Et liv som Victoria

Historien handler om den seksten årige Victoria West, som er elev på Southhill high-school. Hun har netop oprettet en blog, hvorpå hun deler sit liv og de op- og nedture der medfølger. Victoria er en genert og usikker pige, der aldrig har formået at tro på sig selv og de kvaliteter hun har. Hendes liv er kedeligt, da rollen som skolens usynlige pige ikke byder på specielt meget. Dog tager hendes liv en heftig drejning, da nye bekendskaber stiftes. Hun bliver parret sammen med den flotte Lucas Grey, og de skal samarbejde om et matematikprojekt - et samarbejde der byder på mere end hvad Victoria selv regnede med. Ved siden af hendes besværlige kærlighedsliv, presser problemerne på familiefronten sig på. Hendes storebror har gennem en længere periode opført sig dybt underligt, hvilket har resulteret i flere heftige skænderier mellem ham og deres forældre. Victoria er ikke selv klar over hvad der udløser de voldsomme skænderier, men det bliver hun snart vidne til.

5Likes
10Kommentarer
514Visninger
AA

2. Blogpost 2 - I matematikkens tegn

 

Blogpost 2 - I matematikkens tegn

Matematik? Hvad er det for en hæslig, helt igennem forfærdelig måde at se verden på? 1 + 1 = 2, min bare… Men hey, Vic, skrev du ikke så sent som i går, at matematik var dit favoritfag? Muligvis, men det trækker jeg så tilbage med 110 kilometer i timen.

- Vic. 

 

Tirsdag d. 6. december.

 

Min morgen forløb som den gjorde sidste dag. Jeg stod med besvær op, vrængede mit ansigt af mit spejlbillede, hilste på mine forældre, blev ignoreret af min storebror og så smidt i skole efter at have brugt få minutter på at sætte mit hår op i en ligegyldig knold. Igen havde jeg, hvad Caroline ville kalde, et såkaldt hyggeligt outfit på. Hættetrøjen var dog skiftet ud med en enkel, oversized sweatshirt, som let afslørede kraven på den skjorte jeg havde indenunder.

’’Godmorgen Vic!’’

Jeg blev for første gang en smule overrasket over pludselig at stå med Caroline i mine arme, da mine tanker havde kørt rundt i knolden på mig, og derfor taget mit fokus. Jeg skulle tilbringe endnu en eftermiddag sammen med Lucas, og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde bedt min mor om at købe noget cola og nogle chips inden hun tog på arbejde, så jeg denne gang kunne byde ham på nogle snacks. Det skulle nok gå hen og blive godt… ikke? Jeg sukkede opgivende, men fortrød det med det samme. Caroline.

’’Hey, hvad er der galt? Jeg synes hele tiden du sukker?’’

Caroline var den type, der virkelig bekymrede sig for andre mennesker. Det var bestemt en dejlig kvalitet at have, men hun kunne nemt gå hen og blive lettere hysterisk, hvis ikke hun fik bugt på de problemer hendes nærmeste havde. Jeg havde stadig ikke fortalt hende om i går, og om at Lucas havde været hjemme ved mig, da jeg ærlig talt var bange for hvordan hun ville reagere.

’’Åh, der er ikke noget galt.’’

Jeg fremtvang et smil, men hendes øjne nærmest borede sig ind i min sjæl, og begyndte sin søgen efter det der udløste min sukken. Det var tydeligt at se at hun ikke troede på mig, men jeg havde på den anden side heller aldrig været særlig god til at lyve.

’’Spyt ud søster.’’

Hun lagde bestemt armene over sit bryst, og hun så på mig med et strengt blik. Jeg kunne ikke snige mig uden om at skulle fortælle hende hvad der generede mig, og derfor trådte jeg et skridt tættere på hende, så det jeg fortalte kun ville nå hendes ører.

’’Okay, lad nu være med at freake ud, men Lucas var hjemme hos mig i går.’’

BAM!

Der lå Carolines kæbe på gulvet, udsmasket og tydeligvis ikke klar på den information jeg lige havde givet hende. Hun så måbende på mig et øjeblik, men et perfekt smil tog hurtigt over. Med ét begyndte hun voldsomt at hoppe på stedet, mens hun hvinede og hylede som et barn der netop havde fået den gave hun altid havde drømt om. Jeg kastede et hurtigt blik over min skulder, og kunne se hvordan de passerende elever sendte os mærkværdige blikke.

’’ER DET RIGTIGT? Yay yay yay yay!’’

Jeg skyndte mig at lægge begge min hænder på hendes skuldre, for at forhåbentligt at kunne holde hende nede på jorden. Mit seriøse blik fik hende hurtigt til at stoppe sin hoppen, og så hun undskyldende på mig. Hun vidste udmærket godt at jeg ikke brød mig om unødvendig opmærksomhed, selvom det netop var det hun lige havde skaffet mig.

’’Undskyld Vic, men ih hvor er det bare spændende!’’

Hendes stemme var pibende og spændt, og lige som jeg skulle til at bede hende om at slappe af, ringede klokken. Jeg sendte hende et truende blik, et blik der tydeligt fortalte hende at hun skulle holde sin mund lukket. Til mit held opfangede hun hurtigt hensigten med mit blik, og mens hun begyndte at bevæge sig væk fra mig, sendte hun mig en tommel op.

 

Efter skole.

 

Jeg stod igen på parkeringspladsen fem minutter i tre, og ventede på Lucas. Timerne havde slæbt sig af sted, og jeg tror aldrig jeg har oplevet en skoledag der virkede så lang. Det skyldtes måske at jeg hvert andet minut havde kigget op på uret, for at se præcis hvor lang tid der var til at jeg skulle mødes med ham. Men nu var alle timerne endelig overstået, og jeg kunne se frem til endnu en eftermiddag i hans selskab.

’’Hey!’’

Hans bløde stemme omfavnede kærligt min krop, og jeg vendte mig om mod lyden af den. Han så lige så godt ud som han gjorde i går.

’’Hej.’’

Jeg fremtvang et lille smil, og nød synet af ham komme tættere på mig. Vi havde ikke haft nogle timer sammen, så det var første gang jeg så ham i dag. Med hænderne i bukselommerne, nåede han hurtigt op ved siden af mig, hvor han så stoppede. Hans lyse hår sad igen pjusket omkring hans drengede ansigt, som bar på et let smil.

’’Er du klar på noget matematik?’’

Jeg nikkede blot som svar på hans spørgsmål, og vi endte med begge at sætte kursen hen mod hans bil, som næsten var parkeret præcis det samme sted som før.

 

Efter en ti minutters lang køretur, var Lucas’ Honda parkeret i min tomme indkørsel, og vi var begge på vej op mod døren. Køreturen var gået meget fint, og vi havde snakket lidt løst sammen. Jeg fandt blandt andet ud af at han var ret vild med Simple Plan, Fall Out Boys og andre band inden for den genre, hvilket ikke var noget musik jeg selv lyttede så meget. Han fortalte mig også at hans forældre var skilt, og at han boede fast hos sin far, men af og til tog på weekendbesøg hos sin mor. Det med skilsmissen vidste jeg dog allerede godt, men det fortalte jeg ham selvfølgelig ikke.

Klik!

Mit hjems behagelige varme lagde sig som blide kærtegn på mit ansigt, og jeg åndede tungt ud, lettet over at være sluppet af med kulden udenfor. Der var helt stille indenfor, men Lucas brød dog denne stilhed, da han begyndte at tage sin sorte vans af. Selv kom jeg nemt af med mine uggs, som jeg blot sparkede hen til de andre sko, der stod placeret oppe af gangens ene væg. Vi bevægede os begge ind i stuen, og hen til sofaområdet hvor vi sidst sad og arbejdede. Jeg smed min rygsæk fra mig, og vendte mig om mod Lucas, for at byde ham på noget at drikke og spise. En mobils skingre ringetone kom mig dog i forkøbet, og jeg så til mens han fandt sin larmende iPhone frem.

’’Jeg bliver lige nød til at tage denne her.’’

Med et ’’hey’’ tog han sin mobil til øret, mens han begyndte at gå tilbage mod gangen. Han lukkede stille døren efter sig, og jeg besluttede mig for at finde nogle chips og noget cola frem, så det stod klar når han var færdig. Jeg nåede dog ikke helt hen til døren ind til køkkenet, da den svage lyd af hans stemme bremsede mig.

’’Yeah, jeg er hjemme ved hende Victoria, vi skal lave et matematikprojekt sammen.’’

Stilhed, efterfulgt af hans dejlige latter.

’’Selvfølgelig er det da røvsygt! Jeg ville hellere hænge ud med min bedstemor end hende.’’

Okay, glem det. Stilheden blev efterfulgt af hans djævelske og hyænelignende latter.

’’Det eneste positive er, at hun trækker min karakter op. Hun er en gennemført matematiknørd, ingen tvivl om det.’’

Smask!

Lyden af mit blødende hjerte der faldt på gulvet gav ekko i mit eget hoved, hvilket resulterede i at lyden af hans stemme langsomt flød væk fra mig. Jeg stod som naglet til gulvet, mens mine tanker var et stort kaos. Hvem snakkede han med? Mente han virkelig hvad han sagde? Var jeg så forfærdelig en person? Hvad med alt det han havde fortalt mig i bilen? Mine tankers hvirvlen gjorde mig helt rundtosset, og jeg måtte støttende lægge en hånd mod den tapetbeklædte væg. Det var som om hele verden var gået i stå, lige indtil den knirkende lyd af en dør der blev åbnet nåede mine ører.

’’Hvad så?’’

Jeg kunne fornemme hvordan han stod i døråbningen, ude af stand til at få mig selv til at kigge på ham. Hurtigt fjernede jeg hånden fra væggen, og rettede mig en smule op.

’’Jeg var bare på vej ud for at hente nogle snacks.’’

Det blev kun sagt som en svag mumlen, da styrken i min stemme var forsvundet, lige så vel som styrken i min krop. Han lukkede roligt døren ud til gangen i, og trådte et par skridt ind i stuen.

’’Snacks? Hvor hyggeligt!’’

Smilet i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og jeg kunne tydeligt forstille mig hvor charmerende han så ud lige nu. Men mig narrede han ikke. Ikke igen. Jeg havde fået klar besked om hvor han stod, og det kunne jeg lige så godt acceptere. Dog forstod jeg på ingen måde hvorfor han kørte det skuespil overfor mig. Hvorfor droppede vi ikke bare alt hyggesnakken, og begyndte at lave matematik i stedet? Den eneste grund til at han var her, var jo fordi han var tvunget til at arbejde sammen med mig. Det var ikke af egen fri vilje, slet ikke.

 Med tunge skridt bevægede jeg mig ud i køkkenet, for at hente de snacks jeg egentlig havde rejst mig op for. Jeg kunne høre hvordan han begyndte at gå hen mod sofaområdet igen, og da lyden af hans skridt kort tid efter stoppede, gik jeg ud fra at han blot havde sat sig ned. Jeg fandt en chipspose frem fra det ene skab, og hældte indholdet op i blå lerskål. De duftede dejligt at krydderier, og jeg skyndte mig at proppe en af chipsene i munden, inden jeg fandt en flaske cola og to glas frem. Med besvær fik jeg præsteret at få det hele op i favnen, og jeg begyndte at traske tilbage mod Lucas. Han havde i mellemtiden fundet sin bog og regneredskaber frem, og var gået i gang med at læse den opgave vi var nået til. Dog fik lyden af mine skridt ham til at se op fra bogen, og han rejste sig med det samme helt op.

’’Nu skal jeg hjælpe dig.’’

Han tog fat om flasken med cola og de to glas, og stilte det hele på bordet. Jeg fik mumlet et kort ’’tak’’, hvorefter jeg lagde skålen med chips fra mig. Han tog med det samme en stor håndfuld af dem op i hånden, og proppede den ene efter den anden ind i munden. Sig mig, fik han ikke noget at spise? Med et næsten uhørligt suk lod jeg mig dumpe ned i sofaen overfor den han selv sad i, hvorefter jeg blot fandt mine redskaber frem. Alt lyst til at tilbringe eftermiddagen sammen med ham var forsvundet, og jeg ville bare gerne have det åndssvage matematikprojekt overstået, så alt igen kunne komme tilbage til sit normale, kedelige selv.

 

Lucas nåede at tilbringe halvanden time i mit hus, før vi blev helt færdige med projektet. Vi sad det meste af tiden i stilhed, da jeg afviste hvert af de forsøg på at starte en samtale han kom med. Jeg ved ikke om han bemærkede min pludseligt ændrede adfærd, og jeg var ærlig talt også ligeglad. Jeg vidste jo godt at han inderst inde bare gerne ville væk fra mig, så lang væk som overhovedet muligt.

-         Til vi ses igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...