Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1333Visninger
AA

12. Kapitel 12

”Dræbe…”

Ekkoet af Elisabeths ord hvislede gennem ham og forgiftede hans sind. Han følte sig smerteligt delt i to: En del af ham triumferede og slikkede sig om munden ved tanken, den anden råbte i afmagt og smerte over dette uretfærdige dilemma.


I et forsøg på at tvinge sine to personligheder sammen greb James hårdt fat om sit hoved og klemte til, så det gjorde ondt i tindingerne.


”James!” Lisas skarpe stemme trængte ind i hans øregang som et pistolskud, og han gav modvilligt slip på sit hoved. Han måtte blinke et par gange for at kunne se hende klart. Hun stirrede vredt på ham et øjeblik, så slog hun ham hårdt på armen.


”Av! Hvorfor gjorde du det?” hylede han indigneret. Som om det ikke var slemt nok i forvejen, uden at hun også behøvede at slå ham.


”Hold så op med at sidde der som en anden martyr!” hvæsede hun og virkede oprigtigt rasende.

 

”Hvis du ikke skulle have opdaget det, så er der mennesker her, der prøver at hjælpe dig, og du gør ingen af os en tjeneste ved at stikke af, melde dig eller slå dig selv halvt fordærvet! Det ville klæde dig bare én enkelt gang at se ud over din egen bekvemmelige, selvretfærdige skyldfølelse!” Hun pustede arrigt og sendte ham endnu et dræbende blik.


James så paf på hende, helt overvældet over den ordflom, der var regnet ned over ham. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men Lisa så ud som om hun ventede på noget, så han fik fremstammet et prøvende:

”Undskyld?” Det lød mere spørgende end oprigtigt, og Lisa fnøs. Men hun lod til atter at have fået vreden under kontrol.


”Hvis du ellers er færdig med at flippe ud som en eller anden tragisk heltinde,” sagde hun brutalt og ignorerede hans protester. ”Så tag lige og klap i og hør efter, hvad der står!”


Og med de ord gav hun sig til at læse op af den gamle, gulnede tekst:


”Det er en uomtvistelig kendsgerning, at det menneskelige sind rummer gåder, vi ikke forstår os på. Hvorledes er det da muligt for en tanke at flyve fra kyst til kyst på den tid, det tager at blinke med øjet, mens den legemlige, menneskelige eksistens er mange dage, måske måneder om at gøre den samme rejse?


Blandt disse mysterier må gåden om forholdet mellem mand og kvinde siges at høre til; måske det endda er det største af dem alle. For han, som har været forgabet i et sådant kvindeligt væsen, han kender også den styrke, hvormed denne følelse kan besætte ham. Det er mere end bare kødeligt begær, det er en dyb erkendelse af, at han må eje denne kvinde; at han må tilbringe hver eneste dag i hendes selskab.

 

Sommetider rammer denne erkendelse i samme moment, som han først lægger sine øjne på hende, og med en vished stærkere end man kan forestille sig. Så har han oplevet det, man så populært med et plebejisk klingende udtryk kalder for ’kærlighed ved første blik’. Han, som har oplevet det, er ikke længere kun sig selv; nu er han også hende, og han tilhører i nogen grad hende, ligeså vel som hun tilhører ham – naturligvis ikke i ordets juridiske forstand.

 

Dette fænomen rammer mennesket med en forbløffende styrke, en styrke så kraftfuld, at ingen mand er sig selv efter at have oplevet det. Betænk så den indvirkning det må have på ikke-menneskelige væsener. Det er en ubestridelig realitet, at følelseslivet hos dem er mægtigere, mere utæmmet og sværere at tøjle; således forfulgte og dræbte en dømt heks fra Reading hver og et af de fem pigebørn, der sværmede om den unge mand, der var genstanden for hendes elskov, uden at føle skyld derover. Det var jo kun en naturlig reaktion.


Den unge kvinde, der nu har været i min varetægt i tre måneder, påstår at det samme gør sig gældende for varulve. Det faldt mig fornuftigvis først svært at godtage tanken om at hun, der er så slank og lille, skulle være sådan et morderisk væsen – ikke mindst fordi troen på varulve ikke er beslægtet med de videnskaber, jeg foretrækker at give mig af med – men efter selv at have bevidnet tre uhyrlige forvandlinger, må jeg siges at være overbevist, selvom jeg ikke begriber, hvorledes noget så naturstridigt kan forekomme (se s. 16-21).

 

’Skip’ påstår – hun vil stadig ikke afsløre sit sande navn – at hun blev overmandet af denne slags overvældende kærlighed til en ung mand, hun så i London. Ifølge hendes forklaring var følelsen så intens, at hun straks forførte ham, da lejlighed bød sig, men at hun efter at have foretaget sig forskellige utugtige ting i selskab med det uskyldige offer, med ét følte sig som en ulv i sindet. Dette skræmte hende, da hun aldrig før havde oplevet de dyriske instinkter overtage menneskekroppen, og hun flygtede straks fra kroværelset af frygt for at gøre alvorlig skade på den midlertidigt ukampdygtige yngling. Det var naturligvis på dette tidspunkt, hun forvildede sig ind i min fælde (se s. 4-6).



Jeg har nu gennem vores samtaler og ved observation af hende været i stand til at fastslå dette: Varulven er et lunefuldt væsen, der sædvanligvis kontrolleres af fuldmånens vandring henover nattehimlen. Men når det menneske, som varulveparasitten er snyltegæst hos, overmandes af tidligere omtalte kærlighed ved første blik, sænkes en usynlig barriere i værten.

 

Dette gør det muligt for parasitten at trænge ind i menneskesindet og styre det, også når det ikke er muligt for varulven at overtage kroppen. Samtidig bevirker disse væseners ikke-menneskelige natur at følelsen af kærlighed er stærkere end hos os mennesker, hvad der gør det lettere for varulveparasitten at vurdere, hvornår det er gunstigt at forsøge at påvirke værtssindet. Således opstår en selvforstærkende effekt.

 

Jeg frygter, at varulven i ’Skip’s’ sind med tiden vil opsluge den menneskelighed, der er tilbage i hende, fordrive hende og dermed kun lade ulvens vilje og lyster stå tilbage. Tilbage står et vigtigt spørgsmål: Hvorledes er det muligt at omstøde denne proces?”


Elisabeth så op på James efter endt læsning, tilsyneladende ikke vred længere, men i stedet bekymret over, hvordan han ville reagere. Han vidste det ikke selv og sad bare og stirrede tomt ud i luften.


”Er… er du okay, James?” spurgte hun forsigtigt. Han rømmede sig og tog sig sammen.


”Ja, ja det er jeg,” svarede han med en stemme, der lød unaturlig i hans egne ører. ”Hvad sker der så? Læs videre!”


”Tjah, Dr. McDonnell, det gamle fjols,” Elisabeth pegede på forfatterens navn øverst i hjørnet.

 

”Han undrer sig lidt mere over de mange aspekter af det menneskelige sind, bekymrer sig over ’Skip’s’ tilstand og kommer til sidst frem til, at den eneste løsning er at få fat på denne her unge fyr og spærre ham inde sammen med ’Skip’ for at ”se hvordan varulven i hende reagerer”. I sin visdom er han kommet frem til, at det vil fungere bedst, hvis det foregår, mens hun er i sin varulveskikkelse, fordi både sind og krop så er overtaget af parasitten. Jeg behøver vel næppe fortælle dig, hvad der så skete.”


James sank. Nej, det blev ikke nødvendigt.


”Dr. McDonnell har meget lidt at sige om den dag,” fortsatte Lisa og bladrede lidt i de nussede stykker papir. ”Her er det.”


James så ned på siden. Den var blank bortset fra nogle få ord, ridset ned i al hast, så det ud til, både på bogstavernes udformning og tonen, der før havde været prætentiøs og selvsmagende, men nu var hektisk og kortfattet:


Penningsworth død. Skip stadig i live, men ikke ved bevidsthed. Vil hun klare resten af natten? stod der.


”Senere kommer han med en ordentlig forklaring,” bemærkede Lisa.

 

”Jeg vil forskåne dig for at skulle høre mere på den oppustede mandsling, men essensen af det hele er, at ’Skip’ flåede den stakkels mand fra hinanden, hvilket jeg godt kunne have fortalt Dr. McDonnell ville ske, hvorefter hun pludseligt og voldsomt forvandlede sig tilbage til et menneske. Det foregik ikke ligesom det plejer, du ved langsomt og gradvist? Ulve-delen fór ud af hende og efterlod hende blødende, som hvis hun havde mistet et organ eller fået amputeret en kropsdel. Det var selvfølgelig meget smertefuldt, og hun besvimede af chok og smerte.

Heldigvis for McDonnell kom hun til sig selv dagen efter og blev dernæst mere og mere rask i løbet af den næste måned. Da det blev fuldmåne var hun som sædvanlig lænket til kældermuren, men forvandlingen udeblev. Hun stod lænket i fire måneder, inden hun og McDonnell turde tro på det: Forbandelsen var hævet, parasitten havde forladt hende. Den blev drevet ud af den menneskelige smerte, hun følte, da hun endte sin elskedes liv. 

McDonnell kommer senere frem til at varulveparasitten er ’designet’ med henblik på, at den menneskelige del er den stærkeste. Den ’satser på’, at værten, når han eller hun får lyst til at sprætte sin elskede op, flygter i stedet for rent faktisk at gøre det. Når værten holder sig på afstand af det menneske han/hun elsker har varulven frit spil til at drive ham/hende til vanvid med håbløse længsler og kan derved formørke sindet på ham eller hende. Hvis varulven rent faktisk får det som han vil have det, er den menneskelige lidelse for stor til også at kunne rumme en snyltegæst.”

 

Elisabeth lukkede bogen halvt i og så op på sin paralyserede tilhører. ”Det er et af de sidste notater, McDonnell har gjort,” sagde hun i et forsøg på at muntre James op.

 

”Senere kunne han ikke rigtig komme ud af ’Skip’s’ seng og fik lidt for travlt med at sørge for de børn, som han fik sammen med Catherine, som hun hed i virkeligheden. Så måtte videnskaben vige. Men det lader til, at de blev lykkelige sammen, også selvom Catherine havde dræbt sin store kærlighed.”


”Så du siger altså, at det er okay, hvis jeg dræber Amelia?” eksploderede James. ”For selvom hun er min eneste ene, så skal jeg nok komme over det og finde en anden, jeg kan hygge mig med, når jeg er blevet et menneske igen på hendes bekostning!”


”Nej, James, det er ikke det, jeg siger, og gid, du ville holde op med at føle dig så fandens misforstået,” sukkede Lisa og lød træt. ”Jeg fortæller dig bare, hvad der skete. Jeg forsøger jo at finde en måde at hjælpe dig på.”


James bed tænderne sammen om vreden, der steg op i ham ved tanken om, at Amelia skulle dø. På samme tid undslap en vanvittig fnisen hans tæt sammenknebne læber. Han skulle være menneske igen, og han fik lov til at myrde Amelia! Hvor var livet dog herligt!


”Elisabeth, vi må finde en anden løsning,” mumlede han febrilsk og brugte med vilje hendes fulde navn.


Lisa, der i forvejen kiggede mærkeligt på ham, fordi han fnisede så sygeligt, rankede sig ved alvoren i hans stemme.


”Jeg vil ikke dræbe Amelia. Jeg har liv nok på min samvittighed, og selv hvis jeg blev menneske igen, ville jeg ikke have lyst til at leve videre. Ikke efter det. Der må være en anden løsning.”


Ulven i James snerrede, da han forsøgte at overtrumfe dens vilje, og Lisa skælvede ufrivilligt. Hun gjorde et forsinket forsøg på at undertrykke det, men han så det alligevel.


”Og vi må hellere finde den hurtigt,” tilføjede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...