Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1302Visninger
AA

19. Kapitel 19

Grå vægge. Gråt loft. En underlig lyd. En bippen? En ringen? Det var ikke til at afgøre. Under alle omstændigheder var lyden irriterende, og James ville vende sig om på den anden side for at sove videre. 

Så huskede han, hvad der var sket inden han blev bedøvet, og med et ryk satte han sig op.


Han befandt sig i et cirkulært rum på omkring tredive kvadratmeter i diameter. Vægge, loft og gulv var holdt i en grålig kulør og der var ingen møbler eller interiør overhovedet. James havde ligget på gulvet.

Han så ned ad sig selv og opdagede, at han ikke længere var iført jeans og sweater men nu en kedeldragt i en sygelig, grøn farve. Rundt omkring på stoffet var der monteret runde, sorte tingester, der mindede ham om sugekopper, men som var meget hårdere og så ud til at være en form for elektronik. James anede ikke hvad de skulle bruges til, og han drejede en gang rundt om sig selv for at lede efter en flugtvej. Der var ingen. Han havde ingen vinduer eller døre; faktisk kunne han ikke engang se nogen sammenføjninger i væggen, der omgav ham, og han anede ikke, hvordan han var kommet ind i rummet. Da han undrede sig over hvor lyset, der omgav ham, kom fra, fandt han ud af, at der helt oppe ved loftet var en smal barre, der gik hele vejen rundt om lokalet, hvorfra et hvidt, elektrisk lys strømmede ud.


”Jeg er vågen nu!” brølede James, så højt han kunne. ”Lad mig komme ud!”


Han havde egentlig ikke regnet med at hans råb ville have nogen effekt; det var mest på grund af et spinkelt håb om at lyden af hans egen stemme, ville dæmpe den kvælende angst, der indsnævrede hans luftveje, at han havde råbt. Men i det samme forsvandt den grå farve rundt om ham, og pludselig var det et glasbur han befandt sig i, og ikke et gråtmalet rum.


”Tag den med ro, James,” lød en stemme, og han søgte febrilsk efter kilden til lyden. ”Du er i sikkerhed her.”


Nu fik han øje på en lille gruppe mennesker i hvide kitler, der stod på den anden side af glasset. De holdt tablets og pda’er i hænderne og gloede alle uhæmmet på ham. En asiatisk kvinde med firkantede briller og håret sat op i en høj hestehale stod lidt længere fremme end de andre; det var hende, der havde talt til ham. Hun smilede venligt til ham.


”Hej, James,” sagde hun i et behageligt tonefald, der matchede hendes smil. ”Jeg hedder doktor Nakamura. Du må undskylde bedøvelsen, vi var ikke helt sikre på, du ville følge med frivilligt.”


”Hvad foregår her?” spurgte James vredt og trådte helt hen til glasset. Enkelte af de hvidklædte trak sig uvilkårligt en smule tilbage og smilede undskyldende til deres kolleger, der lo ganske lidt af dem. 

James ignorerede det.


”Hvorfor bliver jeg holdt fanget her? Hvem er I? Hvorfor bortførte I mig? Det havde I ingen ret til!” De kaotiske, paniske og rasende tanker væltede ud af James. Doktor Nakamura smilede beroligende til ham og holdt hænderne frem i en afvæbnende bevægelse.


”Du bliver skam ikke holdt fanget, og der er ikke foregået noget ulovligt. Det var ikke en bortførelse, det var en helt igennem lovlig indgriben i henhold til terrorloven fra 2005. Du kender allerede mit navn, og dette her er mine forskningskolleger. Sig hej til James, alle sammen.”


Nakamura vendte sig om mod sine kolleger og en halvhjertet hilsen strømmede ud mod ham. En ældre gråhåret mand, sagde ingenting og undgik James’ blik.


”Jeg bliver ikke holdt fanget?!” udbrød James vantro. ”Så I ville altså lukke mig ud af denne her osteklokke og lade mig gå, hvis jeg bad pænt om det?”


Smilet veg ikke fra doktorens ansigt, men hendes øjne var blevet mærkbart hårdere, da hun hørte hans næsvise tonefald.


”Naturligvis,” svarede hun. ”Men du har ikke nogen grund til at ville forlade os. Du er jo en fornuftig, ung mand, og du må da være ivrig efter at blive helbredt for den tilstand, der har plaget dig i hvert fald i nogen tid nu. Eller tager jeg fejl?”


James’ hjerte hamrede. Hvor meget vidste denne kvinde? Benægt alt, sagde han til sig selv.


”Hvilken tilstand?” spurgte han og forsøgte at se så uforstående ud som muligt. ”Der er da ikke noget i vejen med mig, så vidt jeg ved?” Han tillod sig et lille smil, som om alene tanken forekom ham latterlig.


Nakamura lagde hovedet på skrå, som om hun havde lyst til at sige ”helt ærligt”, men hun beherskede sig og sagde i stedet:


”Du kommer ingen vegne med at lyve, James. Vi har rigeligt med materiale, der beviser din sjældne lidelse. Vi vil gerne hjælpe dig, det er derfor du nu befinder dig her hos os. Det er også det, din dragt skal hjælpe os med.”


”Min dragt?” James havde svært ved at trække vejret og vidste, han var ved at komme ud, hvor han ikke kunne bunde. ”Jeg har ingen lidelse, hvad er alt dette her for noget sludder? Hvad er det for en underlig dragt, I har givet mig på?”


”Den skal hjælpe os med at overvåge din transformation nøje,” sagde nu en ny stemme. En lille tyndhåret mand trådte frem. Også han sendte James et venligt smil, men af en eller anden grund virkede det ikke spor beroligende. 

”Den grønne farve gør dragten kompatibel med vores software, og de mange sendere, der er monteret på stoffet, gør den til noget af det mest præcise målingsudstyr, vi nogensinde har – ”

 

”Jeg klarer mig uden power-point præsentationen, tak,” snappede James vredt og begyndte at gå frem og tilbage. Han havde svært ved at holde sig i ro af panik og raseri og visheden om at han ikke kunne slippe væk, gjorde det hele værre.


”Jeg vil bare gerne vide, hvad jeg skal sige og gøre for at komme ud herfra.”


”Prøv nu at se om ikke du kan falde lidt til ro,” sagde Nakamura blidt. ”Som jeg sagde: Du er i sikkerhed hos os. Og det er alle andre også.”


”Hvad vil I med mig?” James stoppede op og lagde hænderne fladt mod glasset ud for hendes hals. Han håbede, hun værdsatte den truende gestus.


”Vi vil gerne overvåge dig de næste par døgn op til transformationen,” svarede doktoren. ”Vi er allerede nu begyndt at få nogle interessante målinger ind fra din krop; overdreven produktion af adrenalin og forhøjet blodtryk, den slags ting, så det bliver naturligvis vældig spændende at følge udviklingen op til fuldmånen. Og når vi engang har samlet data nok, så vil vi undersøge, hvorvidt der er mulighed for at tilintetgøre infektionen.”


”Engang har samlet..? Hvor lang tid regner I med, jeg skal sidde i dette her bur?” udbrød James forfærdet. Sveden brød frem på hans pande.


”Det er ikke til at sige så tidligt i processen,” lød svaret. ”Jo flere målinger vi foretager, jo mere præcise resultater, men hvis du er utilfreds, vil vi naturligvis holde det på et absolut minimum. Jeg skulle mene at vi lander på omkring 50 transformationer, vil I ikke sige det?” Nakamura henvendte sig høfligt til sine kolleger, der nikkede samstemmende.


”50?!” James kunne ikke fatte, hvad han lige havde hørt. Hans hænder røg af sig selv op til hans hoved. ”Det er jo… mere end fire år?! Skal jeg sidde i bur i fire år? Er dette her en joke? Er jeg med i et eller andet åndssvagt tv-program?” Han så sig desperat omkring. Alt andet var at foretrække frem for dette her.


”Ja, jeg er bange for at vi er nødt til at indsamle data, før vi kan påbegynde en eventuel behandling. De andre tilfælde vi har haft i behandling undergik alt fra 50 til 200 transformationer før vi turde forsøge en behandling, og det – ”


”Det vil sige, I har haft andre end mig her?! Andre varulve? Og de gik med til at gennemgå 200 forvandlinger før I gad så meget som prøve på at hjælpe dem?!”


”Vi foretrækker faktisk at bruge begreber som ’tilfælde’ og ’transformationer’ frem for de mere overtroiske – ”


”Jeg er så fucking ligeglad med, hvad I foretrækker!” skreg James af sine lungers fulde kraft. ”Hvad skete der med de andre? Hvor er de?”


Nakamura tog brillerne af i en latterligt kliché-agtig bevægelse. Hun lagde sit ansigt i alvorlige folder.


”Ja, det er jo noget beklageligt, men man må regne med at al ny videnskab er risikabel og der vil altid være enkelte tilfælde, der… ikke gik som planlagt.”


”Mh-hm, så det, du siger, er, at de er døde.” James foldede hænderne på ryggen og vendte blikket opefter. ”Jeg tror, jeg har hørt nok nu. Jeg vil gerne ud, tak.”


Nakamura smilede igen, men så ikke spor venlig ud længere.


”Jeg er bange for, det ikke kan lade sig gøre lige nu,” sagde hun beklagende. ”Lad os vende tilbage til det om nogle måneder – dette er jo trods alt for din egen skyld, hvilket jeg er sikker på, du snart vil indse. Desuden så er det sikrest for alle andre, hvis du bliver her. Glem nu ikke de mennesker, du har dræbt, James.”


James havde ikke regnet med at han bare uden videre ville få lov til at gå sin vej, men at høre doktoren sige det, fik hans verden til at slå revner omkring ham. Raseriet og klaustrofobien over det trange rum overmandede ham, og han gav sig til at hamre og sparke på glasset af alle kræfter.


”LUK MIG UD! SLIP MIG UD!” skreg han, men det hjalp selvfølgelig ikke noget. Forskerne lod ham skrige og slå sig selv til blods mod det skudsikre glas i en halv times tid mens de ivrigt granskede deres håndholdte computere. Så gik de til frokost og James’ omgivelser blev midlertidigt grå. 

Da frokosten var veloverstået vendte nogle af dem tilbage, og James kunne atter se dem. På dette tidspunkt havde han skreget sig hæs og havde ikke flere kræfter i kroppen, så han havde ladet sig glide ned på gulvet, hvor han nu sad med armene omkring knæene og græd stille.

Nogle af dem prøvede at få ham i tale, men han ønskede ikke at snakke med nogen af dem og forsøgte at vende ryggen til – hvilket var svært eftersom rummet var rundt, og de flyttede sig ganske enkelt bare når han gjorde. Til sidst blev han træt af at høre deres ulidelige summen af stemmer, der spurgte ham hvorfor han græd og om hvilke ord han ville sætte på sine følelser i dette øjeblik.

 

”Hvem er I?” spurgte han og tørrede sig om øjne og næse. ”Siden I kan tillade jer dette her?”


”Du kender jo Nakamura,” sagde den tyndhårede mand, der havde fortalt ham om dragten, han havde på. ”Jeg er doktor Byrnes, dette er doktor Jones, doktor Patterson, doktor Phillips og assistent Wilson.” 

Han udpegede dem én for én og de sendte alle James små smil og vink. Han var for udmattet til at påpege, at han ikke var interesseret i deres navne, mere den organisation, de arbejdede for.

 

”Åh, ja, og Amy kender du jo,” lød det så fra doktor Byrnes, og James løftede hovedet med et ryk. Han kneb øjnene sammen. Det kunne da ikke passe… vel?


Så fik han øje på hende. Halvvejs gemt bag de andre og duknakket, som om hun ønskede at være alle andre steder end her, stod Amelia, stadig iført sine slidte leggins og t-shirt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...