Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1298Visninger
AA

20. Kapitel 20

”Amelia?” James kom langsomt på benene. Amelia undgik hans blik og holdt sin afstand til buret.


Han kunne ikke tro det – det ville han ikke. Pigen, der stod foran ham, hans eneste ene, kunne under ingen omstændigheder være en forræder. Det nægtede han at tro om hende. Hun elskede ham; det havde hun sagt og det vidste han. Og dog; hun havde advaret ham om at flygte lige inden uniformerne slog døren til hans værelse ind. Hvordan kunne hun vide det? Intuition, fortalte han sig selv, hun havde hørt bumpene, regnet ud hvad der foregik før han selv gjorde og handlet. Og hendes hurtige reaktion på ”giv agt”- råbet var rent og skært held.


Men da James sagde dette for sig selv, kunne han godt høre hvor ynkelige disse undskyldninger var. Og så dukkede andre småting op i hans hoved: Underlige ansigtsudtryk, der virkede ude af kontekst, hendes måde at udspørge ham på, samt ikke mindst den måde hun var blevet ved med at opsøge ham på, selv efter han havde afvist hende flere gange. Han var hverken specielt køn, rig eller klog, så han havde aldrig før oplevet en pige så opsat på at vinde hans agtelse. Havde det virkelig alt sammen bare været en måde at lokke ham i fælden på?


”Amelia, det er forhåbentlig ikke sandt,” spurgte han. Han kunne godt selv høre hvor bedende hans stemme lød, men han kunne ikke gøre for det. ”Sig nu, det ikke er sandt.”


Amelia svarede først ikke. Hun vendte sig mod doktor Byrnes og lagde en hånd på hans arm.


”Vil I ikke give os et øjeblik alene?” spurgte hun stille.


Byrnes så tvivlende ud.


”Tror du ikke, vi bør kunne… gribe ind? Bare for en sikkerheds skyld,” indvendte han, men Amelia rystede på hovedet.


”Der kommer vist ikke til at ske noget nyt,” sukkede hun og skævede til James. ”Jeg skylder ham det,” tilføjede hun så meget lavmælt.


Byrnes tøvede endnu et øjeblik, så nikkede han, og han og de andre kittelklædte forlod rummet. Den fjerne lyd af en dør, der faldt i bag dem, nåede James’ ører.


Amelia vendte sig mod James og løftede langsomt blikket. Det så ud til at være en enorm overvindelse for hende at se ham i øjnene, næsten som om det var smertefuldt. Der gik et par øjeblikke, hvor ingen af dem sagde noget.


”Skal du ikke engang prøve på at forsvare dig selv?” brast det så ud af James.

Hans stemme smældede som en pisk. Amelia sagde stadig ingenting, rystede bare tavst på hovedet. Nu gjorde det også ondt på James at se på hende, så han vendte ansigtet væk og hævede stemmen.


”Hvor er min familie? Har de det godt?” spurgte han så.


”Ja,” svarede Amelia lavmælt. ”Ja, ja, de har det fint. De er lidt rystede, men de har ikke lidt nogen overlast. De er her et eller andet sted på et af bygningens værelser – det er ligesom et slags hotel.”


”Nå, der er jo heller ingen grund til at spærre menneskene inde, bure er forbeholdt dyr som mig.” 

James’ stemme lød næsten venlig af sarkasme.


”James, du er et dyr,” sagde Amelia stille, og mod sin vilje så han overrasket på hende igen. ”Det har du selv sagt. Intet rask menneske kunne slagte 60 mennesker og så bare leve videre som om intet var hændt. Jeg fatter ikke, at du ikke allerede sidder i fængsel – jeg kan ikke fatte det!”


Hendes stemme steg i takt med at hun talte og ved de sidste ord rystede den så meget, at den knækkede. Hun så bort et øjeblik som for at samle sig.


James vidste ikke hvad han skulle sige. Raseri over hendes bedrag piskede rundt i kroppen på ham.


”Hvad blev der af tilgivelse?” spurgte han så. Hans stemme dirrede også, blot af indestængt vrede.

 

”Hvad blev der af at snakke om det, du ved, historien om din fætter og hamsteren?” Det sidste blev vrænget ud.


”Jeg løj, okay?” råbte Amelia og stampede i gulvet. Hun havde fået tårer i øjnene. ”Jeg løj, det var forkert, men hvordan kan du tillade dig at dømme mig? Hvad fanden får dig til at tro, at du har nogen som helst ret til at dømme mig?”


”Jeg har en tendens til at dømme forrædere, det er en af mine små særheder.” 

Amelias ophidselse gjorde det nemmere for James at bevare selvbeherskelsen; det gav ham en følelse af magt at provokere hende eftersom det var den eneste mulighed for selvforsvar han havde i øjeblikket.


”Kald mig bare en forræder, James.” Nu løb tårerne ned ad Amelias kinder. ”Det kan godt være, det er sådan du ser på mig, men jeg havde i det mindste en god grund til mit bedrag.”


”En god grund? Sig mig, hvornår blev det okay at sælge en ven som laboratorierotte?”


”Siden den ’ven’ myrdede 60 mennesker uden så meget som at blinke!”


”Jeg har jo for fanden forklaret dig, at jeg er ved at blive ædt op af skyld, selvom det ikke engang var mig, der gjorde det!”


”Din ’skyld’ er der ikke nogen, der kan bruge til noget! Du skal betale for det, du har gjort, du skal bøde for din forbrydelse!”


”Hvordan hjælper det nogen, at jeg tilbringer resten af mit liv i fængsel? Forklar mig det, hvad skulle det gøre godt for, hva’?!”


”Du har fortjent det! Du har fucking fortjent det!” skreg hun og slog ud efter ham; øjensynlig havde hun glemt det skudsikre glas imellem dem og hendes knoer begyndte at bløde ved mødet med den hårde overflade. Hun gav et højt udbrud af smerte og nærmest sanseløst udbrød hun:


”Din ynkelige, lille skyld bringer ikke far tilbage!” Så brød hun sammen i en trøstesløs hulken. James forventede halvt om halvt at hun ville storme ud af rummet, men hun blev bare stående på gulvet foran hans celle og græd uden at tage blikket fra ham, mens hele hendes krop gennemrystedes af de voldsomme hulk.


Hvorfor skulle hun blive stående? Hvorfor kunne hun ikke bare opføre sig normalt og stikke af? Hvorfor skulle hun absolut tvinge ham til at se på sig? Synet af hende var så smertefuldt for James, at han vendte sig bort og trak sig så langt bort fra hende, som han kunne. Det hjalp dog ikke, for han kunne stadig høre hendes gråd, hendes ulykkelighed tvang ham til at stå til ansvar for sine handlinger.


Amelias far havde altså været et af hans ofre den nat. Erkendelsen fik den gammelkendte selvlede og kvalme til at stige op i halsen og han sank krampagtigt. Han havde dræbt hendes far, hvilket forklarede, hvorfor hun havde bedraget ham.

 

Hvordan ville han ikke selv have reageret, hvis nogen havde gjort hans forældre noget? Hvis nogen havde skadet Lisa? Alene tanken om det fik ham til at knytte hænderne i vrede, og han sank fortvivlet sammen på gulvet. Han havde fortjent det. Som Amelia sagde, havde han fucking fortjent, hvad end der skulle ske med ham.

 

At kende til endnu et offers identitet gjorde atter hans forbrydelse nærværende – før havde alle hans tanker drejet sig om Fiona – og han indså at uanset hvad han selv mente, havde han været i stand til at skubbe sine grusomme handlinger på afstand, han havde faktisk på sin vis myrdet 60 mennesker uden at blinke. Hvert eneste af de 60 mennesker havde haft nogen, for hvem de havde betydet ligeså meget, som Fiona havde betydet for ham, som Amelias far havde betydet for hende. Og han havde altid bare tænkt på dem som et tal, en mængde. Aldrig som 60 individer, hvis liv han havde taget, og hvis familiers liv han havde ødelagt.

 

Amelia havde gjort ret i at bedrage ham. Han var den eneste her, der havde opført sig forkert.


”Amelia,” begyndte han hæst; skyldfølelsen var ved at fortære ham, han måtte sige noget.


”Amelia… jeg er så… så ked… så ked af det.” Det var utilstrækkeligt, og han vidste det. Han burde slet ikke have sagt noget, hans elendige undskyldning havde sikkert bare gjort det hele værre.


Ved hans ord holdt Amelia op med at græde.


”Du er ked af det,” sagde hun lavmælt. ”Ked af det… fuck dig, James.” Det sidste blev sagt i en kold, hård, sårende tone, og endelig forlod hun rummet. Lige inden døren lukkede i bag hende, vendte hun sig om og kastede et sidste tilintetgørende blik tilbage på ham.


”Og jeg hedder slet ikke, Amelia,” bemærkede hun så. ”Mit navn er Amy.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...