Billedbum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 11 feb. 2013
  • Status: Igang
en gammel kvinde kigger i et fotoalbum, og ser tilbage på sit liv med udfordringer og modgang, men også glæde og kærlighed, og personer som hun ville ønske, hun aldrig havde givet slip på.

0Likes
0Kommentarer
189Visninger

1. Billedbum

 

Billedbum:

Det er blevet koldt. Jeg kan høre hvordan snevejret stormer udenfor mit lille vindue, som i forvejen er fyldt med sne. I vinduet hænger et par julehjerter og enkelte engle, men det er også det eneste julepynt jeg har fået hængt op. Jeg holder jo ikke til så meget mere, så jeg har haft folk til bare i det mindste at hænge en lille smule pynt op, det er jo trods alt kun jul én gang om året.

Jeg bliver forstyrret af en ung pige, nok sidst i tyverne, med en lys og venlig stemme, som kommer ind ad døren. Hun har en nissehue på, og jeg tænker: kors, det er da ikke juleaften mere, så tag den dog af, det ser fjollet ud. Men jeg stopper mig selv i at tænke det, jeg var jo selv sådan engang.  Ung og altid parat til at udføre andres fjollede ideer, plus mine egne, jeg var nok en mester i fjollede ideer, det er jeg ikke mere. Nu ligger jeg her i min lille hule hele dagen, og kan ingenting.

”det er godt nok blevet koldt hva´?” hun siger det uden overhovedet at kigge på mig, hun ved nemlig at jeg ikke har tænkt mig at svare. Hun ved at jeg nok bare vil brumme lidt. Og det gør jeg, jeg siger en stille lille brummelyd, mens jeg kigger ud af mit vindue, som bliver mere og mere dækket af sne. Hun går og rydder op, mit lille bord er stadig fyldt med tomme glas, og tallerkener, som mangler at blive gjort rene. Hun børster med to præcise strøg nogle krummer ned fra bordet, og kigger endelig på mig, ”regner du så med at lægge dig til at sove nu?” hun venter ikke på et svar, men en enten bestemt brummelyd, eller en lidt mere venlig, træt brummelyd. Jeg giver hende en bestemt, så hun ved at selvom jeg er gammel, så skal jeg i hvert fald ikke i seng klokken 7 ligsom alle de andre strikkende, pepernøddeædende oldinge, som slet ikke tænker på at de er ved at nå den alder hvor de skal dø alle sammen. De sidder bare og strikker og drikker kaffe, mens de snakker om deres søde små børnebørn, som lige er begyndt i skole. Som om de oldinge ikke har andet i verden at tænke på. De tænker kun på nutiden, og hvad der sker lige nu, hvor jeg er klog nok til at tænke på fremtiden, hvem skal arve hvad, hvordan skal begravelsen være, hvor skal jeg ligge, og hvornår sker det. Sådan noget strejfer ikke engang de andres små hyggesnakkehjerner.

”okay så, hvad vil du så lave indtil du skal sove?” kvinden, som vist hedder Anna, opfører sig som om det er helt naturligt at menneskene hun møder, kun brummer deres svar til hende. Men jeg ved at det kun er mig. Anna er faktisk meget forstående, meget mere end nogle af de andre paphoveder. Hun bliver ved med at tale i hendes normale venlige, forstående tone. Hun er også van til det, jeg har aldrig sagt et eneste ord til hende, bare ligget og brummet. Nu har jeg heller ikke været her i så lang tid, men det føles underligt nok som om hun kender mig, nogle gange bedre end jeg selv gør.

Jeg siger ikke noget, holder bare mit tomme blik fast mod vinduet. ”ved du hvad? Jeg synes at du skulle kigge i dit album, det tror jeg at du kunne have godt af”. Ordet ”album” fanger min opmærksomhed, og med mit blik følger jeg Anna hen til mit bord, hvor hun trækker den ene skuffe ud, og finder mit store gamle fotoalbum frem. Hun kigger spørgende på mig, med albummet i hænderne, hun venter på en brummelyd, men jeg giver hende bare et lille nik. Hun smiler lidt og rækker mig så albummet. Det føles meget tungt i mine svage arme. Jeg stryger forsigtigt min ene hånd over dets grønne slidte overflade, ordene: denne bog tilhører Agnes Madsen, pryder forsiden. Det er godt nok lang tid siden jeg har set det igennem, men jeg har heller ikke følt nogen særlig lyst til det.

”skal jeg ikke give dig dit nye tæppe på inden jeg går?”, Anna peger ned mod en klump farvet uld på gulvet. Jeg brummer lidt. ”det er så dejligt varmt, og nu her i den her kulde, kan man jo rigtig sidde og pakke sig ind i det” jeg svarer overhovedet ikke, hvad skal jeg også sige, selvfølgelig er tæppet varmt, og for at være ærlig så glæder jeg mig lidt til at få det på, for min hvide snedyne er ikke den varmeste.  Jeg får rystende lagt albummet fra mig, mens hun pakker mig ind i tæppet, og jeg kan mærke varmen strømme gennem min kolde krop med det samme. Men den varme er anderledes, det føles som en blanding af varmen fra tæppet, og varmen fra Anna. Så lægger hun dynen tilbage over mig, og lægger albummet i min favn. ”så vil jeg lade dig være lidt alene, jeg har for resten også fået nogle svar fra lægen, men jeg vil ikke forstyrre dig med dem lige nu hvor du skal til at kigge i album, så dem tager vi senere ik” hun smiler dejligt til mig, giver min ene arm et kærligt klem, og går så ud ad døren.

Lige så snart hendes lyse hestehale er forsvundet ud ad døren, og jeg kan se den lukke sig bag hende, retter jeg blikket mod albummet. Jeg har med store børnebogstaver skrevet: Billedbum, på forsiden, det kaldte jeg det altid da jeg var lille i stedet for billedalbum, det var meget nemmere. Jeg kommer pludselig i tvivl om jeg overhovedet har lyst til at kigge billeder, og dermed mindes mit forfærdelige, triste bondeliv. Jeg plejer at være ligeglad med fortiden, jeg vil kun tænke på fremtiden. Men alligevel får jeg modvilligt åbnet den tunge bog. 

Det første billede der møder mig er et billede af min mor med et lille barn i favnen. Det lille barn er mig. Min mor ser så glad ud på billedet, jeg husker hende altid som glad, hun har aldrig været andet. Det var altid hende der skældte min far ud når han var for hård mod mig, og det var altid hende der legede med mig, når altså hun havde tid. Men når hun endelig havde tid, så sad vi og samlede puslespil, jeg har altid syntes at puslespil var fantastiske, den måde et helt billede bare langsomt åbner sig mere og mere for én, og til sidst danner ét stort landskab. Det har altid fascineret mig, og det har altid været en speciel oplevelse når mig og mor har samlet puslespil. 

Jeg bladrer forsigtigt videre i albummet, kigger på en masse gamle familie billeder, fra somre som jeg ikke engang kan huske, fordi jeg var for lille dengang. Billeder af kvinder i lange kjoler, som plukker jordbær, mens jeg sidder og leger med jorden, med en lille lyserød kyse på. Og med mit tøj helt fuld af jord og mudder. Min far var nok blevet vred på mig over at være blevet så beskidt, men så havde min mor forsvaret mig, og sagt at jeg kun var et barn, og at børn skulle have lov til at udfolde sig. Min mor var meget anderledes end alle andre kvinder på det punkt. Hun var i det hele taget bare meget anderledes. Da jeg blev omkring de seks år, gik mig og mor altid i haven om sommeren, mens min far var ude at fiske eller jage sammen med mine to store brødre, Keld og Hans. Min far holdt altid ekstra meget af hans to sønner, jeg var også lidt efternøleren, som min mor bare tog sig af. Min far hadede mig, de eneste tidspunkter han rigtig talte til mig var, når han ville have mig til at gøre noget, eller når han skulle brokke sig over at jeg ikke opførte mig, eller klædte mig som en rigtig pige. Altså det syntes jeg selv at jeg gjorde, jeg gik i kjole ligesom alle de andre. Jeg havde langt hår, som endda altid var sat op. Og jeg var altid stille når de voksne talte, sådan var jeg bare. Men min far havde godt nok ret i at jeg var anderledes end andre piger på min alder, men jeg forstod ikke rigtig hvad han mente, og jeg kunne heller ikke rigtig se problemet i at være en lille smule anderledes.

Men om sommeren gik mig og mor i hvert fald altid i haven. Vores have var så enormt smuk om sommeren. Den var ret stor, da vi jo boede på landet, og så var den fyldt med de smukkeste blomster og de dejligste frugttræer, om sommeren var vores have bare ét kæmpe væld af farver og dufte, det var et sandt paradis. Og så gik mig og mor rundt i haven, vi plukkede frugt, og kiggede på blomster mens min mor fortalte mig historier, og jeg gik bare og lyttede, jeg sagde ikke et ord, jeg lyttede bare til alle de fantastiske fortællinger min mor fortalte. Min far ville være blevet vred hvis han vidste at min mor fortalte mig historier, for efter hans mening skulle hun ikke fylde mit hoved med alle de der eventyr, som for ham kun var løgnehistorier, og som kun var med til at forvrænge mit billede af verden. Jeg hørte dem tit diskutere det, og min mor forsvarede det altid, hun har altid været meget fantasifuld i modsætning til min far, min mor har også altid troet på feer, alfer, skovtrolde, nisser og den slags. Det var også altid dem hun fortalte historier om, og jeg lærte ikke kun noget om fantasivæsnerne og fantasiverdenerne af hendes historier, nej efter hver fortælling følte jeg at jeg havde lært noget om mig selv.

Nogle gange hvis hun var i ekstra godt humør, så sang hun også for mig, hun sang en masse gamle folkeviser, om prinser og prinsesser, og drager som skulle besejres. Min mor havde den smukkeste sangstemme. Og jeg lukkede altid øjnene og nød det fuldt ud, når hun gik og sang.

Jeg bladrer igennem en masse billeder af min mor og mig i haven, billeder som min mor havde taget. Der var billeder af mig i min fine kjole foran blomsterbede, og ved frugttræer, og også enkelte billeder af mig der lå nede i græsset, og smilede som en sol, op til min mor. Jeg kan slet ikke kende den lille pige mere, hun er så langt væk. Det blonde hår, mellemrummet mellem fortænderne, de søde kjoler og fregnerne, det hele er blevet afløst af gråt hår, rynker, gammelt hospitalstøj og ben der var ikke vil gå mere. Jeg fatter ikke at det virkelig er så længde siden. Jeg fatter ikke at jeg faktisk har set sådan ud.

Havebillederne bliver efterfulgt af en masse billeder fra glade sommerfester hos familien. Fester hvor jeg rigtig sidder hos de voksne og drikker te, som om det er det sjoveste i verden. Men jeg gjorde det nok mest fordi min far tvang mig, han syntes at jeg skulle være en rigtig dame, og alle de andre piger og damer sad jo også ved det fint dækkede tebord og hyggede sig, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det. Altså nu var problemet så bare at jeg kun var de der seks eller syv år, så der var så mange andre ting jeg hellere ville lave. Jeg har aldrig været typen som gad sidde og hyggesnakke med de andre damer, jeg har altid villet ud og lave en masse sjove ting, jeg ville ud og lege i skoven ligsom Keld og Hans fik lov til. Men nej, jeg skulle bare sidde og snakke med de andre damer, selvom jeg ikke engang var en dame endnu. Og der var heller aldrig nogen der snakkede til mig, jeg var jo alt for ung, og umoden. Så jeg kunne ærlig talt ikke se nogen grund til at jeg absolut skulle sidde der og kede mig. Min mor gjorde også alt hvad hun kunne for at jeg kunne få lov til at komme ud og lege, og det lykkedes da også nogle gange. Så legede jeg med Keld og Hans i skoven, vi byggede huler og lavede træsværd. Og det var noget af det mest befriende, for når jeg var sammen med dem så var jeg bare en af drengene, så skulle jeg ikke hele tiden sidde og lade som om jeg var nogen, som jeg faktisk slet ikke var. For der var ingen fine damer med i vores lege. Og de legedage i skoven er nogle af de bedste minder jeg har med mine brødre.

Mine brødre har altid været meget nede på jorden og ligetil. Når altså ikke min far var der, så fik vi alle at vide hvad vi skulle, og hvem vi skulle være, og så var det bare af sted. Men når vi var alene, så var de helt anderledes, så legede vi cowboy og indianer, eller politi og røvere. Det var det sjoveste, og min mor nød virkelig også at se os lege så godt sammen, på trods af vores forskelle, hvis der altså var nogen. Keld havde lyst hår ligesom mig, som altid sad rigtigt, da jeg blev ældre gjorde jeg tit grin med hans perfekte frisure, men han var selv ret stolt af den, det var nok ham jeg lignede mest, både med vores blonde hår, vore små fregner hen over næsen, og vores hvide blanke hud. Og så kom Hans med sit brune pjuskede hår, og endnu flere fregner. Han havde altid blå mærker og skrammer over det hele, i hvert fald som barn, fordi han nok var lidt af en vovehals.

Jeg bladrer igennem en masse barndomsbilleder, og det slår mig at jeg aldrig havde nogen rigtige venner da jeg var lille, jeg havde kun mine brødre og min mor. Det var nok fordi jeg var så tavs hele tiden, og ja jeg var anderledes, så børnene i skolen ville nok ikke rigtig snakke med mig. Jeg kom bare hjem fra skole hver dag, og gik i haven, eller læste i en bog, helt for mig selv. Selvfølgelig hyggede jeg mig også med mine brødre og min mor, men jeg nød også at være alene. Eller måske var det bare noget jeg havde vænnet mig til. Ligsom nu, hvor jeg er alene her hver dag. selvfølgelig får jeg besøg af og til, af den familie der er tilbage, men jeg føler mig alligevel alene, jeg siger jo heller ikke rigtig noget, jeg ligger bare her, og venter. Jeg var godt nok hjemme hos noget familie i går til juleaften, det var der jeg fik mit dejlige tæppe. Men der havde jeg også en mærkelig fornemmelse af at det her skulle jeg nyde. Familien troede hele tiden at jeg sad og sov, så de ruskede i mig hele tiden for at vække mig. Men jeg ville ikke forstyrres, jeg sad og nød julen, juletræets friske duft, lyset fra julelysene, som var så klare og varme at de lyste sig vej gennem mine øjenlåg. Og så latteren fra de små børn, som fik hvad de ønskede sig i julegave. Lyden af karamelparpir som blev krøllet sammen og smidt på bordet. Det var sådan en magisk aften. Men det virkede som om jeg var den eneste der rent faktisk mærkede det. Det var som om nogen hele tiden holdte mig i hånden, en tynd men dejlig varm og tryg hånd, som var der hele aftenen. Det kunne ikke lade sig gøre at jeg var den eneste der kunne mærke det, men de andre virkede ikke lige så tryllebundene som jeg gjorde. Og det irriterede mig. Da de kørte mig tilbage til stuen den aften syntes jeg også hele tiden at jeg så skyggerne på væggen, danse rundt i rummet, jeg prøvede hele tiden at lukke dem ude, for der var gået en hel dag hvor jeg kun havde fokuseret på nuet, og det tærede på mine kræfter. Men skyggerne blev ved med at fange min opmærksomhed. Jeg havde kigget mistroisk på de dansende skygger, som hele tiden inviterede mig til at danse med dem, og jeg blev ved med at fortælle dem at det kunne jeg altså ikke, for jeg havde andre ting at tænke på, og jeg kunne jo heller ikke flytte mig ud af stedet, men de var ligeglade, de blev ved, men til sidst slog sovemedicinen ind og jeg gik ud som et lys. Og da jeg vågnede i morges var jeg sikker på at det var en drøm. Det kan ikke have været andet. Men jeg ville ikke fortælle nogen om drømmen, for jeg vil i hvert fald ikke ende mine dage på et sindssygehospital.

Nu er jeg kommet til billeder fra min ungdom. Der er billeder af mig der står i køkkenet og hjælper mor med opvasken, billeder fra fester hvor jeg ikke kunne komme udenom at sidde og snakke med alle de fine damer, selvom jeg stadig hellere ville i skoven med Keld og Hans. Der er også et billede af mig, Keld og Hans fra min atten års fødselsdag, vi sidder sammen ved et fint bord, dækket med hvid dug, flag, boller og lagkage. Mit hår sidder fint flettet, og jeg har en polkaprikket rød og hvid kjole på. Vi ser alle tre så lykkelige ud, men sandheden var at jeg ikke var lykkelig, jeg var ensom. Keld var allerede blevet gift, med den sødeste og mest rigtige pige i verden, som alle elskede. Og Hans, min vildbasse bror, han var blevet forlovet, med sin nye kæreste, hende var jeg ikke så vild med for hun virkede så falsk i mine øjne. Så tynd og dukkeagtig, og jeg fattede ikke at Hans faktisk fandt det attraktivt. Men pointen var at de begge var lykkelige med deres partnere, og jeg var den tavse ulykkelige men smilende pige, som ingen ville have.  Jeg græd tit om natten, og var nød til at sidde hos min mor og blive trøstet. Hun spurgte aldrig hvorfor jeg græd, for hun vidste at jeg ikke ville sige det, det eneste hun kunne gøre var bare at sidde og holde om mig, og vise at hun var der, for det var hun altid.

Men pludselig kommer vi til der hvor mit liv ændrer sig for evigt. Jeg bladrer videre i albummet og ser et billede af mig og en anden pige. Vi er nok omkring de tyve år begge to. Vi er på stranden, og står og holder kærligt om hinanden. Jeg har en lang tynd lyseblå silkekjole på, og hun har en magen til bare i lyserød. For første gang er mit hår ikke sat op, jeg har ladet mit lange glatte blonde hår falde naturligt ned langs min krop. Og hendes mørke hår sidder ligesådan, bortset fra at hendes hår krøllede mere end mit.

Jeg husker det som var det i går. Min far havde sendt mig hele vejen ind til København, til et slags kursus for at lære at være hjemmegående, altså passe huset, lave mad, og passe børn. Jeg havde for første gang sat mig imod, for jeg var over atten jeg kunne bestemme over mit eget liv, men så længe jeg boede derhjemme fulgte jeg hans regler, havde han sagt. Og jeg var strengt imod min og min mors vilje blevet sendt af sted ind til storbyen, for at lære at være en rigtig kvinde. Jeg skulle være der inde i en måned. Og jeg var så bange. Og på kurset blev jeg hele tiden gjort til grin fordi jeg ikke kunne finde ud af nogle af de ting vi skulle gøre. Men pludselig fandt jeg ud af at jeg ikke var den eneste der ikke kunne finde ud af tingene, på kurset var der en anden pige præcis ligsom mig. Hun begyndte at snakke til mig, da hun også fandt ud af at hun ikke var den eneste. Og selvom jeg i starten var meget genert, fik hun mig til sidst ud af min skal, og vi blev uadskillelige. Hun hed Ellen. Sammen lavede vi hver dag grin med alle de mærkelige huslige ting vi absolut skulle lære at lave. Og om aftenen drak vi os fulde i vin. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før, men jeg elskede det. følelsen af at være fuldstændig fri af sine bekymringer, og al sin frygt, var fantastisk, og nærmest helt magisk. Vi var begge anderledes og ensomme. Men på den måned fandt vi ud af at vi kunne være ensomme sammen.   Hun lærte mig at man ikke behøvede at sætte sit hår op hele tiden, man følte sig meget mere fri når det ikke var sat op. Hun lærte mig også at det var okay at være mig, og at jeg ikke var en fin dame som de andre, sådan var hun jo heller ikke. Faktisk så lærte hun mig bare meget om mig selv som jeg ikke engang selv vidste. Jeg husker aller bedst en af de sidste aftener i den måned, vi havde drukket noget vin, og vi sad ved siden af hinanden på min lille hotelværelsesseng, mens vi snakkede om alt og intet. Pludselig uden overhovedet at tænke over det, tog jeg hendes hånd og sagde: ”Jeg kommer sådan til at savne dig, ingen forstår mig derhjemme, ud over min mor”. Så rejste hun blikket fra gulvet til mig og sagde med hendes kække smil: ”vi kommer ikke til at undvære hinanden, jeg flytter bare med dig, ingen derhjemme er alligevel interesserede i mig”. ”Jamen det kan du da ikke bare”. ”Selvfølgelig kan jeg det, jeg er over atten ikke sandt, og jeg tror egentlig heller ikke at jeg kan undvære dig”. Hun gav min hånd et kærligt klem. Jeg smilede og kiggede genert væk, selvom jeg ikke kiggede, kunne jeg mærke at hun rykkede tættere og tættere på mig, for jeg kunne mærke hendes kropsvarme mere og mere. Til sidst sad hun helt tæt på mig, hendes arm rørte min. Jeg smilede for mig selv, for jeg kunne endelig mærke hvor oprigtig lykkelig jeg var lige der sammen med Ellen. Jeg bed mig et kort sekund i læben, så vente jeg mit ansigt mod hendes, vi kiggede først smilende på hinanden, så mødtes vores læber. Pludselig var det os der bestemte, verden var vores, vi gjorde oprør, men alligevel føltes det hele så ægte, som noget vi ikke kunne glemme næste dag, som alle de andre ting vi havde fortaget os i den måned.

Jeg må pludselig kigge væk, alle minderne strømmer gennem mit hoved på én gang.

Det blev som Ellen havde sagt, hun flyttede med til byen, eller jeg boede jo stadig på landet, og hun boede i den nærmeste by. Vi var sammen hele tiden, ingen af os var nogensinde alene mere. Men alle kendte hende bare som min veninde, der var ingen der vidste noget, og vi havde aftalt ikke at fortælle nogen om det mellem os. Min far ville banke mig sønder og sammen hvis han fandt ud af noget.

Mig og Ellen tog altid ned til stranden, det var vores yndlingssted, der var vi frie til at være os, og der skulle vi ikke bekymre os om at nogen skulle få øje på os, for der kom aldrig andre end os. Så gik vi ind i vores specielle vinkammer, og stjal en flaske vin, som vi tog med derned. Og så sad vi bare der i sandet med vores vin og nød solskinnet og at have hinanden.

Jeg bladrer langsomt igennem en masse billeder, som mig og Ellen har taget nede på stranden, hvor vi fjoller med tang i håret, og holder om hinanden. En dag så Hans os, men som den gode bror, og ven han var så lovede han ikke at sige noget om det til nogen, han kunne jo se at jeg endelig var lykkelig.  Jeg ville ønske at jeg kunne gå tilbage til dengang, det var virkelig den lykkeligste periode i mit liv. Men tiden gik og både Ellen og jeg blev trætte af at holde alting hemmeligt, men vi sagde stadig ingenting, og det gjorde at vi lige så stille gled fra hinanden. Men det skete over flere år, så det var ikke noget vi rigtig lagde mærke til, pludselig var vi bare ikke sammen mere. Jeg mødte en ung mand som jeg godt kunne li’, Allan, så flyttede Ellen. Allan og jeg besluttede os for at blive gift, men jeg var aldrig rigtig tilfreds med vores forhold, det var som om der manglede noget. Alt gik ned ad bakke, jeg begyndte at ryge, tabte mig meget, mistede næsten kontakten til hele min familie, og da Allan spurgte om ikke snart vi skulle have nogle børn, svarede jeg nej. Jeg var ikke skabt til at få børn, jeg var ikke en rigtig kvinde.

Sådan fortsatte det i mange år, indtil min mor tog kontakt, og begyndte at snakke med mig, og pludselig kunne jeg igen føle at hun altid var der. Ligsom hun havde været det engang. Jeg forklarede hende at min familie aldrig ville blive som Keld og Hans’ fordi jeg ikke ville have børn, og min mor blev aldrig skuffet, lige meget hvad jeg fortalte hende, hun accepterede mig som jeg var, og det var mere end hvad min far nogensinde havde gjort.

Men nogle måneder efter døde min mor, og det var det værste jeg i hele mit liv har været ude for. Jeg faldt helt ned igen, og havde det ikke været for mine brødres støtte, havde jeg nok taget en overdosis af et eller andet. Men de fik mig op igen. Og alt begyndte lige så stille år efter år, at komme op at køre.

Mit blik stopper ved et gammelt billede af min mor, hun er nok i tredverne, og hun ser så vidunderlig smuk ud. Kærligheden nærmest gløder ud fra hendes øjne. Og hun smiler venligt til kameraet. Jeg misunder hendes skønhed. Jeg kører forsigtigt mine fingre hen over det gamle billede, og pludselig bliver jeg stukket af et savn, som med ét spidder mit hjerte. Tårerne løber ned ad mine kinder, og mine hænder ryster endnu mere.  Hun har altid været den eneste faste støtte i mit liv, hun var der altid, præcis som hun altid hviskede til mig når jeg var ked af det. Jeg bliver overvældet af min fortid, det hele ruller ind over mig som en kæmpe bølge af personer, steder og følelser. Og jeg tænker over hvordan jeg dog har kunnet fortrænge hele mit liv i så mange år, og kun tænkt på fremtiden og på hvordan min begravelse skal være. Jeg har ikke engang brugt mine år på at sørge over Allan, nej jeg har kun tænkt på min egen begravelse.

Alle de mennesker jeg har mistet de sidste år, alle de mennesker som betød alt for mig, og som jeg aldrig får igen, jeg føler at jeg har taget dem forgivet. Glemt at tænke på alt hvad de har gjort for mig. Hans døde for nogle år siden, af kræft. Jeg kan huske at jeg var på hospitalet sammen med de andre for at sige farvel til ham. Da jeg havde sagt farvel, tog han mine hænder i sine og hviskede: ”find Ellen”. Vi kiggede et sekund på hinanden, og så udåndede han. Men jeg ledte ikke efter Ellen, jeg var jo alt for gammel. Nu fortryder jeg det, tænk hvis jeg havde fundet hende. Ville hun hade mig? havde hun mon glemt mig? eller ville vi forblive sammen, og ende vores dage med at sidde nede i fællesrummet et sted og drikke kaffe og småsnakke? Eller måske var hun død? Hun havde jo et specielt forhold til alkohol.

Keld døde også for ikke så lang tid siden, jeg nåede ikke at sige farvel, han døde i hjemmet, ingen ved hvorfor han døde, han ville nok bare ikke være her mere. Men det er i hvert fald ikke retfærdigt at mine to brødre skulle dø, ikke når de både havde koner, børn og børnebørn, som regnede med at de skulle være sammen med Keld og Hans for evigt. Og så ligger jeg her uden mand, uden børn og uden børnebørn, og jeg dør ikke. Først nu tænker jeg over hvor uretfærdigt det hele er.

Jeg bladrer med rystende hænder om til den sidste side i bogen. Det er et gammelt billede af mig, min mor, Keld og Hans. Vi ser så glade ud. Og det får mig igen til at tænke. Jeg har jo faktisk haft et godt liv, det var ikke det perfekte liv, men det var et godt liv. Og jeg har altid været omgivet af folk som elskede mig, og som passede på mig. Det er også uretfærdigt at jeg først indser det nu.

Jeg lukker forsigtigt bogen i, og i det jeg gør det, kommer Anna ind ad døren. ”hej igen, går det godt?”, hendes glade stemme får mig til at danne et lille mærkeligt smil. Anna ser at jeg er færdig med albummet, men hun fjerner det ikke, ”var det ikke rigtig godt at få kigget i det album, og få opfrisket nogle gamle minder?”, jeg nikker stiller med hovedet. Og Anna smiler endnu mere. Normalt ville hun bare give mig min sovemedicin plus alt det andet, gå og småsnakke lidt med sig selv, sige godnat og så gå igen, men denne gang tager hun en lille træskammel, jeg har stående, og sætter sig hen ved siden af min seng.  Jeg drejer forsigtigt mit hoved og kigger afventende på hende, men hun siger ikke noget, hun kigger bare blidt på mig. Hun skal lige til at åbne munden for at sige noget, og jeg kan se at det bliver noget alvorligt. Men pludselig rækker jeg ud fra sengen, tager hendes nissehue, og sætter den så godt jeg kan med mine rystende hænder, ned over mit eget hoved. Først ser Anna noget overrasket ud, men hun bliver siddende, og venter på at jeg skal gøre noget andet helt uventet. Jeg føler mig straks som et barn igen, dagen efter juleaften, omgivet af gaverne fra aftenen før. Juletræet står der stadig, og vi sidder i vores julestue og spiser pebernødder. Anna lægger forsigtigt sin hånd på min arm. Men pludselig sker der noget, som ikke er sket i mange år. Pludselig løfter jeg blikket, kigger på Anna, åbner munden og siger: ”Jeg er en nisse”. Anna kigger først på mig, så begynder hun at grine af fryd. Hun stryger grinende sin hånd mod mit ansigt, og jeg griner med, hun kan bare ikke høre det. Hun piller lidt ved den hvide kvast på nissehuen, ”ja du er”. Så holder hun min hånd. Havde jeg ikke kigget tilbage i det album havde ”jeg er en nisse” virket som det mest åndsforladte overhovedet at sige. Men nu virker det som det eneste rigtige at sige. Og jeg har bare virkelig følt, at hvis jeg skal sige noget inden det er for sent, så skal det være nu, og så skal det være det. Mit indvendige grin har gjort min vejrtrækning sværere, men det gør ikke noget. Jeg kigger ud af mit snedækkede vindue, og kan lige akkurat skimte det store udendørs juletræ, med dets lysnede stjerne i toppen, det er det smukkeste lys i verden. Pludselig mærker jeg nogen røre ved min anden hånd. Jeg kigger forsigtigt op og ser mors strålende ansigt foran mig. Hun holder min hånd, ligsom Anna gør. ”Kom Agnes, det er tid til at gå nu”. Min mors stemme er præcis som jeg husker den. Men pludselig kigger jeg over på Anna, så tilbage på min mor, ”Mor jeg kan ikke forlade hende, det har hun ikke fortjent”, men Anna bryder stille ind: ”Agnes, gå du bare, det er okay, jeg skal nok klare det hele her”. Hendes stemme er så rolig, og fuld af kærlighed. Hun giver min hånd et kærligt klem, ”Det er okay”. Jeg prøver at give hende et smil, så slipper jeg hendes hånd, og følger med min mor. Alting bliver lyst, som den smukkeste krystalnat, og i åbningen står en engel og venter på os. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...