Jeg er ikke en firkant.

Dette her er en beskrivelse af min hverdag og mine tanker i øjeblikket. Jeg kan forstå hvis nogle synes det hele lyder meget dramatisk, og det er selvfølgelig ikke kun sådan. Jeg skrev det ned imens jeg sad i situationen og følelsen. Jeg har kæmpet med problemer med skolen i mange år nu. Min tanke om at dele teksten her er at dele ud af hvordan jeg selv har det, og samtidig sende en føler ud for at se om der er andre der tumler med samme tanker og problemer.

0Likes
3Kommentarer
198Visninger
AA

1. Jeg er ikke en firkant

 

 

Jeg er ikke en firkant

 

 

Hver morgen vågner jeg med skælvende hjerte. Når jeg åbner øjnene og slukker vækkeuret, har jeg det som om jeg skal til at græde. Jeg presser øjnene hårdt sammen og hvisker ”jeg vil ikke, jeg vil ikke, jeg vil ikke!” og vrider mig lidt på stedet. Så åbner jeg øjnene igen ”jeg skal”.

 

Hvis det er en af de bedre morgner så er det den stemme der vinder, så tvinger jeg min krop ud af sengen, med hjertebanken og en helt krop der skriger at jeg er en forræder og at jeg hader den. Jeg ignorere den følelse og går i bad.

 

Hvis det er en dårlig morgen, som de er flest, så sukker jeg opgivende ”jeg kan ikke”, måske græder jeg lidt og så lægger jeg mig til at sove. Hjertebanken vil falde ned og blive normal, kroppen vil løsne sig og ikke længere være spændt som en fjeder. Men når kroppen er faldet ned, så kommer hjernen i stedet og banker på ”hvad er det du laver? Har du set dit fraværd? De tager din SU, du kommer til at dumpe eksamen.. du ved der er halvandet år mere ikke? Alle andre kan dette her, hvorfor kan du ikke?”

 

Hvis jeg er kommet i bad, så sætter jeg mig ved min computer. Det giver min krop en pause.. alt det ubehagelige går væk, imens jeg tjekker hvad jeg skal have af fag, om der af nogle lektier jeg kan nå at lave i bussen, er der noget der er aflyst? Nogle gange beder jeg til gud, og jeg er ikke religiøs skal jeg hilse og sige, om at morgentimerne er aflyst. Det har endnu ikke virket, men det kunne man vel heller ikke forvente.

 

Hvis det er en god morgen, så for jeg når klokken er 07:00 slæbt mig selv nedenunder, spist noget morgenmad, smurt en madpakke, pakket min taske og er ude af døren 07:10 så jeg kan nå min bus uden problemer. Det scenario er tæt på en sjælenhed, så hvis det blot er en af de bedre morgner er jeg på computer til 07:10, så styrter jeg rundt og prøver at finde de rigtige bøger. Jeg får ingen frokost med og måske heller ikke spist morgenmad. Jeg går ud i kulden og styrter af sted til bussen og håber at nå det.

 

Hvis det er en dårlig morgen kommer jeg ikke af sted. Jeg sidder og kigger på uret ”nu er det også for sent at nå bussen” tænker jeg for mig selv. Hjertebanken begynder igen og nogle gange føler jeg mig syg eller sløj. Nu kender jeg mig godt nok til at vide at det er jeg ikke, da jeg var barn troede jeg på at jeg var syg. Når maven gjorde ondt og kvalmen tvang sig op i halsen. Med årene er jeg blevet klogere, det er en blanding af angst og foragt til at skulle gøre noget jeg hader så meget. Det er ikke let at tale fornuft med frygt og angst, og det ender altid som en kamp imellem det ”rigtige” og hvad jeg gerne vil.

 

Som jeg sidder her alene på mit værelse og skriver om min hverdag, kan jeg se på uret at den er 07:03, jeg ved allerede nu hvilke morgner jeg har at vælge mellem. Jeg har tåre i øjnene, men jeg ved endnu ikke om det er fordi jeg ikke kan, eller om det er fordi jeg tvinger mig selv. Mit hjerte har ikke føltes normalt i dag, det er et dårligt tegn.. jeg kommer nok ikke af sted. Det skræmmer mig, for i går sagde jeg at jeg skulle. Jeg kan ikke tåle mere fraværd i historie og engelsk, dansk ser heller ikke for godt ud.

 

Men det er ikke fordi jeg ikke vil have min uddannelse. Jeg elsker at lære nye ting og jeg synes mine lærer er dygtige. Min klasse er hyggelig, og jeg føler mig ikke under det faglige niveau. Det er selve formen på skolen jeg ikke kan lide. Det er trist at samfundet regnet med at alle mennesker kan skubbes ind i den samme boks og så lære lige meget. Jeg er ikke dårlig fagligt, i hvert fald ikke til alle fag, men jeg er dårlig til skole. Dårlig til lektier, til at sidde på en stol og stirre på en lære fortælle i 3-6 timer om dagen. Jeg er dårlig til at lytte så længe uden mere end 5 minutters pause. Jeg er dårlig til at arbejde koncentreret i en time, jeg for altid brug for at bryde tankerne efter 30 minutter. Nu kan det lyde som om at jeg har en eller anden form for sindslidelse, og hvem ved? Jeg vil da ikke udelukke det. Men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg bare at jeg er meget menneskelig. Jeg har nu gjort noget som jeg inderligt hader i fem½ år. Ingen ville synes det var sundt for dig at blive på en arbejdsplads 5½ år efter du var ved at brække dig over den. Skolen på den anden side, den forventer alle at vi kan lide, om ikke andet holde ud.

 

Er det ikke trist at have en hverdag hvor man skal sige til sig selv ”halvandet år endnu, så er det slut, bare kæmp, du kan godt, det skal nok gå”? Jeg ved det ikke.. jeg føler at alt min energi, livskraft og kreativitet er blevet formet af andres hænder, forsøgt at presse noget formløst til en firkant. Det har ikke virket. Der er måske kommet kanter, men ikke de rigtige steder, med resultatet at vi begge er ulykkelige.

Skolesystemet får ikke den student de havde drømt om, men en ulykkelig pige der kun kommer halvdelen af tiden og hader deres uddannelses system. Jeg kan ikke være mig selv og må føle mig undertrygt i mit ejet liv som ellers er så frit og godt. Føle mig forkert, selvom at jeg er helt perfekt og fuldstændig som jeg skal være. Er det ikke en skam for os begge?

 

Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre, og skolen kan heller ikke nå at gøre noget. Jeg må blive ved med at kæmpe mod mig selv og overbevise mig om at det er i orden. Prøve at presse mig ned i firkanten selvom jeg ikke passer, og lade være med at stoppe bare fordi det gør ondt. Og om halvandet år, så er det næsten slut. Så skal jeg selvfølgelig uddannes til noget andet, men forhåbentlig kan jeg finde noget med en anden form. En trekant måske, det gør ondt nogle andre steder, eller bare har en kant mindre at bekymre sig om. Jeg ved det ikke. Vi får se.. hvis jeg da overlever det næste halvandet år. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...