Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1417Visninger
AA

12. Fortiden - fremtiden

Tænkte at jeg lige for en gang skyld ville vise jer tingene fra pigernes synsvinkel! :D Tusind tak fordi i læser den, i er mega søde!!

Sams synsvinkel:

Jeg drømte om Megan den nat, og det var så virkeligt at det var helt uhyggeligt.

En fireårig Megan løb hen af vejen, en solskinsdag, og grinede lidt af alting. Jeg stod bag ved mit stakit, og betragtede hende. Hun så ret sød ud, og jeg synets at jeg havde set hende i børnehaven før.

Pludselig faldt hun ned på det hårde fortov, støttede mod sit knæ, og faldt om på siden. Hun begyndte at græde. Jeg skyndte mig at løbe hen mod hende, og hun så op da jeg kom.

"Er du okay?" spurgte jeg, og satte mig på knæ foran hende.

Hun nikkede, og satte sig op imens hun holdte fast om sit knæ. Jeg så på hende, og hun smilede til mig. Så trak jeg et plaster frem fra min lomme. Min mor sagde altid at jeg skulle have et plaster med når jeg legede udenfor. Hun tog imod det, og satte det på sit knæ.

"Tak," sagde hun, og jeg hjalp hende op og stå. Hun tøvede lidt før hun sagde: "Jeg hedder Megan."

"Jeg hedder Samantha," sagde jeg, og smilede til hende.

Vi tog hjem til mig og legede i min have den dag. Og da hun skulle hjem aftalte vi at mødes en anden dag igen. Fra den dag var vi bedste veninder i hele verden. Indtil døden ville skille os..

Jeg vågnede igen, og stirrede rundt i mørket. Prøvede at finde Niall, men kunne ikke. Han var der ikke, og Megan var der ikke. Ingen var der overhovedet. Hvor var jeg henne?!

"Niall!" hviskede jeg bange, og mærkede straks et par arme omkring mig. Jeg sukkede lettet, og begyndte at græde lige så stille igen. Jeg kunne bare ikke. Megan var jo min bedste ven.

"Det er okay, jeg er lige her," hviskede Nialls søde stemme, og jeg hulkede ind mod hans bryst. "Hun vil gerne have at vi skal fortsætte, det ved du godt, Sam. Hun sidder nok oppe på en sky lige nu og venter på at det bliver dag, så hun kan kigge ned til dig."

Det hele virkede bare så uoverskueligt når Megan ikke var her. Pludselig virkede det som om, at der var et stort og tomt hul, som jeg ikke kunne fylde ud. Hvordan skulle jeg nogensinde fortsætte?

***

Alyssas synsvinkel:

Jeg stirrede på Harrys perfekte ansigt, imens jeg lagde min hånd mod hans bryst. Han smilede, og strøg en tåre af min kind. Jeg ville aldrig have gjort sådan her, hvis det var for nogle dage siden. Men Harry gjorde et eller andet ved mig, så jeg skubbede min lederrolle helt væk, og blev blødsøden.

Jeg vidste godt hvad det betød. Jeg var forelsket. Men det kunne være farligt i sådanne tider, og jeg sukkede. Harry lagde mærke til det, og trak mig ind til sig.

Jeg kyssede ham blidt på læberne, og han lagde hånden på min ryg. Jeg smilede, selvom jeg nok aldrig ville have gjort sådan noget før i tiden. Men det var så svært at forholde mig til hvem jeg var her for tiden. Jeg var forandret, på grund af Harry, men jeg vidste ikke om det var godt. Jeg havde det lidt som om at Megans død var min skyld, selvom jeg ikke kunne finde grund til det.

Det var bare det faktum at jeg ikke var som jeg plejede at være..

"Alyssa, jeg elsker dig," hviskede Harry så.

Jeg så på ham, og ville gerne svare, men jeg kunne ikke. I stedet kyssede jeg ham. Ikke blidt som jeg plejede, men mere voldsomt. Harry blev ikke overrasket, tværtimod, så deltog han, og var mindst lige så voldsom som mig.

Hans hånd gled ned af min ryg, men jeg gjorde ikke noget imod det.

Jeg grinte bare lidt, og kyssede videre på ham. Han kyssede mig op af halsen, bag øret, og ikke mindst på mine læber. Jeg tog fat i hans trøje og ville til at rive den af, da Louis stemme lød bag os.

"Hey, venner! Ikke nu!" hviskede han fortvivlet, og vi stoppede og så på ham.

"Nej, nej, undskyld," sagde Harry, og lagde sig på ryggen.

Jeg sukkede, og lagde mig også på ryggen, men jeg mærkede hurtigt Harrys arm omkring mig. Jeg smilede. Måske ikke nu, men senere. Harry tænkte det samme, for han sendte mig et frækt smil.

***

Emilys synsvinkel:

"Emily!" min mors skrig lød i hele vores hus.

"Moar!" skreg jeg, og løb gennem huset. Lige foran mig faldt væggen ned, og gik i brand. Jeg var ligeglad! Jeg spænede hen over ilden, og ind til min mors værelse.

Jeg kunne ikke se hende. Hun var der ikke!

"MOAR!" skreg jeg igen.

Der kom intet svar, og så opdagede jeg hende. Hun brændte. Hun lå på jorden, og brændte. Jeg gispede, og tårerne løb ned af mine kinder. Jeg ville have løbet hen til hende, men jeg kunne ikke røre hende.

Jeg begyndte at hoste, og faldt ned på gulvet imens røgen steg op over hovedet på mig.

"Mor.." hviskede jeg, imens gråden overtog min stemme.

Jeg mærkede at nogen trådte ind i rummet, og jeg så op på min far. Han tog mig op, og løb afsted med mig i armene.

"Nej, nej!" råbte jeg. "Hvad med mor?!"

Han løb bare videre, men jeg stoppede ham ikke. Jeg væltede til sidst bare ud af hans arme, og landede på gulvet. Han trak mig op og stå i armen, og fik mig tvunget videre. Ud af huset, ned af gaden, forbi huse, og lejligheder, butikker, haver..

Til sidst stoppede han, og så rundt. Han fik øje på en hammer på jorden, tog den op og spænede ned af en passage. Jeg løb bare efter ham, imens mit hjerte hamrede afsted, og jeg begyndte at græde.

Han stoppede foran en container, trak den til siden, og begyndte at hamre på muren. Han smadrede hammeren mod muren igen og igen, indtil der kom et stort hul. Han smed hammeren fra sig, og trak mig hen til hullet.

"Gem dig derinde," sagde han.

"Men far.." hviskede jeg med tårer strømmende ned af kinderne.

"Emily, jeg lover at vi ses igen," hviskede han, kyssede mig på panden, og skubbede mig så derind. "Du skal ikke komme ud! Lov mig det!"

Så trak han containeren for hullet igen, og jeg faldt sammen. Jeg var i et lille firkantet rum, uden noget som helst derinde. Jeg lå og græd på jorden, i flere timer, indtil containeren blev trukket til side.

Jeg gispede, og klemte mig op af væggen. Men det var bare tre piger, på cirka samme alder som mig..

Jeg vågnede, og kiggede rundt om mig, imens jeg begyndte at græde igen. Så mærkede jeg Liams hånd på min arm, og jeg stirrede på ham. Han var virkelig rar, når han var der for mig, og jeg smilede.

Hvis jeg skulle have haft en bror, så skulle det være ham..

Zayn havde også været rar i dag. Tænk at hvis krigen en dag stoppede, så ville jeg måske kunne bo hos en af dem. Jeg smilede lidt for mig selv, og holdt fast i Liams arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...