Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1305Visninger
AA

14. Kapitel 14

Han fulgte sin første indskydelse og smækkede døren i for næsen af hende. Derpå bakkede han adskillige skridt, til han stod med ryggen mod væggen uden at lade blikket vige så meget som en tomme fra døren. 

Dørklokken ringede igen, og James rørte sig ikke. Amelia ventede høfligt i omkring et halvt minut, før hun ringede igen. Endnu tredive sekunder tikkede af sted i tavshed, så ringede hun atter på. 

James kneb øjnene tæt sammen, så tog han et langt skridt hen til hoveddøren og rev den op.

 

 

”Hvad?!” udbrød han arrigt. Amelia så beslutsomt på ham. Hun havde et stædigt drag om munden.


”Der er noget galt med dig,” sagde hun så; der var både stål og fløjl i hendes stemme.


James’ mave slog en kolbøtte, men han ignorerede både den og den smertefulde sult og løftede hagen, så han kunne antage et hovent, arrogant ansigtsudtryk.


”Jaså?” drævede han og løftede det ene øjenbryn. ”Bare fordi jeg ikke er tiltrukket af dig, behøver der jo ikke at være noget galt med mig.” 

Han vidste godt, at det var under bæltestedet, men hvis det fik hende til at lade ham være, så betød det ikke noget.

 

Hun trak hovedet lidt bagud, som om han rent fysisk havde slået hende, men hun blev alligevel stående lige foran ham.


”Du kan godt droppe den der facade,” sagde hun så. ”Jeg kan gennemskue en løgn, når jeg ser en. Og du har løjet for mig og resten af verden hele den sidste måned. Så jeg vil bare gerne vide: Hvorfor?”


Et anstrøg af panik ramte James. Hvorfor troede hun ikke på ham? Folk plejede aldrig at kunne se forbi løgnen – de kunne ikke, og de ville ikke. Hvad gjorde hende så anderledes?


”Hvad nu, hvis jeg sagde, at det ikke kom dig ved?” hvæsede han og var godt klar over, at han greb det helt forkert an ved at blive defensiv. Men det var svært at lade være, når han samtidig måtte kæmpe for at holde et dyrisk hyl tilbage.


”Så ville jeg sige, at du ikke havde ret til at bestemme over mig, og over hvad der kommer mig ved,” replicerede hun; hendes stemme rystede let, men af en eller anden grund fik det hende ikke til at virke usikker.


”Og hvad skal det så betyde?” James kneb skeptisk øjnene sammen. ”Hvorfor går du overhovedet op i det?”


”Jeg går op i det, fordi jeg for fanden i helvede er forelsket i dig, dit store røvhul!” råbte Amelia og glemte et øjeblik at virke stærk og beslutsom. I stedet var hun for et kort øjeblik både skrøbelig og sårbar at se på. Hurtigt fik hun trukket facaden tilbage på plads og betragtede ham nu med unaturligt strålende øjne.


James følte sig fuldkommen lamslået ved hendes bemærkning og sært tom indeni. Ikke ét eneste svar faldt ham ind, så han gjorde det eneste, han kunne komme i tanke om: Han smækkede døren i for næsen af hende igen.


Der gik et par sekunder, hvor han stirrede blindt på det hvidmalede træ. Så begyndte Amelia sin mishandling af dørklokken på ny; denne gang var der dog ingen ophold i ringeriet, og det blev sværere og sværere at ignorere.


”Så luk dog op, James,” lød det irriteret oppe fra Lisas værelse. Hun kom ikke ned, så James gik ud fra at hun som sædvanlig var begravet i gamle bøger, udelukkende for hans skyld.


Til sidst gav han efter og åbnede døren igen.


”Hvad skal der til, for at få dig til at gå din vej?” spurgte James træt Amelia, og gned sig i øjnene, så hun ikke skulle kunne aflæse splittelsen i hans blik.


Hun tog en dyb indånding, før hun svarede; hun var lyserød i kinderne.


”Hvis du kan overbevise mig om, at grunden til, at du undgår mig er, at du ikke kan lide mig, så skal jeg nok gå,” sagde hun så. ”Og så kommer jeg ikke tilbage.”


”Amelia, jeg kan virkelig ikke lide dig. Jeg er ikke det fjerneste tiltrukket af dig, og jeg ville ønske, at du lod mig være i fred.” James forsøgte at lægge vægt bag ordene og rynkede truende panden mod hende. 

Tro mig nu, tiggede han tavst.

 

Amelia kneb mistroisk øjnene sammen.


”Ikke godt nok,” afgjorde hun så. ”Jeg sagde jo, at jeg kunne kende en løgn, når jeg så én.”


”Amelia, det… du…” James ledte fortvivlet efter ordene uden at finde dem. ”Kan du ikke bare gå din vej?” Det lød ynkeligt og bedende, og Amelia blev mildere i blikket.


”Hvad er der galt, James?” spurgte hun med blød stemme, og James lagde mærke til at hun for første gang brugte hans rigtige navn, hvilket kun gjorde det hele endnu sværere. ”Du kan godt sige det til mig. Bare fortæl mig sandheden.”


”Nej, Amelia,” mumlede han og undgik hendes blik. ”Du må ikke…” Og så kom han ikke længere. De modstridende kræfter indeni ham gav ham så mange modsatrettede ordrer, at hans indre til sidst var ét stort kaos, og han kunne ikke længere omsætte det til ord.


Amelia tog hans hånd. Det var en meget udramatisk og heller ikke særligt ladet bevægelse; hun tog ganske enkelt hans hånd i sin, flettede deres fingre sammen og kiggede ned på dem, som om hun ville sikre sig, at hun nu også havde fat i ham.

 

Det føltes ligeså rigtigt, som hendes berøringer plejede, og for én gangs skyld forholdt ulven i James sig tavs. Stadig uden at se væk fra deres hænder, lagde Amelia sin anden hånd på James’ skulder, næsten som om hun ville danse med ham.

 

James betragtede ulykkeligt hendes bløde, sorte hår, der smøg sig om hendes ansigt i den svage vind.


Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.


”Hvem er du i virkeligheden?” spurgte hun sagte. Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.


”Ikke hvem,” hviskede han. ”Hvad.”


Men Amelia tillod ikke, at man sådan trak sig væk fra hende. Hun holdt godt fast i hans hånd og fulgte med indenfor. James sukkede og syntes pludselig, at han skulle græde. Tag dig sammen, formanede han strengt sig selv. Gør det nu ikke værre, end det allerede er.


”James.” Hendes stemme var både blød og bestemt. ”Fortæl mig nu sandheden. Hvem er du?”


”Åh, Amelia,” sukkede han og mødte fortvivlet hendes blik. ”Er du nu også sikker på, at du vil have det at vide? Det er ikke nogen rar, lille hemmelighed, jeg har.”


”Jeg vil have alt at vide!” fastslog hun. ”Jeg havde heller ikke regnet med, at det var noget behageligt – du ser alt for plaget ud.”


James sukkede igen. Det føltes som om hans indvolde blev revet fra hinanden, så stærk var sulten, da den atter i dette øjeblik viste sit grimme ansigt. Han gjorde et pludseligt, uoverlagt udfald mod hende og måtte maskere det ved at lægge armen om hendes skuldre. 

En dyb snerren. Nej, det skulle han ikke have gjort. Han slap hende som om han havde brændt sig. Amelia betragtede ham med det samme mærkelige blik, han efterhånden var blevet så vant til nu, det blik, der betød, at hun ikke helt kunne greje ham og at det skræmte hende en lille smule, fordi han var så uforudsigelig.

 

”Du har ikke tænkt dig at lade det ligge, vel?” spurgte han så og kom næsten til at lyde vred af ren og skær fortvivlelse.


”Aldrig,” svarede hun og bekræftede hans bange anelser.


James stønnede.


”Kan du holde på en hemmelighed?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...