Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1412Visninger
AA

10. Hold 3

Zayns synsvinkel:

Emily så på os, og nikkede. Det var nu. Vi skulle afsted. Jeg havde virkelig ikke set frem til det øjeblik, og jeg trak vejret dybt, før vi rejste os op. Jeg kunne slet ikke tage mig sammen, da jeg havde så mange ideer om hvad der ventede. Men den der så mest bange ud var faktisk Emily. Hun rystede, og stod og stirrede på udgangen. En enkelt tåre undslap hendes øje.

Liam sukkede, og hviskede til mig; "Hun bliver vores død."

Jeg slog ham på armen. Det lignede ham slet ikke at sige sådan noget, og det gjorde mig faktisk lidt målløs. Måske var det derfor Emily aldrig sad sammen med os. Måske var hun ked af at Liam ikke kunne lide hende? Eller måske var hun bange for at ingen kunne lide hende?

Jeg gik hen til hende, og lagde hånden på hendes skulder. Hun så op på mig, og sendte et taknemmligt smil, som jeg aldrig havde forventet at der kunne komme fra hende. Liam virkede også overrasket til at starte med, men rystede så på hovedet.

Vi trak containeren til side, og kravlede ud. Vores hænder og ben ramte de kolde sten på jorden, og vi var alle skrækslagne med det samme. Mit hjerte hamrede afsted, og vi fik hurtigt trukket containeren på plads igen. Mig og Liam var hurtige til at stille os ved siden af hinanden, og Emily stod som lammet lidt foran os. Hun stirrede rundt om sig, og begyndte med rystende skridt at gå hen af passagen.

Vi listede med, og havde hele tiden pistolerne klar. Emilys underlæbe bævede, og hun holdt fast om pistolen som var den en dyrebar skat. Hvad mon foregik i hovedet på hende? Hun holdt sig tæt inde mod muren, og trak vejret dybt hele tiden. Jeg stirrede også på omgivelserne. Det her skulle have været en lille gade, hvor der lå en cafe og små lejligheder. Det skulle ikke se ud som et helvede. Verden var jo helt igennem ødelagt..

Vi nåede til enden af passagen, og foran os var en gågade. Døde mennesker.. De var overalt, og Emily stivnede. Hun stirrede rundt om sig, og kunne slet ikke få vejret. Mig og Liam så på hinanden. Det her ville vi ikke slippe levende fra.

Vi kunne høre skrig, og pistolskud, og overalt kom røg op fra ødelagte eller brændene ting. Hele verden.. brændte.. Døde mennesker.. Røg.. Skud.. endnu en død..

Tanker strømmede rundt i hovedet på mig, og jeg skyndte mig at give Emily et lille skub i ryggen, så hun kom i bevægelse igen. I et øjeblik var jeg bange for at hun ikke vidste hvor vi var, men så satte hun i løb over gågaden, og hen mod en anden passage. Vi fulgte hurtigt med, men vi var kun nået halvvejs, før Emily stoppede i chok, og stirrede på en død mand der lå en meter væk.

***

Liams synsvinkel:

Hun stoppede igen, og stirrede på en død. Vi kunne ikke fortsætte på den måde, og nu døde vi altså snart, hvis det ikke stoppede. Og så satte hun i løb mod manden, og faldt på knæ foran manden, imens hun begyndte at græde. Jeg stirrede på hende. Nu havde hun da fuldstændig mistet forstanden!

Zayn og jeg løb hen til hende, og prøvede at trække hende op og stå igen, men huns strittede imod, og blev siddende. Hvad havde hun dog gang i?! Hvorfor sad hun og græd foran den mand?!

Og så slog hun armene om den døde, og rystede af sorg og fortvivlelse. Og så forstod jeg det pludselig.

Jeg satte mig på hug bag hende, og trak hende forsigtigt væk fra manden. Hun stirrede på mig, og jeg vidste godt at jeg havde været lidt tarvelig, men lige nu havde jeg virkelig medfølelse med hende. Jeg trak hende ind til mig, og hviskede stille; "Din far er et bedre sted, Emily."

Hun begyndte at græde endnu mere, og jeg mærkede hende ryste. Zayn stirrede på manden, og så på Emily. Og så fattede han det vidst også.

Pludselig hørte jeg skud, der lød meget tættere på end før. Jeg rejste mig hurtigt, og trak Emily afsted i hendes arm. Zayn var lige i hælene på os, og vi skyndte os ind i passagen, hvor vi faldt ned og sidde bag nogle kasser. Zayn stirrede bare ned i jorden, og jeg tyssede hurtigt på Emily som var ved at hulke.

Tænk at hun lige havde set sin far ligge død der midt på gaden. Midt bland alle de andre lig..

Jeg trak hende hurtigt ind til mig igen, og strøg hende over kinden lidt, imens tårerne strømmede ned over hendes ansigt. Zayn sukkede, og tog fat i Emily hånd, som han klemte blidt.

Sådan sad vi lidt, indtil Emily rejste sig..

"Kom, der er ikke så langt nu," sagde hun, og tørrede tårene væk med sin håndflade.

Vi rejste os, og gik ned af passagen med vores pistoler løftede. Jeg var meget imponeret over hende. Tænk at hun bare sådan uden videre kunne rejse sig, og gå videre efter sådan en oplevelse.

Vi nåede til en sti, som førte igennem en park. Der lå seks døde mænd. En med en kniv ved sin hånd, og fem der lå i en blodpøl. Emily stirrede på dem, men vi fik hurtigt tvunget hende videre.

Vi skulle ned under en bro, og igennem et stort rør. Og der var ret langt gennem røret, men efter et kvarter stoppede Emily endelig. Hun tog fat i et håndtag på rørets side, og åbnede en lille dør. Vi kom ind i en kæmpe træningssal, og nød med det samme at være i sikkerhed.

Men så stoppede glæden. Ved siden af døråbningen, lå Megan. Hun havde tomme øjne, og et skudhul i maven. Drengene sad omkring hende imens de holdt om pigerne. Og så faldt Emily sammen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...