Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1317Visninger
AA

16. Kapitel 16

”Hvad?!” 

James satte sig op med et spjæt. Han var forvirret og groggy, og det gjorde som sædvanlig ondt over det hele. Hans øjne truede med at glide i igen, endnu før han overhovedet havde fået set ordentligt på sine omgivelser, og han gned dem og tvang dem med en kraftanstrengelse op på vid gab. Nogen holdt hans hånd, og han kiggede ned og så en meget mindre hånd i sin.

 

”Er du rigtig vågen?” hviskede Amelias stemme.


Den lød mærkelig og skælvende, og han drejede hovedet for at søge hendes blik. Hendes øjne var fulde af tårer. Bag hende kunne han se døren ind til kælderrummet lukke sig, og han tænkte, at hans familie måtte have taget sig af de nødvendigste forklaringer.


”Er du her virkelig stadig?” mumlede han så. Hans stemme var svag og grødet, og han rømmede sig. Alene det udmattede ham.


”Hvad mener du?” spurgte hun, stadig hviskende.


”Jo, jeg regnede med at du ville løbe skrigende bort i samme øjeblik du opdagede sandheden,” forklarede han. Han trak det tæppe, der var lagt over ham, lidt tættere om sig, elendig til mode.


”Det er jo ikke hver dag, man møder et fabelvæsen.”


”Og bare fordi du er usædvanlig, skulle jeg løbe min vej?” Amelia stak trodsigt hagen frem og løftede det ene øjenbryn, hvilket fik hende til at virke lidt mindre sårbar.


”Helt ærligt, så ja,” sukkede James opgivende. ”Jeg ved ikke, hvor meget mine forældre har fortalt dig, men det væsen, du lige har set på, er ikke noget kæledyr. Jeg har ingen kontrol over mig selv, når jeg forvandler mig; jeg har slået mennesker ihjel på grund af det her!”


Det gav et ryk i Amelias hånd, da han sagde det, men hun blev stadig siddende. Hendes øjne gnistrede både frygtsomt og beslutsomt.


”Har du slået nogen ihjel?” hviskede hun så. James nikkede træt. Fortæl mig sandheden. Hun skulle have hele sandheden.


”Jeg har slået så mange mennesker ihjel. Kan du huske Wales-massakren?” spurgte han og krympede sig, da han så rædslen og væmmelsen i hendes blik, da sandheden gik op for hende.


”Åh, Gud,” hviskede hun, og James nikkede atter.


”Kan du nu se, hvad jeg mente med, at det var en ubehagelig hemmelighed?” spurgte han.


Hun slap hans hånd og trak sig lidt væk fra ham. Det fik det til at stikke smerteligt i ham, men han mindede sig selv om, at det var en fuldkommen normal og logisk reaktion – hvordan ville han ikke selv have reageret, hvis han var i hendes sted?


”Vent lige lidt,” sagde hun og tog sig til hovedet. ”Det er ret meget at skulle forholde sig til.”


”Amelia, du behøver ikke at forholde dig til det,” udbrød han. ”Stik af, der er ingen der bebrejder dig for at lægge afstand til en morder – mindst af alle mig! Hvis du melder mig, er det også helt i orden, jeg har fortjent det.”


”Ja, du har!” udbrød hun hårdt. ”Alle de mennesker… hvordan kan du leve med det?!”

 

Hun så atter på ham med tårer i øjnene. ”Hvordan kunne du bare løbe din vej uden at tage din straf?”
 

Hvert ord var som et slag. James slog armene om sig selv.


”Fordi jeg er et egoistisk uhyre,” hviskede han. ”Jeg er bange. Jeg er bange for at sidde i fængsel og jeg fortalte vel mig selv, at jeg… i virkeligheden var uskyldig. Ser du, jeg var jo ikke mig – ikke rigtig – da jeg dræbte alle de mennesker. Men det var jeg jo så på en måde alligevel.”

 

Han gemte fortvivlet sit ansigt i hænderne.


”Hvordan holder du ud at leve med det?” spurgte hun igen.


”Okay, se på mig!” Han så brat op og følte sig pludselig vred. ”Det gør jeg jo heller ikke, vel? Tror du ikke, at hver dag er en kamp for at komme ud af sengen, når alt inden i mig skriger, at jeg ikke har fortjent at være her? Tror du, at der går så meget som én eneste dag, hvor jeg ikke tænker på de mennesker, hvis liv jeg har taget eller ødelagt? Jeg hører deres stemmer hele tiden, jeg kan ikke sove, jeg kan ikke spise, og jeg kan ikke tillade mig at skabe nogle menneskelige relationer, for jeg er livsfarlig. Konstant lever jeg med visheden om, at jeg ville have givet mit liv tusinde gange for deres, hvis det bare havde været muligt!”


”Men det er det netop ikke!” råbte hun og kom på benene. ”Det hjælper ikke nogen, at du sidder herhjemme og har ondt af dig selv og teoretisk set ville have givet dit liv for deres! Det er bare…”


Hun stod lidt og ledte efter ordene, udstødte så en frustreret lyd, da hun tilsyneladende ikke fandt nogen og gik hen mod døren. James forsøgte at rejse sig og følge efter hende, men benene knækkede sammen under ham, og han faldt sammen på gulvet igen.


”Amelia!” råbte han efter hende, men hun fortsatte ud af døren. Han kunne høre hendes skridt fjerne sig på vej op ad trappen.


Så var det slut, tænkte han. Nu ville han komme i fængsel og ende sine dage i en trøstesløs celle. Hvad ville der ske med hans familie? Ville det koste Elisabeth den strålende fremtid, hun havde udsigt til? Ville hun blive smidt i en eller anden håbløs institution for kriminelle unge og derefter fryse ihjel som hjemløs på gaden?


Opslugt af disse dystre tanker blev James liggende på det umage gulv. Han græd stille, selvom han næsten følte sig for udmattet til det.

 

Så blev han pludselig opmærksom på en lyd; nogen kom ned ad trappen igen. Mor kommer for at fortælle mig, at hun og far og Lisa smutter, tænkte han håbløst, og vendte sig med besvær om mod døren. Men da den gik op, var det ikke Helen, der kom gående ind med beslutsomme skridt.

Det var Amelia.

 

”Okay, så du har brug for hjælp,” sagde hun højrøstet og faldt på knæ ved siden af ham.

 

”Hvad så? Det betyder ikke, du skal i fængsel og gøre livet fedt for de andre fanger. Min fætter er mentalt handicappet, og dengang han ved et uheld kom til at klemme en hamster ihjel, var der ikke nogen, der slog ham; vi snakkede med ham i stedet. Vi bliver også nødt til at finde en måde at hjælpe dig på, når du bliver til denne her… ulv, ikke? Vi må lære af fortidens fejltrin. For du er da virkelig ked af det, du gjorde den gang, ikke?”


James så bare på hende.


”Nå, ja, dumt spørgsmål. Så er du med på at hjælpe mig med at hjælpe dig? Jeg mener, hele denne situation er jo uholdbar.”

 

Hun virkede stadig rystet men på samme tid forunderligt afklaret. Da hun rørte ved hans skulder, skælvede hendes hånd lidt, men grebet var alligevel fast.


”Amelia…” begyndte han, men som om hun i hans tanker, havde læst hvad han ville sige, kom hun ham i forkøbet.


”Klap i,” sagde hun bestemt. ”Jeg ved, hvad jeg går ind til. Jeg har besluttet mig.”


”Jamen, så forstår jeg bare ikke…” forsøgte han igen, men hun lagde blidt en hånd over hans mund. For første gang siden sandheden var gået op for hende i sit fulde omfang, smilede hun ganske lidt.


”Jeg sagde, du skulle klappe i,” gentog hun. ”Jeg gør det, fordi du er det værd.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...