Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1463Visninger
AA

5. Navne

Nialls synsvinkel:

Jeg vågnede med et sæt, og satte mig op. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke sove mere. Det var for mørkt. Hele verden var for mørk, og jeg turde ikke at sove mere. Jeg så hen på pigerne. De lå der stadig alle sammen. Og det gjorde drengene heldigvis også. Det var mærkeligt. Der var meget stor forskel på hvordan drengene og pigerne lå. Drengene lå og sov i forskellige positioner som de altid gjorde hver morgen, men pigerne lå præcist på samme måde som da de gik i seng. De krøb sammen, og lagde tæt for at holde varmen.

"Niall?" jeg fik et sæt, da jeg hørte Zayns hviskende stemme.

"Ja?" jeg så på ham. Han havde åbne øjne, og halvsmilede.

"Er du okay?" spurgte han. Jeg nikkede, og smilede også halvt. Jeg havde glemt hvordan man smilede helt.

Han satte sig langsomt op ved siden af mig, og sendte mig et bekymret blik. Jeg blev meget overrasket da han sagde: "Vi skal nok klare den. Vi er alle sammen i skkerhed."

Han så helt medfølende ud. Det var lidt sært, for det var ikke fordi at jeg tvivlede på sikkerheden når jeg var herinde. Det var kun hvis vi stadig var derude, at jeg tvivlede. Tænk på alle de uskyldige mennesker der havde ladet livet i den seneste tid. Det var en hjerteskærrende tanke. Zayn afbrød mine tanker igen.

"Hvad tror du deres historie er?"

"Hvad?" jeg så på ham.

"Pigerne. Hvorfor tror du at de er her? Hvor tror du deres forældre er? Og hvordan mon de har klaret sig indtil nu?" han så hen på dem, imens han snakkede. Jeg havde egentlig ikke tænkt over det. Jeg mener, jeg havde kundt kendt dem i omkring et halvt døgn, så det var ikke noget jeg lige havde tænkt over.

"Det ved jeg ikke," svarede jeg. Zayn trak på skuldrene, men blev ved med at se på pigerne.

"Hvorfor vil du egentlig vide det, Zayn?" Liams stemme overraskede mig, og jeg vendte hovedet mod ham. Han ignorerede det, og fortsatte; "Måske er det ikke en glad historie?"

"Jeg er bare nysgerrig," svarede Zayn, uden at sende ham et enkelt blik. Jeg så på Harry og Louis. Jeg kunne tydeligt se at Harry var vågen, men Louis sov stadig. Stakkels ham. Det måtte gøre vildt ondt i hans skulder.

Den lyshårede pige rørte på sig, og vi så alle sammen hen på hende. Hun satte sig op, med ryggen til os, og dynen røg ned. Hendes lange lyse hår, var det første jeg så på, men så opdagede jeg hendes bare ryg. Vi vendte alle sammen hovedet rundt på samme tid, og stirrede ind i væggen. Hun havde ingen trøje på. Hun havde vel skiftet i løbet af natten. Wow. Det var jeg ikke lige forberedt på. Jeg så på Harry, og opdagede at hans øjne stadig lå på hende. Jeg sukkede. Typisk ham.

Han smilede, og vendte så hovedet væk fra hende. Hun måtte have vendt hovedet eller noget.

"Godmorgen," hendes stemme lød pludselig, og vi så på hende. Hun havde taget en gammel halvødelagt skjorte på, og desuden havde hun også sorte shorts på.

"Hey," svarede Harry helt afslappet.

Hun himlede med øjnene, og rejste sig op. I hver ende af rummet var de to madrasser jo, men imellem dem, var der i midten af rummet en gammel kiste med hængelås på. Den så ud til at være hundrede år gammel. Den stod op af den ene mur, da indgangen var lige overfor den. Den lyshårede pige gik hen til den, fandt en hår nål frem, og låste den op på ti sekunder. Det var faktisk vældigt imponerende.

"Hvad hedder du egentlig?" spurgte Zayn.

Hun så ikke op, men svarede bare: "Alyssa."

Alyssa. Hun virkede ret hård i det. Det passede ikke så godt til hendes navn. Alyssa lød som hende den søde pige som hendes far ikke ville lade date nogle som helst fyre. Men hende her så ud som om hun kunne nedlægge en tyr på et halv sekund.

"Og hvor kommer i fra?" vedblev Zayn. Og i det øjeblik stirrede Alyssa på os. Hun hamrede næven ned i kistens låg, og rejste sig op. Selv Harrys smil blegnede.

"I spørger aldrig om det igen, okay?" snerrede hun. "I spørger hverken mig, eller mine piger! For så er det ud!"

Hun ventede ikke på et svar, men gik bare hen og åbnede kisten, hvorefter hun begyndte at lede i den. Jeg veklsede blikke med drengene, og vi vidste at hun mente det alvorligt. Måske havde Liam haft ret.

Vi fik os langsomt rejst op, men lod Louis sove. Han skulle ikke overbelastes.

Alyssa trak en lille taske op af kisten, og smækkede låget i igen. Hun låste, og gik så hen til indgangen.

"Hvad laver du?" spurgte Harry.

"Jeg kommer snart tilbage," svarede hun undvigende. "Bliv her med pigerne."

Og med de ord, trak hun kontaineren til side, kravlede ud, og skubbede den på plads igen. Vi sad lidt i stilhed, og tænkte, men så blev vores tanker afbrudt.

"Er han okay?" pigen med de brune øjne, sad op, med en gammel T-shirt, en militærfarvet vest uden over, og et par mørkegrønne bukser der gik til knæene. Hun kastede med hovedet i retning af Louis.

"Jeg tror at han klarer den," svarede Liam. Hun smilede. Det var sjovt, for jeg havde ikke set nogen smile rigtigt i lang tid.

"I skal altså ikke tage jer af Alyssa," sagde hun. "Hun er vores 'leder'. Og hun gider ikke at snakke om fortiden. Hun vil kun skabe en ny fremtid. Det er vel egentlig godt nok, men alligevel."

Hun så ikke så hård ud som Alyssa.

"Hvad hedder du?" spurgte Zayn.

"Emily."

"Og hvor gamle er i?" Zayn var virkelig nysgerrig.

"Vi er alle sammen fjorten," svarede hun.

Kun fjorten år? Så var de jo teknisk set stadig børn. Sådan så jeg det ivertfald. Nu fik jeg helt ondt af dem.

"I er da ikke særlig store," sagde Harry. Måske kunne han læse mine tanker.

Emily trak på skuldrene. Hun så ud til at være lidt ligeglad.

"Nej, men betyder det noget?" spurgte hun bare. Ingen af os nåde at svare, før den rødhårede pige satte sig op. Hun gned sine øjne, og så på os. Så smilede hun.

"Hvad laver i?" spurgte hun.

"Og det her er Sam," forklarede Emily. Jeg fik øjenkontakt med Sam et øjeblik, og jeg opdagede at hun havde dybe øjne. Meget dybe øjne. Flotte dybe øjne.

Den sidste åige satte sig op. Hun havde også lidt rødligt hår, men med en anelse brunt i. Kastanjefarvet, ville jeg kalde det.

"Og jeg er Megan," sagde hun smilende.

"Godt at møde jer," sagde Liam. Han talte på alle drengenes vegne.

Emily så på pigerne, og det var som om de snakkede med øjnene, for de sagde ikke et ord, men det så alligevel ud som om de kommunikerede. Megan havde armen om Sam, imens de sad og så på Emily. De lignede søstre. Jeg så på mine brødre, og jeg blev igen bekymret over Louis. Tænk hvis han ikke klarede den.

Pludselig røg kontaineren til siden, og Alyssa væltede ind. Hun trak hurtigt skraldespanden for igen, og trak vejret dybt. Det så ud som om hun havde løbet.. eller var kommet til skade. Men så så hun os.

"Snakker i?" spurgte hun og hun lød en smule vred.

Megan rejste sig, og gik hen til hende. "Vi fortalte bare vores navne."

"Godt," svarede hun bare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...