Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
8Kommentarer
1315Visninger
AA

11. Kapitel 11

Efter at have siddet med det tykke tæppe om skuldrene i flere timer, holdt James’ krop endelig op med at ryste og skælve febrilsk.

Elisabeth sad ved siden af ham i sofaen med armen om hans skuldre og gnubbede nu og da hans venstre overarm for at trøste ham. I sine hænder knugede han et stort krus med lunken te.

Helen og Richard befandt sig i køkkenet, hvor de eftersigende var i gang med at varme mælk til ham, men deres dæmpede stemmer trængte ud gennem døren og ind i stuen, så det blev tydeligt for enhver at de var optaget af andet end at varme mælk: De diskuterede, hvad de skulle stille op med ham.


Det havde krævet sit at få ham overtalt til bare at sætte sig ned.

Først stormede han forvirret frem og tilbage over stuens gulv, mens hans mor desperat forsøgte at berolige ham, konstant vridende sine hænder. Richard var faldet sammen i en stol, havde taget brillerne af for at gnide næseryggen, og så pludselig meget gammel og træt ud. Lisa sad tavs i sofaen med romanen hvilende på sit skød og betragtede ham med store, mørke øjne. Helens mange forsikringer og bønner hjalp ikke på hans galskab; faktisk forstærkede det bare hans faste beslutning om at melde sig selv så snart som muligt.


”Og hvad med dig?” hævede han stemmen og spurgte, da han fik nok af at se på hvordan hans far tydeligvis havde givet op. ”Har du slet ikke noget at sige? Har du mistet mælet?”

 

Hans far så op på ham og så et øjeblik ud til at ville sige noget. Så lukkede han munden, gned sig over øjnene med den ene hånd og forlod stuen uden at sige et eneste ord. Det var ligesom om gassen gik af James, og han faldt ned i den selv samme stol, Richard netop havde rejst sig fra.


”Jeg melder mig,” mumlede han. ”Jeg skal ind og sidde, det skal jeg altså. Det kan ikke fortsætte sådan her, der må være en grænse.”


Så brød han for alvor ud i gråd og kunne hverken sige eller gøre mere. Han havde ikke engang overskud til at trække sig bort fra sin mor og sin søster, da de rakte ud efter ham og fik placeret ham i sofaen. I stedet lænede han sig bare op ad sin mor, sådan som han havde gjort det, da han var en lille dreng, der skulle trøstes, dengang inden dette mareridt var begyndt. Elisabeth pakkede ham ind i tæpper, stak et krus med varm te i hånden på ham og fik ham til at drikke lidt af det, da han endelig holdt op med at hulke og hoste af anstrengelse. Til sidst holdt han også op med at græde, men han følte sig stadig elendig til mode.


”Jeg forstår bare ikke hvordan,” mumlede han nu til Elisabeth, mest for at undgå at høre hvad forældrene diskuterede ude i køkkenet. Han kunne ikke høre det ordentligt, men han vidste, vidste bare at Helen heftigt bedyrede hans uskyld, mens Richard nok efterhånden var moden til at lægge ham i spændetrøje.

Selv var han enig med sin far, uanset hvor meget han så foragtede ham, men han vidste samtidig, at det var hans mor, der havde det sidste ord, hvor hændervridende og ængstelig, hun så end måtte være.


”Jeg har aldrig før haft den slags tanker som menneske,” fortsatte James. ”Aldrig, det må du altså tro på! Jeg har altid følt mig som mig selv, når jeg ikke… du ved.”


Lisa så på ham.


”James, der er ingen her, der tror du er en lystmorder,” sagde hun så i et tonefald, der var både formanende og beroligende. ”Du er den eneste, der ser sådan på det.”


James udstødte et fnys, der skulle være vredt og bittert, men det lød så ynkeligt, at det var til grin.


”Hvad så med far? Forventer du helt ærligt, at jeg skal tro på, han ikke foragter mig?”


”Ja, for det gør han ikke!” udbrød hun vredt. ”Far elsker dig, det er dig, der skubber ham fra dig fordi du er forblændet af dit eget forfængelige selvhad!”


”Helt ærligt.” James rejste sig i en pludselig bevægelse og ville genoptage sin vandring frem og tilbage i stuen, men han havde ikke energi til det. Tæpperne gled ligeså stille af ham, og efter at have åbnet og lukket sine hænder et par gange, satte han sig atter ned.

Elisabeth sukkede.


”Okay, tro hvad du vil,” sagde hun resigneret. ”Men tilbage til Amelia: Der må være noget, der har ændret sig, siden du pludselig begynder at opføre dig anderledes. Der må jo være en eller anden grund til det. Kan du komme i tanke om noget, du har gjort anderledes det sidste stykke tid?”


”Jeg ved det ikke!” James kørte frustreret hænderne gennem håret. ”Jeg tror det ikke, jeg… jeg kan ikke komme i tanke om noget, der har ændret sig. Hvad skulle det også være?”


”Ja, hvad ved jeg, det er jo ikke ligefrem fordi der er skrevet bøger om hvordan man er søster til en varulv,” gav hun igen. Han krympede sig uvilkårligt, da hun tog det forhadte ord i sin mund, og hun strøg ham formildet over armen.


”Undskyld.”


”Du skal ikke undskylde.” Han lagde sin hånd over Lisas og mødte for første gang den nat hendes blik. 

”Jeg ved godt, jeg ikke er nem at være sammen med.”


”Nej, det ville være synd at sige,” svarede hun, men hun smilede mens hun sagde det. ”Jeg ved også godt, at det ikke er helt let at være dig.”


”Nej, det ville være synd at sige,” spøgte James og hvilede sit hoved mod hendes.

 

”Lisa, hvad skal jeg stille op, hvis jeg aldrig kan være et normalt menneske igen,” spurgte han så og fik sat ord på den nagende frygt, der havde ædt ham op indefra siden Amelia lagde sine arme om ham. ”Hvad, hvis jeg langsomt udvikler mig til en morder, hvis jeg til sidst slet ikke er menneskelig længere?”


”Det kommer ikke til at ske, James,” beroligede hun ham og lød nærmest udmattet. ”Du kan ikke basere resten af dit liv på en aftens hændelser. Der er ingen garanti for at noget som det her nogensinde vil ske igen, du må holde op med at overdramatisere sådan. Desuden gjorde du jo ikke noget. Du stoppede dig selv, så du kan ikke vide om du overhovedet ville have gjort hende fortræd.”


James løftede hovedet og så på hende. De blå øjne var blide og trætte.


”Du er egentlig ret klog,” bemærkede han. ”Ved du godt det?”


”Det har man før sagt mig,” mumlede hun halvvejs inde i søvnen. Få øjeblikke efter snorkede hun. James sukkede dybt og lukkede sine egne øjne, og før han vidste af det, var han også faldet i søvn.

 

Hans hjerne lod til at have arbejdet videre med den nye uvante situation, mens han sov, for da han vågnede, var noget faldet ham ind.


”Lisa?” Han rørte forsigtigt ved hendes skulder. Hun glippede med øjnene og så forvirret ud. Lyset i stuen var gråt; det måtte være blevet morgen.


”Hmm?”


”Du ved nok, du spurgte om der var noget, der havde ændret sig, siden jeg pludselig opfører mig anderledes, ikke?”


”Jo, men jeg troede ikke, der var noget, der var forandret?” Hun satte sig op og så straks lidt mere vågen ud.

 

James rømmede sig og kunne af en eller anden grund ikke få sig selv til at se hende i øjnene, da han fortsatte.


”Det troede jeg heller ikke, at der var,” sagde han stille. ”Men så kom jeg i tanke om, at hvis der overhovedet er nogen form for logik i dette her, så må det skyldes Amelia. Hun er det eneste nye element. Og for at være helt ærlig,” han rømmede sig. ”Så har jeg aldrig før følt sådan for nogen.”

 

Det gjorde ondt i hans bryst, da han sagde det, for det var både sandt og frygteligt. Hvilken ret havde sådan en som ham til at føle sådan for et uskyldigt menneske?


Lisa hævede øjenbrynene.


”Virkelig? Hvad med Fiona?” spurgte hun, og James’ mave krympede sig som sædvanlig, når nogen nævnte hende. Men han vidste, at Elisabeth prøvede at hjælpe, så han skubbede sin skyld fra sig og forsøgte at huske tilbage.


”Ikke engang da,” sagde han langsomt, da sandheden gik op for ham. ”Jeg var tiltrukket af hende, og jeg holdt meget af hende. Men dengang føltes det ikke… så smertefuldt. Jeg mener, bare jeg forestiller mig et liv uden Amelia, så gør det ondt. Det er ligesom alt det der pladder om kærlighed ved første blik – bortset fra at det så åbenbart ikke er pladder alligevel. Det skete virkelig.”


Elisabeth betragtede ham med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Så sprang hun pludselig op.


”Vent lige her, jeg kommer tilbage om lidt,” gispede hun, og han forstod ikke hvorfor hun pludselig så ud som om hun havde indset noget meget betydningsfuldt.

 

Sekundet efter var hun tilbage, bærende på en tyk attachémappe. Hun åbnede den resolut og bladrede med et koncentreret udtryk i ansigtet; hun lod til at lede indædt efter noget. Flere gange forsøgte James at afbryde, men hun holdt bare en hånd op og ville åbenbart ikke forstyrres. I stedet vendte han opmærksomheden mod de mange papirer.


Nogle af dem var printet ud fra internettet, andre kopieret fra biblioteksbøger; der var sågar noget, der så ud som om det kom fra Londons byhistoriske arkiv. Fælles for dem alle var, at de omhandlede varulve og lykantropi. Der var beskrivelser, øjenvidneberetninger, undersøgelser, gamle retssager, en psykologisk profil, uddrag af berømte romaner; der var sågar en side fra drejebogen til Teen Wolf.


James måbede. Det var aldrig faldet ham ind at Elisabeth researchede hans lidelse. Han havde aldrig anet noget om denne attachémappe, der lod til udelukkende at være møntet på ham, og det gik op for ham med et stik af dårlig samvittighed, at hun måtte have brugt det meste af sin fritid på det. Ellers ville det aldrig have lykkedes hende at få fat i sådan en enorm mængde data.


Endelig lod det til, at Lisa fandt, hvad hun ledte efter. Hun holdt op med at bladre og bøjede sig over en side, der var særlig gulnet hvor teksten var gnidret og svær at tyde. James holdt klogelig mund, stadig fuld af benovelse over sin fantastiske lillesøster.


”Ja, her står det,” lød det nu fra Lisa, da hun havde været tavs yderligere et par minutter. Hendes stemme lød mærkelig, på en eller anden måde både triumferende og uendelig trist.


”Hvad? Hvad er det, der står?” spurgte James med en foruroligende følelse af at dette ikke lovede godt.


Elisabeth så op på ham, og igen kunne han ikke tyde hendes blik.


”Der står, hvordan vi kan hæve varulvens forbandelse. Du kunne blive helbredt,” sagde hun så.

 

Men der var noget, der ikke stemte. Det sugede i James’ mave, da han for første gang i ti år overvejede muligheden for at blive et normalt menneske igen, men han gav ikke sig selv lov til at håbe, for noget i Lisas ansigtsudtryk, overbeviste ham om, at han aldrig ville få den mulighed. Han vidste, at prisen ville være for høj. Alligevel kunne han ikke forhindre sig selv i at spørge:


”Hvordan?”


Det var kun en hvisken, men Lisa hørte ham. Hun så endnu mere ulykkelig ud, da hun svarede:


”Du bliver nødt til at dræbe Amelia.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...