Eutopia

Beskriver hvordan man kan leve i en bobbel, hvordan man ser verden fra ens egen lille bobbel.

2Likes
5Kommentarer
326Visninger
AA

1. Eutopia - det gode sted

 

Jeg kiggede hypnotiseret på bestikket der bevægede sig i symmetriske bevægelse hen over tallerknen. Nogle gange lød der en hvin fra bestikket der skar i den fine porcelæns tallerken. Jeg lukkede mig inde. Lukkede mig inde i min lille bobbel. Stemmerne lød som når man dykker. Når jeg kiggede ud var alting sløret og drømme agtigt. Her kunne intet nå mig, ordene trængte ikke igennem mit skjold. Det var egentlig ikke meningen at jeg ville lukke mig inde. Jeg blev ikke behandlet dårligt. Jeg tror nu mere at det er fordi jeg er konflikt sky. Når vi alle sad ved bordet skændes de altid. Og når Lea ikke var der, sad jeg bare her og kiggede tomt ud i luften. Gry sad og knugede hårdt om duens kant. Hendes ellers så fine ansigt var sammenbidt. Jeg blinkede dovent. De hårde ord krakelerede mod mit skjold. Jeg hørte dem, men de betød intet. Jeg kunne ikke finde mening i dem.  Jeg vendte igen mit blik mod Gry. Hun havde våde øjne, og havde nu boret sine negle dybt ind i huden på hendes arm.  Jeg ville så gerne trøste hende. Jeg ville så gerne tage mine arme omkring hende og lægge mit skjold om hende. Jeg ville så gerne bryde ind, stoppe det her vanvid. Jeg ville ønske at jeg kunne bryde ind, sige at de skulle holde kæft, bare gøre et eller andet. Men som altid blev jeg siddende bag mit skjold. Jeg var for bange og egoistisk til at bevæge mig væk fra mit skjold. Jeg vidste nemlig godt at det ville gå i stykker hvis jeg bevægede mig nu. Hvis man sad helt stille ænsede de knapt nok en, og man ænsede knapt nok deres spydige kommentarer.

 

Jeg var altid i mit skjold. I skolen, derhjemme, i byen, på ferier. Jeg havde det altid med mig. Til sidst var jeg nærmest to personer. Hende uden for skjoldet, hende som snakkede og fik kærligheden. Hun var ikke mig Jeg ved ikke hvem hun var. Hun snakkede med dem jeg elskede så højt. Hun værdsatte dem, og gav dem den behandling de fortjente. Hun fik deres kærlighed tilbage, den varme de gav lånte jeg og gemte. Jeg gemte det i en lille æske, som lå inderst i min sjæl. Den lille æske var det mest dyrebare jeg ejede.  Jeg var altid i boblen, her kunne jeg gemme mig. Jeg kunne skubbe folk væk hvis de kom for tæt på. Jeg var ikke deprimeret. Ikke altid. Jeg kunne sagtens være glad. Jeg kunne sagtens hoppe rundt og danse. Det var bare som om at jeg ikke vidste hvad jeg lavede. Min bevidsthed havde ikke rigtig nogen forbindelse til kroppen. Jeg sad for det meste og lyttede, blinkede dovent, nogle gange sagde hende pigen noget. Jeg vidste ikke hvorfor hun sagde det, og jeg forstod hende ikke. Problemet var bare at pigen var mig

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...