Wilhelmine.

Den 14-årige Wilhelmine, har det ikke altid let. Hun lever sit triste liv på gaden, spiser hvad hun finder i skraldespande, og sover i en papkasse. Hun er forældreløs, og lever alene i det indre London. Hele sit liv, har hun været forfulgt, af Londons politi. I 12 lange år, har hun flygtet fra dem, for ikke at blive fanget og pint ihjel. Hun har meget at tænke på, langt mere, end en 14 årig teenage pige, ville kunne overskue.

2Likes
2Kommentarer
236Visninger
AA

3. På vej.

Wilhelmine løb dag ind, og dag ud. Der var mere end 50 Kilometer til hendes nye territorium, og ruten gik igennem det indre af London, der hvor man ikke ! Kunne undgå at blive set. Wilhelmine var for det meste ligeglad, enspændere som hende, skilte sig ikke meget ud, i den store menneske mængde, som for det meste holdt til i London. Men nu lugtede hun ikke som de andre, så ikke ud som de andre, og hun var mest af alt, ikke som de andre. Derfor besluttede hun sig, at løbe på de forskellige butikstage. Englændere var ikke så intelligente, som de gav sig ud for at være. Tro mig, det kendte Wilhelmine alt til. Hun krøb om bag en række mindre huse, for at se, om hun kunne finde en let vej op, men der var ikke mange, som tilfældigvis havde en stige, stående foran deres hus eller butik. Hun løb og løb, i Gud ved hvor lang tid. Det var først hen mod aftenen, lykken greb hende, da hun fandt et hus, med et stort Egetræ, lige foran indgangen. Hvis hun passede på, krøb lydløst gennem stedet, kunne hun sikkert, komme sikkert op, på det ældre stråtag. Hun studerede huset nøje, bag en container, ved et af nær husene. Hun ville sikre sig, at der ikke var nogle hjemme, og at de ikke snød hende, hvis hun nu var blevet set. Men det gule hus, så nu meget fredeligt ud. 3 vinduer på hver side, alle sammen mørke, og uden et eneste liv. En gammel rusten dør, som sikkert førte ind til køkkenet eller et andet rum. Det fristede Wilhelmine, at stå dér og se det tomme hus. Det så ikke ud som om at det havde været beboet i flere år ! Hun gik stille hen til det, og åbnede lydløst, den lille låge, som førte ind til haven, og som indhegnede husets areal. Have græsset, kildede hendes beskidte, og bare fødder, og det fik hende til, at sprutte af latter. Ikke højt, men små mindre klik efter hindanden, krøb gennem hendes ødelagte læber, og mens hun løb gennem græsset, satte små græs totter, sig fast mellem tæerne på hende. Da hun kom hen til døren, stod hun stile og overvejede, om hun skulle gå ind, eller om hun skulle tage den sikre vej, fra tag til tag, hvor der ikke var mange, der kunne se hende. Det lille hus fristede hende så meget, at hun tog et greb i dør håndtaget, og skubbede den rustne dør op..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...