Et liv som Victoria

Historien handler om den seksten årige Victoria West, som er elev på Southhill high-school. Hun har netop oprettet en blog, hvorpå hun deler sit liv og de op- og nedture der medfølger. Victoria er en genert og usikker pige, der aldrig har formået at tro på sig selv og de kvaliteter hun har. Hendes liv er kedeligt, da rollen som skolens usynlige pige ikke byder på specielt meget. Dog tager hendes liv en heftig drejning, da nye bekendskaber stiftes. Hun bliver parret sammen med den flotte Lucas Grey, og de skal samarbejde om et matematikprojekt - et samarbejde der byder på mere end hvad Victoria selv regnede med. Ved siden af hendes besværlige kærlighedsliv, presser problemerne på familiefronten sig på. Hendes storebror har gennem en længere periode opført sig dybt underligt, hvilket har resulteret i flere heftige skænderier mellem ham og deres forældre. Victoria er ikke selv klar over hvad der udløser de voldsomme skænderier, men det bliver hun snart vidne til.

5Likes
10Kommentarer
562Visninger
AA

1. Blogpost 1 - Et liv som Victoria

 

Blogpost 1 - Et liv som Victoria

Hej alle sammen. Mit navn er Victoria West, og jeg er med mine seksten år elev på Southhill high-school. Ligegyldig information, tænker du? Du har muligvis ret, men jeg følte nok bare for kort at præsentere mig selv, selvom det vel egentlig er ret irrelevant. Men for at komme tilbage til emnet, så ja, jeg hedder Victoria, og jeg har netop besluttet mig for at oprette denne blog, ’’Et liv som Victoria’’. Jeg undskylder for det uoriginale navn, men min kreativitet er tæt på ikkeeksisterende. Som blognavnet nok hentyder til, så vil denne blog komme til at handle om mig og mit liv. Hvorfor? Jeg har en masse ting på hjertet, som jeg virkelig gerne vil ud med. Et normalt menneske ville nok diskutere sit liv og de problemer der medfølger med sine venner og familie, men hey. Måske er jeg ikke helt normal? I hvert fald så føler jeg en vis tryghed ved at dele mit liv med totalt fremmede mennesker, og det er her du kommer ind i billedet. Forvirret much? Bare rolig, det bliver kun værre, men det får du nok at se.

- Vic.

 

Mandag d. 5. december.

Den dybe lyd af min iPhones alarm brød morgenstilheden, og ramte i samme sekund mine ører. Med et svagt suk rakte jeg ud efter den larmende telefon, som lå i opladeren på mit natbord. Hvorfor startede ens skole så fandens tidligt? Jeg slukkede for alarmen, og lod langsomt min arm snige sig tilbage under den varme dyne. Det kan godt være jeg havde varme på mit værelse, men bare tanken om den kulde der ventede på mig udenfor, sendte kuldegysninger gennem min krop. Jeg hadede vinter, det var den værste og mest deprimerende årstid af dem alle. Endnu et suk undslap mine læber, og jeg svingende modvilligt mine bare ben ud over sengens kant. Som sædvanligt stod mine hjemmesutter klar på gulvet, og jeg lod hurtigt mine fødder glide ned i dem. De var forret med et tykt lag plys, som føltes utrolig behageligt mod min hud. Jeg sad et kort sekund og stirrede søvndrukken på ingenting, før jeg omsider fik taget mig sammen til at rejse mig op fra min trygge seng. Ud på badeværelset. Med slæbende skridt møvede jeg mig ud fra mit værelse, og ind på badeværelse som var lige på den anden side af overetagens gang. Varmen rullede ind over mig, lige så snart jeg åbnede for døren indtil det flisebelagte rum, og jeg lukkede hurtigt døren efter mig, som om varmen ville slippe ud hvis jeg var for langsom. Endnu et suk. Med tunge skridt gik jeg hen foran det store spejl, som fyldte næsten hele rummets ene væg, og var placeret lige over den marmor belagte vask. Jeg skar en tvær grimasse ved synet af mit eget spejlbillede, som, ligesom det nu gjorde hver morgen, ikke behagede mig. Mit ligegyldige, mørkebrune hår sad uglet omkring mit blege ansigt. Store poser viste sig tydeligt under mine øjne, som charmerende nok havde søvn i sig. Hele min hud hang slapt omkring mit ansigt, og jeg tog med begge hænder fat i mine kinder, hvorefter jeg begyndte at knibe dem, som ældre mennesker kniber småbørns æblekinder. Hvorfor skal jeg pines med et sådant udseende? Jeg lod langsomt mine hænder falde ned på vandhanen, hvorefter jeg tændte for det kolde vand.

Plask.

Kuldegydninger fløj gennem hele min krop, idet det kolde vand ramte mit ansigt. Hårene rejste sig på mine arme, og stod stift op fra min hud, som blev de magnetisk tiltrukket af et eller andet.

Plask.

Vandet dryppede ned fra mit ansigt, og ned i vasket. Jeg kunne tydeligt mærke hvordan det legende rullede hen over mit ansigt, og ned til min hage, hvor det samlede sig i store dråber.

Plask.

Med lukkede øjne fik jeg slukket for vandet, hvorefter jeg med et håndklæde tørrede mit ansigt. Selvom jeg gjorde nummeret med det kolde vand for at vække mig selv, følte jeg mig på ingen måde mere frisk end for få minutter siden. Jeg var stadig lige så tung i kroppen, som da jeg lå i min bløde seng. Min seng. Lysten til at smide sig tilbage i sengen rullede ind over mig, bare ligge sig ind og sove videre. Jeg rystede bestemt på hovedet, og forlod badeværelset for derefter at gå ned af trappen der førte til stueetagen. Lyden af en kaffemaskines arbejden blev tydeligere og tydeligere i takt med at jeg kom længere ned af trappen. Min far måtte være oppe, han var den eneste i familien der brød sig om kaffe. Og sandt nok, da jeg trådte ind i stuen, sad han henne ved spisebordet med blikket begravet i gårdsdagens avis.

’’Godmorgen.’’

Min stemme var hæs efter nattens søvn, og jeg rømmede mig kort for at forberede min hals på flere ord.

’’Kører du mig i skole i dag?’’

Min far så op fra hans avis, med et let smil på læberne. Hans skægstubbe var efterhånden ved at være lidt lange, hvilket resulterede i at hans kæbeparti næsten var dækket af sorte hår. Jeg måtte dog indrømme at det klædte ham, det gav ham noget modent i kontrast til det faktum at han ellers så meget ungdommelig ud.

’’Selvfølgelig gør jeg da det skat.’’

Hans stemme var blid og varm som altid, og det frembragte et smil på mine læber. Dog falmede det smil lige så snart lyden af tunge skridt mod trappens trin nåede ind til stuen. Der gik ikke lang tid før min storebror stod i døråbningen iført et par joggingbukser og en krøllet, hvid t-shirt.

’’Godmorgen Dylan.’’

Min far sænkede avisen en smule, og så hen på min bror. Hans blik var ikke lige så varmt og kærligt som da han hilste på mig, men det var sjældent han så på min bror med et sådant blik. Det overraskende mig derfor heller ikke, at min bror blot traskede ud i køkkenet uden at gengælde min fars hilsen. Jeg så kort hen på min far, hvorefter jeg så valgte at følge min brors eksempel, og gå ud i køkkenet. Lyden af kaffemaskinen blev straks højere, da jeg trådte ind i rummet. Duften af nymalede kaffebønner lå tungt i luften, og jeg vrængede mit ansigt i afsky. Det var ikke kun smagen af kaffe jeg ikke brød mig om. Dylan var i færd med at hælde cornflakes op i en skål, og jeg tog en ny skål frem fra skuffen, og placerede den ved siden af hans.

’’Kører du med far og mig?’’

Jeg så op på hans ansigt som nærmest var dækket af hans mørkebrune morgenhår. Musklerne i hans kæbe var helt spændte, og jeg kunne tydeligt se hvordan han pressede tænderne hårdt mod hinanden. Da han var færdig med at fylde cornflakes op i sin skål, rykkede han videre til min, og lod de orange flager falde ned mod det hvide porcelæn.

’’Nej.’’

Hans stemme var tør og ligegyldig, og han ikke så meget som så på mig mens han besvarede mit spørgsmål.

’’Hvorfor ikke?’’

Et irriteret suk undslap hans læber, og han stillede morgenmadspakken fra sig. Nu med overkroppen og ansigtet vendt mod mig, så han ned på mit blege ansigt. Han selv var mindst lige så bleg som mig, måske endda mere. Han lignede en der var ramt af sygdom, og de sprukne, svagt lilla læber hjalp bestemt ikke på det.

’’Fordi jeg ikke gider, okay?’’

Han kørte frustreret en hånd gennem sit allerede uglede hår, så det nu strittede til alle sider. Med et fast greb om den mælkekarton han havde taget frem, og sin skål, marcherede han ud af køkkenet, og efterlod mig til mig selv. Jeg så fortvivlet efter ham, men valgte at lade det hele ligge. For et par uger siden havde han et stort skænderi med mine forældre, og det tærede åbenbart stadig på ham. Han har gennem den seneste periode ændret sig en del, men jeg regnede blot med det var fordi han var blevet ældre. Det var dog gået helt galt efter skænderiet med mine forældre, og siden da havde jeg faktisk ikke snakket ordentligt med ham. Jeg havde ikke den fjerneste idé om hvad problemet var, og mine forældre ville heller ikke fortælle mig det. Min mor fortsatte som om alt var normalt, mens min far gik rundt og virkede halvsur på ham hele tiden. Med et opgivende suk tog jeg min skål med cornflakes i hånden, hvorefter jeg selv forlod køkkenet.

 

Senere den dag.

 

 Med en beskyttende hånd over mit hår, løb jeg gennem den proppede parkeringsplads, som næsten var ved at drukne i vand. Regnen var begyndt at falde da jeg sad og spiste morgenmad, og der gik ikke lang tid før store pytter blev formet ude på vejene. Regnen var altid voldsom i december, det var som om vi skulle pines med denne, nu vi ikke var et af de lande der fik sne. Med et skub fra min ene skulder, åbnede jeg døren ind til skolens fællesareal, som også fungerede som en kantine. Det var egentlig dumt at kombinerer indgangsområde og kantine med hinanden, men arkitekten havde nok været fuld mens han designede skolen. Jeg bevægede mig med hastige skridt gennem kantinen, og videre ned langs en af de mange, brede gange, med skabe og døre på hver side. Det tog mig ikke lang tid at spotte Caroline lidt længere fremme, stående ved sit skab som hun altid gjorde om morgenen. Et smil bredte sig på hendes læber da hun fik øje på mig, og jeg gjorde mig klar på det morgenkram jeg altid fik af hende.

’’Godmorgen Vic!’’

Hun omfavnede mig kærligt, og trådte så et skridt tilbage. Hendes blik gled op og ned af mig et par gange, som for at tjekke mit outfit ud.

’’Hvor ser du hyggelig ud i dag.’’

Jeg så kort ned af mig selv, og ned på mine sorte skinny jeans, som fra læggen og ned af blev dækket af mine lysebrune uggs. Min overkrop vat dækket af en grå hættetrøje med print, som var så stor at den dækkede mine hænder, hvis ikke jeg smøgede ærmerne op. Jeg skar en grimasse af hendes kommentar, hvilket fik hende til at le let. Hun havde det sødeste grin jeg endnu havde hørt, sådan rigtig lillepige agtigt. Selv så hun meget bedre ud end jeg gjorde, med hendes smarte, blonde, pageklippede hår. Hun havde en ferskenfarvet skjorte på, som let var proppet ned i hendes lyseblå jeans. De gulvfarvede smykker gik godt i spil med hendes hårfarve, og hendes outfit var som altid gennemført. Hvorfor kan jeg ikke se sådan ud? Et svagt suk undslap mine læber, men inden Caroline kunne nå at reagere på det, ringede klokken. Vi skiltes fra hinanden med et smil, og aftalte at mødes til frokost som vi altid gjorde.

 

Mrs. Daniels skrev endnu et regnestykke op på tavlen, og jeg begyndte straks at skrive diverse udregninger ned på min blok. Matematik var uden tvivl det fag jeg var stærkest i, og også det fag der interesserede mig mest. Jeg kendte ikke rigtig andre piger der havde det som mig, og kun få drenge. De fleste hadede matematik som pesten, og det gjaldt også stortset alle i min klasse. Uden at kaste et blik rundt på de andre elever omkring mig, kunne jeg nemt slå fast, at jeg var den eneste der lavede noget seriøst.

’’Det er forresten også i dag vi starter på det nye gruppeprojekt.’’

Mrs. Daniels rustne stemme banede sig vej gennem klassen, men var langt fra nok til at bringe stilhed i lokalet. Selv var alt min opmærksomhed stadig vendt mod den opgave hun havde skrevet op på tavlen, som jeg allerede nu var kommet et godt stykke igennem.

’’Grupperne er; Joleen og Trish, Matt og Gina, Sophia og Amanda, Lucas og Victoria….’’

Knæk!

Jeg så med store øjne ned på min nu ødelagte blyant, hvis spids var knækket af. Min vejrtrækning var næsten lydløs, men mit hjerte derimod hamrede af sted som aldrig før. Sagde hun virkelig Lucas og Victoria? Bare lyden af mit navn i samme sætning som hans gav mig svedige håndflader og vejrtrækningsproblemer. Lucas var den fyr jeg siden mit første år på skolen havde været varm på. Jeg havde aldrig rigtig snakket med ham, men der var bare et eller andet over ham, der virkelig fik mit hjerte til at gå amok. Jeg var dog ikke den eneste der havde det sådan, tværtimod, størstedelen af skolens piger sværmede omkring ham som blodtørstige myg. Han var den der vildt flotte og alt for populære sportsfreak, som altid gik med en smuk model af en pige om armen. Desværre falder jeg lang fra ind under gruppen som en smuk model, hvilket nok er grunden til at vi aldrig har snakket sammen.

Riiiing!

Klokkens bimlen rev mig hurtigt væk fra mine tanker, og jeg så forvirret op fra min blok. Elever begyndte hurtigt at mase sig frem mod lokalets udgang, mens jeg blot begyndte at putte mine bøger ned i min mere eller mindre ødelagte rygsæk. Jeg var stortset altid en af de sidste der forlod klasseværelset, da jeg for alt i verden ikke ville havne midt i en flok utålmodige elever, der havde brugt de sidste 75 minutter på at vente på pausen.

’’Hey.’’

Mit hjerte sprang et slag over, og jeg tabte forskrækket min bog ned på gulvet. Det var ikke en specielt velkendt stemme der lige havde talt, men det var bestemt en drengestemme. Lucas. Blodet strømmede op i mine kinder, da jeg så Lucas stå ved siden af mit bord, med min matematikbog i hånden. Hans lyseblå øjne funklede nærmest, selvom belysningen i klasseværelset var ret dunkel. Med en rystende hånd rakte jeg ud efter min bog, hvorefter jeg skyndte mig at putte den i rygsækken.

’’Tak.’’

’’No problemo. Så vi skal arbejde sammen om det matematikprojekt, hva’?’’

Hans bløde stemme flød ind gennem mine ører, og lagde sig tungt om min omtågede hjerne. Selvom det ikke var første gang jeg hørte hans stemme, var det første gang det han sagde, var til mig, og det var nok til at slå mig helt ud af den.

’’Jaeh, det.. Det skal vi vidst.’’

Min stemme var både svag og rystende, og jeg forbandede mig selv om min ikkeeksisterende selvtillid. Dog stod han blot med et smil på læben, et perfekt, alt for charmerende smil.

’’Hos dig eller mig?’’

Igen sprang mit hjerte et slag over. Hos ham eller mig? Ville han virkelig have at vi skulle tilbringe tid sammen uden for skolen, og så endda hjemme ved den ene af os? Han kunne jo lige så vel bare bede mig om at blive efter skole, så vi kunne lave det her, det havde jeg bestemt regnet med at han ville. På den måde kunne han undgå at blive set med mig uden for skolen, og bare komme med en undskyld for hvorfor vi sad sammen efter skole, hvis nu der var nogle der så os. For han var da ikke interesseret i at tilbringe tid med mig, var han?

’’Eh, det.. Det er op til dig.’’

’’Klokken tre på parkeringspladsen. Jeg kører os begge hjem til dig.’’

Endnu et smil blev sendt i min retning, før han vendte sig væk fra mig, og forlod lokalet. Klokken tre? Vi havde begge to fri kvart i tre, så hvorfor ikke bare køre der? Han ville sikkert ikke risikere at blive set med mig alligevel, og derfor ville han vente til størstedelen af de andre elever allerede var taget hjem. Mit humør faldt hundrede grader, da det måtte være grunden til at vi først kørte klokken tre. Med trist mine rejste jeg mig op fra min stol, svingede rygsækken om på min ryg, og gjorde mig klar til næste time.

 

Jeg stod som aftalt på skolens parkeringsplads klokken tre, og havde egentlig stået der de sidste fem minutter. De fleste biler var allerede rullet ud på den store vej, og der holdte kun enkelte tilbage hist og her. Jeg kunne se Lucas’ bil holde et stykke væk fra hvor jeg selv stod, hvilket modsagde min teori om, at han ville brænde mig af.

’’Der er du.’’

Jeg vendte mig hurtigt om ved lyden af Lucas’ stemme, og sendte ham et svagt smil. Mine hænder var dækket af hættetrøjens lange ærmer, og jeg skrabede nervøst snuden af mine sko mod den hårde asfalt. Han kom langsomt tættere og tættere på mig, og stod til sidst helt henne ved siden af mig. Det var først nu jeg bemærkede duften af den Diesel parfume han havde på, og jeg tillod mig diskret at indsnuse den. Det var bestemt en duft jeg nemt kunne vænne mig til.

’’Jeg holder lige derhenne.’’

Han pegede hen på sin bil, og begyndte med rolige skridt at gå hen mod den. Jeg fulgte blot efter ham, men sørgede for at holde mig et par skridt bag ham. Det var jo ikke sikkert han var interesseret i at have mig gående ved hans side. Det tog os ikke lang tid at nå hen til den sorte Honda, og vi satte os blot ind i den, hvorefter han stille lod den rulle hen over parkeringspladsen, med kurs mod hovedvejen.

’’Hvor bor du henne?’’

Jeg fortalte ham hvor jeg boede, og han gav mig et kort nik i retur, hvorefter han drejede mod venstre. Han vidste tydeligvis hvor det var, men det var nok ikke så underlig, eftersom vi faktisk ikke boede så langt fra hinanden. Ja, jeg vidste godt hvor han boede, selvom han ikke vidste hvor jeg boede. Lidt stalker må man vel gerne være, ikke?

’’Jeg bor faktisk selv lige i nærheden.’’

Han så kort hen på mig med et smil, hvorefter han så igen rettede blikket frem mod vejen. Han sad helt afslappet i bilens sæde, med ryggen mod ryglænet, og den ene hånd hvilende i hans skød. Hans blonde hår sad en smule pjusket omkring hans smukke ansigt, og det klædte ham utrolig godt. De lyseblå jeans med et forvasket look matchede hans øjenfarve, og den løse, dog ikke for løse, sorte hættetrøje lignede næsten min egen. Jeg lod et ’’nej, virkelig?’’ agtigt smil brede sig på mine læber, som om jeg ikke havde den fjerneste idé om at han boede i samme område som jeg selv gjorde. Han ville garanteret tro jeg var en eller anden weirdo, hvis han fandt ud af at jeg vidste hvor han boede, og hvilken bil han kørte i.

’’Er det rigtigt?’’

Han nikkede smilende af mit spørgsmål, og lod så bilen dreje til højre, ned af en mindre gade.

’’Ja, Oregon lane 54.’’

Jeg nikkede et par gange, mens jeg nærstuderede hans flotte ansigt. Hvor var han dog sød, sådan som han sad og forklarede hvor han boede, selvom jeg allerede vidste det. Et lille fnis undslap mine læber, ved tanken om hvordan jeg rigtig havde lydt overrasket. Dog skyndte jeg mig at placere begge mine hænder foran min mund, og jeg kunne se et endnu bredere smil tage form på hans læber.

’’Det var jo næsten helt sødt.’’

Sødt. Kaldte han lige noget jeg gjorde for sødt? Varmen blussede op i mine kinder, og jeg kunne mærke hvordan de næsten brændte. Jeg rykkede mine hænder fra min mund og hen på mine kinder, for at dække de ildrøde områder. Det føltes rart med de kølige håndflader mod den varme hud, så jeg lod dem sidde sådan indtil han stoppede bilen ved min indkørsel. Han slukkede for bilens motor, og tog nøglerne ud af tændingen. Til min lettelse holdte hverken min mor eller fars bil i indkørslen, hvilket tydede på at Lucas og jeg var alene hjemme. Selvom min bror også havde fri fra skole nu, var han sjældent hjemme før aftensmadstid. Jeg trådte ud af bilen, og satte straks kurs mod husets hoveddør, så jeg kunne låse os indenfor. Jeg kunne høre hans skridt bag mig hele vejen op til døren, så han havde endnu ikke ombestemt sig, og rendt sin vej.

Klik.

Jeg skubbede roligt døren op og trådte ind i den opvarmede gang. Mit hjems velkendte duft ramte med det samme mine næsebor, og jeg tog en dyb indånding. Der var bare et eller trygt over den lugt. Efter at have smidt skoene, bevægede jeg mig ind i stuen, stadig med Lucas bag mig.

’’Er du tørstig?’’

Jeg så om på ham, og han nikkede som svar på mit spørgsmål. Jeg var ikke forberedt på at skulle bringe ham hjem til mig selv, så jeg havde ikke handlet noget specielt ind til den eftermiddag vi nu skulle tilbringe sammen. Derfor endte jeg blot ud med at tage to glas kold cola med tilbage til stuen, og hen til sofaområdet hvor han i mellemtiden havde placeret sig. Jeg satte det ene glas foran ham, og satte mig så selv hen i sofaen på den anden side af det lave kaffebord. Inden jeg havde sat mig ordentligt til rette, havde han allerede drukket halvdelen af den cola der var i glasset, og var i gang med at finde sin matematikbog frem. Jeg fulgte hans eksempel, og tog selv mine ting op fra rygsækken, som jeg havde lagt ved siden af mig.

’’Okay, lad os komme i gang!’’

Han klappede let sine hænder sammen, og begravede blikket i bogen, for at læse den første opgave igennem. Selv havde jeg svært ved at koncentrere mig om opgaven, og hver gang jeg prøvede på at læse den igennem, smuttede mit blik altid op på ham. Han så utrolig sød ud, som han sad der og tyggede på sin blyant, tydeligvis meget koncentreret. Han tastede af og til et par tal ind på sin lommeregner, men endte altid med at vende blikket tilbage til bogen - lige indtil hans blik i stedet endte på mig. Jeg kunne tydeligt mærke hvordan jeg rødmede, flov over at blive taget i at stirre på ham. Dog så det ikke ud til at påvirke ham specielt meget.

’’Jeg får første opgave til 559,02.’’

Jeg skyndte mig at vende min opmærksomhed mod opgaven, og fik hurtigt tastet de rette udregninger ind på lommeregneren. 12,708. Hans resultat var tydeligvis forkert, men skulle jeg fortælle ham det? Ville han blive irriteret på mig hvis jeg rettede ham? Nervøst bed jeg mig selv i underlæben, mens jeg overvejede hvorvidt jeg skulle modsige ham eller ej.

’’Eh. Jeg tror det skal give 12,708.’’

Min stemme var en anelse lav, tydeligt bange for hans reaktion. Dog sendte han mig blot et af sine charmerende, drengede smil, hvorefter han afslappet lod sig falde tilbage mod sofaens ryglæn.

’’Du er ret god til matematik, hva’?’’

Virkelig? Sagde han virkelig det? Nu har vi haft matematik sammen i næsten to år, og han bemærker først nu at jeg er god til det? Det viser tydeligt at han aldrig har haft interesse for mig, ikke at jeg troede det, men alligevel. Med ét fløj han pludseligt op fra sin næsten liggende stilling, og tilbage til en lettere foroverbøjet en.

’’Hey, det var en kompliment, hvorfor ser du så trist ud?’’

Jeg spærrede hurtigt øjnene op, da jeg åbenbart må have set meget nedtrykt ud, selvom det slet ikke var min mening. Jeg tog afvigende begge hænder op foran min brystkasse, og begyndte at ryste dem voldsomt fra side til side, som en eller anden idiot. En nervøs latter slap mine læber, som tydeligvis ikke kom ud fordi jeg fandt situationen morsom.

’’Åh, jeg er ikke trist.’’

Han så på mig med et forvirret ansigtsudtryk, som dog blev erstattet af hans typiske Lucas smil. Hans typiske, dejlige og alt for charmerende Lucas smil.

’’Du er virkelig akavet, ved du godt det?’’

Jeg lod slapt mine hænder falde ned i mit skød, med et opgivende suk. Om jeg vidste det? Han skulle prøve at være mig i bare en dag, så ville han få akavethed at se. En blød og fjoget latter nåede mig efter kort tid, og jeg kunne se hvordan han sad og rystede leende på hovedet. Var jeg virkelig så komisk? Og var det på en god eller dårlig måde? Nervøst begyndte jeg at lege med en af snorene fra min hættetrøje, og jeg lod den metalbelagte ende glide mellem mine tynde fingre.

’’Nå, måske vi skulle komme videre?’’

Jeg nikkede svagt til ham, for at vise at jeg var enig, og begravede så mit blik i bogen. Selvom jeg denne gang var i stand til ikke at smugkigge på ham hele tiden, kørte mine tanker rundt i hovedet på mig, og jeg havde stadig svært ved at koncentrere mig om opgaverne vi skulle udregne.

 

En time senere var det lykkedes os at blive færdig med halvdelen af de opgaver vi havde fået, og Lucas var derefter taget hjem. Resten af min aften foregik som normalt, jeg spiste, så noget fjernsyn, surfede på computeren og læste i nogle ligegyldige blade. Jeg lagde mig til ro klokken elleve, men kunne ikke rigtig sove. Lucas og jeg havde aftalt at følges hjem til mig igen i morgen, så vi kunne fortsætte med projektet. Gad vide hvordan det kommer til at gå?

- Til vi ses igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...