Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1414Visninger
AA

23. Farvel og hvil i fred

Nialls synsvinkel:

Der gik kun en måned, før nogle fra andre lande kom til os i helikoptere. Vi fandt derfra ud af at der ikke var sket noget ved Frankrig, så vi skulle flytte dertil i mindst et års tid imens de gjorde England lidt beboelig igen. Mange af dem vi kendte var faktisk i sikkerhed, og Paul, Eleanor, Perrie og vores familier var faktisk også, så vi var glade. Men der var dog en ting som vi skulle ordne før vi rejste.

Kirken og kirkegården var ikke kommet til skade, så vi havde stadig chance for at få det gjort.

Vi havde fået fat på en masse tøj, og fik derfor stadset os selv lidt ud. Louis, Liam, Zayn, Harry og jeg fik alle en slags skjorte på i forskellige farver eller mønstre, og pigerne fik hver en kjole på. Selvom der kom en del beklagelser fra Emily, fik vi hende alligevel tvunget til at tage noget fint tøj på.

Da vi den eftermiddag gik ned til kirken, kunne vi høre klokkerne på lang afstand, og jeg vidste at det nok ville blive svært.

Efter endelig at have tænkt på noget andet end Megans død, så var det utrolig svært at skulle vende tilbage til hende igen. Det var næsten helt umuligt ikke at blive tung om hjertet.

Det blev heller ikke nogen særlig fin ceremoni. Vi skulle ikke engang ind i kirken. Vi skulle bare ud og sige farvel til hende før hun kom ned i jorden. Det var en fin hvid kiste med et kors på, som hun lagde i. Den havde vi valgt ud af de få vi kunne skaffe, og selvom ingen af os var klar til at sige farvel, så lod vi den alligevel blive sunket ned i jorden.

Alyssa, Sam og Emily græd med det samme, og jeg var der med det samme til at ligge armene om min Sam og kysse hendes hår. Det var klart at hun var knust, og jeg kunne heller ikke holde nogen tårer tilbage. Jeg havde jo trods alt set Megan dø.

Harry holdt også om Alyssa som han nu var blevet helt afhængig af på grund af alt det der var sket. Og det var også klart at når man havde forelsket sig i en under en krig, og at Harry næsten var blevet slået ihjel, at de aldrig ville kunne undvære hinanden igen.

Jeg var også meget afhængig af Sam. Hun betød så meget for mig, og jeg ville aldrig lade nogen gøre hende ondt på nogen måde. Hun var mit et og alt.

Liam havde armen om Emily, imens han bare så på kisten blive sænket. Emily derimod græd bare med ansigtet skjult væk. Jeg vidste at Liam heller aldrig ville kunne lade Emily komme til skade igen, efter alt det de havde været igennem.. Jeg gad ikke engang at tænke på det.

Zayn og Louis stod stumme ved siden af hinanden, og de så begge helt knuste ud ligesom os andre.

Da kisten lå dernede, vred Sam sig fri af mit greb, og gik hen til graven. Hun så lidt derned, men jeg gjorde ikke mine til at gå hen til hende. Hun havde noget hun skulle sige, det vidste jeg.

"Megan," hendes stemme rystede, da hun begyndte det der nok blev til en lille tale. "Jeg er så ked af at du er død... Jeg ville ønske at du stod her ved os, og havde overlevet alt det her. Men det er desværre ikke tilfældet... Jeg elsker dig utrolig højt. Du har altid været som en søster for mig, og det eneste der holdt mig i live i krigen var dig.. Tanken om dig, det at være hos dig hele tiden, og vide at du dækkede min ryg. Det holdt mig i live... Du har altid været helt fantastisk, og da vi blev bedste veninder blev min verden fuldent... Når folk mobbede mig i skolen, eller jeg var ked af det, så var du her for mig, og det er det der har holdt os sammen så længe. At vi var der for hinanden.. Jeg ville ønske at jeg kunne have hjulpet dig dengang. Men det var dig det gik ud over, og det er jeg så frygtelig ked af... Husk altid på mig, for jeg vil ivertfald altid huske og elske dig. Jeg håber at du har det godt nu, og jeg er ikke i tvivl om at du er blevet til en engel. Du er min bedste ven, eller rettere sagt søster, til evig tid. Farvel."

Hun tav, og jeg stirrede forbløffet på hende, over hvor smukt det var. Selvom hun havde grædt meget af tiden, så havde jeg hørt hvert eneste ord tydeligt, og det havde rørt mig dybt. Det gik pludselig op for mig, hvor meget Megan betød for hende, og jeg vidste at det ville tage langt tid for hende at komme sig over det igen. At få sit glade væsen tilbage. 

Hun skyndte sig hen til mig, og jeg trak hende indtil mig i kærligt og beroligende knus. Hun rystede over hele kroppen, og jeg vidste at hun ikke ville se når hullet blev gravet til.

Jorden kom længere og længere op, nede fra hullet af, og til sidst var der kun et lille spor efter graven. En gravsten som vi havde fået fra paris, fra sat lige bag graven. Der stod med smukke skrånede bogstaver; Megan Jett. Elsket og savnet til evig tid.

Blomster af alle slags blev lagt foran stenen, og da vi tavse forlod graven, var den pyntet og unik. Vi var nu på vej ind i et nyt liv, og alt skulle nok blive godt. Jeg sukkede og så på Sam. Hun fortjente et bedre liv, og det skulle hun få. Flyet ventede nemlig allerede på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...