Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2013
  • Opdateret: 22 mar. 2014
  • Status: Færdig
17-årige James Sanders har en pinefuld hemmelighed, han ikke kan slippe væk fra. En hemmelighed, der styrer og begrænser hans liv. En tragedie fra fortiden truer med at knække ham, og fremtiden synes ligeså håbløs. Indtil han møder Amelia med det sorte hår og de grønne øjne. Amelia, der lader til at kunne se noget i ham, ingen før har set - noget som han ikke engang selv kan se.

Hun så op på ham igen. Hendes blik var blidere end forventet.
"Hvem er du i virkeligheden?" spurgte hun sagte.
Han fjernede hendes hånd fra sin skulder og trak sig lidt væk.
"Ikke hvem," hviskede han. "Hvad."

13Likes
5Kommentarer
1319Visninger
AA

10. Kapitel 10

Resten af ugen forløb i en forvirret pærevælling af modstridende følelser for James.

På den ene side var han ved at sprænges af forventning til aftalen med Amelia om fredagen, på den anden side fortalte en insisterende stemme i hans hoved ham, at han burde vende hende ryggen nu, mens han stadig kunne.

Hver gang han seriøst overvejede denne mulighed, overmandede smerten ham imidlertid atter, og han måtte modvilligt indrømme overfor sig selv, at han var blevet forelsket i denne bemærkelsesværdige pige, han kun havde kendt ganske kort tid.

Han kunne ikke længere overskue hvad han skulle gøre, for selvom det ville være sikrere for Amelia at holde sig fra ham, ville det på mere end én måde være en fordel for ham, hvis hun blev ved med at se ham. Hvem ville forvente at en notorisk seriemorder havde en kæreste?

Derfor skubbede han den endelige beslutning fra sig. Han måtte tage stilling til, hvad der skulle ske når han havde set hende igen.


Og da det blev fredag, var det både for sent og for tidligt.


”Du sagde, du godt kunne lide Shakespeare?” spurgte James indledningsvist, da han mødtes med Amelia foran den sorte smedejernsport. Hun smilede forventningsfuldt og havde allerede røde kinder i kulden.


”Jeg elsker Shakespeare!” svarede hun glad.


”Så burde dette her gøre dig glad. Ta-da!” Med en fejende bevægelse fremdrog han to billetter til Vintereventyret. ”Det er i The National Theatre.”


”Åh, Jamie!” udbrød Amelia henført og rev praktisk talt billetterne ud af hånden på ham. ”Det er jo alt for meget. De må have kostet dig en formue!”


”Slet ikke.” James kunne ikke lade være med selvtilfreds at smile. ”Jeg købte dem først i dag, så de var meget billigere end hvis man bestiller i forvejen. Og desuden skal vi sidde allerbagerst. Men jeg regnede med, at du nok ville blive glad alligevel.”

 

”Mon ikke!” Hun holdt billetterne helt op under næsen som om hun ikke kunne tro på at de var virkelige. 

 

Så så hun op og mødte hans blik. ”Der er aldrig nogen, der har taget mig med ind og se Vintereventyret før. Og da slet ikke på anden date! James, det er altså helt utroligt!”


Hun rakte op for at omfavne ham og var nødt til at stå på tæer. James lagde armene om hende og knugede hende ind til sig et kort øjeblik. Det sugede så underligt i maven på ham, og han følte sig sælsomt let i hovedet. Han slap hende straks og rømmede sig.


”Vi må hellere se at komme af sted, hvis vi skal nå til West End inden klokken syv,” mumlede han og så ned.

 

Amelia så ud, som om hun fortrød sin impulsive omfavnelse. Hun kiggede også ned og nikkede. James begyndte at gå, og hun stak sin arm ind under hans, ligesom hun havde gjort sidste gang de sås.


De spadserede i retning af den nærmeste nedgang til The Tube uden at sige noget. James var ikke selv helt sikker på, hvorfor han havde afvist hende; det var ikke, fordi han ikke brød sig om Amelia. Han kunne lide hende. Han syntes, hun var intelligent, køn, venlig og sjov og så var der desuden noget særpræget ved hende, en originalitet, som han var dybt betaget af.

 

Men der var noget ved den følelse, der strømmede igennem ham, da han mærkede hendes varme, levende krop så nær ved sin egen, der skræmte ham. Han kunne mærke hendes varme ånde mod sin hals, hendes spinkle arme rundt om sin nakke, det bankende hjerte så tæt på sit eget. Og tanken der fløj igennem hans hoved på det tidspunkt var: Hvor ville det være let at dræbe hende. Og hvor ville det være dejligt.

 

Han undertrykte naturligvis den absurde impuls i samme øjeblik, den var kommet, og slap straks pigen. Men det var ikke nok. Trangen havde været der, lysten til at gøre hende fortræd. Og det skræmte ham fra vid og sans; faktisk troede han ikke, at han nogensinde før havde været så rædselsslagen. Han kiggede i smug ned på sin ene hårdt knyttede hånd og konstaterede, at den skælvede.


Aldrig før havde varulveinstinkterne blandet sig med de menneskelige. Varulven blev i kulisserne indtil fuldmånen indfandt sig på nattehimlen, så kom den frem og indtog scenen, til solen atter stod op. Sådan var det. Punktum. Hvordan kunne det gå til, at han i et kort øjeblik havde haft lyst til at se hendes blod, til at høre hendes skrig?


Der var selvfølgelig intet at mærke nu. Nu var han atter en forelsket teenager, der var stærkt tiltrukket af den pige, der holdt fast i hans arm. Men lysten havde været der.

 

Langsomt fik han det bedre. Da de trådte ned i metroen, og et varmt vindpust bølgede henover dem, faldt James mere til ro, og hans hænder holdt op med at ryste. Omsider kunne han atter kigge på Amelia, og han kunne se, at hun blev lettet, da han smilede til hende. Hun havde sikkert frygtet, at hun var gået for hurtigt frem.


”Se, der er en reklame for den forestilling, vi skal se!” udbrød han og pegede, for at få hende til at tænke på noget andet.


”Ja, det er også rigtigt.” Amelia studerede den med hovedet let på skrå. ”Gad vide, om det skal forestille at være Hermione.”


De indledte en diskussion om, hvorvidt det var Hermione eller Paulina, man så på plakaten; en diskussion, der fortsatte på den korte togtur og udviklede sig til almindelig sludren om løst og fast.


Heldigvis indfandt den gode stemning sig atter hastigt mellem dem, og da de satte sig på de bløde, røde sæder, var James næsten overbevist om, at alting nok skulle gå. Han skævede til Amelia, der smilede spændt, da lyset blev dæmpet i salen. Hvor så hun dog sød ud. James greb hendes hånd, og hun flettede sine fingre ind i hans. Det føltes rart og normalt og slet ikke spor varulveagtigt.

 

Forestillingen var glimrende. Kulisserne var minimalistiske og kostumerne moderne, og alle skuespillerne var dygtige.


”Det er nu altså en god historie!” bemærkede Amelia til James, da de stod op og klappede på livet løs. Hun blev ved med at tale om de mange fantastiske aspekter ved bardens værk, da de langsomt fulgte med strømmen af mennesker ud af teateret. Endelig var de udenfor igen, og Amelia tog en dyb indånding af den kolde vinterluft.


”Sikke en fantastisk aften!” udbrød hun og vendte sig om mod James. Hendes smukke øjne strålede. ”Tusind tak fordi du tog mig med, Jamie.”


”Lad nu være,” smilede James. ”Det var en fornøjelse. Det var en udmærket forestilling. Tænk, at Shakespeares stykker stadigvæk er så fængende.”


”De er jo stadig relevante for det moderne menneske – jeg mener, den måde de behandler det menneskelige følelsesliv på, holder aldrig op med at være aktuel,” sagde Amelia begejstret, og James’ beundring voksede.


Da hun talte om Shakespeare, fik hun et særligt ivrigt udtryk i ansigtet, som samtidig var en smule fjernt. Det var næsten, som om hun blotlagde sin sjæl.


”Og det er smuk lyrik,” påpegede han for ligesom også at bidrage med noget.


”Ja, det har du ret i!” udbrød Amelia med et grin. ”Tænk, hvis alle talte sådan til hinanden.”


”’Dine øjne, det er stjerner,
stjerner – og alle andres udbrændt kul’” citerede James for sjovs skyld.


Ved disse ord stoppede Amelia op og standsede ham med et fast greb i hans arm. Hun så op på ham med et sælsomt udtryk i de grønne øjne; der var både længsel og beundring i hendes blik, men der var også noget andet, noget dybere. Det så næsten ud, som om hendes øjne var sørgmodige. Måske var det bare fordi det kolde vejr fik dem til at løbe i vand, tænkte James.


Så gik hans tanker i stå, for Amelia tog hans ansigt mellem sine hænder, stillede sig på tæer og kyssede ham. Hendes læber var bløde og varme, og hun duftede af parfume, popcorn og noget, han ikke helt kunne placere. Han kunne mærke hendes fingre i sin nakke, og instinktivt lagde han den ene hånd nederst på hendes ryg, mens den anden søgte op mod hendes bløde hår.

 

En kildrende fornemmelse løb op ad hans rygrad, og hans bryst føltes, som om det skulle eksplodere. En af dem sukkede – måske var det dem begge to – og James havde lyst til at kysset skulle vare for evigt, for han ville aldrig have lyst til at foretage sig andet end at kysse denne pige resten af sit liv, han ville altid have hende så nær, at han kunne mærke hendes krop mod sin, han ville – flå hendes hud af hendes knogler, knuse hendes hovedskal, drikke hendes blod, suge marven ud af hendes ben, han ville knække hendes skrøbelige ribben, som man knækker en tændstik, han kunne ikke vente med at høre den knasende lyd, hun skulle lide, hun skulle bløde, hun skulle skrige, åh, hvor ville han gerne høre hende skrige!


”Nej!” James tumlede bagud og tog sig til hovedet med begge hænder. Han vaklede adskillige skridt baglæns og undgik med nød og næppe at blive ramt af en sort taxi, der undveg ham med et højt honk!


”James, hvad sker der?” spurgte Amelia forskrækket og fulgte efter ham ud på vejen. Han krabbede baglæns, desperat efter at lægge afstand mellem sig selv og hende. ”Hvad går der af dig? Gjorde jeg noget forkert?”


”Nej… nej… lad mig være,” fik han fremstammet mellem de mange gisp og hulk, der væltede ud af ham. Kvalmen steg op i munden på ham, og han sank med besvær. Amelia så såret ud, men fulgte stadig efter ham.


”James, vær nu sød at sige, hvad jeg gjorde galt,” tiggede hun. ”Jeg er ked af det! Giv mig en chance for at gøre det godt igen.”


”Amelia, gå. Lad mig være, det – ” han måtte synke hårdt for ikke at kaste op.


”James, vent. Undskyld!” Hun rakte hænderne frem mod ham med et bedende blik i sine øjne.


Ulven trak forventningsfuldt vejret ind.


”Forsvind!” brølede James så højt, at folk vendte sig og kiggede. ”Skrid! Gå med dig! Lad mig være.”


Amelia så ud, som om han havde slået hende i hovedet. For første gang siden han havde mødt hende, virkede hun atter usikker.


”Vil… vil du ikke have mig her?” spurgte hun stille. James fortsatte sin vaklende flugt. Hele hans krop rystede og skælvede, så det blev svært at fokusere.


”Nej, nej!” skreg han. ”Væk med dig! Forsvind!”


Hun blev stående og stirrede på ham endnu et langt øjeblik. Så vendte hun om på hælen og banede sig hastigt vej i den modsatte retning. James syntes, at han kunne se hendes skuldre ryste.

 

Selv satte han i løb væk fra den befærdede gade med de mange mennesker, der gloede efter ham – måske var de bekymrede for, om han ville gøre hende fortræd – væk fra The Tube og Amelia. Det ville tage ham en evighed at løbe hjem, men han var nødt til at bevæge sig. Han var nødt til at holde sin krop beskæftiget, han var nødt til at få sit hoved blæst igennem af den kolde vind. Hvis bare den kunne slette de morderiske tanker, der kort forinden var gået igennem ham.


Det havde været en fejltagelse at nærme sig Amelia, en fejltagelse af så enorm grad, at han næsten ikke kunne fatte det. At han havde kunnet gøre det! Udsætte hende for så stor fare, velvidende at han meget vel kunne komme til at slå hende ihjel. Og hans familie, der havde støttet ham – hvad havde de tænkt på? Hvordan kunne det overhovedet falde dem ind at sætte et uskyldigt menneskes liv på spil, bare for at dække over hans forfærdelige forbrydelser? Hvad var de for nogle mennesker? Hvad var han for et menneske? Var han overhovedet et menneske?


Den morderiske impuls, der to gange havde overmandet ham denne aften, talte sit tydelige sprog om svaret på det spørgsmål, og svaret var et stort, rungende NEJ. Han havde aldrig før følt sig så ussel, så beskidt, så besudlet, så foragtelig, så farlig, så magtfuld, så magtesløs, så ydmyget, så rasende, så vanvittig. Ja, han var nok ved at blive vanvittig.


Vidste vanvittige mennesker, at de var ved at miste forstanden? Vidste massemordere, at de havde gjort noget forkert? Vidste Charles Manson og Anders Breivik, at de var forbrydere? Og vidste James det egentlig selv? Hvis han virkelig havde forstået, at han havde begået en forbrydelse, ville han så ikke have meldt sig selv og bødet for sine synder, så han ikke uforvarende kom til at gentage den? For hvis han fortsatte af dette spor, var det uvægerligt det, der ville ske. Han havde virkelig haft lyst til at slå Amelia ihjel, ligeså meget som han havde haft lyst til at kysse hende – måske endda endnu mere.


I virkeligheden var han vel ikke bedre end de værste seriemordere! Måske var han oven i købet værre, fordi han påstod at være en anden, end han egentlig var. I det mindste stod Breivik og Manson ved dem, de var, de forsøgte ikke, som James, at bortforklare det med, at et overnaturligt væsen overtog kontrollen af deres kroppe en gang i måneden.

 

Sandheden var, at alt det, som varulven havde gjort, havde James gjort. Sandheden var, at James Sanders var en selvbedragerisk, vanvittig lystmorder, der under ingen omstændigheder burde gå frit rundt.


Det første han ville gøre i morgen var at melde sig. Så ville de forhåbentlig bure ham inde og få ham til at angre. Tanken om at tage sit eget liv strejfede ham, men ville det ikke være lidt for billigt sluppet? Det var bedre at sidde i fængsel resten af sit liv, hadet af offentligheden, hånet af medfangerne. Han skulle bøde for, hvad han havde gjort!


Han smækkede den hvide hoveddør op til huset uden at bekymre sig om, hvorvidt resten af hans familie sov eller ej. Han overvejede kort at vende om og storme direkte ned til politistationen, men han skyldte sin familie en forklaring, så de fik mulighed for enten at melde ham eller flygte. De var trods alt hans medskyldige.


Elisabeth sad på trappen med en roman og så ud, som om hun ventede på ham. Hendes ansigt lyste op, da hun så ham, for straks derefter at formørkes, da hun rigtig fik kigget på ham. Han så formentlig ligeså vanvittig ud, som han følte sig.


”Hvad er der sket?” spurgte hun stille. Han stirrede på hende, tungt pustende, før han trampede videre ind i stuen. De skulle høre det alle sammen. Lisa fulgte efter ham med et bekymret udtryk i ansigtet.


”James, hvad – ” forsøgte hun igen, men han afbrød hende i et hårdt tonefald.


”Jeg havde nær slået Amelia ihjel,” sagde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...