"Jeg har det fint"

Der kom en masse læger. De tog blodprøver. Tiden gik. Den gik langsomt, men den gik. Jeg havde fået en seng og lå og stirrede på uret over døren. 23:14. Så sukkede jeg og kiggede over på far der sad i en stol ved siden af mig med lukkede øjne. Overfor mig lå en ældre dame. Hun sov heller ikke. Måske var det på grund af mig? Fordi jeg bare lige pludselig kom brasende ind på den her stue. Jeg følte mig pludselig meget til besvær. Der var jo ikke noget galt med mig. Min mave rumlede. Jeg var sulten, men det blev jeg nødt til at glemme. Mad var spild af tid, ikke noget nødvendigt. Jeg ville alligevel tage på af alt muligt mad så jeg spiste kun lige hvad jeg havde brug for. Slankekuren gik også fint. Motion hver dag og sundt mad. Og ikke for meget mad, endelig ikke for meget mad. Så sov jeg.

1Likes
0Kommentarer
477Visninger

1. Kapitel 1

 

Jeg trådte ned fra vægten. 45 kilo. Det var stadig for meget. Min mave sagde en sær lyd. Jeg kiggede ind i spejlet og lagde hovedet på skrå. Jeg sukkede, stod lidt.

”Der er mad!” råbte mor op af trappen. Jeg kneb øjnene sammen. Pis, tænkte jeg, tog min cardigan på og gik nedenunder med en klump i halsen.  

”Tag noget mere,” sagde far og smilede. Jeg rystede på hovedet. Vi sad i sofaen. De andre sad og gloede ind i tv’et mens jeg sad og kiggede nervøst på resten af min portion mad. 

”Ikke sulten,” sagde jeg bare. Mor kiggede hen på mig, men hun sagde ikke noget. Hun kiggede bare i et par sekunder og kiggede så ind i tv’et igen. 

”Du har næsten ikke spist noget, Louise,” sagde far. Hans smil var forsvundet og hans læber var nu presset sammen, så det bare var en streg. Jeg gik i panik. Hvad nu? tænkte jeg. Så tog jeg min tallerken ud i køkkenet, skyllede den af, satte den i opvaskemaskinen og råbte "Tak for mad!" på vej op af trappen. Mit hjerte sad i halsen. Jeg lagde mig på min seng. Det føltes som om alting snurrede rundt. Jeg åbnede øjnene og kiggede op i loftet. Der dansede en masse små prikker foran mine øjne. Jeg lukkede dem hurtigt igen. Så var jeg væk.  

Vækkeurets skingre lyd fik mig til at vågne med et sæt. Jeg ledte efter stop-knappen med lukkede øjne og fik lyden til at stoppe så hurtigt jeg kunne. Så tog jeg en dyb indånding og slappede af i et par minutter. Jeg vidste at jeg skulle til at op, hvis jeg ikke ville komme for sent i skole. Så skubbede jeg hurtigt dynen væk, men fortrød straks jeg havde gjort det. Kulden gjorde næsten ondt. Jeg begyndte at ryste. Så fandt jeg hurtigt noget tøj at tage på. En alt for stor grå sweater og stramme sorte bukser. Det blev lidt varmere.   

Jeg fandt en seddel på køkkenbordet: Jeg er hjemme klokken 16:00 ca. Der er ikke flere havregryn, men der er brød i skabet. Din madpakke er i køleskabet. Jeg kiggede på sedlen i noget tid. Mor havde haft travlt da hun skrev sedlen. Håndskriften var næsten ulæselig. Fedt, tænkte jeg. Ikke noget morgenmad i dag. Eller… Der var jo brød. Men havregryn var bedre, sundere. Jeg overlever nok, tænkte jeg og fyldte en flaske med vand, drak noget af den, fyldte den så helt op igen. Det kunne vel gå for morgenmad. Ja, det skulle nok gå. Og så et stykke tyggegummi. Det var jo næsten det samme. En lille portion havregryn eller et stykke tyggegummi. Jeg kunne sikkert ikke mærke den store forskel. Så tog jeg min madpakke ned i tasken selvom den bare skulle smides ud alligevel.

”Louise?” Jeg kiggede forvirret op. Læreren kiggede smilende på mig. Alle kiggede på mig. Jeg sank en klump, kiggede så på tavlen.

”Ehm…” Hvad skulle jeg sige? ”Jeg ved det ikke…” Så sukkede han og sagde et andet navn, jeg ikke hørte. Jeg kiggede ned i bordet igen. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Og lyttede ikke rigtig i timerne mere. Så ringede klokken og jeg gik med tunge skridt fra klasselokalet. Jeg blev stoppet af læreren på vej ud.

”Er du…” Han ledte vidst efter det rigtige ord. ”Okay?” Jeg nikkede bare, kiggede lidt rundt, men fokuserede på mine sko, da jeg blev svimmel. ”Jeg er bekymret for dig,” sagde han så og kiggede alvorligt på mig.

”Jeg har det fint,” sagde jeg og smilede så godt jeg kunne. Så nikkede han kort og smilede tilbage. Han så stadig ret bekymret ud. 

"Du har tabt dig en del..." sagde han så. Jeg rullede med øjnene. 

"Ja," sagde jeg bare. Så stod han og kiggede lidt på mig. 

"Du må sige hvis der er noget," sagde han og smilede igen. Jeg nikkede, smilede høfligt. Aldrig, tænkte jeg. Han så ud som om han ville spørge om noget mere, men jeg gik bare videre. Ventede på vi fik fri og da vi endelig gjorde traskede jeg langsomt hjemad og smed madpakken ud i den første skraldespand jeg så. Mine ben kunne snart ikke holde til at bære mig mere, så jeg gik ret langsomt.

Jeg smed min taske i gangen, skubbede mine sko af med fødderne og gik direkte i seng. Næsten. Jeg tog et æble. Det var det eneste jeg havde fået i dag. Så kom stemmen i mit hoved: Du bliver fed. Federe. Jeg gik i panik, spyttede det ud jeg havde i munden og smed resten af æblet ud. Jeg klemte mine øjne sammen i et øjeblik. Jeg havde ikke noget energi tilbage. Ikke nok til resten af dagen i hvert fald. Jeg beholdte min sweater på. Hvis jeg tog den af ville det blive for koldt. Selvom det var forår og de fleste allerede var begyndt at gå i T-shirts rendte jeg stadig rundt med tykke bluser. Jeg faldt hurtigt i søvn og vågnede først flere timer senere.  

Jeg kiggede rundt i stuen mens prikkerne dansede for mine øjne. Mor sad med et ugeblad, far så en fodboldkamp. Ikke her, tænkte jeg og gik i panik. Jeg vidste, at snart ville jeg besvime igen. Jeg ville op på mit værelse så de ikke fandt ud af jeg besvimede hele tiden. De ville blive vildt bekymret og tage mig til læge, måske få fat i en psykolog eller noget andet sindsygt. Sådan var forældre. Jeg rejste mig hurtigt, for hurtigt. Kvalmen kom snigende, det blev varmt, så koldt, jeg kunne ikke tænke, alting snurrede rundt, min vejrtrækning blev hurtigere. Så blev det hele sort for mine øjne og det sidste jeg mærkede var fars hånd der greb hårdt fat om min overarm.   

Vi sad i bilen. Jeg havde været vågen i lidt tid, men jeg ville ikke åbne mine øjne. Jeg havde bare lænet mit hoved tilbage og lyttede. Måske ville jeg finde ud af hvor vi var, hvis jeg bare lyttede. Gad vide hvor vi skulle hen. Bilen stoppede, bildøren blev åbnet, så smækkede den i igen. Min dør blev åbnet. Jeg blev løftet ud af bilen af far. Så blev døren smækket i. Jeg undrede mig over hvor vi var. Men jeg gættede på sygehuset, det lugtede sådan. Der var altid en specielt lugt på sygehuset. 

"Louise?" sagde fars stemme mens han bar mig et eller andet sted hen. 

"Hmm?" sagde jeg.. Han satte mig på en stol og jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede rundt. Skulle jeg indlægges? Eller bare undersøges? Hvad lavede jeg overhovedet her? Jeg havde det jo fint. Jeg kiggede over på far. Han sad lige ved siden af mig med min hånd i hans. Han så meget bekymret ud. Lad nu være med at gøre noget stort ud af det, jeg har det fint, tænkte jeg, men sagde ikke noget. Så lukkede jeg øjnene igen og lænede mit hoved op af væggen bag mig.

 "Nummer 47," sagde en eller anden. Det gav et sæt i mig. Her havde lige været så stille. 

"Det er os," sagde far. Jeg åbnede øjnene og gik med far. Han holdt i min arm, mens vi gik. Han var sikkert bange for jeg besvimede igen. Mine ben kunne næsten ikke holde mig. Vi gik hen af en lang gang. Lægen der gik foran gik alt for hurtigt og sank først farten da hun kiggede om på mig der havde besvær med at gå af træthed, svimmelhed og og så det, at mine ben ikke kunne bære mig. Så drejede hun pludselig til højre og gik ind af en dør. Vi gik med.   

Der kom en masse læger. De tog blodprøver. Tiden gik. Den gik langsomt, men den gik. Jeg havde fået en seng og lå og stirrede på uret over døren. 23:14. Så sukkede jeg og kiggede over på far der sad i en stol ved siden af mig med lukkede øjne. Overfor mig lå en ældre dame. Hun sov heller ikke. Måske var det på grund af mig? Fordi jeg bare lige pludselig kom brasende ind på den her stue. Jeg følte mig pludselig meget til besvær. Der var jo ikke noget galt med mig. Min mave rumlede. Jeg var sulten, men det blev jeg nødt til at glemme. Mad var spild af tid, ikke noget nødvendigt. Jeg ville alligevel tage på af alt muligt mad så jeg spiste kun lige hvad jeg havde brug for. Slankekuren gik også fint. Motion hver dag og sundt mad. Og ikke for meget mad, endelig ikke for meget mad. Så sov jeg.  

Der blev rusket blidt i mig. Det var en læge. Jeg kiggede hurtigt op på uret. Der var gået et kvarter siden jeg sidst kiggede. Jeg havde kun lige sovet ti minutter så. Jeg ville bare hjem. Jeg havde det jo fint. Og det holdt jeg fast i, for jeg havde det virkelig fint. Lægen havde en blok og begyndte at stille spørgsmål. 

"Er du besvimet inden for den sidste uge?" Far lyttede med. Skulle jeg være ærlig? Eller lyve? Jeg skulle vel være ærlig.

"Ja," sagde jeg kort og undgik fars blik. Jeg fokuserede på det armbånd de havde givet mig på. Dem man får når man bliver indlagt. 

"Spiser du morgenmad hver dag?" spurgte hun så. Kunne far ikke gå? Så ville det være nemmere.

"Nej." 

"Middagsmad?" Jeg sukkede. 

"Ikke altid.." sagde jeg så. Jeg ville ikke engang se fars ansigtsudtryk. Han havde ikke vidst noget om at jeg undgik mad. Måske havde han lagt mærke til det. Eller også havde han bare overset alting.

"Hvad med aftensmad?" spurgte hun mens hun skrev alt det, jeg sagde ned.

"Ja," sagde jeg. Hun nikkede, noterede. Hun blev ved med at stille spørgsmål, men til sidst smilede hun, sagde tak og gik ud af døren. Der var helt stille. Far sagde ikke noget. Jeg turde hverken sige noget eller kigge over på ham. Måske var han sur på mig. Der gik ikke mere end fem minutter før lægen kom ind til mig igen. Hun stod lidt. Så sagde hun endelig noget. 

”Du spiser ikke nok,” sagde hun mens hendes blik flakkede fra mig til far. Hun så venlig nok ud, men ordene der kom ud af hendes mund gav mig lyst til at kvæle hende. Men jeg vidste det godt.

”Hmm..” sagde jeg bare. Jeg vidste godt jeg ikke spiste som jeg skulle.. Jeg kiggede endelig over på far. Han så bekymret ud, lidt vred, mest bekymret. Fuck, tænkte jeg. Snart ville de finde ud af jeg havde sultet mig selv i flere måneder. Jeg sank en klump. Blev pludselig meget nervøs.

"Er det med vilje?" spurgte hun så. Hvad skulle jeg svare? Jeg kiggede ned. Hmmm, ja jeg sulter mig selv, fordi jeg er for fed. Nej, vel? Nej, jeg spiser ikke, bare for sjovt! Ej, heller ikke... Fuck, fuck, fuckJeg kiggede stadig ned. Hun tog det vidst som et ja. Og hvad skulle der så ske nu? Ville de indlægge mig? Tvinge mad i mig gennem en sonde? Få fat i en psykolog? Jeg anede det ikke, men jeg glædede mig ikke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...