Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1301Visninger
AA

13. Kapitel 13

I løbet af den næste måned anstrengte James sig til sit yderste for at holde ulven i ave. Han holdt sig helt væk fra fransktimerne – og måtte finde sig i at lyve så det stod, da han blev indkaldt til en samtale på rektors kontor – og undgik kantinen, auditoriet og skolebiblioteket; alle de steder, hvor der var fare for at støde på Amelia.


Sommetider så han hende på afstand; lige efter deres katastrofale date så hun trist og indadvendt ud, men senere var hun altid i selskab med fnisende piger eller beundrende drenge. Nej, hun havde overhovedet ikke svært ved at få venner.


Kun én gang rendte James på hende. Han var modstræbende på vej til endnu en samtale på rektors kontor – denne gang om de afleveringer i engelsk, der aldrig ville blive lavet – og gik lidt fraværende og tænkte på, om han mon ville blive smidt ud denne gang.

 

Pludselig trængte en stemme sig på hans bevidsthed. Det var en pigestemme, så højrøstet, at det kun kunne være meningen, at han skulle høre den.


”Så skal du og Mark ud igen?” spurgte Clara, en høj, blond pige, der i samme nu passerede. Med sig havde hun tre andre piger, og en af dem var Amelia. James kunne ikke lade være; han stirrede uhæmmet på hende og var stadig lige vild med hende.


”Ja, selvfølgelig skal vi ud igen,” svarede Amelia i en frisk tone, der helt klart skulle signalere, at hun var kommet sig fuldstændig over, hvad der end måtte have været mellem hende og James.

 

Men han så godt, hvordan hun stjal sig til at skotte til ham. Hun blev blommefarvet i kinderne, da det gik op for hende, at han havde bemærket det.


”Glæder du dig ikke? Han er pisselækker,” kom det fra en lavere pige, James ikke vidste, hvad hed, og de fnisede alle fire overgivent og spankulerede videre hen ad gangen.

 

James kiggede efter dem og kunne ikke tage sig af, at Clara så sig over skulderen og lo hånligt ved synet af hans måben. Hans mave knurrede; han var sulten.


Flere gange var det lige ved at gå galt, og det var hans egen skødesløshed, der var skyld i det.

 

Det var som om ulven hobede sig op indeni ham og brød igennem hans forsvarsværker helt uden varsel.

 

Som for eksempel da han en sen hverdagsaften hang på the Z. Han havde fået mere end bare et par øl og følte sig relativt afslappet, da en køn brunette satte sig ved siden af ham og smilede indsmigrende til ham. Han kunne med det samme se, at hun bare håbede på at finde en at tilbringe natten sammen med, for at fordrive den ensomhed og sørgmodighed, der lurede i hendes blå blik, og skulle allerede på det tidspunkt have rejst sig op og være gået sin vej.

 

Men han var også ensom og forladt og savnede følelsen af Amelias arme rundt om sig, så han lod pigen tale og tale uden rigtig at sige noget.


Der gik ikke mere end et kvarter, så havde de forladt baren, og han havde smækket hende op ad den grå betonmur udenfor. Hun lod ikke til at have noget imod det. Han kyssede hendes hals og hendes grinende mund og nød allerede, hvordan hans tanker endelig begyndte at kredse om noget andet end de uoverstigelige dilemmaer, de havde været beskæftiget med de sidste mange dage, da der pludselig kom et sært gisp fra hende. Ikke et almindeligt gisp, et uhyggeligt, halvkvalt smertegisp.

 

Han slap hende straks og trådte et skridt tilbage, og hun tog sig fortumlet til halsen. Han kunne allerede se de røde mærker, hvor han havde klemt til, da han kærtegnede hendes afpillede nakke, og vidste at de ville blive til brune og lilla aftegninger inden for et par timer.

 

Nu, da han tænkte tilbage, kunne han godt huske, at han kortvarigt havde mærket lysten til at tage hendes liv, men den havde været så diffus og maskeret, at han først havde opdaget det, da hun gav sig over det.


Han fik selvfølgelig travlt med at undskylde og bortforklare det med en røverhistorie, der indeholdt op til flere jaloux ekskærester og en syg fetich.

 

I det store og hele tog pigen det pænt, da hun først var kommet sig over den første forskrækkelse og gik med til at sidde og drikke te i hans køkken, inden hun forsvandt tilbage til, hvor hun så end var kommet fra.


Så var der også episoden med slagteren. Der lå en gammel slagter på en af de små sideveje, James krydsede, når han gik til og fra skole, en lille, gammeldags forretning, sådan en, der ville være lukket om et par år, når underskuddet, der blev forårsaget af de konkurrerende supermarkeders discountpriser, endelig blev så stort at ejeren ikke havde andet valg.

 

Men det var ikke sket endnu, og da James denne eftermiddag var på vej hjem, standsede han pludselig op, da han passerede slagteren.

 

Døren stod åben, da det var usædvanligt varmt i vejret for årstiden, og en liflig duft strømmede ud mod ham, fyldte hans næsebor, kærtegnede hans kinder. Det duftede så varmt og sødt, at han et øjeblik glemte, hvor han var, og da han kom til sig selv stod han inde i selve slagteriet, inde i baglokalet, hvor de døde grise hang med bugen sprættet op og ventede på at blive parteret.

 

James følte sig både frastødt og opløftet ved dette syn. I et spring stod han lige ved siden af et af de døde dyr for bedre kærligt at kunne betragte det og snusede begærligt ind, da den aldrende slagter pludselig dukkede op ved siden af ham i egen lave person.

 

”Hvad bestiller du her?” spurgte han og lød ikke særlig venlig.


En lavmælt knurren undslap James, fordi den lille mand kom imellem ham og hans bytte, men han fik hastigt styr på sig selv og maskerede det under et flovt grin.


”Min hund kunne lugte kødet, og jeg tabte snoren,” improviserede han. ”Jeg fulgte efter ham herind, men han må være smuttet ud uden at jeg så det.” Ikke verdens bedste løgn, men det var nok til at slagterens forbløffede stirren ændrede sig til en forstående, men streng grimasse.


”Ja, jeg forstår. Jeg har ikke set din hund, og du må altså ikke være herinde. Hold bedre fast på snoren næste gang, ikke?”

 

Og med de ord praktisk talt skubbede han James ud af lokalet, for derefter selv at forsvinde ind bag plasticen igen, og det var heldigt at han gik, for James følte pludselig en enorm vrede mod den midaldrende mand, der sådan troede, han kunne bestemme over James og endda tage hans bytte fra ham.

 

Det hjalp på humøret, da han kom hjem og slugte tre bøffer, der var stegt så lidt, at de næsten var rå.


Episoder som disse blev hyppigere og hyppigere efterhånden som måneden gik, og han savnede Amelia mere og mere. Samtidig blev hans søgen efter en kur mere og mere indædt, for han vidste ikke, hvor længe han endnu ville kunne holde stand mod det tiltagende vanvid.

 

Han og Elisabeth tilbragte hvert ledigt øjeblik på diverse internetsider, biblioteker og arkiver – nå ja, undtagen når han gik ned på the Z for at trøste sig selv lidt – og desperationen voksede. For der lod ikke til at være nogen fornuftig udvej på deres problem.

 

Der var meget lidt seriøs litteratur om varulve, og det, der var, var meget gammelt og uforståeligt. De fandt flere henvisninger til Dr. McDonnell og hans ufuldendte Teser om Varulven, der var skrevet med henblik på at fremføre dem for det videnskabelige fakultet i London, men ikke noget de ikke vidste i forvejen. Der var én lignende beretning skrevet af en italiener i 1500-tallet, men da de endelig fik fat i en oversættelse til fransk, viste den sig ikke at indeholde noget nyt, og var desuden langt mindre videnskabelig. Hvor arrogant og selvgod Dr. McDonnell end havde virket, var han i det mindste grundig, hvorimod italieneren bare rablede løs om sin bror, der længe havde lidt af en lidelse, som først var forsvundet, da han slog sin tilkommende ihjel.


I ren og skær desperation gik James på jagt i gamle tabloidaviser for at opspore den undslupne fange, der i sin tid havde bidt ham; han ville se, om han på den måde kunne finde frem til parasittens rødder. Men det var umuligt at finde ud, hvem der først havde smittet fangen, så sporet blev hurtigt koldt.


Alt i alt var det ikke nogen nem opgave, og efterhånden stod det klarere og klarere for James og Lisa, at der kun var to muligheder: Enten holdt James sig fra Amelia og mistede forstanden og menneskesindet og måtte leve resten af sit liv indespærret som ulv, eller også dræbte han Amelia og blev menneske igen, men måtte så leve med hendes liv på samvittigheden – der i forvejen ikke var alt for ren!


Helen og Richard gjorde et par halvhjertede forsøg på at hjælpe, men var ikke engang sikre på om de troede på det der sludder om ægte kærlighed, og at der skulle være en måde at ophæve forbandelsen på.


”McDonnell var jo bare et gammelt fjols, der prøvede at følge med den videnskabelige verdensopfattelse i oplysningstiden,” forsøgte Richard at forklare i et nænsomt tonefald.


”Han lod en stakkels pige stå bundet i fire måneder,” indvendte Helen med store øjne. ”Jeg tror ikke, I skal lægge for meget i det, han siger.”


Det var ikke, fordi deres forældre var blinde for den uheldsvangre forvandling, James undergik. De lod bare til at have endnu mindre tiltro til, at der skulle være en anden udvej, end James selv.


Mere end én gang hørte han dem diskutere, om de skulle låse ham inde eller sende ham bort til… ja til hvad, for hvortil sender man en gal varulv? Et hospital? Et internat? Den lukkede? Selv Helen var ved at være overtalt nu, for James kunne se på hende, at han sommetider skræmte hende. Alligevel var der dog noget, der holdt dem tilbage, og James regnede med at han stadig havde lidt tid tilbage som en fri mand. Han havde endnu mulighed for at afværge katastrofen.

 

Men snart svandt også det håb ind, for ugerne gik, og der lod ikke til at findes andre måder at omstøde den skæbnesvangre proces, som mødet med Amelia havde bevirket, på.

 

I den sidste uge op til fuldmånen turde James ikke tage i skole eller forlade huset. Han var begyndt at drømme nogle meget livagtige drømme om at være på jagt i skoven, hvilket fik ham til at gå i søvne, så derfor havde han sat en lås på sin værelsesdør og vågnede ofte ved, at han stod og ruskede i håndtaget.

 

Efterhånden turde han ikke lægge sig til at sove mere, for tænk, om han alligevel var stærk nok til at bryde låsen op. Tænk, hvis han en nat vågnede ved, at han stod bøjet over Elisabeth! Han blundede kun en gang imellem og altid med det ene øje halvt på klem, så han gik mere eller mindre rundt i en konstant tåge af træthed. Det føltes, som at være beruset.


Derfor så han næsten frem til at skulle spærres inde i sit sikre kælderrum igen; der ville han i det mindste kunne slappe af i sikker forvisning om, at han ikke kunne komme til at skade nogen.

 

Klokken var kun halv syv, da han med en avis under armen begav sig hen mod kældertrappen, højlydt gabende. Måske ville han tage sig en lur på gulvet dernede; det var jo ikke sådan at det begyndte uden ham. Han fnøs bittert af sin egen morsomhed.


Netop da ringede det på døren. James kastede et hastigt blik ned over sine falmede jogginbukser, bare tæer, t-shirten med pletter på og rodede op i sit filtrede, fedtede hår, hvorpå han besluttede at det kunne være lige meget.

 

Han trissede over til døren og åbnede den. Og så forsvandt al hans søvnighed og ligegyldighed som ved et trylleslag, og han var lysvågen og agtpågivende, for det var naturligvis Amelia, der stod på den anden side af hoveddøren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...