Justin Bieber - I'm Alone For A Reason

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Færdig
Aria på 16 (fylder 17) flytter til en ny by og møder badass Justin Bieber.
Aria har ar på sjælen og Justin får hende til at føle sig glad og hjemme, men er Justin som han giver sig ud for at være eller er han en helt anden. Ender de med at forelske sig i hinanden eller er det kun den ene der så skal leve med ugengældte følelser.

(Justin er ikke kendt... Måske bliver han det, hvem ved?)

11Likes
17Kommentarer
2054Visninger
AA

7. Kapitel 6: Min Justin

Arias synsvinkel

Jeg lagde røret på og satte mig ned i min seng. Justin havde lige ringet og fortalt hans far var død. Jeg blev virkelig chokeret og ked af det på hans vegne. Jeg havde lyst til bare at løbe over til ham og kramme ham, fortælle at alting nok skulle blive godt igen. At jeg ville være der for ham uanset hvad, men han havde bedt mig om at blive væk, sagt at jeg ikke skulle komme over. Lige nu ville jeg give alt for at vide hvad der foregik inde i hovedet på den dreng, han var da slet ikke til at forstå.

”Aria skat, kommer du lige ned” råbte min mor. Jeg sukkede. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gå ned, den eneste jeg havde i tankerne var Justin og jeg ville så gerne føle hans varme krop tæt på mig, jeg ville mærke hans varme ånde mod min hud og hans bløde læber. Vent! Stop dig selv Aria, venner Justin og jeg er jo bare venner, ikke nogen læber.

Jeg rejste mig og gik nedenunder. Min mor var ikke i køkkenet så jeg fortsatte ind i stuen, der sad de sgu alle sammen, mine søskende, min mor og min mors mand.

”Skat, vi har snakket med politiet i dag” begyndte min mor og gjorde tegn til at det nok var bedst hvis jeg satte mig ned. Jeg rystede let på hovedet og sendte min mor et forvirret blik. Hvorfor mon hun havde snakket med politiet. ”De kom for at høre om Justin havde været her” fortsatte hun. Jeg måbede, hvad mente hun med det? Politiet ledte da ikke efter Justin, det måtte da være hendes spøg. ”Hold nu op, det er da en lorte joke at fyre af” sagde jeg og rullede med øjne.

”Aria, vi har talt sammen” sagde hun og nikkede i retningen af manden, min såkaldte stedfar. Jeg værdigede ham ikke et eneste blik, men ventede bare på at min mor skulle fortsætte. ”Og vi er blevet enige om at du ikke længere må ses med Justin” sluttede hun af, men et lille suk.

Okay, den skulle jeg altså lige sluge. Ikke ses med Justin? Hvad fanden var det for noget klamt lort at fyre af? Hun kunne da ikke tage ham fra mig, hvad havde jeg hvis jeg ikke havde ham? DET ER ET RETORISK SPØRGSMÅL, DER SKAL DERFOR IKKE SVARES!!
 

”HVAD” råbte jeg uden egentlig at tænke videre over mine handlinger. ”Du kan sgu da ikke bare forbyde mig at se ham, hvad fanden tænker i på? I ødelægger mit liv” råbte jeg ud i en lang køre og kastede en pude, der lå i stolen bag mig over på dem. ”Aria…” begyndte min mor, jeg afbrød hende med en håndbevægelse. ”Nej, først tager du mig væk fra Jacob og Carolina og nu vil du gud hjælpe mig ikke lade mig se den dreng der betyder al verden for mig. Hvad fanden tror du jeg er? En følelsesløs kælling?” råbte jeg igen i en lang køre og jeg blev derfor nød til at tage en dyb indånding.

Min mor så ret overrasket ud over det jeg sagde, men jeg må så også ærligt indrømme at det også kom en smule bag på mig, at jeg for det første, ret faktisk sagde det højt, og for det andet at det jeg sagde, måske var en lidt stærkere følelse end bare fordi vi var venner, men den tanke tror jeg bare lige vi skubber væk igen.

                                                               

 

Jeg lå i min seng og tænkte det hele igennem. Min mor var blevet ret sur efter min vredes udbrud og havde derfor taget min mobil, så jeg ikke kunne skrive eller ringe til Justin. Hvis hun troede det ville gøre at jeg bare ville glemme alt om Justin så tog hun grueligt fejl, det havde nærmere den stik modsatte effekt.

Der lød en banken på min dør, og da jeg ikke svarede, kunne jeg høre at døren alligevel blev åbnet lidt. ”Aria, ham der Justin bliver ved med at ringe og skrive til dig” sagde hun stille og det fik min opmærksomhed. Jeg satte mig op i sengen og kiggede surt og ikke mindst såret på min mor, der stod i dør åbningen med min mobil i hånden. ”Men der var en besked der fangede min opmærksomhed” sagde hun langsomt og rynkede brynene. ”Ja’er?”, jeg kiggede spørgende på hende og ventede utålmodigt på at hun ville fortsætte. ”Han har skrevet at I bliver nødt til at snakke sammen og at det er vigtigt” sagde hun så, men hun så dog en smule streng ud. ”Så smutter jeg lige over til ham” sagde jeg tøvende og rejste mig halvt fra sengen. ”Nej, du bliver her, men du kan få din mobil igen” sagde hun og gav mig, min iphone tilbage, for derefter at gå ud.

Jeg tjekkede min mobil og så at der var 3 ubesvarede opkald, alle fra Justin og 5 ulæste beskeder også alle fra Justin.

#Mus? Kan vi snakke igen? x

#Øhm? Det at jeg kaldte dig mus skræmte dig ikke væk vel? Vil du ikke nok ringe til mig? x

#Aria, hvorfor svare du ikke?

#Seriøst, jeg har ringet til dig 2 gange nu, hvorfor tager du den ikke?

#Aria, vi bliver nød til at snakke og det er virkelig vigtigt, okay? SVAR!

Jeg fik tårer i øjne af raseri over at min mor ikke var kommet med min mobil noget før, Justin havde tydeligvis brug for mig, men min lorte mor var åbenbart ligeglad.

#Undskyld søde, min mor havde taget min mobil, kan vi mødes? xx

Jeg sendte hurtigt beskeden og sørgede for at have to x (kys) så han kunne se at det ikke var ham der skræmte mig væk, med det hans skrev til mig.
Min mobil vibrerede og jeg skyndte mig at kigge beskeden.

#Uhh, undskyld, men blev helt bange et øjeblik ;) Ja, lad os mødes i den mini skov der ligger lidt fra skolen xx

Jeg nikkede lidt for mig selv og tastede hurtigt et svar ind til ham.

#Ses xx

Jeg lagde mobilen i baglommen og gik ud på min altan kravlede ud over og ned på brand stien der hang lige ved siden altanen. Da jeg kom ned løb jeg hele vejen hen til Justins og mit mødested.

Jeg stod lidt og kiggede mig omkring, det var blevet en smule mørkt, og mørket skræmte mig en lille smule. En gren knækkede lige pludselig bag mig, men der var ikke nogen da jeg vendte mig om, jeg havde ventet på Justin i snart en kvarter. Det begyndte at pusle rundt omkring og jeg begyndte virkelig at blive bange.

”Aria?” kaldte en meget velkendt stemme. Justin. Jeg vendte mig om og kiggede direkte ind i de dejlige brune øjne. ”Du skræmte mig” sagde jeg og kiggede en smule skræmt på ham. ”Undskyld” sagde han og trak mig ind i et kram. ”Hvad ville du snakke med mig om?” spurgte jeg imod hans skulder. Jeg lukkede øjne og nød duften af ham, følelsen af ham og den tryghed han gav mig her i mørket. ”Jeg.. øm.. det er bare fordi jeg..” begyndte han og trak sig langsomt ud af krammet. ”Der er noget du ikke ved om mig” sagde han så og sukkede kort. Jeg kiggede afventende på ham og sendte ham et lille forsigtigt smil.

”Jeg er ikke god for dig” sagde han langsomt og borede sine øjne ind i mine. ”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede forvirret på ham. Jeg forstod virkelig ikke hvor han ville hen med det.

”Jeg er kendt af politiet, fordi jeg sælger…”, han stoppede og kiggede undskyldende på mig. ”Stoffer?” spurgte jeg og rynkede brynene. Justin nikkede bekræftende. ”Jeg har selv røget engang, men det er jeg holdt op med” sagde han. Jeg stod bare og stirrede på ham, ja han havde da før sagt at han ikke var god for mig, men det var da hans egen skyld? Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved om jeg overhovedet kendte Justin. ”Hvorfor fanden har du ikke sagt noget før? Jeg forsvarede dig overfor min mor, men det kan da godt være at hun har ret” sagde jeg og kiggede såret på ham. Han burde virkelig have fortalt det her noget før. ”Aria, jeg er virkelig ked af det, jeg ved jeg skulle have fortalt det noget før, men jeg vil bare ikke miste dig” sagde han og tog min hånd. Jeg viste ikke om jeg skulle trække hånden til mig eller om jeg bare skulle lade om gøre hvad han nu ville. ”Undskyld, du må ikke dømme mig” sagde han og kærtegnede min kind.

”Aria kig på mig” sagde han og forsøgte at skabe øjenkontakt med mig, men jeg kiggede bare ned i jorden. Hans varme fingre tvang mit hoved op ad og jeg blev tvunget til at se ham i øjne. ”Sig hvad du har på hjertet” sagde han og sendte mig et meget alvorligt blik. ”Jeg er en lille smule bange for dig lige nu” sagde jeg lavt og sendt ham et mindre skræmt blik. Det skræmte mig fordi jeg ikke længere vidste hvad han kunne finde på at gøre. ”Det skal du ikke være, jeg vil aldrig gøre dig noget, det lover jeg” sagde han overbevisende og kiggede mig dybt i øjne.

”Bevis det” sagde jeg og gik et skridt væk fra ham. Han rynkede brynene og lagde hovedet en smule på skrå. Han så helt utrolig sød ud og jeg kunne ikke holde mit grin inde. ”Hvad?” sagde han og smilede lidt. ”Du ser bare lidt for sød ud når du gør det der” sagde jeg grinende. Det satte et endnu større grin i gang hos Justin og vi kunne slet ikke stoppe igen.

 

 

Vi lå ned lidt uden for den meget lille skov og kiggede på stjernerne. Jeg lå trygt og varmt i Justins arme. ”Justin” sagde jeg og kiggede op på ham. ”Mm” sagde han for at bekræfte at han lyttede. ”Hvad føler du for mig?” spurgte jeg og kiggede igen op mod himlen. ”Hvad mener du? Jeg elsker dig selvfølelig” sagde han grinende og kyssede mit hår. ”Hvordan elsker mig?” spurgte jeg lavt og det endte nok lidt mere i en mumlen. ”Øm, altså det der med at snakke om følelser er ikke lige mig” sagde han stille og begyndte langsomt at age min ene skulder. ”Vil du ikke nok gøre det alligevel?” spurgte jeg og kiggede bedende op på ham. ”For min skyld” bad jeg og kyssede hans hage. Han smilede lidt.

”Jeg elsker dig, mere er der ikke at fortælle lige nu” sagde han efter en kort pause. ”Hvad?” sagde jeg og smilede skævt, imens jeg havde et spørgende blik rettet imod ham. ”Når tiden er inde skal du nok få det hele af vide, men det er ikke tiden lige nu” sagde han, mens hans smukke brune øjne fortryllede mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...