Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1416Visninger
AA

19. For sent

Zayns synsvinkel:

Kampen var forvirrende og intens, men jeg var fuldstændig sikker på at jeg ikke ramte nogen af mine venner, da der var så få af os, og så mange af dem. Jeg skød endnu en gang og en mand foran mig faldt til jorden med blødet strømmende ud af kraniet. Det var så ulækkert at jeg kunne mærke den syrende fornemmelse i næseborerne, og brækfornemmelserne helt nede i halsen. Men jeg kastede heldigvis ikke op. Jeg skyndte mig bare at se et andet sted hen, så mine tanker blev afledt af noget andet.

Jeg fik øje på Niall, som stod og skød rundt om sig i frygt for selv at blive ramt. Han ramte dog også de fleste af gangene, men modstanderne stormede mod ham som sindssyge. De vidste at han ikke var så vild med at slå ihjel. så de gik efter ham, og det kunne jeg ikke lade ske. Jeg begyndte at skyde dem, og bevægede mig hen mod Niall imens, som stirrede chokeret på mig.

Jeg ramte fem af de syv mænd, og de resterende to skød Niall. Så greb jeg ham i armen, og vi begyndte at løbe imens vi skød til alle sider. Jeg havde det godt med ikke at være alene midt i den forfærdelige virkelighed vi var i, og Niall virkede også mere selvsikker.

Og tanken om at bare en af dem jeg holdte af ivertfald var okay, beroligede mig også en hel del.

Så kom Sam løbende mod os, men jeg lod hende ikke kramme os, selvom det var hendes hensigt. Bare et øjebliks uopmærksomhed og vi var døde alle tre, så jeg greb hende i armen med min anden hånd, og vi stormede videre. Efter lidt tid måtte jeg give slip på dem begge så jeg selv kunne skyde, men de løb ikke videre. De blev hos mig.

Vi stilte os med ryggen til hinanden, så vi pegede med vores pistoler ud i tre vinkler. Så havde vi bedre chance for at overleve, og for den sags skyld; ramme. Jeg tænkte meget over hvor de andre mon var henne i alt det kaos. Om nogen var sårede, eller måske.. jeg rystede på hovedet.

"Der er Liam!" råbte Niall omme bag mig. Vi roterede, så jeg kunne se ham. Han lå på jorden, men han var heldigvis ikke skadet, så vidt jeg kunne se. Lederen stod foran ham, og grinede af ham. Men Liams øjne udtrykte alt andet end sjov. Han så mere ud som om han skulle eksplodere i sorg og fortvivlelse.

Og så kastede han sig efter lederen i vrede.

 

Liams synsvinkel:

Jeg løb igennem mængden af mennesker, og undgik med nød og næppe et skud som kom brølende mod mit hoved. Uheldigvis snublede jeg, og landede på ryggen på jorden.

Stødet mod det hårde underlag lammede mig i nogle sekunder, og jeg gispede efter vejret. Jeg håbede bare at ingen kastede sig over mig, for så var jeg færdig.

"Hvordan går krigen?" Lederen kom gående hen imod mig, med et håndligt smil på læberne.

"Hvor er Emily?!" skreg jeg af ham, men følte på en eller anden måde at det var umuligt for mig at komme op og stå.

Han lo af mig.

"Pigen?" han svarede som om han frydede sig over det, men begyndte dog at forklare da han så mit ansigtsudtryk; "Hun skreg efter jer. Hun skreg af mig, og om at i ville komme og redde hende. Hun græd, og hylede, og det var en befrielse at torturere hende."

Jeg rystede over hele kroppen, og mærkede hvordan vreden steg til uendelige højder inde i mig.

"Hun græd og græd," fortsatte han, og begyndte at kredse rundt om mig, som en ulv der havde fundet et nemt og sårbart offer. "Hun skreg og skreg. Hun følte sig uendeligt pint af mig, og jeg kunne se på hende at hun ville gøre alt for at komme tilbage til jer. Hun råbte efter fem drenge. Du er vel en af dem?"

Jeg havde tårer i øjnene, som jeg med nød og næppe lod blive i øjenkrogen, og min stemme rystede; "Jeg er Liam."

"Nå, så du er Liam," sagde han smilende, imens han blev ved med at kredse. "Ja, hun nævnte dig. Hun nævnte dig en del. Hun sagde at hendes brødre ville komme og redde hende. Det må vel være jer?"

Hendes brødre.. Jeg havde det som om mit hjerte sprang i ren og skær sorg over at have mistet min.. min lillesøster. Jeg ville redde hende. Det måtte jeg nød til. Hun klarede den ikke ret meget længere. Men lederen fortsatte.

"Hun skreg faktisk lige præcis dit navn.." han holdt en kunstpause som gjorde mig helt frustreret, men min vrede var intet i forhold til hvordan jeg havde det da han fortsatte og sagde; "Lige før jeg slog hende ihjel."

Min verden gik i stå, og jeg stirrede bare udtryksløst på ham. Smerten var lige til at føle på, og jeg kunne slet ikke trække vejret. Jeg tvang mig selv igennem vejrtrækningen, men tårerne var de værste at holde tilbage.

Sorgen og vreden blandede sig med hinanden.

Emily.. død.. min lillesøster.. var død..

Så sprang jeg op, og slog en knytnæve mod lederens ansigt. Han vaklede baglæns, og jeg trak min pistol, men nåede ikke at skyde, før han greb min arm. Jeg stirrede ham i øjnene, og vidste at det nu var slut.

"Du kunne alligevel ikke have gjort noget," hviskede han, og jeg så kniven før jeg registrerede at han ville bruge den til at slå mig ihjel. Men så langt nåede han aldrig, for jeg hævede hurtigt mit knæ, og smadrede det op i hans skridt, så han tabte kniven og endnu en gang vaklede.

Jeg satte i løb væk fra marken, og væk fra det hele. En skov lå lige bag marken, og jeg spænede ind mellem træerne, med sveden løbende ned af min pande. Jeg løb i noget som føltes som flere timer, og da jeg endelig stoppede, faldt jeg sammen bag en stor træstup.

Jeg krøb sammen, med mine arme om mine knæ, og jeg begyndte at hulke. Jeg var kommet for sent, og jeg havde ikke reddet hende. Det var min skyld det hele, og jeg ville aldrig tilgive mig selv for det.

Men min gråd stoppede hurtigt, da jeg hørte skridt i skovbunden. De kom tættere på, og jeg sad helt stille. De var efter mig.

Ville kampen nu gå videre til skoven? Skulle vi nu til at kæmpe mellem træerne, og gemme os for hinanden, som var det dåseskjul? Jeg ville ikke mere. Jeg ville hverken dø eller leve.

Jeg hørte lyden komme  nærmere, og jeg vidste at det nu var slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...