Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1426Visninger
AA

6. Modstandsstyrken

Louis synsvinkel:

Jeg kiggede op i loftet, imens jeg hørte Alyssa snakke strengt til de andre piger, og lyden af drengens hviskende stemmer omkring mig. Jeg ville ikke være med i nogen af samtalerne. Jeg ville bare slippe ud af alt det her. Intet var rigtigt.

Harry lagde pludselig hånden på min arm, og jeg så op på ham. Han smilede til mig, men ikke rigtigt. Smilet nåede ikke hans øjne. Han øjne var nemlig helt bedrøvede og sørgelige. Jeg prøvede at smile tilbage til ham, men det lykkedes vidst ikke. Og det bemærkede han også.

"Louis, det skal nok gå," sagde han, og jeg nikkede.

"Selvfølgelig," svarede jeg. "Det ved jeg godt."

Vi nåede ikke at gøre mere, før vi blev afbrudt af Alyssa.

"Drenge!" sagde hun, og vi så alle sammen på hende. Hun smilede tilfreds et øjeblik, men rettede sig så op.

"Nu hvor i bor her, kan i lige så godt gøre nytte," sagde hun, og fortsatte: "Og mine piger stoler åbenbart på jer. Vil i være med i modstandsstyrken?"

Drengene så på hinanden, og jeg lyttede spændt efter fortsættelsen.

"Modstandsstyrken?" spurgte Zayn.

"Vi kæmper mod dem der er ved at overtage verden. Vi har allerede samlet halvtreds folk," sagde Alyssa. Emily krympede sig pludselig, men før nogen af os nåede at reagere på det, fortsatte Alyssa: "Vi skal nok træne jer."

Ingen af os vidste hvad vi skulle sige. Ingen undtagen Liam.

"Beklager, Alyssa," sagde han, og så på os før han fortsatte: "Jeg kan ikke tillade at mine drenge kommer til skade."

Det var typisk ham, at passe på os. Et lyn af smerte gennemborede min skulder igen, og jeg lukkede øjnene i. Drengene skulle ikke se mig pive, så jeg kæmpede for at holde et skrig tilbage.

"Du kan ikke tale for dem alle sammen, Liam," sagde Alyssa.

"Jo, det kan jeg," sagde Liam  bestemt.

Niall så ned i jorden, og Zayn bed sig i læben.

"Hvad har i da at miste?" spurgte Megan. Der kom en lang pause i det lille rum.

"Hinanden," sagde Zayn så.

Der kom endnu en lang pause, og Alyssa vrissede. Hun rejste sig, trak containeren til side, og kravlede ud.

***

Liams synsvinkel:

Hvordan kunne jeg nogensinde tænke på at melde mine drenge til sådan noget her? Hvordan kunne jeg overhovedet overveje det? Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lade være. Det var som om jeg faktisk gerne selv ville. Som om jeg gerne ville være med i krigen, og vinde. Jeg ville befri verden.

Men det vidste jeg godt, at jeg ikke kunne bede dem om. Hvad hvis ingen af os klarede den? Det kunne jeg bare ikke lade ske. Jeg ville ikke tænke på det.

"Liam?" hviskede Zayn omme bag mig.

Jeg rullede rundt og kunne lige skimte ham i mørket. Jeg fik ojenkontakt med ham. Han så alvorligt på mig, og jeg så tilbage på ham. Sådan lå vi i nogle minutter indtil han brød stilheden igen.

"Jeg vil gerne være med," hviskede han.

Jeg vidste med det samme hvad han mente. Modstandsstyrken!

"Hvad?" hviskede jeg overrasket tilbage.

"Jeg vil skåne alle de uskyldige mennesker, jeg vil skåne de her piger," svarede han, og jeg stirrede på ham.

Skåne pigerne? Hvad mente han med det.

"Har pigerne brug for at blive reddet, eller hvad?" spurgte jeg forvirret.

Han nikkede. "Jeg tror at hende Emily har."

Jeg tænkte ikke nærmere over det, men gik tilbage til emnet.

"Zayn, du kan ikke.."

"Jo, jeg kan. Og jeg gør det."

"Men Zayn.."

"Liam, det er min beslutning."

"Men, Zayn, du kunne.."

"Det ved jeg. Men jeg er nød til at løbe den risiko."

"Jamen, Zayn.."

"Kom med mig. I kan alle komme med.."

"Zayn, hvad med Louis!" hviskede jeg frustreret.

Han så på mig, med et jeg-ved-det-blik. Han havde åbenbart tænkt meget over det.

"Han kan klare det!" hviskede han.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg kunne ikke modsige det. Jeg havde også lyst til at melde mig til det. Men det kunne jeg ikke bare gøre. Men alligevel..

Jeg vendte mig rundt og så på Louis. Så på Harry. Jeg vendte mig rundt igen og så så på Niall. Og til sidst på Zayn igen.

"Jeg vil også gerne være med Zayn," sagde jeg, men afbrød ham før han nåede at svare: "Men det kan jeg ikke gøre mod jer."

"Vi kan og vi vil," svarede han. "Liam, vi kunne alle fem gøre det."

Jeg ville svare ham, men kunne ikke. Så jeg lukkede bare øjnene, og lod som om jeg faldt i søvn. Det her kunne ikke være rigtigt. Jeg var næsten ved at beslutte mig for at gøre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...