Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1307Visninger
AA

15. Kapitel 15

”Der er noget… galt med mig,” forsøgte James atter at forklare.


Han og Elisabeth, der havde løsrevet sig fra bøgerne sad over for Amelia i sofaen. Helen og Richard var stadig ikke kommet hjem fra deres eftermiddagsaftale, men James regnede med, at de var lige på trapperne.


Gad vide, hvordan de ville reagere, når de kom og så Amelia sidde her ligeså roligt.
Nej, roligt var måske så meget sagt. Hun så både anspændt og sammenbidt ud, men hun virkede fattet.


Fortæl mig sandheden, havde hun sagt. Hvordan skulle han kunne fortælle hende sandheden? Hvilket normalt menneske ville overhovedet tro på ham? Hvem troede dog på varulve?


”Ja, så meget havde jeg regnet ud,” lød det fra Amelia, da han tøvede. ”Men hvad? Hvad er det, der er så forfærdeligt?”


”Det er vel en slags sygdom,” kom Lisa ham til hjælp, da han kæmpede med ordene. ”En meget alvorlig sygdom.”


”Den gør, at jeg ikke længere er… mig,” fortsatte James. ”Jeg bliver på en måde til en anden… person. Og når jeg er denne her anden person, så er jeg farlig for alle andre.”


”Åhhh.” Det så ud som om noget dæmrede for Amelia. ”Så du er altså skizofren? Jamen, James, så forfærdeligt er det vel heller ikke! Der er da mange mennesker, der lider af skizofreni, altså jeg havde engang en veninde, hvis onkel – ”


”Stop!” udbrød James og var nødt til at sætte en stopper for hendes talestrøm. 

Hun så overrumplet ud, så han fremtvang et smil og fortsatte lidt venligere, ”Jeg mener, hør lige på mig, Amelia. Jeg er ikke skizofren – hvis bare det var så simpelt! – men på en måde kan dette her… problem måske godt minde lidt om skizofreni. Hver gang det er fuldmåne, så… forvandler jeg mig på en måde til denne her anden slags…” Han ledte efter ord, men fandt ingen. Han kunne da ikke bare sige til hende, at han var en varulv – vel? ”Jo altså, jeg bliver på en måde til et andet slags væsen,” sluttede han tamt. ”Forstår du?”

 

Amelia havde løftet øjenbrynene ved hans forklaring.


”Ikke rigtigt,” indrømmede hun. ”Det lyder lidt, som om du selv tror, du er en varulv, eller sådan noget, så jeg går ud fra, der er noget, jeg har fået forkert fat i.” 

Hun smilede på den der måde, som folk smiler, når de foreslår noget, der er lidt latterligt.

 

James sukkede. Han kunne ærlig talt godt forstå hendes skepsis.


”Du har faktisk ikke fået forkert fat i noget. Det er lige præcis det, jeg mener,” svarede han så, og Amelias øjenbryn røg endnu længere op i hendes pande.


”James…” begyndte hun stadig med sit usikre smil, men han stoppede hende med en håndbevægelse, før hun fik sagt mere.


”Vil du virkelig kende min hemmelighed?” spurgte han og kunne ikke lade være med at lyde lidt irriteret. Hun nikkede beslutsomt men var samtidig kommet til at se lidt betænkelig ud – hun var garanteret bange for at han ikke var rigtig velforvaret.


”Hvis du er sikker på det, så vent her indtil midnat, så får du det at se med dine egne øjne. Men du må love mig ikke at sige det til nogen.”


”Ja, ja, det lover jeg,” svarede Amelia. ”Men hvad der end sker klokken tolv, så tror jeg du vil opdage, at det ikke er nær så slemt, som du selv tror!”

 

Og sådan gik det til at Amelia befandt sig i sikkerhed bag det skudsikre glas i kælderdøren klokken fem i tolv, mens James vandrede nervøst frem og tilbage på den anden side. Han var gået derind for et kvarter siden, idet han syntes hans tanker virkede mere forvirrede og omtågede end de plejede så tidligt i forvandlingen, og han var bange for at han ikke ville kunne styre sig, nu når Amelia var i nærheden. Hans mave vred sig både af sult og angst.


Naturligvis var han bange for hvordan Amelia ville reagere, når hun blev vidne til den uhyrlige forandring, han lige om lidt ville gennemgå, men han var også ængstelig ved tanken, om at hun var så tæt på, når det i virkeligheden var hende, der var i allerstørst fare af alle – selvom han udmærket vidste, at rummet var topsikret på enhver tænkelig måde, havde han allerede tjekket døren og alle mulige svagheder flere gange end han kunne tælle, for tænk nu, om den sidste måneds udvikling havde påvirket hans styrke.


Samtidig lå der bag alle hans andre følelser også den gammelkendte, egoistiske frygt for selve den proces, han lige om lidt ville gennemgå; for han kendte ingen værre smerte end den forvandlingen påførte ham.


Helen og Richard var kommet sent hjem fra deres aftale og de var nærmest gået i panik over at finde Amelia i deres hjem. Det havde krævet alle Elisabeths overtalende evner – James havde ladet hende om forklaringerne, idet hun var langt mere karismatisk end ham selv – at få dem til at falde til ro igen.


Først efter mange argumenter og megen hændervriden fra Helens side, slappede de lidt af og indså, at det alligevel var for sent at benægte, at der skulle foregå noget ud over det sædvanlige. Amelia vidste under alle omstændigheder, at der foregik et eller andet, og så kunne hun lige så godt få den fulde sandhed og de ”formildende omstændigheder”, som Lisa så venligt kaldte dem.


James vendte tilbage til nuet, da hans muskler begyndte at dirre og skælve, og han vidste at klokken var blevet tolv. Han vendte sig om mod døren for at kaste et sidste blik på Amelia med sine menneskelige øjne. Hun så både usikker, medlidende, skeptisk og sært forventningsfuld ud.


Et kort øjeblik var det næsten, som om hendes øjne skinnede med et grådigt skær, som om hun var lige på nippet til at få opfyldt et af sine vildeste ønsker, men James rystede på hovedet af sig selv; han måtte tage fejl.


Så kunne han ikke længere tænke på den slags, for forvandlingen satte ind med sin sædvanlige altopslugende smerte, og hans sind fortrak og skubbede mennesket James i baggrunden.


Tilbage var kun ulven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...