Kold krig - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Færdig
Min første fanfiction om 1D på Movellas.
Da tredje verdenskrig bryder ud midt i íngenting, og verden langsomt bryder sammen, må folk nød til at søge ly. Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn må skjule sig i gaderne som så mange andre, og bliver budt velkommen ind i nogle pigers skjulested. Kan de mon tilpasse sig hinanden? Og hvordan skal de overhovedet overleve i det kolde mareridt de står i?

15Likes
96Kommentarer
1410Visninger
AA

22. Emilys velkomst

Harrys synsvinkel:

Jeg smed pistolen fra mig, da Alyssa kom mod mig med åbne arme. Jeg trak hende ind til mig, og indåndede duften af hende, imens jeg mærkede chokket komme forsinket ind over mig. Jeg havde skudt ham, fordi jeg ville beskytte de andre, men også på grund af Emily. Og så gik endnu en ting op for mig.. Jeg havde lige skudt ham.

Jeg gav slip på Alyssa og humpede langsomt hen til lederen. Han var endnu hæsligere end han plejede; Blodet fra skudhullet, lå nu ud over det hele af ham, som kunne han ikke stoppe med at forbløde, og hans øjne var helt åbne, som om de stirrede på mig.

Men jeg havde ingen stolthed i mig overhovedet. Var Emily virkelig død?

Jeg så hen på Liam, og så med det samme tårerne strømme ned af hans kinder. Det var virkelig sandt. Zayn vendte sig væk fra os, men jeg vidste også hvor forfærdeligt han måtte have det. Og så var Louis' øjne pludselig fyldt med tårer. Niall og Sam græd allerede, og ligesom med mig, var det først ved at gå op for Alyssa lige nu.

Jeg skyndte mig hen til hende, og trak hende ind til mig igen. Jeg kunne ikke lade hende græde. Jeg elskede hende simpelthen så højt. Alting virkede så pludseligt og mærkeligt nu. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro, eller hvad jeg skulle gøre..

De få af vores modstandere der var tilbage var nu i færd med at flygte, men Clive og de andre lod dem vidst ikke gøre det. De jagtede dem ivertfald helt ud af marken. Men vi andre kunne slet ikke mere, vi var helt færdige.

Og da stod solen op. En lang nat var forbi, og vi havde vundet. Men alligevel, så føltes det ikke sådan.

***

Zayns synsvinkel:

Jeg faldt ned og sidde i ren udmattelse, og betragtede den bindegale morder der lå død ved siden af. Han fik hvad han fortjente til fulde, og min sorg stormede ind i mig endnu en gang.

Jeg lod nogle tårer slippe mine øjne, og bed mig i læben for ikke at begynde at tude.

"Zayn?" Harry så på mig.

Jeg rejste mig hurtigt op, uden at have nået at slappe af i mere end fem sekunder, og rettede mig op. De skulle ikke se mig græde. Det skulle de bare ikke lige nu.

"Jeg.. jeg går lige ud og ser om mig og Liam glemte noget," sagde jeg hurtigt, og løb mod skoven. Og med det samme jeg var kommet hen til træstubben faldt jeg sammen, og begyndte at græde. Det var bare ikke sådan her det skulle være.. det måtte det ikke være.

Alting virkede pludselig forfærdeligt, og jeg anede virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Hvordan skulle alting kunne blive godt igen nu? Det var umuligt!

"Zayn!"

Jeg stirrede rundt, da jeg hørte mit navn blive sagt. Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev så ivrig, men der var noget over stemmen der kaldte. Den var lykkelig og lettet, og en anelse grådkvalt. Men den tilhørte ikke nogen af drengene.. eller Sam.. eller Alyssa..

Og så fik jeg øje på hende. Emily. Hun kom løbende mellem træerne, med et lettelsens smil på læben, og tårerne strømmende ned af sine kinder. Hun blødte fra begge arme, og fra sin kind, og hun så ualmindelig træt ud. Men det var Emily.

Jeg kom op med det samme, og begyndte at græde mere end nogensinde. Jeg var sådan i chok, at jeg rystede over hele kroppen, og da hun så sprang op i mine arme, knugede jeg hende ind til mig. Hun var så kold, og jeg kunne mærke at hun hulkede og gispede efter vejret.

"Zayn," hviskede hun til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile som en eller anden idiot.

"Du er i live," det lød næsten som et spørgsmål da jeg sagde det, men kun fordi at jeg var så frygtelig bange for at jeg hallucinerede.

"Ja, jeg er," hviskede hun hulkende, og jeg strøg hende over håret for at berolige hende.

"Det er okay.." jeg hviskede det næsten. "Du er i sikkerhed nu. Jeg er her."

***

Louis synsvinkel:

Vi havde alle sammen sat os ned, efter en ordentlig omgang omfavnelser, og nu græd vi næsten alle sammen. For alt i alt, så vidste vi ikke hvad vi skulle gøre nu.

"Vi kan jo ikke bare genopbygge verden igen," sagde Sam opgivende, og Niall kyssede hendes hår.

"Hvem ved," sagde jeg stille. "Der gemmer sig sikkert masser af mennesker rundt omkring, som bare gemmer sig."

Clive og de andre var gået ud for at lede efter mennesker der stadig var i live. Vores eneste håb var at resten af verden var okay, og at de ville komme og hjælpe os.

Tanken om Emily kom tilbage til mig, og jeg kunne simpelthen ikke klare det. Jeg kunne ikke klare tanken om at hun var død.

"Emily," sukkede jeg, og de andre så med det samme på mig.

Liam rystede på hovedet, og begyndte at hulke igen. Jeg bed mig i læben for ikke at gøre det samme som ham, men det kunne jeg næsten ikke styre.

"Venner!" det var Zayns stemme. Jeg drejede hovedet, og så at han var på vej hen mod os. Men der var noget andet der fangede min opmærksomhed. Han bar på nogen.. En pige.. Og ikke en hvilken som helst pige..

Han satte Emily forsigtigt ned, og hun spænede mod os. Liam stirrede bare på hende, og kom kun op og sidde på knæ, lige tids nok til at Emily sprang hen til ham og knugede sig ind til ham.

"Emily?" hans stemme rystede, og han tog forsigtigt om hende.

"Ja," hendes stemme rystede mindst lige så meget.

Og så gik det pludselig op for ham hvad der skete. Han begyndte først at grine, og så græd han mere end før. Han trak hende ind til sig, og sad bare med armene om hende imens han rokkede frem og tilbage på stedet. Hun græd mindst lige så meget som ham, og jeg kunne ikke lade være med at blive rørt.

"Jeg var så bange," hviskede Liam stille. "Vi troede at du var død! Jeg var simpelthen så bange!"

"Han var ond," hviskede Emily tilbage. Vi rykkede alle sammen tættere på dem for at kunne høre samtalen. Emily lod sig ikke mærke af det, men fortsatte; "Han skar i min arm. Faktisk dem begge to. Og han skar i min kind. Han kaldte jer onde ting, og skreg af mig, og sagde at jeg skulle dø. Jeg vidste ikke.. Jeg kunne ikke..."

Hun hulkede, og Liam tyssede hurtigt på hende.

"Det er okay," hviskede han. "Der kommer ikke til at ske dig noget. Vi er her for dig. Du lever, og nu skal vi nok klare den alle sammen, ikke også?"

Hun nikkede lige så stille, og da Liam kom til at løsne sit greb, fik jeg hende hurtigt hen til mig. Hun lo, og jeg lo med uden at vide hvad vi grinte af. Harry og Niall kom begge hen og deltog med et kram, og Sam og Alyssa ville slet ikke give slip på hende igen. Da jeg så de dybe snit under hendes skulder, pegede jeg hurtigt på mit eget skudhul.

"Nu matcher vi," sagde jeg, og pegede på hendes skulder og så på min.

Vi grinte alle sammen, og pludselig sad vi alle virkelig tætte sammen. Det var helt utroligt hvor højt jeg elskede dem alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...