It all started with a chair.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
Det hele startede med en stol.
Kaisa er 17 og er lige startet på California University i L.A. Hun og veninden Hannah glæder sig til endeligt at komme i de "voksnes rækker!"
Festerne, alkoholen, drengene. Og da Kaisa og barndomsvennen Malek beslutter sig for at have det sjovt efter en vild fest, ændres livet for den ellers så perfekte amerikanske pige.

*Indeholder let stødende sprog og indhold*

6Likes
6Kommentarer
687Visninger
AA

8. Reached the bottom

"Kaisa, nu må du simpelthen komme op af den seng!" Udbryder min far, der efterhånden er blevet sur. Og selvom jeg er besværlig, skal der virkelig meget til at pisse min far af - heldigvis. På det seneste har jeg ikke været i stand til noget som helst. Jeg har haft kvalme, flimren for øjnene og endnu mere kvalme. Der er gået en halvanden uge siden festen. Skole havde der ikke været meget af, men jeg havde da fået stavret mig afsted et par dage.

Jeg har ikke hørt fra Malek siden, eller det passer ikke han ringede lige da jeg forlod festen. Min reaktion var så at smide min telefon langt pokker i vold. Hannah havde heldigvis været lige i hælene på mig, og havde på en eller anden mystisk måde fået fat på den. Så den mangler jeg i det mindste ikke. Min far trækker dynen af mig, og afslører mine Minnie Mouse natbukser. Dynen tager han selvfølgelig med sig og på den måde tvinger mig til at gå med. Det minder mig lidt om de gode gamle dage, da han lavede det nummer hver søndag, for at få mig ud af fjerene. 

"Det kan du simpelthen ikke mene!" Råber jeg efter ham, eller prøver men min stemme fungerer åbenbart ikke optimalt. I stedet krummer jeg mig sammen i fosterstilling. Han er så freaking irriterende. 

Mens jeg ligger der i den mest behagelig stilling ever, banker det stille på døren. Jeg kigger hurtigt tilbage og ser Sophie træde ind, så jeg kigger væk igen. Jeg har ikke haft nogen chance til at snakke med hende, siden mit udbrud. De gange hvor vi har snakket, har min far enden været der, eller jeg har skyndt mig væk. For ja jeg undgår det, om jeg gør. For jeg kan ikke lige magte at snakke med hende. Hun er så sød og forstående og alt for venlig. Selvom man vist ikke kan være det. Men jeg er altså ikke vant til at blive forstået.

"Kaisa?" Spørger hun forsigtigt, og jeg kan mærke hun sætter sig på min seng. Jeg mumler et eller andet til hende. Jeg kan ikke finde på noget at sige. Jeg ligger bare, ynkelig, i fosterstilling og har det noget så dårligt. Sophie rejser sig, og et øjeblik er jeg bange for at hun går. I stedet går hun om på siden af mig og rækker sin hånd frem.

Jeg krymper mig da hendes kolde hånd rammer min pande. Og nej hun slår mig ikke, men udbryder: "Jamen søde pige dog, du har jo feber" Hun råber efter min far og fortsætter: "Du er godt nok varm, Kaisa, vi må have dig til lægen med det samme." Jeg nikker bare og får på en eller anden rejst mig op, for at falde om. 

XXXš›š›š›

"Kaisa? Kaisa?" Prøver en stemme forsigtigt at vække mig.
"Kaisa?" Bliver stemmen ved, dog med lidt mere kraft denne gang.


Jeg åbner langsomt mine øjne og møder et bekymret blik. Mit eget blik er sløret og et øjeblik forstår jeg intet. Hvor er jeg? Jeg møder igen de kastanjebrune øjne, og med et går det op for mig hvem det bekymrede blik tilhører. 

Malek??

"Valentina, lever du?" Siger Malek en smule flabet, tilføjer et smil, og savnet til ham stiger med 100 procent. Ironi har altid været den vigtig del af vores venskab. I det hele taget bare drillerier, og kilderier - hvis der findes sådan et ord.. 

"Malek.." udbryder en stemme, der ikke lyder som min. Det er mere en hæs hvisken, og min hånd ryger straks op til min hals. Et hård ryk forhindret mig dog, og jeg opdager en slange lignende ting, der sidder i min højre arm. Jeg kigger forskrækket op, og møder igen de kastanjebrune øjne. Malek stryger mig over kinden, og tørrer roligt en tåre fra min kind.

Tårer - ikke nu igen… 

XXX

Jeg lukker stille øjnene og lader alt luft forsvinde ud. Et dybt suk har altid beroliget mig - det og så at ligge under sengen. Jeg synes lige at jeg har lukket øjnene, da jeg mærker en smerte i min højre arm. En kvinde i hvid mondering smiler venligt til mig. 
"Go'morgen Miss Melson, hvordan har du det?" Spørger hun med venlighed i stemmen - hvis det altså er muligt at have det. Hun har helt lyst hår, hun har sat op i en stram hestehale, og hendes blå øjne lyser venligt. I hånden står hun med den slange, der få minutter havde siddet i min arm. Smerte, ja præcis.. "Jeg har lige taget din blodprøve, det skal du ikke tænke på" Forklarer hun og jeg nikker. 

"Hvor er jeg?" Spørger jeg træt med samme rustne stemme. "På hospitalet, søde ven" forklarer hun, smiler og går hun af døren. Inden "holder" hun dog tilbage, og lader min far og Sophie træde ind ad døren. Sophie skynder sig hurtigt hen til min seng og tager helt umotiveret min hånd. 

"Kaisa, hvor har jeg været bekymret!" Siger hun uroligt. Jeg bemærker tydeligt at hun siger jeg og ikke vi som alle mulige andre overfladiske påhæng, min far kunne have fundet, ville have sagt. Hun er måske ikke så dum alligevel, og har måske endda gennemskuet hans facade med hensyn til mig. 

Jeg møder hendes grønne øjne, og forstår pludselig, hvorfor min far faldt for hende. Lige dér, på netop dét øjeblik accepterer jeg hende. Det kan ikke forklares, men min hjerne bestemmer sig for at hun er godkendt. At hendes hjerne så accepterer min far - det er en anden snak.

Min far stryger mig over håret, og ser for første gang i 5 år rigtigt på mig. Hans øjne holder mine fast og jeg ser en svaghed, jeg aldrig har oplevet. Hans øjne er samme grålige farve som mine, og det går op for mig, hvor meget vi egentlig ligner hinanden. 

"Hvad fejler jeg?" Spørger jeg med den lorte hæs stemme, der absolut skal irritere mig. 
"Kan du huske vi sad på din seng?" Spørger Sophie, jeg nikker og hun fortsætter: "Du blev pludselig meget bleg, og da jeg mærkede dig på panden, var du nærmest som et strygejern! Jeg blev enig med mig selv om at vi straks skulle til lægen, men da du rejste dig, og vi skulle til at gå, faldt du pludselig om.." Forklarer min Sophie og ser ømt på mig. 

Min Sophie??? Ej Kaisa nu holder du!!

"Men hvad fejler jeg så?" Spørger jeg stadig meget forvirret. Spørger jeg for meget?
"Det ved vi ikke med sikkerhed endnu" Siger min far stille og går pludselig ud af værelse. Jeg ser (igen) spørgende op Sophie, og hun hvisker stille til mig: "Han har haft det svært, mens du har ligget her" 

Jeg kommer i tanke om at hverken mig eller ham har sat vores fødder på et hospital siden den dag for 5 år siden.

Måske har han slet ikke glemt mor.. Men jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvad han føler, for som sagt fortæller han mig fucking aldrig hvordan han har det. Og jeg kan lige lige så godt fortælle det i forvejen er utrolig svært at miste sin mor som 12 årig, men så oven i også miste sin far, selv han stadig er til stede, er ubærligt! Min far, John Melson, var ikke den samme efter den dag.. Midt i min tænken, træder en mand i ført en lang hvid kittel tam tam, nok læge, ind og har det typisk lægeudtryk. Han ser seriøst på os, og beder os om at komme ned på hans kontor så hurtigt som mulig. "Og jeg mener, så hurtigt som muligt!" Tilføjer han og går så. 

Jeg ser uroligt op, og når lige at se Sophies forvirrede og nervøse blik, inden hun hurtigt lægger det i de rette folder. Men det er for sent, det her er alvorligt det her, og jeg er nervøs..
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...