Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1572Visninger
AA

2. Mørket

Harrys synsvinkel:

Vi løb ned af gaden, og vores skridt gav genlyd mod den fugtige brostensbelagte jord. Lyden af eksplosioner, flyvemaskiner og skud lød i det fjerne fra alle retninger, og mit hjerte hamrede afsted. Verden var ved at gå i kaos. Vi blev kun oplyst af det svage lys fra de næsten ødelagte gadelamper, og det hele havde et slags gråligt skær.

Pludselig mærkede jeg en hånd der klemte om min arm, og jeg blev trukket ind til siden. Det var Zayn. Vi krøb os alle fem sammen i et hjørne, og i det samme kom en mand med en pistol forbi. Jeg vidste ikke om at han var på vores side, eller... Ja, faktisk anede jeg ikke om vi overhovedet havde en side. Han ville sikkert skyde os lige meget hvad.

Jeg kunne mærke den kolde mur bag mig, da jeg sad som en af de bagerste, men det var ikke det der gav mig myrekryb. Det var manden der stod og sigtede rundt med sin pistol. Pludselig skød han ud i nattens mørke, og det gav et sæt i os alle sammen. Men ingen af os sagde en lyd. Vi kunne beherske os.

Pludselig hørtes et skrig. Det lød som om det kun kom 50 meter fra os, og manden satte i løb mod den høje skingre lyd. Han ville sikkert skyde den person det kom fra, men det havde måske også lige reddet vores liv. Vi var heldige denne gang.

I et langt stykke tid rørte vi os ikke. Men så hørte jeg noget jeg ikke have hørt i lang tid. Nialls stemme. Jeg havde ikke hørt nogen af drengene snakke i en uges tid nu, og jeg fik et chok af at høre hans genkendelige stemme igen.

"Vi må nød til at komme væk," hviskede han. Vi andre nikkede, men vi var alle lige usikre på hvorhen vi kunne løbe. Der var ingen steder at gemme sig i den her verden mere. Der var intet lykke eller håb tilbage, og jeg kunne knap nok huske følelsen af at være glad. Følelsen af at smile...

Vi ville også snart dø af sult eller tørst. Men der var ikke rigtig noget at gøre, for der kunne ikke findes mad eller vand mere. Kun vandet fra rendestenen eller affald fra gaden. Hvis der da stadig var det tilbage.

Vi rejste os langsomt, forsigtige, og begyndte at løbe igen. Men med det samme vores skridt kunne høres i gaden, hørtes der skud alle vegne fra. Folk kunne høre os. Folk ville slå os ihjel.

Jeg kunne mærke tårerne svide i øjnene, og det overraskede mig, da jeg troede at jeg havde grædt alle mine tårer væk efterhånden. Men alle skuddene, og følelsen af at blive forfulgt var for meget, og jeg stirrede panisk rundt om mig. Vi løb og løb, men skuddene kom tættere og tættere på, og pludselig faldt Louis.

Vi stoppede alle sammen, og stirrede på ham. Jeg så det med det samme. Skudhullet i hans højre skulder, og blodet der løb ned af hans arm og ned i rendestenen. Tårerne strømmede ned af hans kinder, og jeg faldt på knæ ved hans side.

"Louis! Louis rejs dig!" råbte jeg til ham, men han reagerede ikke. "Louis, alt skal nok blive godt igen. Kom nu. Kom nu! LOUIS!"

Skuddene kom tættere på, og jeg gik i panik, og ruskede i ham, mens jeg skreg hans navn. Til sidst trak Liam mig op og stå, og Zayn og Niall tog fat i Louis arme. De fik ham op og stå, og fik hevet ham med, da vi fortsatte med at flygte. Vi græd alle sammen nu. Vi var døde. Døde og fortabte i mørket. Alene i de mørke gader.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...