Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1481Visninger
AA

14. Familie

Zayns synsvinkel:

Drengenes blikke lå på mig, som nåle i en nålepude.

"Og Zayn kommer igen," sagde Louis, med sin hånd formet som holdte han en mikrofon. "Han ser næsten ud til at vinde."

Min modstander kiggede på mig med et selvtillidsfyldt smil, og jeg sendte et tilbage.

"Er du bange?" spurgte jeg, men hun rystede bare på hovedet.

"Zayn ser ud til at være bange!" sagde Louis, og jeg sendte ham hurtigt et irriteret blik. Han begyndte at grine, og drengene hujede. Liam stirrede på os, og smilede for sig selv.

"Zayn, jeg tror nu ikke at du vinder," sagde han.

"Hold mund, Liam!"

"Jamen se dog på din modstander!"

Jeg kunne alligevel ikke nænde det, og jeg vidste godt at jeg nok ville tabe af mig selv. Så jeg gav den fuld hammer, og lod som om mine kræfter var ved at slippe op. Emily smilede, og strammede sit greb om min hånd imens hun kæmpede for at ligge den ned på bordet.

Jeg blev rød i hovedet for at få det til at se ægte ud, og det gav et bump da min arm blev lagt ned. Emily sprang op og jublede.

"Og Emily vinder!" sagde Louis, og drengene jublede imens de gav hende highfives. "Mesteren i armlægning er fundet, og Zayns skuffede ansigt er ikke til at tage fejl af! Han må være meget skuffet over den store fiasko, og hans svage arm må være hårdt skadet!"

Jeg hoppede op, og skubbede til Louis. Han begyndte at grine, og det gjorde jeg også.

"Tag jer nu sammen!" sagde Alyssa pluselig og vi vendte hovederne mod hende. Hun havde armene over kors, og så irriteret på os. "Gå tilbage til træning!"

Så greb hun Harry og trak ham med. Han nåede lige at vinke til os før de gik hen til træningsmaskinerne. Sam var allerede i gang med at træne, og vi så på hinanden.

"Nå, men vi ses drenge," sagde Niall.

"Ses, Niall!"

Så gik han hen til Sam. Louis så på Liam og mig.

"Skal vi gå?"

"Jep."

"Ok, ses Em."

Emily vinkede før Louis begyndte at gå. Liam rodede hurtigt i Emilys hår og skyndte sig så efter Louis.

"Tak for kampen, stump," sagde jeg og gav hende high-five.

"Selv tak!" sagde hun, og gik. Jeg smilede og skyndte mig hen til de andre.

***

Det var nok flere uger siden Megans død. Og efter træning, gråd og dybe tanker begyndte vi langsomt at tænke på noget andet. Vi havde aldrig skudt til måls så godt som vi gjorde nu, og vi kom langsomt længere og længere ind i hvordan krigen fungerede.

En styrke, med mennesker fra flere forskellige steder i verden var gået sammen i en stor forsamling og gået på alle og enhver. De skød alle de kom nær, og havde planer om at reagere det meste af verden.

Jeg syntes at det lød som noget fra en film, men helt virkeligt var det alligevel. Lederen kontaktede åbenbart alle dem han havde lyst til at snakke med, og det sidste Clive ønskede var at det skulle blive dem.

En aften hvor vi var færdige med træningen sad drengene og jeg og drak vand i træningssalen helt alene. Alyssa var lige gået i seng, imens Sam og Emily var faldet i søvn med det samme træningen var færdig.

"Drenge?" sagde Harry.

"Ja?"

"Tror i at ham lederen kontakter os, og.." han tøvede før han fortsatte. "Finder ud af hvor vi er?"

Vi så på hinanden.

"Det ved jeg ikke," svarede jeg, og så ned i gulvet. Og så lukkede det emne.

"Men hvad sker der for Alyssa?" spurgte Louis, og så på Harry. "Det er som om hun ikke tillader at vi har det sjovt overhovedet. Jeg mener, hun flipper jo helt ud."

"Det gør hun da ikke," sagde Harry, og himlede med øjnene. "Hun synes bare at det skal tages alvorligt."

Louis trak på skuldrene, og vi så på hinanden.

"Sam?" spurgte jeg, og så på Niall. "Hvordan har hun det?"

"Hun har det fint," svarede han, og smilede. "Vi kommer sammen."

"I to går altså efter de yngre piger, hva?" sagde Louis, og grinede til Harry og Niall. De himlede med øjnene, og Harry slog ham på skulderen.

Der kom en kort pause, hvor ingen af os sagde noget. Vi sad bare og tænkte det hele igennem. Som om vi alle tænkte ens og ikke behøvede at kommunikere.

"Hvis det her slutter en dag," sagde Liam, og vi så på ham. "Så bliver alting godt igen. Så vil træerne gro igen, og græsset blive grønt. Solen vil skinne endnu en gang, og vi vil kunne gå på gaden uden at være bange."

Vi smilede alle sammen.

"Så skal vi bo i et stort og flot hus," sagde Louis stille.

"Hvad med pigerne?" spurgte Niall.

"De må vel komme hjem til deres familie," sagde Harry tænksomt.

Liam rystede på hovedet.

"Hvad med dem der ingen familie har?" spurgte han.

"De får en," svarede jeg.

Det var som om at en bølge af tanker fløj gennem vores hoveder, og jeg smilede for mig selv, imens jeg betragtede rummet. Det virkede tomt, og stille. Som hele verden uden et eneste menneske.

"Vi er en famile," sagde Harry så.

"For evigt," svarede Niall, og vi fik hurtigt alle sammen krammet hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...