Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1299Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hendes lange fingre legede med en rødgylden hårlok, da James greb dem og flettede dem ind i sine egne. Fiona belønnede ham med et kys og lod sig leende trække op fra stolen. Hendes korte røde hår skinnede som kobber i det skiftende lys. Hun sagde vist noget til ham, men han kunne ikke høre det, for musikken var alt for høj og overdøvede hendes ord fuldstændig. De grønne øjne strålede til ham, og han trak hende ind til sig og kyssede hende igen. Da hun slap hans læber, lænede hun sig ind imod ham og gentog det, hun før havde sagt, hvilket fik ham til at holde endnu fastere om hende.

”Skal vi ikke gå?” spurgte han, og Fiona nikkede smilende.

James slyngede sin egen læderjakke om hendes skuldre og lagde armen om hende. Han kyssede hende atter og ignorerede de mange tilråb og den højlydte piften, der kom fra hans kammerater, samt de sigende blikke hendes veninder sendte hinanden, da de forlod det larmende festlokale sammen.

Alene i den mørke gang kastede de sig over hinanden. James var så optaget af den smukke pige, at han ikke genkendte de små tegn; der var intet mærkeligt ved at hans hjerte satte farten op eller at han følte sig stakåndet. Først da hans muskler pludselig skreg af smerte, slap han hende med et forskrækket gisp.

”James, er du okay?” lød det fra Fiona.

Hun var også stakåndet, lagde han mærke til, men ikke af samme grund som ham, var det ved at gå op for ham, mens han stod lænet op ad væggen og forsøgte at forstå, hvad han havde gjort. Langt om længe trængte det gennem alkoholens tåger, men da var det allerede alt for sent.

”James?” Fiona lød pludselig usikker. ”Hvad er der sket med dine øjne? De – de ser mærkelige ud.”

”Fiona,” lykkedes det ham at stønne. Han kunne allerede mærke sit sind glide fra sig. ”Fiona, du må se at komme væk… stik af…” Men hun lyttede ikke. I stedet lagde hun hånden på hans skulder.

”James, har du det helt godt?” spurgte hun igen og gispede så, da han forsøgte at fjerne hendes hånd fra sin skulder. ”Hvorfor ser dine hænder sådan ud, måske kan jeg hjælpe – ”
Hun havde opdaget hans kløer på den venstre hånd, men nåede ikke at tale færdig, før James afbrød hende.

”Forsvind, pigebarn!” brølede han. ”Forsvind!”

”James, hvad er der sket med dine tænder? James, hvorfor – ”
Men Fiona nåede aldrig at tale ud, for i samme øjeblik slap resterne af James’ selvkontrol op, og varulven frydede sig. Alle de mennesker, alt det mørke kød, alt det blod, der løb ned ad hans hage og blandede sig med den stride grå pels.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...