Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1443Visninger
AA

9. Hold 2

Nialls synsvinkel:

Vi tog afsted da der var gået et kvarter siden det første hold gik. Vi fik også farvel krammere, og jeg bed mig i læben da vi trådte udenfor. Det var koldt, og fugtigt. Det var helt klamt, og lugten af kloak var ikke til at tage fejl af. Føj!

Ned af en passage, og over en gågade.. Døde mennesker lå overalt. Fra små babyer til ældgamle pensionister. Det var et forfærdeligt syn, og jeg kunne ikke holde ud at se på det. Nogle få døde dyr så vi også, men alle de døde kroppe gjorde indtryk på mig, og jeg kunne virkelig mærke grunden til at jeg havde meldt mig til det her.

Sam virkede meget nervøs, og holdt sig hele tiden tæt på mig. Det var på en måde rart, og jeg gjorde mit bedste for at få hende til at føle sig tryg. Hun var faktisk vældig pæn, med sit røde hår, og dybe øjne. Jeg kunne godt huske første gang jeg så ind i dem..

"Niall, hvorfor stirrer du på mig?" hviskede hun så, og jeg blev vidst rød i hovedet. Men jeg nåede ikke at reagere, før Megan trak os begge ind i en anden passage.

"I må ikke miste fokus!" vrissede hun stille, og med sammenbidte tænder. Jeg blev ikke irriteret på hende, for jeg vidste godt at hun havde ret. Jeg blev distraheret, og det kunne koste mig livet..

Vi gik videre til enden af passagen og kom til en sti, og en park. Hvor var her smukt! Det var lang tid siden jeg havde set træer og græs, selvom meget af græsset var væk. Vi småløb hen af stien, men Megan stoppede os pludselig. Jeg kiggede forvirret på hende, og hun pegede på jorden. Der lå en pistol fuldstændig magen til vores.

"Det er enten Harry, Louis eller Alyssas pistol," hviskede hun.

Vi nåede ikke at reagere mere, før hun pludselig gispede.

"Hvad?" hviskede Sam.

Megan pegede bag os, og vi vendte os langsomt om. Der stod fem mænd og stirrede på os. De havde ar, og dybe flænger overalt på arme og ben, og de havde hver en stor pistol. Deres sultne blikke pegede direkte mod os, og det trak lidt i mundvigen på den ene af dem. Så smågrinede de på en måde, der lød som om de ikke kunne finde ud af det. Men et halvgrin undslap dem alligevel, og de satte i løb mod os.

Jeg greb min pistol med det samme, og pegede den mod dem, og Sam og Megan fulgte mig. Pistolen føltes mærkeligt i mine hænder, og det var som om alting gik i slowmotion. Jeg skød, og en af mændene faldt om, imens blodet dannede sig en pøl omkring ham. Sam og Megan skød også, og ramte den samme mand, som faldt om og stoppede med at trække vejret med det samme.

Så begyndte de at skyde, og kuglerne fløj omkring os, imens vi skød tilbage. Vi ramte alle mændene, før de nåede os, og da de alle var drattet om, begyndte mit hjerte for alvor at hamre. Jeg gispede efter vejret, og stirrede på min pistol. Jeg havde lige myrdet nogle.

Tænk at kuglerne ikke havde ramt os. Det var jo nærmest utænkeligt! Tænk at vi alle var i live, og stadig stod. Det var så overvældene at tårerne begyndte at samle sig i mine øjenkroge. Jeg rørte mig overhovedet ikke, og stirrede bare på pistolen.

Så kiggede jeg over på Sam. Hun var åbenbart også i chok, for hun gispede efter vejret imens hun stirrede på blodet på jorden. Og så så jeg hen på Megan..

Hun smilede, men da hun så mit hvide chokerede ansigt der stirrede på hendes mave, kiggede hun ned af sig selv. Et skudhul sad lige over navlen på hende. Hun kiggede op på mig igen, himlede med øjnene og væltede omkuld.

"NEJ! MEGAN!" Sams skrig fik mig endelig til at reagere, og jeg faldt på knæ foran Megan.

Hun stirrede op på mig med livløse øjne, og trak lidt i mundvigen. Hendes hænder rystede, og hun trak vejret i små korte stød. Hun var ved at dø. Sam kastede sig ned ved hendes side, og rev i hende, imens hun skreg hendes navn. Megan svarede aldrig, men lukkede øjnene, og hendes brystkasse sank.

Jeg stirrede på hende, imens jeg rystede som en vanvittig, og jeg blev fuldstændig rasende. Jeg rejste mig op, tog min pistol og skød de fem mænd. Jeg blev ved og ved og ved. Skud efter skud blev affyret, indtil de var fuldstændig de ødelagte.

Så greb jeg fat i Sams skulder, og så på hende. Hun græd, og kiggede bare på Megans livløse krop.

"Sam," sagde jeg. "Vi. Skal. Videre."

Hun blev bare ved med at græde, og jeg ville ikke råbe af hende, men det måtte jeg nød til, ellers lå vi også snart livløse på jorden.

"Sam? Sam? SAM!"

Hun stirrede op på mig, da jeg skreg hende i hovedet, og jeg kiggede hende i øjnene.

"Vi skal videre!" sagde jeg bestemt, og hun nikkede.

Pludselig hørte vi skud, og hun begyndte at løbe. Jeg tog Megans krop op i mine arme, og løb efter hende. Jeg vidste godt at jeg bare skulle lade hende ligge, men det kunne jeg ikke få mig selv til.

***

Da vi endelig kom ind i det store træningsrum, blev der hel stille. De stirrede på Megan i mine arme, og jeg lagde hende ned på gulvet. Og så kom Alyssa løbende, med tårerne strømmende ned af sine kinder.

"MEGAN!" skreg hun, og faldt om foran den døde pige. Hun tog fat i hendes hånd, og knugede den indtil sig, imens hun græd. Sam begyndte også at græde igen, og faldt sammen. En stor fyr med kort karseklippet hår kom hen til mig.

"Hvad skete der?!" råbte han af mig. "Hvorfor er hun død?!"

"Fem mand mod os og ingen af os kan skyde ordentligt!" råbte jeg tilbage. "Vi fik dem alle sammen ned, men Megan klarede den ikke!"

Han så ikke mere på mig. Louis og Harry kom pludselig løbende, men stoppede da de så Megan. De gik helt i chok, og stirrede bare. Så gik Harry hen, og satte sig bag Alyssa. Han lagde armene om hende, og trak hende ind til sig, imens han strøg hende over kinden. Jeg stirrede på dem, og satte mig så hos Sam. Hun begravede med det samme sit hoved i sine hænder, og jeg lagde armen om hende, og knugede hende ind til mig. Louis satte sig ned foran os og Megans krop, og så ned i jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...