Alene -One shot-

Denne historie er fra 4. klasse, da vi skulle skrive en stil om mobning.
Denne pige er en person med depression, facade og et dødt liv.
Jeg er faktisk ret stolt over at have skrevet denne historie i 4. klasse...

1Likes
0Kommentarer
300Visninger

1. Alene

 

Alene føler jeg mig bedst til pas. Ingen kommentarer, ingen tårer og ingen skrig. Der er intet bedre end at være alene. Der er så mange tanker der forvirrer mig, dem får jeg alle svar på når jeg er alene. Jeg har ingen venner, men hvem har brug for venner når man har sig selv? Når jeg ligger her i mørket er det det eneste der kører rundt i hovedet på mig. Jeg prøver at drømme mig væk. Et sted man aldrig kommer fra. Et sted kun jeg kan komme til.

 

Jeg vågnede stille op ved lyden af mit vækkeur. Jeg slog øjnene op og kiggede mig omkring. Det samme sted som altid. Jeg smed dynen fra mig og traskede morgen sur hen til bade værelset. Jeg undgik at kigge mig i øjnene i spejlet. Der var alligevel ikke noget at kigge på, Det var jo bare mig og ingen anden?

Jeg gik ud i køkkenet og mærkede mine forældres blikke på mig. ”Godmorgen” mumlede min mor hæst. Jeg svarede ikke og spiste min mad i stilhed. Jeg prøvede at ignorere de blikke jeg fik sendt.

Klodset samlede jeg min taske op fra gulvet og lynede min jakke. Engang var alt lyserøde skyer og regnbuer. Det er det bare ikke mere. Siden jeg er begyndt at være mig selv er der ingen der støttede mig. Da jeg nåede skolens indgang kiggede jeg mig omkring. Alle de glade børn jeg engang var en del af. Alt var sløret. Det var som alle var glade undtagen mig. Stille begyndte det at regne. Jeg tænkte på snart at komme ind så jeg ikke blev gennemblødt. Jeg så nogle af pigerne fra min klasse stå og grine og så kigge hen på mig. Tårerne pressede på. Automatisk begyndte mine ben at løbe væk. Mit tøj var gennemblødt. Mit hår klistrede sig til mit ansigt. Tårerne løb ned af kinderne på mig. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Jeg overvejede at løbe ind i skoven. Inden jeg havde besluttet mig var jeg allerede inde i skoven. Jeg mærkede hvordan roen bredte sig. Stilhed det eneste jeg ønskede mig. Jeg gled ned af det nærmeste træ. Jeg tørrede tårerne væk med min håndryg. Jeg lukkede øjne og drømte mig væk. Til et sted jeg rigtigt gerne ville blive.

 Jeg mærkede hvordan styrken fandt min krop. Jeg gik hen mod skolen i et hastigt tempo. Jeg vidste lige hvad jeg ville. Jeg smækkede skolens indgangs dør i med så meget kraft hele skolen kunne høre det. Jeg gik målrettet mod klasselokalet. Jeg smed min taske og braste ind i klasselokalet. Alle vendte chokeret blikket mod mig. ”Her er hvad i vil have. Jeg græder! Jeg kan ikke klare mere! Jeg er færdig! Er der mere i vil have?” Alle sad helt stille ikke en lyd. Ikke engang læreren sagde noget.

”Svar mig” vrissede jeg. Jeg væltede en ledig stol, imens tårerne havde frit løb. Jeg var så træt af at udstå som svag. ”Svar mig” hviskede jeg med så meget had at alle rykkede hovedet tilbage. Jeg mærkede hvordan styrken forsvandt og alting var mørkt. Jeg var i mit eget land nu. Der ville jeg blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...