Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1302Visninger
AA

18. Kapitel 18

Det var en sen eftermiddag; mørket trængte sig på uden for vinduerne, og der var kun få dage til næste fuldmåne. James befandt sig stadig i sin underligt lykkelige tilstand, men var samtidig ikke blind overfor den forværring, der var foregået i hans sind.


Han sad i sin kontorstol og drejede dovent rundt, Amelia lå på ryggen på sengen med armene foldet under nakken. Det kriblede i ham for at gå over til hende, og han kunne ikke afgøre med sig selv, om han havde lyst til at kysse hende eller sprætte hendes mave op, så han blev hvor han var og måtte stille sig tilfreds med på afstand at betragte hendes sorte krøller, der flød som et vandfald ud over hovedpuden og konturerne af hendes krop, der bevægede sig svagt i takt til hendes åndedræt. Hun lå med lukkede øjne; James havde netop tænkt at hun nok var faldet i søvn, da hun tog en dyb indånding, slog øjnene op og hævede sig op på den ene albue.
 

”Er du sikker på, du ikke rigtig kan huske den aften?” spurgte hun så; hun havde rynket brynene.


James vidste godt hvad hun talte om. Lige siden hun havde fået sandheden at vide, havde Amelia ofte spurgt til hændelserne i Wales. Hendes spørgsmål var altid lavmælte og indgående, og James fik sommetider det indtryk, at hun kæmpede med et dilemma, når de talte om, hvad der var sket dengang. Enkelte gange virkede hun ligefrem vred eller sørgmodig, men det var jo også ganske naturligt, når man tænkte på hvor rædsomme hans handlinger var.


James forsøgte at besvare hendes spørgsmål så ærligt og fyldestgørende som muligt, selvom det naturligvis også var pinefuldt for ham at tale om; Amelia havde ret til at vide det hele. I starten havde han været bange for at hun ville forlade ham, at det hele til sidst ville blive for meget, men i stedet lod det, til at sandheden knyttede dem tættere sammen.


”Jeg kan aldrig huske ret meget fra mine ulveperioder,” svarede han og mødte hendes blik.


”Nogle gange kan jeg se en sløret masse for mig, når jeg virkelig prøver – men det er også alt.”


Nogen ringede på nedenunder. I stilheden der fulgte, mens Amelia overvejede hans ord, lød det unaturligt højt. Lyden af dæmpede stemmer nåede op til dem, da en eller anden åbnede døren.


”Jeg tænkte bare… Når nu det gik så voldsomt for sig, at det måske gjorde det nemmere at huske,” sagde Amelia. ”Kan du heller ikke huske hvad du tænkte og følte?”


”Jeg kan huske, at nogen skreg,” mumlede James og tav, da en underlig lyd lød fra underetagen.


Det var nærmest et dump, som om noget faldt på gulvet. Måske havde Helen tabt tepotten igen. 

”Men det føltes som om det skete for andre,” fortsatte han så. ”Det var ligesom at se noget gennem en beskidt rude; jeg var ikke en del af det, og desuden kunne jeg ikke rigtig se og forstå hvad der foregik.”


Den dumpe lyd lød igen, og Amelia satte sig brat op i sengen og svingede benene ud over kanten.


”Måske skulle du åbne vinduet,” sagde hun. Hendes tonefald og kropssprog havde pludselig ændret sig markant; hvor hun før virkede søvnig, næsten døsig og afslappet, var hun nu lysvågen og agtpågivende.


”Åbne vinduet?” spurgte James uforstående. ”Jamen, det kan jeg da godt. Har du det varmt eller er du – ”


Men Amelia lod ham ikke tale ud.


”James, åbn vinduet!” sagde hun højrøstet og var i ét nu på benene og ovre ved ham.


”Amelia, hvad – ” begyndte James uforstående.


”Stik af!” hvæsede hun i hans øre. ”Skynd dig ud gennem vinduet, skynd dig inden – ”


Men så blev også hun afbrudt, da den låste dør sprang op.


”Giv agt!” råbte en fremmed stemme, og pludselig var Amelia faldet på knæ ved siden af ham.


Det næste James mærkede, var en intens smerte i sin højre arm; som løbetunger af ild bredte den sig videre ud gennem armen og til resten af hans krop.


Han så op og opdagede, at døråbningen pludselig var fuld af sorte uniformer og noget der i bemærkelsesværdig grad lignede skydevåben. Han havde ikke tid til at tænke; han vidste bare, at Amelias ord pludselig gav mening, så han gjorde om for at kravle ud på taget og flygte ad den vej.


”Stop ham!” lød den samme kommanderende stemme, som havde advaret Amelia om at dukke sig, og James blev ublidt trukket tilbage fra vindueskarmen. Nogen tvang hans arme om på ryggen, og stærke hænder greb ham i overarmene, så hans fødder næsten slap gulvet. James sprællede og forsøgte at sparke de mange angribere, men det eneste, det førte med sig var to hårde slag med en geværkolbe i ribbenene.


”Slip mig!” brølede han rasende. ”Hvad foregår her?! Lad mig være!” Men det var der ingen, der tog sig af.


”Amelia! Amelia, hvor er du?! Amelia!” skreg James og var ikke helt sikker på, om det var fordi han råbte på hjælp eller bekymrede sig for hendes sikkerhed.


Han kæmpede desperat for at komme fri, da de mænd, der havde fat i ham, begyndte at slæbe ham hen imod trappen, men lige meget hjalp det, og han følte sig pludselig så underligt sløv. Langsomt holdt han op med at vride og vende sig og blev slap i mændenes greb.


”Lad mig være,” mumlede han og forsøgte at forhindre sine øjenlåg i at glide i. ”Amelia, hjælp mig.”


Konturerne af trappetrinene, der gled forbi under ham, blev slørede og formørkedes. I samme øjeblik mistede han al følelse i sin krop, hvorpå han tabte bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...