Kunsten at Holde På en Hemmelighed 3: Optakt

Alyson bliver slidt mere og mere ned af det hemmelighedskræmmeri, og det sætter sit præg på alt andet i hendes liv. Hun snakker mindre med sine forældre end hun nogensinde før har, hvilket ikke siger så lidt. Hun føler sig usikker på både Courtney og Ambers loyalitet. Men står hun stadig overfor det ultimative forræderi?

23Likes
15Kommentarer
846Visninger
AA

1. Kunsten at Falde fra Hinanden

"I don't want to fall to pieces.

I just want to sit and stare at you.

And I don't want to talk about it.

And I don't want a conversation.

I don't want to cry in front of you.”

Fall to Pieces - Avril Lavigne

 

”Mor! Far! Jeg er hjemme!” Døren lukkede med et blødt klik bag mig, og jeg begyndte at trække både jakke og sko af samtidig. Jo hurtigere jeg kunne komme ovenpå og ringe til Eric, jo bedre.

”Alyson,” kaldte min mor bestemt, da hun dukkede op i døråbningen. En meget lille del af mig hadede den kvinde for tiden.

”Ja?” spurgte jeg uinteresseret, allerede halvt på vej op af trappen.

Min mor sukkede tungt, og så ud som om hun bar alverdens problemer i sine knyttede hænder. Så besværlig var jeg åbenbart.

”Din far og jeg skal snakke med dig,” sagde hun tonløst. Jeg havde aldrig i mit liv hørt hende lyde så kold og ligeglad. For det meste glødede hun af vrede hvis jeg havde gjort noget galt, og holdte kæft hvis jeg ikke havde Det her kunne umuligt være godt.

Jeg fulgte efter hende ind i stuen, og satte mig i vores glatte lædersofa. En pludselig trang til at kramme et eller andet indfandt sig, og jeg greb efter en af puderne.

”Niclas var forbi tidligere,” begyndte min mor. Jeg kunne ikke lide lyden af det her. Hun havde slæbt en spisestue stol hen foran mig. På trods af at hun havde sagt at min far ville snakke også, stod han i den anden ende af rummet, ud mod køkkenet, og stirrede på et punkt nær loftet.

”Han kom forbi, og nævnte noget foruroligende om dig og en nyansat lærer,” forsøgte hun igen. Jeg prøvede efter bedste evne at ligne en der ikke anede hvad hun snakkede om.

”Ja, jeg missede noget læsning i sidste uge, så jeg fik en ekstraopgave for. Det er altså ikke så slemt mor,” sagde jeg, men min stemme lød en lille smule for lav, og manglede lidt for meget fylde. Forhåbentlig kendte min mor mig ligeså dårligt som jeg troede.

”Det hørte vi også Alyson, og det i sig selv er lidt foruroligende. Du har aldrig glemt at læse til en prøve, nogensinde. Men det var nu noget andet han også sagde. At I så ud til at være... Lidt for tæt på hinanden,” blev hun ved. Sveden kølede min nakke.

”Hans stolthed er sikkert stadig såret over at jeg droppede ham og ikke omvendt. Han finder bare på den værste historie han kan komme på,” forklarede jeg. Niclas havde ingen stolthed, men det behøvede hun jo ikke at vide.

”Han er bekymret for dig skat,” hviskede mor. Det var første gang i flere år hun kaldte mig skat med en snert af følelse.

”Hvis du vil have det kan vi få et polititilhold?” fortsatte hun. Pludselig føltes rummet meget, meget koldt.

”Nej! Han er en virkelig god lærer, og det ville virkelig være en skam hvis det skadede hans job.” Jeg undgik kun lige at råbe og skrige. For første gang så jeg mistanke i min mors øjne.

”Alyson, har du et forhold til Mr. Roland?” spurgte min far. Jeg troede ellers at han blandede sig uden om samtalen.

Jeg rystede hidsigt på hovedet, men kunne ikke få det rigtige ord over mine læber. 'Nej! Nej for fanden!' Ordene blev bare inde.

”Alyson Condie, du skal ikke lyve mig lige op i ansigtet!” råbte han pludselig. En postkasse-lignende farve krøb op i hans ansigt.

”Jeg lyver ikke!” snerrede jeg, pludselig i stand til at få de falske ord over mine læber.

”Jeg fortæller sandheden, og hvis det er i orden med jer, så skal jeg op og læse en hel digtsamling af Robert Frost!” hvæsede jeg, og nærmest sprang fra sofaen og ud af rummet.

”Aly!” råbte min mor bekymret, præcis som min far råbte: ”Unge dame!” med et truende tonefald. Kunne de ikke i det mindste blive enige med hinanden før det begyndte at råbe af mig fra alle sider?

Jeg løb op af trappen, der allerede var blevet slørret for mine øjne. For helvede jeg hader at græde!

Døren til mit værelse blev smækket så hårdt bag mig at gulvet vibrerede mens jeg stillede en skrivebordsstol i spænd under dørhåndtaget.

”Alyson!” hørte jeg min mor kalde, men intet hun gjorde eller sagde ville få mig til at fjerne den stol foreløbig, det var jeg helt sikker på.

”Lad mig THE FUCK være!” skreg jeg ud til hende, og lod mig dejse om på sengen. Hele verden var farvet i varierende nuancer fra rød til sort, og skiftede hele tiden.

Det her kunne ikke ske, det var den ene ting der bare ikke måtte ske.

Jeg havde gjort mig det klart at jeg ville gøre hvad som helst for at beskytte Eric, og vidste med det samme at det også inkluderede at lyve så det drev for mine forældre. Selv Clary ville jeg forsøge at lyve for, hvis det var det, det krævede.

Men det ville det aldrig kræve, for Clary var Clary, og hun ville aldrig svigte min tillid. Gud hvor ville jeg ønske at hun var her nu.

Tårerne bliver ved med at strømme, for manglen på Clary, frygten for hvad der vil ske med Eric, for mig selv, mine forældre og hele det kaos der raserede mit liv.

Og så strømmede de fordi jeg aldrig ville have ønsket det kaos væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...