Kunsten at Holde På en Hemmelighed 3: Optakt

Alyson bliver slidt mere og mere ned af det hemmelighedskræmmeri, og det sætter sit præg på alt andet i hendes liv. Hun snakker mindre med sine forældre end hun nogensinde før har, hvilket ikke siger så lidt. Hun føler sig usikker på både Courtney og Ambers loyalitet. Men står hun stadig overfor det ultimative forræderi?

23Likes
14Kommentarer
902Visninger
AA

2. Min Hemmelighed

"What is her secret?

The storm i her eyes,

her disguise.

The truth in her lies.

What is her secret?

It's breaking her down to the ground."

Her Secret - Tina Dickow

 

Jeg tror jeg knækkede den nat. Men det er sådan en ting man aldrig kan være helt sikker på, ikke? Når man vågner op dagen efter og går ud i virkeligheden føles det som det samme, men en del af en selv er bare forsvundet.

Jeg havde aldrig haft hemmeligheder før, ikke på den her måde. Ikke med alle de konsekvenser, ikke med mit hjerte på spil.

Min gråd fortsatte hele natten, så det var et held at jeg i virkeligheden havde læst de Robert Frost digte. Hvis jeg bare gav Eric et papir med en besked på mandag ville det se ud som om jeg havde afleveret mine ''ekstra opgaver''.

Jeg var taget hjem fra Clary tidligt af en grund, men det hjalp ikke meget at få lov til at være alene. Ikke efter den snak med mine forældre. Og udover det vidste jeg at Clary var syg af bekymring, bare for at underdrive lidt.

Hun var knap gået med til at køre mig hjem tidligt i går. Hun kunne nok mærke at tingene var skredet lidt ud af kurs, og hvor meget det påvirkede mig, men jeg havde ikke kunnet overskue at forklare det. Heldigvis havde hun heller ikke spurgt.

Omkring klokken seks om morgnen trak jeg stolen væk fra døren, så der igen var fri adgang ud og ind, men selvfølgelig var der ingen der kom. Mine forældre havde for længst givet op uden for døren, og var gået i seng for flere timer siden.

De kunne nærmest ikke bebrejdes, men det gjorde jeg nu alligevel. Selvom de havde fat i noget, havde de ingen ret til at tage den samtale med mig som de tog i går. De havde aldrig bekymret sig om hvad jeg rendte og lavede før, så hvad betød det om de gjorde det nu? Jeg var praktisk talt voksen.

Men det ville jeg nok aldrig få banket ind i hovedet på to for første gang bekymrede forældre, vel?

Lyset var begyndt at trænge ind af vinduerne, og mine øjne var for længst tørre og ømme da jeg endelig gled ind i søvnen.

 

”Aly?” En blød banken, en forsigtig mumlen. Jeg tvang øjnene åbne på trods af at mine øjenlåg nærmest var limet sammen, og stirrede op på ansigtet tilhørende stemmen.

Min mor stod over min seng med en bakke i hånden.

”Sæt dig op min skat, jeg har lavet morgenmad på sengen,” hviskede hun blidt, og placerede bakken i mit skød før jeg overhovedet sad ret oppe.

”Hvad vil du have?” spurgte jeg, og nægtede at lægge en finger på bakken. Kan du sige ''still pissed''?

Hun sukkede tungt, og kiggede på mig. Var blikket opgivende? Trist? Skuffet? Sandsynligvis sidstnævnte.

”Skat, jeg er ked af at din far og jeg... angreb dig sådan i går aftes. Vi skulle bare have stolet på dig min pige,” rablede hun. Jeg kunne ikke huske hvornår hun sidst havde kaldt mig skat. Sidst jeg skrabede mit knæ på legepladsen måske?

”Det er i orden,” kvækkede jeg, selvom det ikke er noget i nærheden af okay. Eller måske var det okay, men det var jeg ikke?

Mentalt smølfespark til mig selv... Hold op med at reflektere over smertekomplekser og vær vred på din mor!

”Nej min skat, det er det ikke. Jeg skulle have hørt hvad du sagde,” insisterede hun, og det jeg følte mig aller mest fristet til i det øjeblik var at give hende ret. For helvede, kvindemennesket havde ret, det var sgu ikke i orden, men hvis jeg skulle opretholde illusionen om at være en semi-perfekt datter, hang jeg lidt på det.

På den anden side, den illusion var allerede sunket til bunds, ikke?

”Du har ret, det er slet ikke okay! Men jeg kan ligesom ikke blive ved med at bære nag over alt hvad du har gjort forkert, så ville vi jo aldrig komme videre. Listen er jo ikke ligefrem kort...” vrissede jeg. Hendes læbe vibrerede en lille smule, men det fik hun ikke min medlidenhed på. Hun bad selv om det.

”Det... Det har du ret i,” mumlede hun, og begyndte langsomt at bevæge sig ud af rummet. ”Nyd maden.”

Hun lukkede døren bag sig, men på trods af det tykke træ i mellem os, undslap den lavmælte klynken ikke min opmærksomhed.

Hvad var jeg for en datter? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...