Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1458Visninger
AA

8. Hold 1

Harrys synsvinkel:

Vi var den første gruppe der skulle afsted, og jeg var mere end rædselsslagen. Mig og Louis sad på madrassen imens Alyssa dobbelttjekkede alting. Drengene, Sam og Megan sad omkring os. Emily sad henne på den anden madras, men hun så hen på os, så hun var på en måde med i samtalen.

"Drenge, jeg er bange," hviskede jeg, og Liam nikkede. Niall lagde hånden på min skulder.

"Det går nok," sagde han beroligende, men jeg kunne se i hans øjne at han ikke var helt så sikker som han lød. Louis sad lænet op af mig, og jeg så på ham.

"Er du sikker på at du kan gå, Louis?" spurgte jeg bekymret, og strøg hans skulder blidt med to fingre.

Jeg havde ikke tænkt på andet, siden vi fik grupperne at vide. For tænkt hvis han pludselig drattede om, midt på gaden. Og vi ville helt sikkert blive forfulgt, så han havde jo ikke en chance. Men Louis gav mig ikke ret.

"Selvfølgelig kan jeg det," sagde han stille. Og han mente det.

Zayn så ned i jorden, og jeg kunne se at noget plaede ham. Hans øjne blev ved med at flakke til siden, som om han ville se bagud, men ikke ville vise det.

"Zayn, hvad er der?" Megan kom mig i forekøbet.

Zayn så op, og sukkede langtrukkent. Liam kiggede hen på ham, med et nervøst udtryk i øjnene.

"Det er bare..hende Emily," han hviskede nu, så Emily ikke hørte ham. "Hun virker så.. Uoplagt til det her. Skal hun virkelig fører mig og Liam igennem det helvede der ude?"

Megan og Sam vekslede blikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg holdte mund. For han havde egentlig ret. Louis så på ham, med et lidt bebrejdende blik, og Liam indså at det også ville gå ud over ham. Det ramte ham ivertfald, så hans udtryk blev endnu mere nervøst. Niall sagde ingenting.

"Hun kan godt," sagde Megan så. "Hun er lige så erfaren som os, men hun er ikke så social. Hun har bare ikke været uden for de her murer siden det hele startede, men vi ved ikke hvorfor."

"Ja," Sam nikkede; "Og desuden så kan hun godt lide jer. Hun synes at i virker rare."

Zayn bed sig i læben, som om han overhørte Sams kommentar.

"Hvis hun ikke har været ude, hvordan ved hun så hvor MS ligger?" spurgte Liam.

"Vi har fået en meget præcis beskrivelse flere gange," sagde Sam. "I skal ikke være bange. I kommer sikkert derhen. Hun tager slæbet for jer."

Hun tager slæbet for jer.. Hvad i alverden skulle det betyde? Zayn nikkede bare, og Liam så diskret om på Emily. Hun virkede ret lille som hun sad der. Jeg så på Louis, og hans smilede.

"Louis, Harry," sagde Alyssa, og vi så på hende. "Det er nu."

Jeg rejste mig op, og hjalp Louis op og stå. Vi fik et kram af de andre drenge, og også af Megan og Sam. Vi tjekkede at vi havde pistolerne, og skulle lige til at gå. Da Emilys stemme lød i rummet.

"Vent."

Vi så på hende, og hun rejste sig op. Så gik hun med hurtige skridt hen til os, og krammede os begge. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men smilede bare hurtigt til hende, og så trådte hun tilbage. Hun skyndte sig tilbage til hende hjørne, og satte sig ned. Alyssa trak containeren for, og kravlede hurtigt ud, med Louis lige i hælene. Til sidst kom jeg.

Den kolde luft mødte mit ansigt, og stanken af blod og fugt mødte min næse. En dødbringende stilhed, og dunkelt mørke i afkrogene. Vi var ude..

***

Louis' synsvinkel:

Vi sneg os ned af passagen, mens vi klemte os op mod murerne. Jeg kunne hele tiden mærke en stikkende smerte i skulderen, men frygten overvældede følelsen, så jeg glemte hurtigt min skulder. Og som vi kom længere og længere væk fra passagen, kom der mere og mere støj. Og der lugtede brandt.

Vi nåede til passagens ende, og vi kunne se ud på noget der engang havde været en gågade. Biler stod i flammer, og butikvinduer var smadrede over det hele. Døde mennesker lå overalt omkring på jorden, og skrig kunne høres i det fjerne. Jeg sank en klump, og lugten af død fylgte mine næsebor.

Alyssa gjorde tegn til os, og vi løb lige tværs over, og ind i en anden passage. Men det var ikke spor bedre, for der lå endnu flere døde mennesker omkring os. Vi løb ned af passagen, indtil vi kom ud igen på den anden side, hvor en sti førte igennem en park.

Det var utrolig så meget alting havde ændret sig, på det sidste. Jeg kunne næsten ikke tro, at natur kunne se skræmmende ud. Træerne så ud som de plejede, men virkede alligevel alt for store til at kunne eksistere i den her verden.

Vi fulgte stien, og havde hele tiden pistolerne parate. Vi var et meget åbent sted lige nu, og det kunne nemt ende galt. Ende galt. Ende tragisk.. død.. skud.. smerten i min skulder.. Jeg rystede på hovedet.

Pludselig stoppede Alyssa, og vi stoppede også. Hun tyssede på os, og sigtede rundt med pistolen. Jeg fik øjenkontakt med Harry, og sank en klump. Så løftede vi begge pistolerne, og sigtede rundt.

Der var helt stille, og jeg mærkede sveden løbe ned over min pande. Der var noget galt her. Der virkede alt for stille i forhold til den krig der hærgede. Hvor var skrigene pludselig blevet af? Og pistolskuddene?

Og så pludselig blev der skudt. En lille kugle kom flyvende hen mod os, ramte Alyssas pistol og hun tabte den. Og så kom en mand løbende direkte mod os. Han havde en kniv løftet, og nærmede sig hastigt hen mod Alyssa, som stivnede i skræk. Jeg var også stivnet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville have skudt, men jeg kunne bare ikke.

Og så lige da manden løftede kniven, og Alyssa skreg, skød Harry. Manden faldt om, og tabte kniven. Jeg stirrede med åben mund, og så så hen på Harry. Han var også i chok, og stirrede bare på sin pistol. Han fattede ikke hvad han lige havde gjort.

Så stirrede Alyssa på Harry, og Harry på Alyssa. Og midt i ingenting, greb de hinanden og kyssede inderligt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg lagde mærke til at Harrys hånd lå lidt for langt nede af hendes ryg i kysset..

***

Stadig Louis:

Vi nåede til en bro som førte over noget vand. Og overraskende nok hoppede Alyssa ned under broen. Vi fulgte hende, og stod pludselig i vand til knæene. Der gik et stort rør, nok fra en slags kloak, som vi fulgte efter Alyssa ind i. Vi gik i lang tid, og efter ti minutters tid stoppede hun endelig. Hun kiggede rundt i mørket, og følte så på rørets sider. Så tog hun fat i noget der lignede et håndtag, og åbnede en lille dør. Hun kravlede derind, og vi fulgte hende.

Vi kom ind i et gigantisk rum, fyldt med unge mennesker, og voksne som trænede med gammelt udstyr, eller sad ved nogle borde og skrev ned. Harry lukkede døren efter sig, og smilede.

"Wow," sagde han. "Endelig noget større plads en to kvadratmeter!"

Alyssa trak os med hen til en stor mand, med kort karseklippet hår. Han stod ved et gammelt løbebånd, og var vidst ved at reparere det.

"Det her er Clive," sagde hun, og han så os an.

"Godt at i kom frem," sagde han, nikkede kort til os, og gik tilbage til løbebåndet

Vi gik videre hen til den højre væg i det store rum. Der var to døre. Bag den ene var der et gigantisk rum fyldt med soveposer, tæpper, puder, og madrasser, hvor folk sov. I det andet var der madopbevaring. Vi fik lidt at spise, og lagde os så ind i soverummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...