Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1331Visninger
AA

21. Kapitel 21

Afsløringen af Amelias virkelige identitet – han burde vel kalde hende Amy nu – havde bevirket en så altfortærende skyldfølelse i James, at han så frem til den pinefulde forvandling, der ville finde sted snart. Smerten ville være velfortjent, og den nat som samvittighedsløs dræber, der fulgte bagefter, ville være et velkomment afbræk fra hans egen tankevirksomhed.


Skønt han nu kendte bevæggrunden for Amys forræderi, gjorde det ham ikke mildere stemt overfor de forskere, der havde spærret ham inde i et snævert glasbur og planlagde at holde ham der i fire år. 

James kunne ikke længere mønstre den samme vrede overfor dem, så han valgte bare at ignorere dem, når de forsøgte at få ham til at tale. Til sidst opgav de og slog sig til tåls med at overvåge ham og hans krop via deres computere.

 

Det blev fuldmåne og James forvandlede sig – ”transformerede sig” lød det fra Nakamura – for øjnene af alle forskerne.

Amy havde han ikke set siden deres skænderi, og det var nok meget heldigt, for på trods af, at hun havde narret ham i en fælde og derved forrådt hans tillid, fordi han for et år siden havde dræbt hendes far, mærkede han atter det vilde begær efter at gnave hendes mave op og se indvoldene vælde ud – og det, der skræmte ham allermest ved denne følelse var, at den betød, at han trods al fornuft stadig elskede hende lige højt.


Hvad der i virkeligheden var endnu mere foruroligende, var, at James, da han vågnede op morgenen efter fuldmånen, utilpas og forvirret som sædvanlig, stadig havde lyst til at slå hende ihjel. Han virrede med hovedet, som om det på den måde var muligt at slippe følelsen. Morgenen efter forvandlingen var normalt hans fredeligste tidspunkt på hele måneden; han følte sig altid mest menneskelig, når en forvandling netop var overstået.

Denne menneskelighed lod sig imidlertid ikke genfinde, og James indså ulykkeligt at dette måtte betyde, at han snart ville dø. Ikke dø rigtigt, naturligvis, hans krop ville leve videre, men hans sind, alt det, der var James ville forsvinde for evigt.

 

Det gik som Dr. McDonnel og Elisabeth havde forudset; for hver dag blev det sværere for James at holde ulven på afstand. Hans tanker var ufokuserede, når han forsøgte at koncentrere sig om andet end de grufulde ting, han havde lyst til at gøre ved Amy, han kunne efterhånden ikke få andet ned end råt kød – når de serverede grønt og brød for ham, og sulten bød ham at spise det, kastede han det op igen kort tid efter – og en dag opdagede James, at han havde et stort hul i sin hukommelse. Uanset hvor meget han anstrengte sig, kunne han ikke huske, hvad han havde foretaget sig de sidste fire timer, og som dagene gik, blev disse hukommelsestab hyppigere og hyppigere. 

I en af sine få klare perioder, hørte James Nakamura og en af de ledende forskere diskutere lavmælt og alvorligt med hinanden:

 

”Hjerneaktiviteten er foruroligende. Jeg har aldrig set noget lignende.”

”Det behøver ikke at betyde, hvad du tror. Der er ingen fortilfælde, der bekræfter den hypotese.”

”Der er heller ingen, der afkræfter den.”

”Hør nu, det er latterligt! Ved du overhovedet selv, hvad det er, du siger? Selv hvis du havde ret – det siger jeg ikke, at du har – så lover jeg dig, at vi er fuldstændig uden for fare. Den beholder er af skudsikkert glas, det er utænkeligt, at han skulle kunne bryde ud af den.”

”Men se nu den forekomst af adrenalin, synes du ikke -?”

”Nej, det gør jeg ærlig talt ikke. Synes du ikke, at emnet er uddebatteret nu?”

Noget dybt inde i James sagde ham, at han burde blive urolig over samtalen, han netop havde overværet, og at han skulle tænke over, hvad de havde sagt, men han orkede ikke rigtig at holde sammen på sine tanker. Jo mere han forsøgte, jo mere uforståelige blev de lyde, de to mennesker udstødte, og han gav op og lod atter sine tanker fyldes af tykt blod og varmt kød.


Det blev atter fuldmåne, og der var lysten til at dræbe, en pludselig smerte i den ene pote, en voldsom triumf, der snart efter afløstes af et bundløst raseri. Ulveskikkelsen veg atter for menneskeskikkelsen, da fuldmånen gik ned, og han opdagede, at glasset, der omgav ham var revnet i en stjerneformet formation, der spredte sig ud fra et punkt på højde med hans øjne. 

Forskerne, der gik rundt om buret, var alle blege og for sammen, da han hastigt kom på benene. De sagde noget til ham og til hinanden, men han forstod det ikke rigtig og knurrede bare af dem. Revnen i glasset betød, at det var muligt at komme ud, det var han sikker på; han skulle bare blive stærk nok.

 

Endnu en måned i fangenskab gik. Denne fuldmåne ville han slippe fri, det var han sikker på! Snart ville han slippe for denne svage menneskekrop og atter påtage sig sin sande skikkelse, og så ville han tage hævn over dem alle. Han ville gemme pigen til sidst; han ville sørge for, at hun ikke kunne slippe væk og så ville han gemme hende, til han var sluppet af med alle de andre. Hun ville vide, hvad der skulle ske, hun ville skrige, og han ville nyde det.


Men menneskene uden for buret var forberedte, og før han kunne nå at knuse glasset, der omgav ham, skar en skærende smerte gennem hans hoved. Den tvang ham i knæ og knuste hans trommehinder, så blodet flød ned af hans hals. Det var kvinden med glassene foran øjnene, der gjorde det, var han sikker på – hun skulle dø som den første! Men smerten tog til, han kunne ikke røre sig, han kunne ikke!

Pigen var uden for glasset. Hun stirrede på ham. Han så på hende. Der kom noget vådt ud af hendes øjne – hvad betød det? Smerten steg. Smerte, blod, skrig, pige!


Menneske igen. Mere smerte. Hvorfor? Ny slags smerte, stød, elektrisk. Pige uden for buret, våde øjne. Ny smerte, stik, svien. Pige, våde øjne. Ny smerte, ingen luft. Våde øjne. Ny smerte. Øjne. Smerte. Øjne.

Fuldmåne. Dræbe, dræbe, DRÆBE!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...