrivelse, opdagede James.

Da skriget lød for hans ører og han mærkede det varme blod i sin mund, følte han en voldsom, lammende smerte i sit bryst; det var som om noget kradsede mod hans ribben og forsøgte at slippe ud. Det steg op igennem halsen på ham og satte hans strube i brand, det fik ham til at vende det hvide ud af øjnene og krænge ryggen bagover, og på mindre end et sekund var han pludselig menneske igen.

Hans hjerte gik i stå i et par sekunder, og det smertede i hele kroppen; så satte det i gang igen i et alt for højt tempo, og sår åbnede sig i hans ansigt, på hans mave, i hans mund, alle blødte de voldsomt. Noget stort og mørkt kæmpede sig ud gennem hans brystkasse og tvang ham i knæ, og det begyndte at snurre voldsomt i arme og ben, indtil han pludselig ikke kunne mærke dem mere. Så var det mørke væk, og James gispede chokeret efter vejret, for det var et stykke af ham selv, der pludselig manglede, og aldrig før havde han opdaget, hvor meget den del betød for ham. Han kunne ikke holde op med at gispe, for han kunne ikke få luft, han kunne ikke, og han var sikker på, at hans lunger om lidt ville sprænges.


Han besvimede, men kom til sig selv næsten øjeblikkeligt på grund af den smerte i hjertet, som han pludselig blev opmærksom på, fordi alle de andre smerter var begyndt at lette en smule. Hans tanker havde indtil dette øjeblik kun været koncentreret om ham selv, men nu trængte visheden sig på; visheden om, at han havde gjort noget forfærdeligt og uigenkaldeligt. Han gjorde et forsøg på at rejse sig op, men faldt hårdt ned på ryggen igen. Hans arme og ben rystede ukontrollabelt som i en krampe.

James forsøgte af al magt at tvinge dem til at ligge stille, men det havde overhovedet ingen effekt, så han opgav og rullede møjsommeligt om på maven, så han havde bedre overblik over sine omgivelser. Hans indvolde protesterede mod bevægelsen; det føltes som om de alle havde været flået ud og nu var blevet kastet tilfældigt tilbage, forslåede og ødelagte.


Endelig lykkedes det James at få vendt sig rundt. Han hev desperat efter vejret og besvimede atter af smerte. Endnu en gang kom han til sig selv sekundet efter på grund af den vedvarende knugen i hjertet. Det tog hans øjne et sekund at stille skarpt, men så kunne han endelig se, og synet fik ham næsten til på ny at miste bevidstheden.


Der var blod på hans krop og hans hænder og på gulvet; han gled i det, da han fik stablet sig op på sin ene spjættende hånd. Et par meter fra ham lå Amy på gulvet i en mørkerød pøl af blod. Hendes øjne var lukkede og en bred flænge, der begyndte ved hendes venstre øre og fortsatte skråt ned over ansigtet og halsen fik det til at se ud som om hun smilede skævt. Hendes tøj var sønderflænget, og hendes ene arm vendte den forkerte vej, som om noget havde slået den af led. Et forfærdeligt sår på hendes blotlagte maveskind blødte i en lind strøm.


James udstødte en lyd, der på en gang var menneskelig og dyrisk, og glemte alt om alle de andre smerter. Kun den ene i hjertet var tilbage. Den fik ham til at mave sig hen over det smattede gulv og gribe fat om Amys livløse skuldre. Derpå ruskede han hende af alle kræfter – hvilket ikke var særlig hårdt i hans afkræftede tilstand – og bøjede sig ned over hende for at opfange det åndedræt, der skulle være der. Men Amy forholdt sig fuldkommen tavs, og erkendelsen af, hvad det betød, fik James til at sætte i et langtrukkent hyl. Det kom fra hans knuste hjerte og var, trods det, at det var et hyl, den mest menneskelige lyd han ville have kunnet frembringe.


Han blev ved med at hyle og græde og ruske i Amy, indtil døren gik op og hvide kitler væltede ind; så brugte han alle sine kræfter på at forhindre dem i at trække ham bort fra pigen. En mand råbte højrøstet, at de andre skulle skynde sig og snart blev James med magt tvunget væk fra hende, skønt han græd og slog ud efter dem og forsøgte at komme tilbage til hendes krop. Læger og forskere omringede Amy, og han kunne ikke længere se hende. De talte lavmælt sammen, mens de arbejdede på hende.

Tårerne slørede James’ syn, da hun blev løftet op på en båre og kørt ud. Så lod det til, at hans krop ikke kunne klare mere sindsbevægelse, udmattelse og smerte, og James sank hen i en tilstand, der lå mellem søvn og bevidstløshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...