Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1302Visninger
AA

17. Kapitel 17

”Amelia, inden du siger et ord mere,” sagde James og fjernede med et beslutsomt greb om hendes arm, hendes hånd fra sin mund. ”Så er der noget, du skal vide – du er nødt til at høre på mig, det er meget vigtigt!” Han hævede stemmen, da hun ville afbryde ham. James sendte hende et strengt blik, og Amelia sukkede.


”Okay, jeg lytter,” sagde hun besejret og sendte ham et så charmerende smil, at han krympede sig.


”Jeg har allerede fortalt dig, at jeg er farlig,” begyndte han. ”Det ved du. Men du ved ikke, at jeg er farligere for dig end alle andre. Der er noget ved dig, der gør at varulven i mig vokser sig stærkere – den vil især gerne slå dig ihjel. Og den lyst til at slå ihjel er begyndt også at få magt over mig, når jeg er i menneskeskikkelse – det kunne gå ud over andre også. Jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde stand mod denne her lyst til at dræbe dig, hvilket jeg selvfølgelig kæmper imod af alle kræfter. Og hvis det lykkes mig at blive ved med at kæmpe imod, så ender jeg til sidst med at miste forstanden og blive en permanent varulv i sindet – ligesom fangen, der smittede mig med denne her parasit, var det. Så uanset hvad, er dette her dømt til at gå galt.” 

Han sukkede dybt, da han endelig havde givet hende den lange og nedslående forklaring og mødte trist hendes blik. I hendes øjne aflæste han det samme chok, den samme erkendelse og uendelige håbløshed, han selv havde følt og følte.

 

”Så…” Amelia kiggede ned på deres hænder, der var flettet ind i hinanden og forsøgte tilsyneladende at samle sig. ”Så hvad skal vi gøre?”


”Jeg ved det ikke,” svarede James og så hende synke sammen i skuldrene.


”Har du bare givet op?” spurgte hun så stille, at han havde svært ved at høre hende. Da hun atter så op på ham, opdagede han, at hun græd.


”Amelia,” sukkede han og trak hende ind til sig. Hun græd fuldstændig lydløst, men han kunne mærke hendes tårer mod sin hals. ”Det var ikke meningen, du skulle blive så ked af det.”


”Der må da findes en løsning,” forsøgte hun igen; hendes stemme var kun en hvisken. ”Det der da.”


”Hvis der gør, så kender jeg den ikke,” svarede James og forsøgte at få det til at lyde som en trøst. ”Jeg har ledt og ledt men ikke fundet nogen.”


Der gik lidt tid, hvor ingen af dem sagde noget; de sad bare stille i hinandens omfavnelse.

Pludselig rettede Amelia sig op som om hun kom i tanke om noget.


”Hvorfor sker dette først nu?” spurgte hun, og James rynkede brynene. ”Du sagde, at der var noget ved mig, der gjorde ulven stærkere. Hvorfor?”


”Fordi, Amelia,” sagde James og så hende fast ind i øjnene. ”Fordi jeg elsker dig.”


Amelia udstødte en mærkelig lyd; det var vist en blanding af et hulk og et suk. Så lænede hun sig frem og kyssede ham inderligt. James besvarede kysset og for én gangs skyld holdt ulven sin mund.
 

James og Amelia talte ikke om fremtiden – de levede i nuet. De tilbragte hvert øjeblik sammen og opholdt sig i det hele taget ikke ret mange andre steder end på James’ værelse. Skolen lod til at have opgivet James fuldstændig og gad ikke engang sende breve til hans forældre mere, og på forunderlig vis lod den også Amelia være i fred; det var i hvert fald hvad hun fortalte James, de gange han spurgte, om hun ikke var savnet i timerne.

”Du er vigtigere end timerne,” sagde hun altid, og det usagte hang ligesom og svævede i luften: at hun var nødt til at bruge al sin tid sammen med ham, fordi han måske ikke ville være der om en måned. Ingen af dem sagde nogensinde dette højt, men James vidste, at de stiltiende var blevet enige om at få det bedste ud af den tid, de havde tilbage sammen, mens han langsomt måtte lade vanviddet komme snigende. 

Hvert kys, hver berøring var et vovestykke og sommetider måtte James trække sig pludseligt og voldsomt bort fra Amelia, fordi en brat trang til at ende hendes liv næsten overmandede ham. En enkelt gang opdagede han først, at han havde bidt hende i halsen, så det blødte ganske lidt, da hun skubbede ham hårdt fra sig. Når han påpegede den tikkende bombe, han udgjorde, trak hun bare på skuldrene og sagde at hun kunne passe på sig selv.

 

”Jeg skal nok mærke det, den dag du er blevet for farlig,” sagde hun og kyssede ham.


Et eller andet sted vidste James godt, at han burde være den ansvarlige; at han burde fjerne sig fra Amelia og udvise den styrke, hun åbenbart ikke selv besad. Men hun var så smuk, hendes læber var så bløde, og han elskede hende så meget, at han skubbede det væk og fortalte sig selv, at det nok skulle gå, velvidende at de begge løj.

Helen og Richard så James ikke noget til. Naturligvis var de i huset som to irriterende fluer i et værelse, der summer i baggrunden, uden at man gider smække dem, men James havde fået nok af Helens evige ængstelse og Richards uendelige skuffelse over ham som søn og låste sin dør.


”Kom nu ud og få noget at spise,” lød det somme tider fra den anden side af døren. Skønt han ikke kunne se sin mor, kunne James høre på hendes tonefald, at hun desperat vred sine hænder. Han lå udstrakt på sengen med Amelia ved siden af sig og følte ikke, at han nogensinde ville få behov for andet i sit liv, så han undlod at svare. Amelia fnisede ved siden af ham, og han lagde hånden over hendes mund.


”Jeg skal lære dig sådan at fnise,” snerrede han drillesygt, da Helen omsider var trasket bort igen, hvilket bare fik Amelia til at le endnu mere.


Richard hørte de ikke meget til. Han var vel bare lettet over at slippe for at se på sin søn hver eneste dag, tænkte James sommetider men i modsætning til tidligere, følte han sig slet ikke bitter over det. I stedet var der en sær lettelse forbundet med visheden om, at Richard i hvert fald ikke ville savne ham, når han engang mistede den sidste rest af forstanden.


Elisabeth var et problem – ligesom hun altid havde været, tænkte James. Han elskede hende simpelthen for højt til at være ligeglad med hende. Hende ville han stadig godt tale med, men han lukkede ørerne for hendes bekymring over Amelias sikkerhed. Hver gang hans lillesøster drejede samtalen ind på dette, tav han og nægtede at sige et ord mere før hun havde skiftet emne. Han kunne dog ikke lukke af for visheden om hvor knust Lisa ville blive, når han forsvandt. Han kunne læse det i hendes øjne, selvom hun forsøgte at skjule det, uden tvivl af hensyn til ham.


Men hun ville komme over det, som han bestemt fortalte sig selv, ligesom Helen og Amelia ville. Han var ikke tåbelig nok til at tro, de ikke ville sørge, selvfølgelig ville de det, men når de var færdige, ville de alle være i stand til at komme videre. Bortset fra dem ville ingen savne ham. Helen og Richard ville blive lettet for en forfærdelig byrde, Lisa ville få en glimrende uddannelse og karriere, og Amelia ville finde kærligheden igen. Han følte sig svagt jaloux ved denne tanke, men samtidig lettet over hvor simple tingene pludselig virkede i forhold til tidligere. Han levede en drømmetilværelse med pigen, han elskede, og det var det eneste, der betød noget, skønt det kun var for en kort stund.


Hvor kort stunden i virkeligheden var, kom dog fuldstændig bag på James, da sandheden i sit fulde omfang endelig gik op for ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...