Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1449Visninger
AA

3. Hullet i muren

Zayns synsvinkel:

Der var ikke mere tid tilbage. Skuddene var helt tætte på nu, og jeg kunne ikke se andre muligheder end at lægge os ned og dø. Det var ikke noget ønske, men jeg kunne bare ikke flygte mere.

Louis vægt gjorde mig og Niall langsommere og jeg vidste at vi snart måtte give op. Kun de færreste ville have overlevet det her, men vi var ikke nogle af dem. Verden den brændte, og vi kunne ikke blive ved med at løbe rundt i ilden, uden at brænde os. Men alligevel kæmpede vi os videre.

Skuddene var nu helt tætte på. Mit hoved dunkede. Den kolde fugtige vind. Døden der sneg sig tættere på. Og så stoppede Liam og Harry op. De vendte sig om mod os, og jeg kunne se på dem at de tænkte det samme som mig. Vi var dødsens.

Vi bevægede os ind i en ny gyde, og satte os ned ved siden af nogle gamle kontainere. Jeg var meget forsigtig med at sætte Louis ned, selvom han nok ikke var helt så skrøbelig som han så ud. Men det var jo også lige meget. Lige nu betød ingenting noget. Vi satte os bare og ventede på at dø.

Vi kunne høre skridt der kom imod os, og snart ville nogle mænd nok dukke op. De ville have pistoler. Pistoler der var ladte. Og de ville trykke på aftrækkeren. Og vi ville dø i sekundet.

Jeg kiggede på de andre drenge. De så udmattede ud. Næsten som om de kunne ligge sig ned og sove på stedet, men det vidste jeg godt at de ikke gjorde. Jeg vidste så meget... Men hvorfor vidste jeg så ikke hvordan det her var gået til?

Skridt. Pistolskud. Skygger.

Pludselig blev den nærmeste kontainer hevet til side, og et hul i muren kom til syne. Jeg fik et chok, og sad bare og stirrede i nogle sekunder. Kunne det være en fælde? Vi ville jo dø lige meget hvad, så...

Liam nikkede til os, og kravlede ind igennem hullet. Jeg holdt vejret. Skridtene kom nærmere. Det var nu eller aldrig.

"Liam," hviskede jeg, og trak Louis hen til hullet. Han rakte armene frem, og vi fik trukket Louis ind. Derefter kravlede Niall ind, efterfulgt af Harry, og til sidst kravlede jeg selv ind. Jeg trak hurtigt kontaineren for igen, da der belejligt var banket to håndtag på bagsiden.

Bang! Bang! To skud lød lige uden for, og jeg kravlede langsomt længere ind i det mørke hul, indtil jeg kom ud på den anden side. Der var helt mørkt, og jeg kunne ikke se noget som helst.

"Drenge?" spurgte jeg forsigtigt. Måske var vi alligevel dødsens. Måske var det her ikke en redning.

"Zayn," det var Harrys stemme, og jeg mærkede en hånd gribe om mit håndled. Jeg slappede lidt mere af, men var stadig forvirret. Hvor i alverden var vi?

Og så pludselig, tændtes et lys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...