Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1417Visninger
AA

16. Stjålet

Zayns synsvinkel:

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.. Hvad jeg skulle gøre.. Hvad jeg skulle tænke..

Jeg burde sove, og lade tankerne forsvinde fra mit hoved, og lade dem udtone sig til drømme, men jeg kunne ikke lukke et øje. Den video vi havde set i dag, kørte rundt i hovedet på mig, og tanken om at miste en af dem der var herinde i rummet var smertefuld.

Og så det han havde sagt. Hver dag i ikke kommer, vil noget blive taget fra jer..

Vi havde ikke så meget, men hvis vi mistede vores våben kunne det betyde døden for os. Og tænk hvis han løj, og bare ville komme og slå os alle sammen ihjel.

Frygten var ikke den samme som jeg havde følt i starten af alt det her. I starten havde jeg været bange på en uviddende måde. Jeg vidste ikke hvad der skete dengang, og det gjorde på en måde at forvirringen havde styret min frygt.

Men nu vidste jeg, hvad det var der skete, og det var næsten værre end at være uviddende. Jeg ville ikke kende til det, da tankerne fyldte mit hovede, og jeg.. Jeg fik hovedpine.

Jeg tog mig til hovedet, og sukkede, imens jeg prøvede at slappe af. Men det kunne jeg ikke.

"Zayn?" Nialls stemme lød bag mig, og jeg rullede om på siden.

Han lå der og kiggede på mig, i mørket, og hans blå øjne så bange og nervøse ud. Han havde en rolig attitude på, men jeg kunne godt gennemskue ham, og jeg vidste at han var bange. Og jeg forstod ham mere end jeg nogensinde havde gjort før i mit liv. Hvis Niall faldt, ville jeg også falde.

"Ja?" svarede jeg, og prøvede at få min stemme til at virke rolig.

"Tror du at vi klarer den?" spurgte han panisk, og jeg kunne høre hans stemme knække over i sidste stavelse.

Jeg skulle lige overveje mit svar, for jeg var egentlig ikke så sikker. Chancerne var, i mit hoved, minimale. Men det kunne jeg ikke fortælle stakkels Niall.

"Ja, vi skal nok klare den," svarede jeg, med et lille nik for at understrege det.

Han så ikke sikker ud overhovedet, men valgte åbenbart at nikke tilbage. Jeg sendte ham et kort smil, og det beroligede ham vidst.

"Godnat Zayn," hviskede han, og lukkede øjnene.

"Godnat Niall," svarede jeg, og lukkede øjnene i et forsøg på at sove.

***

Liams synsvinkel:

Den morgen vågnede jeg med et sæt, hvilket jeg ærlig talt ikke forstod. Jeg havde ikke haft mareridt, men jeg havde den samme fornemmelse som hvis jeg havde. Det var da underligt.

Det føltes på en underlig måde som om noget var galt. Som hvis jeg manglede noget meget vigtigt, eller havde tabt noget dyrt eller.. Eller nogen var død? Men det var der vel ikke? Var det mon bare en forsinket følelse fra Megans død?

Nej, det var slet ikke sådan!

Jeg havde en underlig mave fornemmelse, og det strakte sig helt ud til mine hænder som af en eller anden grund rystede. Jeg satte mig op, og stirrede rundt om mig. De fleste var stået op, men Zayn, Niall og Louis var der endnu. Sam, Harry og Alyssa var vel stået op så?

Jeg kiggede rundt efter noget der ikke var som det skulle være, men jeg kunne ikke sætte en finger på det.

Louis satte sig op, og gabte.

"Godmorgen," sagde han midt i sit gab, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

"Godmorgen," svarede jeg.

Han smilede, men kiggede så forvirret på min hånd eller noget.

"Hvad er det?" spurgte han og jeg så ned.

Der lå en lille papirflap ved siden af min hånd, som jeg ikke havde lagt mærke til overhovedet. Den var foldet over på midten, og jeg kunne skimte nogen sorte bogstaver på den anden side af papiret.

Jeg så på Louis, og trak på skuldrene, før jeg tog flappen op, og foldede den ud. Den var skrevet præcist og tydeligt, kunne jeg se, og papiret var helt nyt. Men hvem..?

Jeg begyndte at læse, før jeg tænkte videre:

 

Jeg havde sådan glædet mig til at i ville komme?

Men i dukkede aldrig op, og jeg er en mand der holder ord. Som jeg sagde i videoen, vil jeg tage noget fra jer hver gang i ikke dukker op, og det har jeg også gjort. En CD ligger ved broen.

- Lederen.

 

Jeg stirrede på den i nogle sekunder, før jeg sprang op, og skyndte mig ud i træningssalen. Clive! Hvor var han?!

Han stod ved computeren, og jeg skyndte mig hen til ham.

"Payne, hvad sker der?" spurgte han, da jeg forpustet prøvede at få min vejrtrækning under kontrol.

Jeg rakte bare papirflappen til ham, og han tog tvivlsomt imod den og begyndte at læse. Så smed han sedlen fra sig, og løb hen til indgangen. Han åbnede den, og løb ud.

Louis, Zayn og Niall kom ud fra soverummet og skyndte sig hen til mig, med forvirringen malet i deres ansigter. Harry, Alyssa og Sam var også kommet derover.

"Hvad sker der, Liam?" spurgte Harry.

Jeg kiggede bare rundt på dem, og pludselig gik det op for mig hvad det var han tog fra os, og panikken bredte sig i mig. Jeg rystede fortvivlet på hovedet, og kiggede desperat rundt til alle sider. Prøvede at finde hende..

Clive kom løbende ind igen, lukkede indgangen igen, og skyndte sig hen til computeren. Vi andre kom hurtigt derover for at se, og jeg stillede mig forrest. Mit hjerte dunkede afsted, da CD'en blev sat ind i computeren.

Filmen startede, og manden sad der igen på den samme stol, men man kunne kun se hans profil nu. Han smilede.

"Jeg troede at i ville komme?" sagde han, med et let grin. "Forstod i da slet ikke hvad jeg sagde til jer? I vil jo miste så meget hvis i ikke kommer! Og i har allerede mistet en ting indtil videre."

Jeg bed tænderne sammen og stirrede på videoen.

"Det var så nemt," sagde han, og kameraet zoomede ud. Og der på gulvet foran hans fødder lå hun. Hun havde tårer i øjnene, som gled ned af hendes kinder, hvorefter at lande på gulvet og forsvinde. Hendes arme havde dybe flænger, hvor blodråber løb ned mod hendes albuer, og det værste af det hele var, at mandens ene fod var placeret på siden af hendes hoved. Hun stirrede ned i gulvet, og man kunne se at hun hulkede.

Emily..

Jeg blev fyldt med en forfærdelig vrede, som gjorde mig helt rød i hovedet af raseri. Jeg knyttede næverne, og rystede på hovedet imens jeg tænkte på alle de værste ord jeg kunne finde på. Han havde stjålet.. han havde stjålet min lille Emily.

"Hende her vil desværre ikke fortælle jer at i skal kæmpe," sagde han, og kiggede ned på hende i nogle sekunder. "Men hvis i vil lade hende her være i live, så kommer i. Og i kommer i dag. Eller bliver det her den sidste gang i nogensinde ser hende."

Han fandt en pistol frem fra sin lomme, og..

Der sluttede filmen.

Stilheden bredte sig i rummet, og jeg stirrede på skærmen, hvor filmen nu var slut. Og så gik jeg amok.

Jeg skreg i vrede, ja nærmest brølede, og gik hen til kassen med pistoler. Der greb jeg den første jeg kunne finde, og fik den hurtigt ladt.

"Jeg slår ham ihjel," mumlede jeg for mig selv, men alle hørte det vidst. "Jeg slår ham ihjel."

"NEJ DU GØR EJ!" råbte Clive, og var henne ved mig på et kort sekund. Han greb fat i min arm, og tog pistolen fra mig. "VI GØR IKKE NOGET! VI KÆMPER IKKE!"

Hvad.. Vi kæmper ikke.. Vi..

"SÅ DU IKKE VIDEOEN!" skreg jeg lige ind i hovedet på ham. "HAN SLÅR HENDE IHJEL!"

Han så bare på mig, og rystede så på hovedet.

"Jeg vil ikke miste så mange styrker på en nat," sagde han kort.

"DET MENER DU IKKE!" skreg jeg. "DU KAN DA IKKE.."

Han skød ind i væggen, og jeg fór sammen. Et lille hul havde bredt sig i den grå væg, og han smed pistolen fra sig, som et tegn på at samtalen var slut. Så gik han hen til en af træningsmaskinerne.

Jeg stirrede bare på ham. Hvis han ikke ville kæmpe.. Så måtte jeg jo gøre det..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...