Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1463Visninger
AA

21. Sidste slag

Nialls synsvinkel:

Da jeg fik øje på dem kunne jeg ikke lade være med at gispe. Clive, Alyssa, Louis og alle de andre fra hovedkvarteret kom gående som en stor gruppe ned mod os og modstanderne, og Sam greb instinktivt min hånd. Jeg klemte den, og lyste op over det fantastiske og håbefulde syn. 

Vi skyndte os hen til dem, og jeg kom op på siden af Alyssa. Hendes øjne var helt røde af tårer, og jeg vidste at der var noget galt. Hende og Louis smilede til os, uden at mene det, men jeg rystede bare på hovedet. Så blev Louis opmærksom.

"Hvor er Zayn og Liam?" spurgte han, og jeg tøvede før jeg svarede.

"Liam løb. Jeg ved ikke hvorfor, men Zayn løb efter, og nu ved jeg ikke hvor de er," sagde jeg langsomt og højt, så det overdøvede alt andet. "Hvad med Harry?"

Alyssa så med det samme på mig, og mine øjne mødte hendes. Jeg så med det samme sorgen og fortvivlelsen som strålede fra hendes kropssprog. Hun virkede så indelukket, så bange, og jeg havde lyst til at kramme hende på stedet. Det at der var sket noget med Harry, det var det eneste der kunne hyle hende så meget ud af den. Bare det ikke var alvorligt.

"Han blev ramt," hviskede hun, og Sam gispede bag mig. Alyssa fortsatte grådkvalt; "Han er blevet taget tilbage til hovedkvarteret.. men jeg ved ikke hvad jeg skal tro på, at der sker."

Jeg lagde med det samme armen om hende, og jeg kunne mærke at hun så på mig. Men jeg så bare ned i jorden, i chok. Jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle tro på at der ville ske.

"Louis?" spurgte Sam, og så på ham, da tårerne hobede sig op i hans øjenkroge.

Louis svarede hende ikke, men løftede bare sin pistol højt op i luften. Så skød han, så det buldrede, og alle modstanderne stirrede på os.

"KOM OG TAG OS!" råbte Alyssa til dem, og jeg hoppede baglæns, da lyden kom lige mod mit øre, og med det samme stormede de mod os. Jeg nåede kun lige at få fat på min pistol før vi skulle løbe mod dem også.

***

Emilys synsvinkel:

Jeg åbnede øjnene, og stirrede rundt om mig. Jeg lå på gulvet i en stor lagerbygning af en art, og gulvet var koldt og beskidt. I starten anede jeg ikke hvad jeg lavede her, men så strømmede minderne tilbage, og jeg stirrede på min højre arm.

Cirka en tommelfinger længde under skulderen var to dybe snit, hvor blodet løb helt ned mod mine fingerspidser. I min anden arm tårnede sig et skudhul op lige under albuen, og jeg gøs da jeg så det. Og så mærkede jeg smerten igen.

Ikke kun i mine to arme, men også i min kind, hvor han havde skåret et enkelt snit lige før han slog mig ud. Frygten kom også tilbage. Frygten for at blive slået ihjel. Men i stedet for at slå mig ihjel, havde han bare tortureret mig.

Jeg kom op og sidde, med et smertens suk, og jeg så rundt. Jeg kunne se døren..

Jeg var oppe på få sekunder, men vejen derhen sinkede mig på grund af alt den blod jeg mistede.

***

Zayns synsvinkel:

Vi havde pistolerne klar, og vores ansigter var hårde som sten. De skulle dø. De skulle dø alle dem der var på "lederen"s side. Han havde slået hende ihjel, og vi var begge enige om at Emily skulle hævnes.

Men da vi kom ud på slagmarken, mødte et syn os, som vi ikke havde forventet. Clive og alle de andre mænd fra hovedkvarteret var der.. og de kæmpede sammen med os. Det lysnede mig kun op fordi vi havde større chance for at vinde, men sorgen gnavede stadig helt vildt.

Vi så på hinanden, og tårerne løb stadig ned af Liams kinder. Jeg kunne lige kontrollere mine egne følelser, men jeg fik så ondt af Liam.

"Vi vil hævne hende," sagde jeg bestemt til ham, og han nikkede med sammenpressede læber.

Så skreg vi begge to, og løb ud mod alle de kæmpende mennesker. Jeg skød med det samme de første blodtørstige og umenneskelige krigere jeg så, og pludselig efter et par skud, fik jeg øje på Niall, som jeg nu havde gjort to gange.

Jeg spænede over til ham, og han lyste op da han så mig.

"Er Liam her også?!" råbte han, og jeg nikkede hurtigt til ham, hvorefter jeg skød efter endnu en person. Han faldt til jorden med blodet springende ud af sig som et vandfald. Ad..

"Hvad var der galt?" Niall spurgte mig endnu engang om noget, meget højlydt. Men denne gang var det meget hårdere at svare.

"Emily er død," jeg råbte tilbage til ham, og på en måde så forstod jeg ikke hvad jeg selv sagde. Det var også uvisheden der afholdt mig fra bryde sammen.

Niall stoppede et øjeblik med at skyde i ren chok, og jeg måtte nød til at skyde dobbelt så meget, så han ikke kom til skade.

***

Louis synsvinkel:

Jeg så Liam med det samme han kom løbende ind, og jeg betragtede ham så godt jeg kunne på den afstand. Jeg kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne se at hans mål var at slå dem. Han var fuldstændig brutal, da han gik i gang med at skyde, og det var lige før at jeg ikke turde at løbe hen til ham.

Men det gjorde jeg så alligevel. Han opdagede mig ikke med det samme, så jeg begyndte bare at hjælpe ham. Men da han opdagede mig, og jeg kunne se hans ansigt, opdagede jeg med det samme at noget var galt. Han græd. Men jeg spurgte ikke, fordi jeg ville have at vi vandt. Vi skulle ikke til at aflede hinanden.

Efter lang tid begyndte vi faktisk at blive dem der var i overtal. Og da vi endelig var lidt frie til at løbe uden at være i frygt for at dø hvert sekund, så styrtede Liam hen mod lederen. Jeg skyndte mig efter ham, uden anelse om hvorfor vi tog derhen. De andre fik vidst samme tanke, for med Zayn i spidsen kom Alyssa, Niall, Sam og selvfølgelig Zayn.

Og så rettede de alle sammen pistolerne mod lederen med "pokerface", for han fortrak ikke en mine. Jeg gad godt vide hvad der foregik.

"Nå, så du vil have hævn?" lederens stemme var kold og henvendt til Liam. Liam rystede over hele kroppen i vrede, og jeg vidste at der var sket noget forfærdeligt.

"HOLD DIN MUND!" skreg Zayn af ham, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke.

Liam sprang mod ham, med pistolen løftet mod hans bryst. Men netop som han skød, fældede lederen ham, og han ramte blot lederens ben. Men han fortrak stadig ingen mine, hvilket jeg syntes at der var ret utroligt. Det hele var meget forvirrende. Det lagde de nok alle sammen mærke til, for svaret kom til mig.

"Du ved det ikke," lederen lo af mig, og jeg bed mig i læben. Han fortsatte: "Emily er død."

Jeg stirrede på ham, og vidste nu hvorfor de andre var så vrede. Ja, jeg blev faktisk helt sindssyg inden i. Mit hjerte sprang ligsom et slag over, og jeg gispede.

"Og hvad vil i gøre ved det?" han var så glad og havde det så sjovt, at de fleste ikke anede hvad de skulle gøre. Men så lød skuddet, og hullet formede sig i hans bryst. Lederens smil falmede langsomt, og han stoppede med at grine samtidig med at han mistede evnen til at kunne trække vejret. Og så faldt han baglæns ned på jorden.

"SÅ KAN HAN LÆRE DET!" skreg en stemme bag os, og vi vendte os om. Harry stod med vægten på en fod, og med bandager hen over brystet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...