Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1440Visninger
AA

17. Pistolen er ladt

Nialls synsvinkel:

Jeg stirrede på Clive og Liam. Jeg havde virkelig aldrig troet at nogen turde at råbe Clive lige i ansigtet.

"Jeg vil ikke miste så mange styrker på en nat," sagde Clive kort.

"DET MENER DU IKKE!" skreg Liam vredt, og så ud til at skulle eksplodere. "DU KAN DA IKKE.."

Mere nåede han ikke at råbe, da Clive affyrede pistolen imod væggen, og et hul formede sig ind til soverummet. Liam fór sammen af forskrækkelse, og Sam greb min hånd automatisk. Jeg tog dog ikke hendes hånd, men lagde min arm omkring hende i stedet.

Det gav et smæld, da Clive smed pistolen fra sig på gulvet, og så gik han hen til en af træningsmaskinerne. Først stirrede Liam bare vredt efter ham, men så kiggede han væk.

"Harry," Alyssa hviskede et sted bag mig.

"Ja?"

"Hvad hvis den næste bliver en af os? Eller drengene? Eller Sam?" hun lød oprigtigt bange, og jeg vendte hovedet for at få et glimt af dem.

"Så slår jeg dem ihjel," Harry lavede ikke sjov. Han sagde det dybt alvorligt, og lagde så armene om sin kæreste, som lukkede øjnene i hans favntag.

Jeg så hen på Liam. Hans blik var ikke til at fange, men jeg skimtede en tåre der trillede ned af hans kind. Han rystede på hovedet, nu med endnu en tåre i øjenkrogen, og han virkede helt.. helt ødelagt.

Jeg gik med hurtige skridt hen til ham, og lagde hånden på hans skulder. Han skænkede mig alligevel ikke et blik, men blev bare ved med at se ned. Louis, og Zayn kom hen til os med forsigtige skridt.

"Liam," hviskede Zayn, og jeg opdagede at han også havde tårer i øjnene. Og Louis.. Han havde også en enkelt tåre. Og pludselig mærkede jeg også selv en tåre stryge ned af min kind. Ja, pludselig.. så græd vi.

"Jeg tager afsted," hviskede Liam så.

Vi så på hinanden, og jeg så af en eller anden grund tilbage på Sam. Hun sendte mig et fortvivlet blik, og jeg sendte et beroligende et tilbage, før jeg igen så på Liam.

"Hvad mener du?" spurgte Louis forvirret.

"Hvis Clive ikke vil kæmpe," hviskede han med grådkvalt stemme. "Så vil jeg gøre det."

Et gisp undslap mine læber, og jeg trak min hånd til mig, som havde jeg fået stød. Og så løftede han sit ansigt og så på os, med et alvorligt udtryk i øjnene.

"Manden toturere hende jo," sagde han, og den sidste stavelse udtonede sig i et hulk.

Jeg vil med! Det ville jeg have sagt, hvis det ikke lige var fordi at Sams ansigt dukkede op i mit hoved. Hendes smukke, men tårefyldte øjne. Jeg kunne ikke forlade hende, det kunne jeg virkelig ikke. Jeg elskede hende jo..

Pigerne og Harry kom hen mod med langsomme skridt, og kiggede forvirrede på os.

"Du kan ikke gøre det alene," sagde Zayn bestemt, og tvang ham til at se ham i øjnene. Og jeg kunne mærke på de nytilkomne at de med det samme forstod hvad det handlede om.

Sam gik hen på siden af mig, og jeg lagde armen om hende, og kyssede hendes hår.

"Lige meget hvad, så gør jeg det," sagde Liam, og jeg kunne ikke lade være med at snøfte, da endnu et par tårer strøg ned over mine kinder. De andre så på mig, og Liam fortsatte; "Men jeg elsker jer, det er ikke det. Jeg må bare nød til at gøre noget. For at redde Emily.. for at redde jer."

"Så tager jeg med," sagde Zayn, som prøvede at beherske sine tårer. Liam så på ham, og smilede en smule.

Alyssa hviskede noget til Harry, og han rømmede sig, så vi så på dem.

"Vi tager også med," sagde han, og bed sig i læben for ikke at begynde at græde. Alyssa nikkede, og trykkede sig ind mod Harry med et hulk.

"Og mig," hviskede Louis og prøvede at smile.

Jeg så på Sam, og hun nikkede til mig, med et skævt smil, selvom tårerne på hendes ansigt sagde noget andet.

"Også vi," fik jeg fremstemmet, og sagen var afgjort.

Men selvom vi var enige, havde jeg aldrig haft sådan en forfærdelig fornemmelse i maven som nu. Kvalme, frygt, og sorg på samme tid. Måske fordi jeg vidste at vi alle sammen nok snart skulle dø.

***

Louis synsvinkel:

Det var med tunge hjerter, da vi stilte os op foran Clive, og de mange andre mænd. Vi havde hver taget en pistol, og ladt den, og vi havde også alle sammen fået en kniv. Ikke at jeg håbede at det ville blive nødvendigt.

"Bare fordi at Clive er for bange til det, han har trænet os til!" råbte Harry, med en så stor handlekræft i stemmen at jeg følte mig helt stolt af at stå der. "så træder vi ikke fra! Vi går nu ud og kæmper, den kamp i ikke ville risikere!"

"Måske dør vi!" fortsatte Zayn. "Måske gør kun nogle af os, men lige meget hvad så er vi stolte over at vi gør noget!"

"Vi troede at det var jer der ville det her," sagde Niall. "Men nu er det pludselig os?!"

"I tror ikke engang på det i selv siger," sagde Liam. "Nu tager vi afsted, og så må i blive her, i kujoner!"

"Farvel," sluttede jeg af med, og så gik vi hen til indgangen og lukkede os selv ud.

Efter et kvarters gang ned af røret, kom vi endelig til et sted under broen, og fik klemt os ud på græsset i De Dødes Park. Det var jeg begyndt at kalde den.

Heldigvis var ingen i parken. Der var ingen nogle som helst steder.. De ventede vel på os? Solen var næsten ved at gå ned..

Alyssa viste os vejen til marken, og da vi kunne se den, begyndte vi at miste modet. Der stod mange folk på den allerede. Mænd. Barbarer der havde slået uskyldige mennesker ihjel. Og forrest stod lederen, som vi havde set på DVD'en og på filmen på computeren.

Men vi fortsatte, og lige før vi trådte ind på markens græs, kiggede vi på hinanden. Alyssa og Harry knugede sig ind til hinanden, og det samme gjorde Niall og Sam.

Måske var det sidste gang at vi nogensinde så på hinanden igen. Måske skulle vi alle sammen dø nu. Måske endte mit liv lige om lidt, og vi ville aldrig føle frygt eller kærlighed igen? Det var nu, alt eller intet.

Og så trådte vi ind på markens græs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...