Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1420Visninger
AA

18. Jeg elsker dig

Harrys synsvinkel:

Vi gik hen og stilte os op på en række foran vores modstandere, som så ud som om de ville slagte os. Som var vi grise, som vidste hvad der ville ske, men stilte sig klar til døden alligevel. Nogle dumme grise.

Mit hjerte pumpede afsted, og jeg knugede Alyssas hånd, imens jeg koncentrerede mig om ikke at virke bange. Sådan nogle som dem kunne altid lugte frygt!

Alyssa knugede tilbage, og jeg mærkede varmen fra hende. Hun var så vidunderlig, og hvis jeg gik i døden nu, var jeg glad for at det var sammen med hende. Jeg elskede hende mere end nogle af de piger jeg nogensinde havde datet. Ja, mere end alle dem jeg nok nogensinde ville komme til at møde i mit liv.

Og drengene. Jeg brød mig virkelig ikke om tanken om at de også gik i døden nu..

"Jeg er glad for at i kom," sagde lederen, og jeg vendte hovedet mod ham. "men jeg havde dog forventet nogle flere af jer. Men pyt med det, i det mindste kan vi få det afgjort.."

"HVOR ER HUN?!" jeg stirrede hen på Liam da han afbrød lederen.

"Pigen?" spurgte lederen, uden at fortrække en mine. "Tænk ikke på hende."

Liam så ud som om han skulle eksplodere, men han sagde ikke noget, hvilket jeg syntes at der var klogt af ham. Alyssas hånd knugede min endnu hårdere.

"Skal vi?" lederen smilede, og trådte tilbage så han forsvandt i mængden, og vores modstandere smilede med hånlige smil. De havde det åbenbart sjovt, eller vidste at de skulle have det.

Jeg greb fat i min pistol, og gav slip på Alyssas hånd. Jeg havde ikke lyst til det, men hvis jeg skulle overleve det her, så måtte jeg satse alt.

Og så satte vores modstandere i løb mod os. Jeg fik et chok, men fulgte drengene, Alyssa og Sam som også løb mod dem.

Nu dør jeg.. Nu dør jeg.. Nu dør jeg..

Jeg vidste at jeg blev slagtet nu. Det var som om det hele gik i slowmotion, og jeg lagde mærke til at ikke alle vores modstandere havde pistoler. Kun knive. Det gjorde mig på en måde mere bange end jeg allerede var.

Og så skød jeg. En mand faldt til jorden, og jeg undgik med nød og næppe selv et skud, ved at lave et rulle fald. Og så var vi pludselig havnet midt imellem hinanden. Jeg skød til alle sider, og mænd faldt til jorden, men jeg vidste ikke om det var på grund af mig, eller en af de andre.

Jeg kunne ikke se Alyssa mere. Jeg kunne slet ikke se nogen mere.

Jeg hørte skrig, og råb, men jeg kunne ikke skilne lydene fra hinanden. Jeg skød og skød imens jeg undgik selv at blive ramt, og så fik jeg pludselig øje på hende. Hun stod og så rundt i panik, og havde slet ikke øje for noget. Hun ledte efter mig, og lagde slet ikke mærke til manden der løb mod hende bagfra. Han havde en kniv i hånden, og havde den hævet over hovedet, klar til at hugge ned i hende, og slå hende ihjel på stedet.

"ALYSSA!" skreg jeg så højt jeg kunne, og satte i løb mod hende. Hun fik øje på mig, og smilede stort.

"HARRY!" råbte hun, men jeg kunne slet ikke smile. Jeg skulle bare redde hende, det var det eneste jeg ville lige nu. Og så kastede jeg mig ind foran hende, og mærkede kniven der satte sig ved mit bryst før jeg landede hårdt på jorden.

Alyssa skreg, og skød manden der havde ramt mig med det samme. Hun faldt på knæ, og hviskede mit navn utallige gange, imens hun greb min hånd og klemte den hårdt. Hun rev også kniven ud af mit bryst og smed den fra sig på jorden.

Jeg mærkede blodet der sivede ned på min bare arm, og jeg kunne mærke hvor meget det brændte ved mit bryst. Skud og skrig fyldte ikke noget i mine øre mere, nu var det bare en fjern støj. Jeg kunne også kun lige akkurat høre Alyssa sige mit navn, men når jeg så på hende, kunne jeg se at hun råbte til mig. Hun lagde begge hænder på hver side af mit hoved, og stirrede mig ind i øjnene.

Månens skær ramte hende, og hun lyste for mit blik som en engel. Måske var det bare fordi at jeg var ved at dø, eller fordi jeg hallucinerede men pludselig var hun smukkere end aldrig før.

"Alyssa," hviskede jeg, og hun så mig med det samme i øjnene. Jeg kunne se hendes tårer glide ned af kinderne, og jeg fik ondt af hende.

"Ja?" hendes stemme rystede.

"Jeg sagde engang til dig at jeg elskede dig.. men du svarede mig aldrig," sagde jeg stille og roligt, for at hun skulle kunne forstå mig. Hendes øjne flakkede mod det blødende hul i mit bryst, til mine grønne øjne.

"Harry, jeg elsker dig," sagde hun så, og begyndte at græde. Hun trykkede sig ind mod mig, og hulkede mens hun hviskede; "Jeg elsker dig over alt i hele verden. Jeg elsker dig mere end nogen anden, og jeg vil give mit liv for dig. Du må ikke dø. Du må ikke forlade mig."

Jeg løftede langsomt min arm, og lagde den om hende.

"Jeg vil gerne blive," hviskede jeg, og hun forstod vidst hvad jeg mente. Jeg havde ikke noget valg.

Pludselig var Louis der også.

"Harry," jeg kunne næsten ikke høre ham,men jeg kunne se hans mund forme mit navn. Og så lukkede jeg mine øjne. Jeg var endnu ikke død, men det var svært at holde dem åbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...